INSTITUTIONERNE TØVEDE IKKE MED AT VISE STØTTE TIL UKRAINE. HVORFOR ER DET ANDERLEDES NU?

Da Rusland invaderede Ukraine d. 24. februar 2022, var mange af de danske kunstinstitutioner hurtige til at udvise solidaritet med det ukrainske folk. Det store engagement, opslag på sociale medier og fælles erklæringer til fordel for Ukraine, står i skarp kontrast til den larmende tavshed, som kunstinstitutionerne lige nu udøver ift. Palæstina. Kan nogen hjælpe os med at forstå hvorfor?

“#standwithukraine #stopwar” skrev ARoS på deres Instagram under et billede af museet i blå og gule farver d. 3. marts, 2022. De samme hashtags brugte Louisiana, Statens Værksteder for Kunst og Bikubenfonden også, da de delte deres solidaritet med Ukraine på deres sociale medier.

Allerede to uger efter Ruslands invasion havde en gruppe af danske institutioner dannet fællesskabet Displaced Artist Network, som skaber muligheder for ukrainske kunstnere på flugt, med støtte fra Bikubenfonden og Ny Carlsbergfondet. På kort tid havde mere end 30 kunstinstitutioner tilsluttet sig initiativet – herunder alle de danske kunsthaller (Kunsthal Charlottenborg, Gammel Strand, Nikolaj Kunsthal, Den Frie Udstillingsbygning, Kunsthal Nord, Rønnebæksholm, Fotografisk Center mfl).

Midt i marts tilsluttede direktørerne fra Copenhagen Contemporary, Kunsthal Aarhus, Art Hub Copenhagen og O–Overgaden sig en fælleserklæring, hvor nordiske kunstinstitutioner ytrede deres “ubetingede solidaritet og støtte med ukrainske kunstprofessionelle.” Organisationen Danske Museer (ODM) opfordrede deres medlemmer til at støtte ukrainske museer – f.eks. med udstyr, økonomi eller engagement, og organisationen Dansk Kulturliv udsendte en række principper for boykot af Rusland.

Allerede dagen efter invasionen meddelte Kunstkritikk, at de udsatte deres planlagte artikler “in order to take in the dramatic situation, and to stand with the Ukrainian people and with artists and cultural workers in Ukraine.” Kunsthal Charlottenborg stillede deres gård til rådighed for en tøjindsamling i samarbejde med Røde Kors, og Kulturministeriet fik lynhurtigt rejst penge til oprettelsen af et ukrainsk kulturhus, der åbnede på årsdagen for invasionen. Og i efteråret 2023 åbnede Louisiana en stor udstilling med den Putin-kritiske kunst- og aktivistgruppe Pussy Riot.

Det er sympatisk at mobilisere støtte og ytre solidaritet med mennesker i nød, og vi mener, at de danske kunstinstitutioner gjorde det helt rigtige, da de engagerede sig i støtten til Ukraine. Kunstens institutioner er på mange måder de rum, vi søger mod, når vores hjerter knuses, og derfor er det dybt meningsfuldt, at de spejler verdens kriser og uretfærdighed med f.eks. healing og empati eller rum for nuancer. Med invasionen i Ukraine så vi en institutionsverden som i den grad kunne engagere sig i krisesituationer og som ikke var bange for at stå på samme side som de undertrykte. Og netop derfor er det så uendeligt svært at forstå, hvorfor samtlige institutioner (med undtagelse af O–Overgaden) nu er stille, når det kommer til den frygtelige situation i Palæstina. Hvor er alle opslagene på de sociale medier, hvor er det store engagement og de samlende initiativer? Hvor er nødhjælpsindsamlingerne og hashtags som #standwithpalestine? Hvor er opfordringerne til at støtte palæstinensiske museer for at redde uvurderlig kulturarv, og hvor er hjælpenetværket til de palæstinensiske kunstnere?

Vi forstår oprigtigt ikke, hvorfor institutionerne agerer som de gør nu. Tak til dig, der kan hjælpe os med at blive klogere.

---