HESTEN ER ET TÆMMET DYR

I en artikelserie følger jeg de tre udstillinger på Rønnebæksholm med temaet HEST i 2024. Artiklerne er et forsøg på at skabe rum til andre stemmer end de kunstfagligt funderede stemmer, som dominerer tekster om kunst i formidling og kritik. I hver artikel inviterer jeg en ”udefrakommende” til en samtale om værkerne i udstillingen; ”udefrakommende” stemmer med et andet udgangspunkt end mit eget, farvet af andre fagligheder og præferencer, som giver et andet afsæt for mødet med kunsten.

HESTENS OPRINDELSE hedder første udstilling. Dét at tæmme synes at gå igennem værkerne af både ældre kunst og samtidskunst; både som magt, dominans, relation, samarbejde, nytte og gensidighed. Samtalen tager afsæt i værkernes hestetema, da jeg har inviteret Dorte Lundberg Thingvad (D) med i udstillingen. Heste har været en stor del af hendes liv; hun havde sin første ridetime som 5-årig, er oprindeligt uddannet dyreassistent med speciale i heste og har i over 25 år arbejdet professionelt med travheste hos blandt andet travtræner Steen Juul, både som lønarbejde og som frivillig. I dag arbejder hun som administrativ medarbejder i Faxe Kommune. Jeg (S) er kunstkritiker og skribent samt kurator og formidler, og så er jeg kusine til Dorte. Min viden om heste er minimal og baserer sig på de få gange, jeg har været med Dorte ude hos hestene. Til gengæld ved jeg noget om kunst.

Samtalen er ikke enestående. Disse samtaler udspiller sig hver dag ”på gulvet” på kunstmuseer og udstillingssteder landet over; for eksempel i formidling målrettet alt fra børnehaver til universiteter samt i offentlige omvisninger og events, der bygger på samtaler med publikum. Samtaler lige så essentielle som de kunstfaglige og som netop kan påpege, at kunsten ikke lever i en særskilt sfære eller kræver et særligt sprog. Samtaler som disse finder dog yderst sjældent et rum i tekster om kunst.

Den hjemmehørende eksotiske hest
Dorte og jeg mødes i udstillingens første rum, hvor der blandt andet er bøger om heste, Wendy-blade, et pladecover med Beyoncé på en sølvskinnende hest samt gamle sort/hvide filmklip fra Næstved af militæret til hest. Garderhusarregimentet hørte til i byen indtil begyndelsen af 00’erne. Afsættet for udstillingstemaet HEST er blandt andet Næstved bys relation til heste, herunder de militære regimenter, samt Rønnebæksholms ridestier, hestestalde og herskabsstalde som tidligere gods. På væggen møder vi også udstillingens første kunstværk; en række seletøj i en serie af samtidskunstner Maiken Bent kaldet African Masks #1-10 fra 2008.

Maiken Bent, African Mask # 1-10, 2008. Foto: Malle Madsen.

D: For mig ser disse seletøjer fuldstændigt eksotiske ud. Jeg kan godt kende biddene, men resten er helt anderledes, end hvad jeg har set og arbejdet med; for eksempel farverne og frynserne.

Flere af dem ligner slet ikke designmæssigt de hovedtøjer, jeg kender. Denne her kan man ikke engang sætte på hovedet af en hest; det skulle være til en lille bitte pony. Mindst eksotisk er de her syninger.

S: Titlen afrikanske masker peger for mig at se også på, at kunsten bruger, indoptager eller approprierer ting fra andre kulturer.

D: Jeg kunne sagtens forestille mig, at man i andre kulturer har reddet rundt med for eksempel frynser.

S: Så dét, som gør dem eksotiske for dig, er det ikke-genkendelige; at de kunne komme helt andre steder fra eller måske endda fra fantasien?

D: Ja, men også, at de ikke kan bruges; det er ligesom ”for the show”.

S: Afrikanske masker på et europæisk museum er jo også ”for the show” og ikke-brugbare. De er indsamlet andre steder fra og løsrevet fra deres brug samt den viden, enhver brug indeholder om genstanden; udstillet på europæiske museer og med en europæisk forståelse og fortælling om, hvordan de har været brugt. Noget af det som slog mig, var de her lænker; det er for mig noget med magt og at tæmme.

D: For mig minder det bare om de træktove, vi bruger, når vi trækker hesten i grimen, som kæden er sat fast i med en karabinhage. Kæderne er ekstra lange, men de skiller sig ikke ud. Med hingstene kunne vi tage kæden, som er sat fast i den ene side af grimen, og sætte den under eller bagom kæben og igennem øjet på den anden side.

Når man går med hesten, og den bliver for vild, så kan der strammes til for at holde bedre styr på hesten, uden at det gør ondt. Derfor tænker jeg ikke over det på samme måde; det er jo dét, jeg har arbejdet med.

S: Men det med hingsten er vel også en magtanvendelse eller en tæmning?

D: På én eller anden måde er det at tæmme og vise at man har magten, men det er også sikkerhed; en kontrol, hvor man minder hesten om, at der faktisk er én, der har fat i den og som ryger med, hvis den stikker af.

For eksempel ved travløb i Sverige havde hestene ofte stået mange timer i transporten, og idet de kom ud af lastbilen, var der mange mennesker og andre heste, og så kunne særligt hingstene komme op at køre; særligt hvis de fik øje på en lækker hoppe. Når det strammer til, bliver hesten opmærksom på, at ”hov jeg skal måske lige vente lidt…”

Hesten i rummet
I næste rum hænger værker af Soheila Sokhanvari og Casper Roshan Koch Hughes; begge samtidskunstnere som på forskellig vis arbejder med deres transkulturelle baggrund og med hhv. Iran og Indien. Vi standser foran værket The Horse in the Room af Casper Roshan Koch Hughes.

Casper Roshan Koch Hughes, The Horse in the Room, 2024. Foto: Malle Madsen.

D: Umiddelbart tænker jeg, at kunstneren ikke har særligt meget forstand på heste. Jeg kan godt se, at hovedet ligner en hest, men generelt ligner kroppen, benene og proportionerne ikke en hest.

S: En kunstner har fortalt mig, at noget af det sværeste at tegne er en hest.

D: De er pissesvære; jeg kan heller ikke tegne en hest, selvom jeg kender anatomien og har børstet tonsvis af heste.

S: Men Casper Roshan Koch Hughes er heller ikke interesseret i en 1:1 gengivelse af hesten. I sine værker arbejder han ofte med forestillinger om Indien, hvor han er adopteret fra, hvilket disse små, næsten stereotype, symboler på Indien rundt om hesten også peger på. Samtidig synes hesten akavet i rummet; stor, passiv og måske malplaceret.

D: Elefanten i rummet er blevet til hesten i rummet. Det har ikke så meget med selve hesten at gøre; det er en hest uden at være en hest. Men der kunne selvfølgelig godt være en rigtig hest bagved tegningen; ligesom andre steder har Indien nogle gener de avler på, alt efter hvordan hesten er blevet brugt, hvilket kan give en anden hest, end dem vi ser på disse breddegrader.

Agnes Lunn, Anne Marie Carl-Nielsen, Helen Schou. Foto: Malle Madsen.

I et rum længere inde i udstillingen står Helen Schous (1905-2006) forarbejde i gips til Den Jyske Hingst ved siden af bronzeskulpturer af Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1845) og Agnes Lunn (1850-1941); Lunn der for øvrigt er født på Rønnebæksholm.

D: Dem kan jeg godt lide! De er utroligt vellignende; kropsbygningen og benene i gangarterne er jo svære at tegne, og der er kæmpe forskel mellem racerne. Man kan for eksempel se, hvilken race Helen Schous Jyske Hingst er, og så har den energi; den er i gang med at vrinske og har fået øje på et eller andet, den er meget interesseret i. Den her står og tisser; det kan man se på benstillingen. Føllet her står og hviler sig, hvilket man kan se på bagbenet, der bøjes let. Jeg kan ikke se, om den her hest klør sig eller sidder fast.

S: Det vellignende er en genkendelse?

D: Ja. For eksempel ligner føllet en hest på en silende regnvejrsdag; ørerne er lagt tilbage, og det er ikke helt rart. Denne her er sur og olm; ørerne er helt tilbage. Jeg kan kende hestene i deres dagligdagsmåde at være på.

S: Jeg kan utroligt godt lide, at de tre kunstnere er sat sammen, så man aner, at de udvekslede idéer og havde en dialog. De kendte hinanden; Helen Schou har været elev hos Anne Marie Carl-Nielsen. Agnes Lunn og Anne Marie Carl-Nielsen var venner fra ungdommen og livet igennem. Der findes endda et brev, hvor Lunn maner Anne Marie Carl-Nielsen til ikke at være så hård overfor Schous skulpturelle udtryk og minder hende om, at de hver især arbejder med et forskelligt afsæt i deres formsprog. Alle tre voksede op med heste og var ryttere, og deres værker blev tegnet og modelleret efter dyr, som jo på det tidspunkt primært var arbejds- og transportdyr.

D: Men det er ikke arbejde, nytte eller brug, der afspejles i de her skulpturer. Hestene er ikke i gang med at høste, harve eller blive reddet. Det er en dyrkelse af hesten i sig selv; den vises i sit vanlige eller eget element. Selv i den her skulptur af en islænder med rytter og tasker på ryggen, er fokus på, hvordan hesten er i dens udtryk. Hesten som hest i forskellige positioner: Én tisser, én slapper af, én er sur, og denne her gaber og er afslappet.

S: Disse tre kunstnere var faktisk også nogle af de første til at gøre hesten eller landbrugets dyr til selvstændigt motiv i den danske kunsthistorie.

D: De er meget livagtige og ikke bare nyttedyr. Hesten får ligesom værdi på en anden måde; det er ligesom et talerør for hesten som hest.

Tæmning er en gensidig relation
Vi sætter os foran Sonja Stranges videoværk Bond of Attention. På skærmen har de unge på den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse Kernestedet i Næstved filmet sig selv med og uden heste, filmet en frø, dunene fra en dunhammer og støvet, da staldgulvet fejes. Et meditativt lydspor fylder rummet, og en monoton stemme fortæller om, hvordan den gensidige relation til hestene påvirker det limbiske system, som igen kan påvirke og ændre resten af hjernen.

D: Heste kan give noget, og heste kan mærke, når de skal passe på nogle, som ikke kan selv. De kan dæleme traske os ned, men hvis det er én, som ikke kan forsvare sig selv, ved de godt, at de skal passe på.

“Nor is it a one-sided fantasy bond. It is a sensible bond of attention and respect”, bryder videoværket ind. Vi taler videre om at knytte bånd til heste, om nogle af de travheste, Dorte var særligt knyttet til, men de ord jeg bruger – ansvar og tillid – støder imod og accepteres ikke umiddelbart.

Som i Sonja Stranges værk er der noget andet på spil mellem hest og menneske, mellem dyr og menneske, hvor de menneskeligt baserede begreber som ansvar og tillid ikke slår til. Snarere vil Dorte henimod ord som genkendelse, samarbejde og samhørighed, som fordrer både hest og menneskes tilstedeværelse og konstante tilpasninger.

Sonja Strange, Bond of Attention, 2024. Foto: Malle Madsen.

D: Travheste lærer tillid fra meget unge, hvor de bliver tilkørt, men tillid er måske et forkert ord. Jeg ville sige samhørighed eller samarbejde, for man skal kunne samarbejde med sådan en hest. Hestene ser det først og fremmest som et arbejde, men også som noget sjovt. Nogle gange var de for eksempel svære at fange på folden, fordi de vidste, at de skulle træne og ikke rigtigt gad. På de dage gav man dem en let træningstur for at vise, at det ikke var så slemt og for at give dem en god oplevelse. Man kan måske kalde det tillid, men det er mere, at man må møde dem på deres præmisser.

S: Som et ”bond of attention”?

D: Lige præcis. Hvis en hest ikke har interesse i det, så får du aldrig en god travhest ud af det. Man skal møde dem på vejen.

Tak fordi du bærer mig
I sidste rum er samtidskunstner Signe Johannesens værker; glasbeholdere med mosevand fra moser i Næstved, hvor der er fundet heste- og menneskeknogler, samt skulpturer der minder om en romersk stridsvogn og en gyngehest. Men det er videoværket med titlen Thank you for Carrying, som fanger vores samtale. Værket har taget udgangspunkt i traumet og sorgen efter en hest, Johannesen mistede som barn.

Til lyden af en gentagende tung rytme af dybe resonerende lyde spiser to heste af halmballer, hvor et hestehovedskind fra en afdød hest ligger spredt ud. Ovenover hænger en hvid hestehovedskulptur næsten som et trofæ og med tov surret omkring halsen. Da billedet skifter, ligger hestehovedskindet i overfladen i en mose, hvor det langsomt synker ned.

Signe Johannesen, Thank You for Carrying, 2024. Foto: Malle Madsen.

S: Kunstneren har nærmest bygget et alter af halm, som hestene spiser af.

D: Rebet om halsen på hovedet synes næsten at sige: ”Er det jer næste gang, I to!?!”. Lidt ligesom: ”Så kan de lære at opføre sig ordentligt…!”

S: Som en trussel eller en magt, en tæmning eller tilpasning.

Billedet skifter til hestehovedskindet, som langsomt synker i mosen.

D: Det er sort, det er tragisk; det er ikke rart.

S: Når du siger ikke rart, hvad kommer du så til at tænke på?

D: Jeg tænker på alle de heste, jeg har kendt, som er blevet aflivet.

S: Hvordan siger man farvel til en hest?

D: Det ved jeg ikke. Man giver den ekstra gulerødder og klapper den ekstra. Hvis det er planlagt, bruger man al sin tid med hesten; man forkæler den, kysser, krammer og giver den alt, hvad den har brug for.

S: For mig at se undersøger kunstneren afskeden med en hest som et ritual. For eksempel med halm-alteret, som de to heste, der har gået sammen med den afdøde hest, spiser af, og ved at pege tilbage på ofringer i moser; ligesom en sidste nadver, gravøl eller sådan noget.

D: Det er sort det der. Hestehovedskindet der synker, som om hesten drukner. At sige farvel til en hest er traumatisk. Det er dystert. Man kan mærke, at det har betydning for kunstneren. Man kan mærke hendes sorg.

På vej tilbage igennem udstillingen slår vi følge med Dortes mand, Niels. Signe Johannesens videoværk bliver siddende imellem os; Niels fandt lyden meditativ, Dorte fandt værket sorgfuldt og dystert. På vej ud taler vi videre om, at udstillingen næsten ingen afbildninger af hesten som transport- eller arbejdsdyr havde. Vi snakker om, at i den periode Anne Marie Carl-Nielsen, Agnes Lunn og Helen Schou gør hesten til et selvstændigt motiv i kunsten, sker der også store, industrielle ændringer i landbruget, som til sidst udfaser brugen af hesten som arbejds- og nyttedyr. Vi taler om binær kønnethed i repræsentationer af heste; om smukke kvinder på heste, som lp’en med Beyoncé, og om potens og magt som mænd på heste i de gamle film af rytterregimentet i Næstved. Og at flere af værkerne pegede frem mod de næste to udstillinger; HESTENS FORTÆLLINGER og HESTEN SOM MAGT.