PETER OG DET DANSKE FORSVAR

Blæsten trives godt i det åbne landskab syd for Slagelse. Her er mest fladt, kun enkelte huse og markerne strækker sig helt derud, hvor de tunge skyer tager over. Vi får øje på en camouflagefarvet kampvogn i vejkanten, den sigter faretruende på den overfor-liggende mark, hvor man i år dyrker raps. Vi er fremme ved vores destination.

Gardehusarkasernen” står der på et skilt. “Militært område – Uvedkommende ingen adgang” står der på et andet. Vi er blevet inviteret herud af kunstner Peter Voss-Knude, som har brugt mere tid blandt kampvogne og uniformer end de fleste andre civile.

Voss-Knude startede med at komme her i 2014, fordi han var interesseret i, om det ville være muligt at skabe en gensidig forståelse mellem soldat og civil. Han fik stillet et atelier til rådighed og lov til at bevæge sig rundt på de ellers lukkede områder og udføre sin research. I tiden på kasernen opbyggede Voss-Knude fortrolige bånd til særligt tre soldater, hvis erfaringer har skabt grundlaget for projektet Peter & the Danish Defence.

Peter & the Danish Defence har nu både resulteret i to musikalbums med popmusik inspireret af fortællinger fra soldaternes virkelighed samt en stor soloudstilling med Voss-Knudes enorme kultegninger på Overgaden. I august spiller Peter & the Danish Defence til SMK Fridays (d. 25. august) og senere til åbningen af Code Art Fair i Bella Centeret (d. 31. august).

I filmen herunder, som I DO ART Agency har produceret i samarbejde med Code Art Fair, viser Voss-Knude rundt på kasernen syd for Slagelse og fortæller bl.a. om sit første møde med soldaterne samt om vigtigheden i at prøve at forstå - også det der kan virke uforståeligt.

Du kan lytte til begge albums af Peter & the Danish Defence her.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.