SNÆVER FORDELING AF STØTTE TIL NYUDDANNEDE? – OM INKLUSION TRODS BEGRÆNSEDE RESSOURCER

Kære Statens Kunstfond,

Jeg henvender mig til jer på en eftermiddag, hvor jeg befinder mig i metroen, et sted mellem dagligdagens gøremål og kunstneriske drømme. Traditionen tro er det en dag, hvor både afslag og tildelinger udmeldes. Jeg er på vej hjem fra mit fuldtidsjob, som er min økonomiske stabilitet, men som desværre også har holdt mig væk fra mit værksted i snart tre måneder. Ved årets begyndelse afsluttede jeg min uddannelse som kunsthåndværker og kastede mig ud i det håbefulde hav af nyuddannede, der stræber efter kunstnerisk anerkendelse og støtte. Jeg var blandt de 189 ansøgere, der søgte om et arbejdslegat til nye talenter (under Kunsthåndværk og Design), men desværre blev jeg blandt de 162, der i dag stod med et afslag.

I begyndelsen følte jeg ærgrelse på mine egne vegne, men da jeg senere så antallet af tildelinger og beløbene – eller måske skulle jeg sige beløbet, da der kun er ét i år – blev min ærgrelse hurtigt erstattet af en følelse af kollektiv uretfærdighed. I år er der nemlig blevet tildelt 27 legater på hver 75.000 kr., og selvom jeg anerkender de talentfulde kunstnere, der har modtaget disse, bekymrer det mig dybt, hvor mange andre der er blevet overset. Til forskel fra tidligere år, er der denne gang ikke givet beløb som begynder ved 10.000 kr. og stiger i størrelse, men derimod én rekordstor sum per tildelte. I alt er der uddelt legater i denne pulje for 2.025.000 kroner, og det føles ubegribeligt, at denne sum kun deles blandt 27 modtagere.

Beslutningen om i år at fordele ressourcerne "meget til få" efterlader mange talentfulde og lovende nyuddannede uden en del af kagen – en del, der på dette tidlige stadium i karrieren kan have en betydelig indflydelse. Håndsrækningen er nemlig ikke kun økonomisk, men også mentalt vigtig. I stedet for at støtte mangfoldigheden blandt nye kunstnere tegner Statens Kunstfond i år et billede af en ny "elite", hvor kun et fåtal privilegeres, og dette valg synes at intensivere konkurrencen om midlerne yderligere. Mens nogle få løftes op og får mulighederne, føles det som om, at mange andre kommer til at kæmpe i skyggerne, afskåret fra den støtte og anerkendelse, der kunne hjælpe endnu flere nyuddannede med at blomstre og skabe en større mangfoldighed på kunstscenen.

Mathilde Lund Hutters (detalje fra proces). Foto: Kirstine Autzen.

Mathilde Lund Hutters. Foto: Kirstine Autzen.

Mens jeg skriver dette, påminder jeg mig selv om, at det selvfølgelig ikke er muligt at strække en hånd ud til alle, men når jeg ser tilbage på statistikken fra tidligere år, bemærker jeg et mønster af en mere mangfoldig og inklusiv fordeling af støtte. I 2023 blev der tildelt 45 legater med et maksimumsbeløb på 50.000 kr. pr. modtager, og året før, i 2022, blev der tildelt 36 legater, også med det samme maks. på 50.000 kr. Kun én gang tidligere, mens puljen for nye talenter har eksisteret, er der blevet tildelt en designduo et beløb på over 50.000 kr., og i år er der altså 27 af disse.

Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor dette års fordeling adskiller sig så markant fra tidligere år. Hvad har ledt til denne ændring, og hvilken indvirkning vil den have på fremtidige generationer af kunsthåndværkere og designere? Det er svært for mig at ignorere den store kløft mellem dem, der har modtaget støtte, og os, der har fået afslag.

Selvom jeg glæder mig på vegne af de af mine kollegaer, der blev tildelt et legat, er forskellen mellem et beløb på 0 kr. og 75.000 kr. slående, især når man tænker på, at mange nye talenter ofte står over for økonomiske udfordringer for overhovedet at kunne starte deres egen praksis.

En større variation i støttebeløb og flere tildelinger ville ikke kun udvide mulighederne for nyuddannede, men også afspejle vores samfunds bestræbelser på at skabe en mere inkluderende og mangfoldig kunstscene. Kløften mellem dem, der modtager støtte, og dem der ikke gør, ville ligeledes virke mere overkommelig og fremkalde større motivation blandt nyudklækkede kunsthåndværkere og designere.

Mathilde Lund Hutters (f. 1994) er nyuddannet glas- og keramikkunstner fra Det Kongelige Akademi – Crafts in Glass and Ceramics (2024).