NUMB / TID TIL AT BRISTE

Jeg har brain fog.
Fuck.
Jeg zoner ud.
Zoner ind.
Stiller skarpt.
Jeg har tankemylder.
Tænker stort.
Tænker småt.
Tænker alt for stort.
Stop.

Det føles dystopisk, som tågen har lagt sig over København. Som en våd og omklamrende lyddæmper for hele folkemængden. I forvejen er det som at råbe for døve ører. Som at skrige lydløst i en feberdrøm. Demoen bevæger sig langsomt over Dronning Louises Bro. Vi går, som var vi i trance. Ceasefire now. Våbenhvile nu.

Jeg har politikerlede.
Lider af afmagt, fortvivlelse og vrede.
Leder efter vilje.
Styrke.
Ansvar.
Empati.

Så står jeg der – lidt over fem på en torsdag, med en flad GT i et plastikglas. Prøver at læse den samme lange sætning, nu for tredje gang, halvvejs inde i udstillingsteksten. Jeg folder den sammen og putter den i lommen. Læser den senere. Hører mig selv snakke, men ved ikke helt om hvad. Jeg lyder okay underholdende, folk omkring mig griner. Samtalen bliver ved lidt endnu.

Jeg holder mig oven vande.
Overfladisk eller oversharing?
Overgearet.
Overvældet.
Som overfladespænding.
Overanstrengt.

Da jeg var barn, forestillede jeg mig selv som en bøtte. Min krop var en beholder og min skalp var et låg fyldt med uforløste følelser og smerte. En gang imellem ville det være tid til at briste. Så ville låget give efter for trykket, og jeg ville lade alt strømme ud, som jeg havde gået og holdt nede. Det var tid til at briste. Tiden ville gå, og følelserne ville igen hobe sig op, indtil det atter var tid.

Jeg bærer nag.
Bærer skyld.
Bærer skam.
Bærer skuffelser.
Brister.

Thea Dejligbjerg Djurhuus. Foto: I DO ART Agency.

Thea Dejligbjerg Djurhuus. Foto: I DO ART Agency.

Thea Dejligbjerg Djurhuus. Foto: I DO ART Agency.

Jeg har ikke angst. Jeg kan bare ikke tale lige nu, har ikke noget at sige. Eller måske er jeg bange for at sige noget dumt. Når jeg bliver utilpas, kommer der en varm fornemmelse i hele kroppen. Det er min imaginære cringe-muskulatur, der spænder op og giver det lille sus af ubehag. Et rush. Cringe. Min mor kendte ikke ordet cringe. Jeg tænkte; dejligt for hende, men følelsen er vel universel. Det er vel ordet, der er fremmed?

Jeg ser reality tv.
Tjekker ud.
Tjekker ind.
Tjekker instagram.
Reality check.
Tjekker mig selv.
For meget.
For lidt.
Fokus.

Jeg vil være main character og tage skyklapper på. Ride på bølge efter bølge af opsving, mens jeg hviler i den bekræftende følelse af progression, bedrifter og selvudvikling. Jeg vil sælge værker – sælge alt og sælge ud. Mærke mig selv og fodre mit ego. Luge ud i toksiske relationer, og kun omgive mig med folk, der bidrager positivt til my way of life. Jeg er hovedpersonen i livets roman, jeg er mit eget ekkokammer.

Jeg falder i.
Fortryder.
Falder ned.
Falder hen.
Køler af.

Det er efterår i Seoul – jeg er her kun kort. Står af på en metrostation tæt ved demoens anmeldte start. Jeg kan hurtigt spotte det palæstinensiske flags farver i en forsamling af små skilte og bannere. Midt i al frustrationen og uretfærdigheden er der er noget smukt over at se de samme kampråb nu på koreansk. Som om følelsen af at være en del af samme globale bevægelse manifesterer sig i de små skilte for øjnene af mig. Solidarity with Palestine.

Jeg er større end bare mig.
En trøst.
En tro.
En styrke.

Det er familiemiddag, og der er fin nok stemning. Jeg sidder i stilhed og forbereder aftenens killjoy moment. Jeg lægger lige gaflen, mens jeg tager en dyb indånding, så man ikke kan se, at min hånd ryster lidt. Ved ikke, hvorfor jeg blev så anspændt i dag. Det minder mig om mit teenage-jeg – da alle små kampe over middagen føltes som liv eller død.

Jeg sipper rødvin.
Kvæles.
Stilheden.
Den dræber.

Det er alt for tæt på deadline, jeg sidder her i sidste øjeblik. Har stirret ind i et tomt dokument i en måned. Det er den samme gamle dans. Deadlines – mit gateway drug til eksistentiel tvivl og præstationsangst. Hvad kan jeg overhovedet?

Jeg har imposter syndrom.
Er min egen værste kritiker.
Et skridt bagud.
Min måned er et maraton.
Keep up.
Prøver.

Thea Dejligbjerg Djurhuus. Foto: I DO ART Agency.

Thea Dejligbjerg Djurhuus. Foto: I DO ART Agency.

Står på Christiansborg Slotsplads og råber igen. Mine dynejakke er for længst blevet gennemblødt, så nu kan jeg lige så godt blive, indtil alle talerne er færdige. Der er en tryghed ved at kigge ud over mængden. At stå dér samlet. Alle har ret til liv – det er vores fælles sandhed, et krav, et fucking minimum. Ser velkendte ansigter, jeg ikke kender navne på, men deres tilstedeværelse gør mig godt tilpas. Genkender både folk fra forrige uge, men også helt tilbage fra andre perioder af mit liv, og en sjov nostalgisk følelse af tider, der var, breder sig i min krop.

Jeg cirkulerer.
Bevæger mig i cirkler.
Små cirkler.
Nye cirkler.
Samme cirkler.
Jeg er et lille menneske.
I min lille virkelighed.
I min lille verden.

Det er lidt ud på natten. Jeg danser. Det svage røde lys er lige nok til at markere alle ansigternes karakteristika omkring mig. Kigger lidt rundt, smiler for mig selv, mens jeg bliver fyldt med en følelse af ro og kærlighed. I denne lille komfortable boble af community bliver jeg grebet.

Jeg er forbundet.
Forankret.
Forløst.

Lå og scrollede. Græd lidt. Græd over skæbner, over smerte, over magtesløshed. Så en video af et palæstinensisk barn, som siger til sin kat: “Hvis vi dør, spis de andre og ikke os”. Børnelogik på en absurd præmis. Så kære verden, vi græder i kor. Du er bygget på vold og imperialisme. Du er min store dysfunktionelle familie.

Jeg maxer ud.
Dissocierer.
Min default mekanisme.
Eskapisme,
bliver mit escape room.
Et ynkeligt paradoks.

Jeg vil kæmpe for at blive i mine følelser. Kæmpe imod følelsesløsheden, bedøvelsen, jeg vil ikke lade mig overgive. Jeg tror på, at vi bliver nødt til at føle. Finde mening i det små, i det nære. Lade mine store følelser fylde. Lægge min defensive, ironiske distance fra mig og tillade mig selv at være sårbar.

Jeg er elsket,
og jeg elsker.
Det er min mening,
mit håb,
min fremtid.

Det store klamme tæppe af meningsløshed har klæbet sig til mig hele vinteren. Jeg mærker så småt solens første, varme stråler brænde huller i det. Det er forår, dagene er blevet længere. Da det eskalerede i oktober, demonstrerede vi i mørke – nu går vi på gaden i lys. Den åbenlyst tragiske konsekvens af selvsamme er ubærlig, men jeg håber og tror, det også symboliserer noget andet, noget nyt, noget håb. En tid til at briste.

---

I 2024 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele perioden vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

---