HINSIDES EMPATI أبعد من التعاطف

I 1993 inviterede BBC Radio 4, Edward Said til The Reith Lectures, som er en årlig radio-forelæsning af en offentlig intellektuel. Said leverede et foredrag i seks dele med titlen Representation of the Intellectual, hvor han hævdede, at den intellektuelle nødvendigvis er: en forstyrrer af status quo, lever i uenighed og ofte er en outsider til et sted eller en institution. (1)

Saids bidrag var på mange måder en selvrefleksiv gestus; en kommentar til hvordan en intellektuel er et individ, der er udstyret med en evne til repræsentation, og som ikke kan sluges af institutionerne i regeringen, den akademiske verden eller virksomheder – herunder BBC.

Ti år senere i 2003 gik han bort, og i anledning af hans død skrev Mahmoud Darwish, en palæstinensisk forfatter og digter, et hyldestdigt til Edward Said, der både var en ven, offentlig figur og politisk kammerat. De var venner i 30 år, begge symboler for den palæstinensiske frihedskamp, begge i eksil og begge efterlod de sig et betydeligt litterært eftermæle. Jeg har spekuleret på, om det havde været muligt for dem at have så stor indflydelse, netop fordi de var i eksil og derfor outsiders af to steder; det land de flygtede fra og det, de flygtede til. Havde vi lyttet til dem, i det omfang vi har, hvis deres stemmer kom direkte fra Palæstina frem for at have været igennem det ”vestlige” apparat? Jeg spekulerer også på, om det altid vil være den fordrevnes ansvar at overbevise om sine rettigheder? Hvorom alting er, brugte de mange af deres år på at forstyrre status quo.

Ihsan Saad Ihsan Tahir, THINK HARDER.

Darwish’s hyldestdigt ”طباق / antithesis” fortjener i sig selv en litterær analyse hinsides min kapacitet. Det er en genrebryder. Digtet er en marthiya, en slags klagesang/elegisk digtgenre, som er en pre-islamisk, arabisk litteraturtradition. Darwish blander det med protestdigtet, manifestet og på grund af spørgsmål-og-svar formatet – interviewet. Digtet blander behændigt hans private sorg med offentlig politisk erklæring, og titlen (kontrapunkt) hentyder til et retorisk greb, almindeligt brugt i arabiske vers, men indikerer også hans kendskab og dybe respekt til Saids kritiske arbejde.

Digtet er mig bekendt ikke oversat til dansk, så i dette indlæg forsøger jeg at kaste lys på de to mænd og deres virke ved at oversætte Darwish’s homage til Said. Inden I får oversættelsen, virker det nødvendigt for mig at beskrive, hvor meget der egentlig går tabt, når man oversætter fra arabisk.

“For at sammenligne er der omkring 200.000 ord på dansk, omkring 1,5 millioner på engelsk og omkring 12 millioner på arabisk. I gennemsnit har et enkelt skrevet ord på arabisk: tre betydninger, syv udtaler og 12 fortolkninger.”

For at sammenligne er der omkring 200.000 ord på dansk, omkring 1,5 millioner på engelsk og omkring 12 millioner på arabisk. I gennemsnit har et enkelt skrevet ord på arabisk: tre betydninger, syv udtaler og 12 fortolkninger. (2) Forestil dig at nedkoge ordet ”rejse” til dette formål. På arabisk kan det være en rejse, hvor man aldrig vender tilbage? En ensom rejse, hvor man ser sig tilbage? En rejse hvor man aldrig vender tilbage men forsøger uden held? En rejse i fantasien, hvor man gør det med vingerne af en spurv men vågner fra tankeeksperimentet til sin sande virkelighed, i ensomhed? Og, er denne rejse så en ferie, eller en flugt, tvang, eskapisme eller noget fjerde? Det er en semantisk økologi, hinsides dansk. Det er virkelig ikke min intention at kritisere dansk, men under oversættelsesprocessen var det iøjefaldende, hvor fattigt vores sprog egentlig er, og da jeg prøvede at forklare denne kompleksitet til min partner, spurgte hun ud til rummet: ”Gad vide om vi er dårligere til at løse problemer?” Mange kan tilslutte sig idéen om, at sprog konstituerer virkelighed men, hvis vi er ringe til at beskrive nuancerne af virkelighed, hvad er det så vi konstituerer, hvis virkelighed er det så, og hvordan skal vi udstrække vores empati til den virkelighed, vi ikke forstår?

Ihsan Saad Ihsan Tahir, TURBO S.

Ihsan Saad Ihsan Tahir, أختفى الى ما وراء الشمس.

I sidste ende var der ikke en anden mulighed. Jeg måtte oversætte digtet sammen med min mor. Mit kendskab til arabisk kan umuligt måle sig med hendes. Vi skændtes et par gange undervejs. Vi havde forskelligt fokus og mit var præget af, at tænke mig selv som kunstner, frem for essayist. Jeg ville ikke blotlægge men viderebringe essens. Jeg tænkte: ”Min praksis kommer fra at forstyrre udenfor institutionen.”

“Hvis vi er ringe til at beskrive nuancerne af virkelighed, hvad er det så vi konstituerer, hvis virkelighed er det så, og hvordan skal vi udstrække vores empati til den virkelighed, vi ikke forstår?”

I kunstindustrien prøver vi hele tiden at overbevise hinanden om vores intellektuelle habitus og hvis den intellektuelle virkelig er en, som skal ”intervenere”, som Said antyder, hvordan bliver det så fremført og legemliggjort af kunstinstitutionen? Hvilke visuelle spor efterlader det gennem billeder, der bliver institutionaliseret som signaturer for protest? I 2002 fortalte Darwish en interviewer, at han førhen: “thought poetry could change everything, could change history and humanize,” he has now come to see that “poetry changes only the poet”. (3) Men hans syn på poesiens begrænsninger lader til at have ændret sig betydeligt i de følgende to år, for hans rolle i digtet til Said tilstår sig ikke nogle desillusioner af den art.

Jeg tror at digtet, for mig, kan virke til at løse det problem. Det er den måde, jeg kan protestere på ud fra snakke om Gaza, folkemordet og Palæstina, om frihed og ”vestlig” undertrykkelse, eksil, flygtninge, dobbelte standarder, hykleri, klassekamp og den uafbrudte empati vi, (arabere), føler for hinanden, når vi endnu engang bevidner, flere af vores søskende blive fordrevet.

Jeg har ikke kunne finde digtets originale udgivelse, og oversættelsen er fra en video af Darwish, som læser digtet højt. Tak til min mor for hjælp med oversættelsen og til forfatter Deniz Kiy for at hjælpe mig med gendigtningen.

antitese / طباق

New York
November
Fifth Avenue
Solen, en adspredt metallisk satellit
Jeg spurgte mig selv, en fremmed i skyggen:
Er dette Babylon eller Sodoma?

Der henne, ved porten til en elektrisk afgrund
der, i himmelens højder mødte jeg Edward
tredive år siden.
Tiden var mindre ustyrlig end nu
Vi sagde begge:
Hvis din fortid er et eksperiment
Så lad i morgen have formål og vision.
Lad os gå,
Lad os gå fremtiden i møde med tillid
Til fantasiens sandhed og græssets mirakel.

Jeg husker ikke
at have været i biografen
den aften
Alligevel hørte jeg fortidens indfødte kalde på mig:
Stol hverken på hesten
eller moderniteten

Nej. Intet offer spørger sin bøddel:
Er jeg dig?
Var mit sværd større end min blomst
ville du så have spurgt
om jeg
havde gjort
som dig?

Sådan et spørgsmål vækker forfatterens nysgerrighed
i et glaskontor
med udsigt en liljehave
hvor hypotesens hånd
er hvid og ligner
forfatterens samvittighed
når han gør regnskab
med menneskets instinkt.
Der er ingen fremtid i fortiden
så lad os bevæge os fremad.
(Måske er fremskridt den regressive bro
Hen mod barbari?)

New York.
Edward vågner til daggryets dovenskab.
Han lytter til en melodi af Mozart.
Han løber over tennisbanen på universitetet.
Han tænker tankens rejse på tværs af grænserne.
Han læser New York Times.
Han skriver sine anspændte kommentar.
Forbander en orientalist
som fører en General til det svage punkt
i en orientalers hjerte.
Han bader
vælger sit jakkesæt med en hanes elegance
drikker sin kaffe med mælk.
Råber af daggryet:
Tøv ikke!

Han går på vinden og i
Vinden forstår han sig selv
Vinden har intet tag
intet hjem
Vinden er et kompas
som fører den fremmede nordpå.

Han siger:
Jeg er derfra
Jeg er herfra
men er hverken der eller her.
Jeg har to navne, de mødes og skilles
og to sprog men for længst glemt hvilket
jeg plejede at drømme i.
Jeg har engelsk hvis ord er lydige,
og et andet sprog hvis tale svæver
mellem himmel og Al Quds
hvis tone er af sølv
men ikke bøjer sig for min fantasi.

Og din identitet?
Han svarede: Selvforsvar.
Identitet er barn af fødslen, men
i sidste ende er den ejerens skabelse,
den er ikke fortidens arv.
Jeg er mange indeni
er mit fornyede ydre men jeg
tilhører spørgsmålet om offeret.

Havde jeg ikke været dér fra,
ville jeg have trænet mit hjerte
til dér henne at opfostre metaforen om
at i morens øjne er aben en gazelle.

Så bær dit land hvor end du går
og om nødvendigt vær narcissistisk
eksil er den ydre verden
og eksil er den indre verden.
Hvem er du så imellem disse to?
Jeg vil ikke fastslå mit selv
for derved at forlægge det
jeg er hvad jeg er, og jeg er mit andet
en dualitet
som harmonerer mellem tale og gestik.
Og havde jeg skrevet poesi ville jeg have sagt:
Jeg er to i én
som spurvens to vinger
Var foråret forsinket
måtte jeg nøjes med blot at varsle om gode tider.

Den elsker et land men forlader det.
Den elsker at rejse imod alt.
For i den frie rejse mellem kulturer,
kan dem som søger efter menneskets essens
måske finde sæder nok til alle.
Her kan margen rykke frem eller centrum trække sig tilbage.
Østen er ikke helt et øst
ligesom vesten ikke helt er et vest
Så identitet er åben for flerstemmighed.
Og ja, metaforen sov på en flodbred
havde det ikke været for forurening
ville den omfavne den anden bred.

Har du skrevet romanen?
Jeg har forsøgt
i den forsøgte jeg at genkalde mit billede
i spejlet af fjerne kvinder
men de trængte dybt ind i deres befæstede nat.
Og de sagde: Vores verden er uafhængig af tekst.
En mand skal ikke skrive kvinden som gåder og drømme.
En kvinde skal ikke skrive en manden som symbol og stjerne.
Kærlighed er ikke ens
heller ikke to nætter.
Lad os tælle mandens egenskaber og le
Og hvad gjorde du så?
Jeg lo af mit vrøvl
og smed romanen i skraldespanden.

Den intellektuelle bremser forfatterens fortælling
og filosoffen dissekerer sangerens blomst.
Han elsker et land og forlader det.
Hvad end jeg er og hvad end jeg bliver
jeg alene former mig selv
jeg vælger mit eksil
mit eksil er baggrundskulissen
til den episke scene;
jeg forsvarer poetens trang til en ny dag
såvel som hans behov for minder
og jeg forsvarer træerne som
fuglene bærer på både som et land og et eksil
og en måne der stadig er et kærlighedsdigt værdigt
og jeg forsvarer en ide knust af skrøbelighed
jeg forsvarer et land bortført af myter.

Er der noget at vende tilbage til?
Min fremtid bliver hastigt trukket under af fortiden
i mit ur er der ingen tid
tilbage til at trække streger i sandet.
Men jeg kan besøge i går
ligesom de fremmede en sørgmodig aften
når de lytter til hyrdedigteren:
“En ung pige ved kilden fylder sin amfora
med skyernes tåre
Hun græder og griner når en bi
sætter sit stik
i fraværet mellem to hjerteslag
er det kærlighed som piner vandet?
eller en sygdom i tågen...”
Og således går det
til sangens ende.

Så, er du plaget af længslens sygdom?
Længslen for i morgen. Længere. Højere.
Og længere endnu.
Min drøm fører mine skridt
men udsynet sætter mine drømme i knæ
som en tam kat;
en fiktionel realist.
Og en søn af viljen ville sige:
Vi kan ændre afgrundens uundgåelighed.

Og om længslen for i går?
Det er en følelse der ikke vedrør den intellektuelle
men kun til at forstå den fremmedes savn og
fraværets værktøjer.
For mig, min længsel er en kamp for en nutid
der stadig holder morgendagen ved sine nosser.

Sneg du dig ikke ind i gårsdagen
da du gik hjem, dit hjem
i Al-Quds,
i al-Talbiyya nabolaget?
Jeg forberedte mig selv på at ligge
i min mors seng, som et barn ville gøre
når det frygter sin far.
Jeg prøvede at genvinde min fødsel
jeg prøvede at mærke fraværets hud
og sommerens duft fra havens jasminer.
Men realitetens hyæne
drev mig fra min længsel
der kiggede tilbage på mig som en tyv

Var du bange? Hvad skræmte dig?
Jeg kunne ikke møde mit tab
ansigt til ansigt
jeg stod ved døren som en tigger.
Skal jeg bede om tilladelse af fremmede
der sover i min egen seng
for at besøge mig selv i fem minutter?
Skal jeg bukke respektfuldt for dem
som beboer min barndoms drøm?
Vil de spørge
”Hvem er den udenlandske og nysgerrige besøgende?”
Vil jeg kunne tale om fred og krig
mellem ofrene og ofrene af ofrene
uden ekstra ord og uden en indvendende sætning?
Ville de sige til mig
”Der er ikke plads
til to drømme i et soveværelse.”

Hverken mig, eller ham men en læser undrer sig
hvad fortæller poesien os i katastrofetider?
blod
og blod
og blod
i dit land
i mit navn og i dit
i mandelblomsten, i bananskrællen
i barnets mælk, i lyset og i skyggen
i hvedekornet, i saltbøssen
kyndige snigskytter som rammer deres mål med perfektion
blod
og blod
og blod
denne jord er mindre end dets folks blod
dem som står på tærsklen til den yderste dag
som ofringer
er dette land virkelig velsignet eller er det døbt i
blod
og blod
og blod
som hverken bøn eller sand kan tørre ud.
Der er ikke retfærdighed nok i den hellige bogs sider
til at martyrene kan glæde sig ved den frie vandring over skyerne
blod i dagslyset
blod i mørket
blod i ordet!

Han siger:
Digtet kan rumme tab
som en tråd af lys
der glitrer i hjertet af en guitar
eller en messias på en hingst
alvorligt såret af en smuk metafor.
Æstetik er blot nærværet af sandheden i formen
i en verden uden himmel
bliver jorden en afgrund
og digtet en trøstegave
og et vaj i vinden.

Beskriv ikke hvad kameraet ser af dine sår.
men skrig så du kan høre dig selv
og skrig så du lærer at du stadig er i live
i live
og at livet på denne jord stadig er muligt.
Opfind et håb for ord
skab en retning eller en illusion som forlænger håbet.
Syng
for æstetik er frihed.
Jeg siger:
Livet
som kun er defineret af døden
er ikke et liv.
Han siger:
Vi skal leve,
selvom livet overlader os
til os selv.
Så lad os blive herre over ordene
der skal gøre deres læsere udødelige,
ifølge din enestående ven Ristos.

Han sagde: Dør jeg før dig
tilskynder jeg dig til det umulige!
Jeg spurgte: er det fjernt, det umulige?
Han svarede: en generation væk.
Jeg spurgte: Og hvis jeg dør før dig?
Han sagde: Jeg vil kondolere Galilæa-bjergene
og jeg skal skrive: æstetik er ikke andet end at nå det passende.
Og for nu, glem ikke:
Dør jeg før dig
tilskynder jeg dig det umulige!

Da jeg besøgte ham i det nye Sodoma,
i år to tusinde og to
gjorde han modstand mod Sodomas krig mod Babyloniens folk
og mod kræft.
Han var som den sidste episke helt
der forsvarede Trojas ret til at tage del i historien.
En ørn tager afsked med sin høje høje top
opholdet over Olympus og over bjergtoppene
fremkalder kedsomhed.
Farvel
Farvel til smertens poesi.

---

1. Edward W. Said, Representations of the Intellectual:
   The 1993 Reith Lectures, (New York: Vintage Books, 1996).

2. Andrews, Toni, Is Arabic The Richest Language In Words?, 2020.

3. Dyer Rebecca, Poetry of Politics and Mourning:
   Mahmoud Darwish's Genre-Transforming Tribute to Edward W. Said, (Cambridge University Press, 2020)

---

I 2024 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele perioden vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

---