Det føles lidt som at prøve at tænde ild til noget, man ikke ved hvad er eller kender konsekvensen af. Det kan udvikle sig til kæmpe store ustyrlige flammer, eller blive et mindre kontrolleret bål.
Bright colors and the feeling of summer.
Der kan absolut ikke herske tvivl om, hvor fantastisk og imponerende den nye teknologi er, men hvad man hurtigt kan miste overblikket over er fordelene eller, måske vigtigere endnu, farerne ved den nye teknologi.
“The biggest problem people have is that it’s such incredibly personal information. Now we’re used to things like our faces surveyed by cameras. But this is so intimate, and is a surveillance of things we might not know about our self.”
Jeg er ikke på vej i byen, jeg har hele tiden været her. Nogle kalder det landsbyen, engang kaldte jeg det fritidshjemmet, nu kalder jeg det fængslet. Fanget i flugten, fælles om fordærvet og i fart fra den trivielle hverdag.
The New York-born, Sydney-based artist Arun Sharma is constantly rolling bits of clay between his hands and is carefully forming the curves of the dark grey, decapitated but very life-like figures on the table.
The exhibition “Inflation!” is laying a high standard for Hong Kong’s new cultural district.
Han ser rigtig dårligt. Han kan ikke genkende mig. Han hører dårligt. Inde i studiet kører han ind i mit kamera og flash med sin rullator og sætter sig ned. Han aner ikke, at jeg fumler med at få udstyret på plads igen. Han venter spændt på, at jeg tager billedet. Jeg kan ikke få ham til at kigge ind i kameraet – han kan hverken se eller høre, hvor jeg står. Jeg flytter rundt på tingene.
Materialet folder sig og gror ud i rummet, pirrer nysgerrigheden og leder tankerne hen på organismers vækst og formering.
Hindutempler, ligbrændinger, tibetanske munke, gompaer og stupaer, dhal bath, momo, sød te, rismarker, bedeflag og raifolk.
Jeg har besøgt fem forskellige steder, der alle har modtaget dødsstødet. Stederne står nu hen i det uvisse, hvor forfaldet tager mere og mere over. De er skampletter, der rådner op eller de er i proces og på vej mod noget nyt. Jeg har besøgt dem i deres proces. En proces der ikke kunne ses. Tiden står stille og alligevel er der liv. Udkantsromantik.
Their work juxtaposes objects, figures, patterns, 2d and 3d, refering to native cultures and comic books, in a way that creates new meanings and engulfs you in thier otherworldly universe.
The fragments are elevated from its state of trash and becomes a some kind of familiar, yet wierd unit or character.
I efteråret var jeg til en performance med de to forfattere Ida Marie Hede og Amalie Smith. Udgivelsen Kollektive læseformer er en form for gengivelse af performanceforedraget i bogform, og jeg har her interviewet dem om deres tanker om det fælles projekt, om at gengive performances og om om kroppens og fællesskabets betydning i deres praksis.
I morgen fylder jeg 25. Jeg har ikke tænkt så meget over det, men lige i dag fylder det ret meget.
Det er muligt at opleve kunst på mange måder, og hvis man interesserer sig for mere ved kunsten end at se værkerne i sig selv, så er det muligt at få tilfredsstillet den interesse ved at lytte. Her er en lille anbefaling af nogle af mine yndlings radioprogrammer.
It all started with a twitter update, a postcard to a stranger saying; “Fuck you Jonathan, fuck you and fuck your shit legs” and the observation of a brand new, and massive, need for offensive mail.
Since the 15th of April we have been working, full speed, on curating and executing the first-ever pilot project exhibition for the Kaospilots; The Art of Maintaining Kaos. This thursday, the 2nd of May 2013, we were ready for finishing up the intense process with a vernissage and a celebrating of the 28 graduating students of Team17.
Gyngerne gynger stærkere på det her tidspunkt af året, maven er mere tilbøjelig til at krumme sig sammen og strække sig ud igen. Hjertet er et landkort, der bliver trukket op og ned i et klasselokale i en vestjysk by tæt ved vandet. På bordene står plastikflasker med saftevand, der har været i fryseren natten over, og sirligt pakkede penalhuse gemmer på aldrig videregivet ærlighed.
My background in woodblock prints has really informed my painting which primarily consists of India Ink and watercolor on paper.
Som tingene ser ud nu, er der et skel mellem håndværk og design, når det kommer til guldsmedefaget, som vi mener skal forenes, og det er netop hvad vi forsøger at gøre med vores projekt ’Hænder’.
How the exhibiton “The Art of Maintaining Kaos” happened and why it makes sense.
Jeg går og venter, og det kan godt føles lidt underligt, men så er der tid til at lave nye broderier. Her er lidt indsigt i den proces…
100på1dag is a social movement about citizen-powered change in your city.
Udstillingen skulle oprindelig have indholdt 8-10 væker, men det tog hurtigt “overhånd” og blev til 15 værker, som alle finder inspiration i emnerne sammenspil, anonymitet, historiefortælling, tilhørsforhold og kulturelle forskelligheder.
Just a few days before the famous international design conference starts we will be giving an experimental workshop on the theme of dynamic identities… and the best part… we will be showing the results of the workshop on the big stage at TYPO Berlin.
‘Hænder’ havde en fantastisk opstart, hvor de unge guldsmede for første gang blev involveret fysisk i projektet. Vi er yderst taknemmelige over at kursisterne satte tid af til at være med, og det føltes overvældende at møde så stor interesse.
Jeg har så mange fantastiske projekter, som indtil videre ikke er blevet realiserede; enten fordi at de for dyre, for svære eller simpelthen fordi, at de fremstår alt for utopiske i deres grundtanke.
For 7 måneder siden besluttede jeg mig for at ringe til Kay Lise.
‘Hænder’ skal belyse problematikken omkring manglen på elevpladser i guldsmedefaget og sætte fokus på innovative unge. I stedet for bare at se på, er der brug for handling.
Jeg kan nemt bruge en måned på en tegning, da jeg gennem årene har udviklet en stil der er meget detaljeret. Derfor er det til tider en befrielse sommetider at kunne afvikle en tegning på få minutter.
Han har malet isbjerge lyserøde, puttet fisk i blendere og religiøst hår i boksepuder, han har skabt haute couture til fangerne på death row og spist en del af sig selv. Alt sammen for at konfrontere os med den verden vi lever i, for at skabe ubalance og for at “rykke ved de brikker, der er malplacerede.” I mandags mødte vi Marco Evaristti.
Værket måler 8×3 meter og er en simpel stregtegning af en lejlighed, der er placeret midt på Rådhuspladsen.
I Berlin er streetart- og graffitiscenen aldrig kedelig eller inaktiv. Der er altid en masse nyt, bemærkelsesværdigt og spændende gadekunst at kigge på. Jeg har lige besøgt Berlin, hvor jeg fik en guidet rundvisning rundt til de mest interessante graffiti-områder.
Jeg arbejder på en ny serie af en række værker i relation til randområdernes forfald, den menneskelige nedbrydning og ønsket om udbygning af økonomier generelt, der alt sammen slider på vores samfund og skaber en række efterladenskaber, der skal nedbrydes for at give plads til nyt liv eller nye økonomier – positivt som negativt.