KAN MAN TALK THE TALK, WITHOUT WALKING THE WALK?

Udstiller det kynismen og dobbeltmoralen i vores kapitalistiske tilværelse, når kunstnere der aldrig offentligt giver udtryk for, at de er imod folkemordet i Gaza eller f.eks. aldrig har delt et eneste opslag fra et menneske i Gaza, pludselig er med i auktioner hvor alle indtægter går til hjælpearbejde i Gaza? At kunstnere, som dagligt er aktive på Instagram og dagligt markedsfører deres udstillinger, fremskridt og kunstneriske praksis (på en personlig måde selvfølgelig, ikke på en PR-agtig måde), uden så meget som et pip omkring Gaza, pludselig skriver:

“Jeg er med i auktionen [indsæt navn] til fordel for Røde Kors. Alle indtægter går ubeskåret til Røde Kors’ hjælpearbejde for civile i bl.a. Gaza. Jeg har doneret [indsæt kunstværk] og håber det kan være med til at gøre en forskel. Se mere til auktionen her. Mit [indsæt kunstværk] kan ses her."

Eller skal det blot ses som noget positivt, at kunst bliver solgt så støtte kan gives, og så er det egentligt lige meget, hvor støtten kommer fra, og hvad motivationen for deltagelse er?

Kan man talk the talk, without walking the walk?

Gennem de sidste 6 måneder har jeg ikke kunnet forstå, hvorfor billederne, videoerne og dokumentationen, der kommer ud fra Palæstina og Gaza, får så lidt opmærksomhed fra folk, der ellers dagligt deler deres hverdag på Instagram. Netop fordi Instagram er hovedplatformen, hvor folk i Gaza deler deres folkemord live 24/7 i håbet om, at hvis nok mennesker ser det, så må det da blive stoppet?

Hvorfor denne stilhed fra institutioner og gallerier, der repræsenterer kunstnere med en politisk praksis? Hvorfor denne stilhed fra kunstnere, hvis praksis på papiret er feministisk, bæredygtig, afkolonialiserende?

Jonathan Crary skriver i sin bog 24/7 – Late Capitalism and the Ends of Sleep: “Der er et stort antal mennesker, levende knapt på eller endda under eksistensniveauet, som ikke kan integreres i markedets nye krav, og de er derfor irrelevante og kan udviskes. Døden er i mange afskygninger et af nyliberalismens biprodukter: når folk ikke har noget mere, der kan tages fra dem, hvad enten det er ressourcer eller arbejdskraft, er de ganske enkelt engangsbeløb. Den nuværende stigning i seksuelt slaveri og den voksende handel med organer og kropsdele tyder dog på, at den ydre grænse for hvad der er undværligt kan udvides med fordel for at imødekomme kravene fra nye markedssektorer. (24/7 – Late Capitalism and the Ends of Sleep, side 44).

Billederne, videoerne og dokumentationen der kommer ud af Gaza er fuldstændig ubrugelige for kapitalismen og individets personlige branding. Palæstinensernes død har ingen indflydelse på hverken kapitalismen eller dit brand, men verden, dets ledere, dig og mig, er drevet af disse koncepter. Ikke af omsorg, etik og moral… Som det står nu, symboliserer Gaza ikke den “rigtige politik”, den “rigtige feminisme”, den “rigtige dekolonialisering” – du ved, den der kan tjenes penge på.

Der er noget utroligt kynisk i først at give lyd fra sig omkring Gaza, når det handler om ens egen marketingskraft. Er deltagelsen i en auktion for Gaza mon blevet overvejet i forhold til organisatørernes reach, de andre deltageres gravitas i kunstbranchen og dermed ens egen potentielle progression i branchen? Dette taler direkte ind i, at vi, som Crary skriver, kun anskuer noget som relevant, når det kan integreres i markedets nye krav – hvilket en semi-highprofile auktion kan. Den ydre grænse for hvad der er undværligt udvides med fordel for at imødekomme kravene fra nye markedssektorer.

I sidste uge talte jeg med en ven i kunstbranchen, om at jeg ikke kunne forstå, hvordan han dagligt kunne dele om sine kunstneriske fremskridt og cute oplevelser fra hverdagen, uden at dele noget som helst fra Gaza. Smukke billeder af naturen med fokus på bæredygtighed, uden billeder af Gaza der står mit i et ecocide. Billeder af venners smil, uden billeder af Gazas børns tårer. Han sagde, at det gjorde ham for deprimeret. At han i begyndelsen af krigen i Ukraine fik det fysisk dårligt og måtte sygemelde sig, fordi han var så optaget af hvad der skete, og derfor havde besluttet sig for ikke at se for meget på det. Det er noget jeg har svært ved at forstå, da jeg selv og andre i min omgangskreds dagligt deler fra +30 forskellige journalister og civile i Gaza, nyhedsmedier og influencere, selvom vi får det fysisk dårligt. Fordi deres folkemord handler ikke om os. Det handler, sjovt nok, om dem. Om familierne i Gaza, deres liv, hvad de bliver udsat for. Det handler om deres smerte. Deres folkedrab. Mine følelser er ligegyldige.

At jeg måske får færre udstillinger er ligegyldigt i forhold til at videredele dét, folk i Gaza deler med mig og resten af verden i håbet om, at hvis nok ser hvad der sker, vil det blive stoppet.

Nu videredeles værkerne i auktionen gennem billeder med glade, smilende mennesker i den rigtige pose, med det rigtige lys, med den rigtige caption. I stedet for at dele opslag fra Gaza, deles opslag der informerer forbrugeren om, hvor smukt værket er, samt hvorfor det er værd at investere i gennem denne auktion. I stedet for at dele opslag om Gaza, deles opslag om salg af egen kunst for Gaza. Men hvis “salg af egen kunst” blev fjernet fra denne ligning, ville Gaza så stadig blive delt?

Det er som om, at vi ikke lever i en verden, hvor +34.000 mennesker er blevet slået ihjel på bare 6 måneder, med mindre det kan bruges til vores egen, personlige reach og succes. En auktion som denne er måske den eneste måde, hvorpå folkemord kan destilleres og passes ind i et personligt brand? Hug en hæl og klip en tå.

Det er vel lettere at forholde sig til en kunstauktion end til en video af en mor, der kun lige akkurat når at dreje ned ad gaden hvor hun bor, kun for at se bygningen hvor hendes mand, mor, far og 5 børn er flygtet til, blive bombet. En kunstauktion medbringer nok en anden form for branche-anerkendelse, som moderen i Gaza ikke gør.

Efter en gennemgang af de ca. 60 kunstnere i auktionen, har det kun været muligt for mig at finde to, som har delt opslag om Gaza. Mange har en hel del følgere (+10.000, +20.000 +60.000 og +160.000) og er mere etablerede. I forhold til at indsamle så mange penge som muligt giver det mening, at deres kunstværker auktioneres, men hvorfor ikke bruge denne reach til at videredele opslag fra Gaza? Og hvorfor har auktionen ikke flere kunstnere med, som allerede offentligt udviser støtte for Gaza? Det runger hult.

For nogle uger siden stillede I DO ART Community et interessant spørgsmål til deres følgere: “Priser, hæder og medaljer. Hvad tænker i? Skal man tage imod eller afslå, hvis det fx. kommer fra en tvivlsom institution? Denne måned har været fyldt med prisuddelinger […], og i den anledning vil vi meget gerne høre jeres tanker om kunstverdenens priser og hæder. Ville du selv tage imod en pris, hvis den blev tilbudt, og hvis ikke, hvorfor?”

Mange svarede “ja”, og at de ville bruge dette spotlight til at skabe opmærksomhed om f.eks. Palæstina. Det er jo meget godt, men jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor mange af dem der svarede “ja” mon deler noget som helst om Palæstina nu, da I DO ART i et tidligere opslag skrev:

“Der er overvældende mange af jer fra den mere etablerede kunstscene, som ser vores historier eller endda støtter os bag kulisserne. Alligevel vælger I at holde jer i skyggen og undlader for eksempel at like offentlige opslag eller sende udtalelser, når vi spørger. Vi håber inderligt, at i vil tænke over det, og tænke på den kunstscene, vi skaber. Vi kan kun løfte disse problemer, hvis vi står sammen.” Hertil svarede nogle, at de ville blive fyret fra deres arbejde eller gallerier, hvis de var synlige med deres holdninger.

Så måske er deltagelse i en kunstauktion blot en kærkommen mulighed for at vise støtte og solidaritet, uden konsekvenser? Jeg kan alligevel ikke lade være med at overveje, hvad det betyder at leve i en verden, hvor et folkemord bliver et aktiv, man kan handle med i jagten på kunstnerisk anerkendelse. Hvad betyder det, at vi kun vil vise offentlig støtte for at være imod et folkemord, når det kommer med potentialet for salg og videre succes, eller priser og anerkendelse? For deltagerne i denne auktion, er Gaza, som Jonathan Crary skriver, ganske enkelt et engangsbeløb?