HVORDAN ITALESÆTTER MAN DET MAN ER VRED OVER, UDEN AT SKABE MERE HAD I VERDEN?

De historier vi fortæller hinanden betyder noget. Historier kan plante håb og opmuntre til forsoning, omvendt kan de også bruges til at skabe splittelse og sprede frygt. Et eksempel på sidstnævnte fandt kunstner og musiker Peter Voss-Knude i Beredskabsstyrelsens interne dokumenter, og i hans projekt The Anti-Terror Album forsøger han at omskrive samfundets fjendebilleder med popmusik, kultegninger og en 1,1 ton tung rosakvarts.

Da Peter Voss-Knude (f. 1987) for flere år siden ønskede at forstå, hvorfor hans ven ville udsendes til en krigszone, fik han svaret: “Som civil vil du aldrig kunne forstå, hvorfor vi gør, som vi gør” – et svar der skulle komme til at forme de næste mange år af hans arbejde. For selvom Peter stadig ikke forstod valget om at blive soldat, så kendte han godt dén følelse.

Følelsen af at ingen andre helt vil kunne forstå ens indre liv, og at man er helt alene med sine aller inderste tanker. Han kontaktede derfor Hæren for at undersøge sprogets grænser gennem argumentet, at hvis vi blindt accepterer denne sproglige barriere, vil en udviklende dialog – i så vigtigt et felt som dansk krigsdeltagelse – ikke være mulig. Ligger der en følelse, et traume eller en personlig sorg bag dette udsagn, og kan det bearbejdes af et andet menneskes forsøg på at lytte? Med Forsvarets accept og vennens ord i baghovedet besluttede han sig for at lære soldaterne bedre at kende og flyttede sit atelier ind på en kaserne syd for Slagelse.

I månedsvis gik Peter rundt på kasernens område, talte med soldaterne, opbyggede relationer og fik et særligt indblik i et liv, der lå langt fra hans eget. Projektet Peter & The Danish Defence endte ud i et par udstillinger, to plader med popsange og et væld af koncerter på bl.a. SMK samt Krigsmuseet. Første gang vi selv mødte Peter var på kasernen i Slagelse kort efter udgivelsen af hans andet album i 2017, men siden da er der sket en hel del. På en solrig morgen i det tidlige forår mødes vi med Peter ved en tonstung rosakvarts foran Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor han indtil d. 6. maj er aktuel med udstillings- og musikprojektet The Anti-Terror Album.

Peter Voss-Knude v. Museet for Samtidskunst. Foto © I DO ART Agency.

Ikke en hvilken som helst PDF
En mild blæst tager fat i Peters røde hår, og han lægger en hånd på den store krystal, der virker fremmed her på det brolagte bytorv. “Noget af det jeg elsker at se, er hvordan mennesker reagerer på den. Det er næsten umuligt ikke at røre ved den eller klappe den,” udbryder Peter, imens han holder blikket på rosakvartsens lyserøde overflade.

“Efter mit projekt med forsvaret havde jeg en idé om at lave et værk om sirenerne i Danmark. Altså maj-sirenerne,” fortæller Peter, da vi spørger ind til, hvordan arbejdet med The Anti-Terror Album startede. Hans idé var at lave en udendørskoncert, som skulle opføres den første onsdag i maj og tilrettelægges sådan, at sirenerne ville indgå i kompositionen.

“I min research havde jeg hørt om, at der hvert andet år bliver afholdt en national terrorøvelse for tusind mennesker. Det lød spændende, så til et af mine møder med Beredskabsstyrelsen spurgte jeg lidt ind til det,” fortsætter Peter, som kort efter fandt sig selv i en to timer lang samtale med den øverste chef for den nationale terrorøvelse; Krisøv.

“Til at begynde med overraskede det mig, at vores stat bruger et litterært værktøj som en del af terrorberedskabet, men da jeg så læste dokumentet, blev jeg bange.”

Efter mødet sendte øvelseschefen en PDF til Peter – men det var ikke hvilken som helst PDF. Pludselig havde han fået fingrene i det 62 sider lange fiktive narrativ, som dannede udgangspunktet for Krisøv i 2017.

“Til at begynde med overraskede det mig, at vores stat bruger et litterært værktøj som en del af terrorberedskabet, men da jeg så læste dokumentet, blev jeg bange.” Peter havde nok forestillet sig et pragmatisk oprids af et muligt terror-scenarie eller en række instruktioner, men i stedet lignede det han læste mere en action-hungrende krimi, hvori Danmark er under angreb fra hævngerrige islamister. “Teksten er tydeligvis skrevet ud fra en tung politisk bias. Et verdensbillede der er voldsomt stereotypt og ude af proportioner med virkelighedens trusselsbillede. Terror bliver begået af ekstremister fra forskellige politiske og religiøse fløje, men i teksten er alle forbrydere muslimer,” fortæller Peter. Teksten beskriver et 48 timers forløb, som repræsentanter fra Rigspolitiet, Danmarks Radio og den danske regering gennemspillede d. 13.-14. september 2017, og den er fyldt med passager der fremmedgør og til tider endda erotiserer de muslimske karakterer:

“Manden i sofaen strøg sit lange, sorte hår med krøllerne om bag ørerne. Han var lille, men muskuløs, og hans brune øjne og de lange lokker havde givet ham mange fordele med damerne gennem tiden. Masser af hvide piger foretrak en lille, fræk araber frem for de dumme danskere med deres kalveknæ, blege tusser og gennemsigtige øjenbryn.” (Krisøv 2017, s. 6)

Fortællingen skænker meget lidt eller slet ingen plads til at forestille sig, at terrortruslen kan komme fra andre end arabiske eller muslimske personer “…og det går bare ikke at indprente i hovederne på de tusind mennesker, der dybest set styrer landet,” fortsætter Peter.

Barrikader, heksetricks og overtro
Efter at have læst Krisøv 2017 flere gange, besluttede han sig for at lægge sireneprojektet tilbage i skrivebordsskuffen, for han var nødt til at reagere på det problematiske dokument. “Problemet er normaliseringen af den hadefulde retorik og stigmatiseringen af minoriteter. En normalisering som finder sted, uden at en instans som Beredskabsstyrelsen ænser det. Med denne tekst, forstærker de den tværtimod. Problemet er den strukturelle racisme, som hele tiden foregår på et politisk niveau,” forklarer Peter, som begyndte at se det frygtindgydende narrativ sprede sig ud i vores byrum.

Særligt efter tragedierne i Nice og Berlin i 2016, hvor lastbiler blev brugt til at torpedere menneskemængder, er terrorsikringer i forskellige udformninger blevet en fast del af bybilledet verden over, men for Peter handler det også om noget andet end sikkerhed. “Jeg ser barrikaderne som fortællinger. De fortæller historier, der handler om ‘at gøre noget’ – altså om en kortsigtet og symptombehandlende logik. De er resultatet af en form for desperation, som er med til at opretholde frygten,” fastslår Peter og fortsætter:

“Jeg ser barrikaderne som fortællinger. De fortæller historier, der handler om ‘at gøre noget’ – altså om en kortsigtet og symptombehandlende logik. De er resultatet af en form for desperation, som er med til at opretholde frygten.”

“En informant fra en dansk sikkerhedsvirksomhed har endda ifølge en forskningsartikel udtalt at sikkerhedsbranchen er som en 4-årig dreng, der kun for nyligt har lært at gå. Men kan vi ikke få andre stemmer til at bidrage til, hvordan denne dreng så skal lære at være til stede i verden? Brandbombeangrebet på Christiansborg og facadebombningen af Skat sidste år, er udført med hhv. en molotovcocktail og en plastikpose, som en stencirkel mig bekendt ikke beskytter imod. Forestil jer, at det var en muslimsk person, der havde kastet den brandbombe, så havde vi måske haft et forbud mod at købe flasker af glas i dag. At ingen danske medier vælger at beskrive det som terror, da de eftersøgte for brandattentatet har lyse hudtoner, er bare så sigende for hele denne samtale.”

Frygten har gjort fysiske indgreb i vores byer, og det til trods for at de fagpersoner, som Peter har talt med, er enige om, at terrorbarrikaderne blot er symboler. Peter har endda fået at vide, at de meget udbredte granitblokke ikke vil være i stand til at stoppe et køretøj, men at de tværtimod vil splintre som en håndgranat ved påkørsel. “Og hvem ellers stiller sten rundt om ting i en cirkel for at beskytte sig?” spørger Peter retorisk med tanke på den nye terrorsikring ved Christiansborg. “Hvorfor har vi et forsvarsministerium, der benytter sig af heksetricks og overtro? Jeg forstår det ikke.”

Peter Voss-Knude, 1,1 Tons Rosakvarts. Foto © I DO ART Agency.

Peter fik en idé om at lave sin egen terrorbarrikade og opsøgte personer, der kunne hjælpe ham med at anskue virkeligheden gennem et andet blik end frygtens. “Det startede med, at jeg havde en workshop med C. A. Conrad, som er en fantastisk poet. De ved enormt meget om tarot, krystaller og fabler – fænomener som tilbyder en anden adgang til virkeligheden, end rationaliteten.” C. A. Conrad gav Peter et ritual, som skulle hjælpe ham med at forstå Krisøv ved at huske sine drømme efter at have læst det om aftenen.

“Efter at have læst dokumentet, skulle jeg putte en rosakvarts i et glas vand, og så skulle jeg drikke halvdelen, lige inden jeg gik i seng og sige ‘please help me remember my dreams when I wake up’. Når jeg vågnede, skulle jeg drikke resten af vandet og bruge en time på automatskrift. Sådan kom en frigørelse af fantasiens kraft og rosakvartsen ind i projektet.”

“Pludselig sagde det ‘hak, hak, hak’ og så klippede krystallens skarpe kanter remmene, som skulle holde den på plads, over. Da rosakvartsen tiltede, gjorde lastbilen det samme, og så var vi lost, for man kan virkelig ikke rykke med den.”

Historien om den tonstunge rosakvarts
Et sted i Michigan fandt Peter en rosakvarts på 1,1 ton, som ville være perfekt som terrorbarrikade, og derfra begyndte en turbulent rejse. Han lejede en 16 fod lang lastbil og sammen med instruktør Alexander Lind kørte han 1400 kilometer til New York, men i et sving i Ohio skete der noget:

“Pludselig sagde det ‘hak, hak, hak’ og så klippede krystallens skarpe kanter remmene, som skulle holde den på plads, over,” griner Peter. “Da rosakvartsen tiltede, gjorde lastbilen det samme, og så var vi lost, for man kan virkelig ikke rykke med den. Heldigvis blev vi reddet af fire flotte engle i en Home Depot, som forbarmede sig over os og hjalp os i tre timer med at få den på plads.”

Fra New York blev rosakvartsen fragtet med skib til Europa, og første gang den blev udstillet var foran Galerie Wedding i Berlin i forbindelse med Peters udstilling i september sidste år. “Folk rører ved den, jeg har set to der har slikket på den – måske fordi de troede, det var Himalayasalt – og så er den blevet tisset på, brugt som askebæger og angrebet en nat med hammer og mejsel. Så nu er den reelt set som skulptur ikke kun formgivet af mig, men også af en kvarts-elskende juveltyv. Det er bodybuildere, bandedrenge, gamle damer, små børn – det er som om, dens tiltrækningskraft er universel,” forklarer Peter – hele tiden med håndfladen hvilende på krystallen.

“En historiefortælling er ikke adskilt fra materialet, og jeg vil gerne have at min version af en barrikade er sig bevidst om sin fiktion. Hvis vi f.eks. kigger på de terrorbarrikader her på torvet…” fortsætter Peter og peger på de forskellige plantekrukker i stål og beton, der fylder Stændertorvet her midt i Roskilde, “… så fortæller de mig, at jeg er lige ved at blive kørt ned. Den 1,1 ton tunge rosakvarts beskytter også imod køretøjer, men samtidig er fortællingen om kærlighed uomtvisteligt forbundet med dens materialitet – om man tror på dens egenskaber eller ej. Jeg vil gerne have, at min terrorbarrikade peger på de her kvaliteter istedet for frygt.”

“Den 1,1 ton tunge rosakvarts beskytter også imod køretøjer, men samtidig er fortællingen om kærlighed uomtvisteligt forbundet med dens materialitet – om man tror på dens egenskaber eller ej. Jeg vil gerne have, at min terrorbarrikade peger på de her kvaliteter istedet for frygt.”

I don’t want to wake you up
Imens vi krydser pladsen foran det gamle gule palæ, der ligger klods op af Roskilde Domkirke, fortæller Peter om musikken, som spiller en helt central rolle i projektet. “The Anti-Terror Album er skrevet med udgangspunkt i nogle workshops, hvor vi bl.a. brugte tarotkort til at analysere konkrete terrorkatastrofer. Sammen med en clairvoyant og en lille gruppe mennesker fandt jeg ud af, at man kan bruge tarot til bl.a. at forstå terrorens fortællinger på helt nye måder.” Lydoptagelser fra de tidlige workshops fletter sig sammen med musikken og lyrikken, som Peter har skrevet og produceret i samarbejde med Angel Wei Bernild fra First Hate og Mads Brinch, der driver Sauna Recording Studio i København.

På de fleste museer kan man høre en knappenål falde til gulvet, men sådan er det ikke her. Peter har valgt at afspille sit album i udstillingsrummene, præcist så højt, at alvoren i hans tekster kan mærkes i kroppen.

Peter Voss-Knude, The Anti-Terror Album. Foto © I DO ART Agency.

Den første sang der møder os er også pladens åbningsnummer A Racist Nation, der indledes med ordene “It’s still not light / Am I the only one who is awake this morning?” som for at vække lytteren fra en tilstand af dvale.

Woke er et begreb, der siden 1960’erne har knyttet sig til den afroamerikanske frihedskamp, og som er blevet mainstream med Black Lives Matter-bevægelsen. Vågenhed bruges som et billede på at være bevidst om og opmærksom på samfundets uligheder, og forholdet mellem opvågning og søvn går igen flere steder på Peters plade; “I don’t want to wake you up” (Nasty Fruit) og “They prepare you for a deep sleep” (An Evening Prayer).

We and our partners use cookies to personalize your experience, to show you ads based on your interests, and for measurement and analytics purposes. By using our website and our services, you agree to our use of cookies as described in our Cookie Policy.

En af de ting, som Peter vil have os til at vågne op og se, er forbindelserne mellem medierne og underholdningsindustrien på den ene side og terrorens fjendebilleder på den anden. “The articles reinforce ‘the good and the bad’ – ‘the victim and the perpetrator’. These stories that we see in Hollywood movies and how they set people up in opposition. ‘The light and the dark’. Are these binaries good?” Sådan spørger den clairvoyante på pladens første nummer som efterfølges af en sirene-imiterende violintone, der nok skal sørge for at vække de sidste slumrende sjæle.

“I bogen ‘Reel Bad Arabs’ beskriver medieforsker Jack Shaheen, hvordan arabiske personer bliver portrætteret i amerikanske film. Ud af de tusind film han har set, var der 12 positive portrætteringer, 52 neutrale og 936 negative.”

Fremmedgørende og stereotype fremstillinger
På væggen lige ved indgangen hænger en af de store kultegninger, som Peter har skabt til udstillingen. Blandt en mængde af rygvendte, burkaklædte personer, står en lyshåret kvinde med et overrasket blik i øjnene. Motivet stammer fra fjerde sæson af den amerikanske dramaserie Homeland, og den lyshårede kvinde er seriens hovedkarakter, CIA-agenten Carrie Mathison.

Serien har modtaget kritik for at portrættere muslimer på fremmedgørende og stereotype måder, men Homeland er bestemt ingen enlig svale, når det kommer til islamofobiske fortællinger i den amerikanske underholdningsindustri. “I bogen ‘Reel Bad Arabs’ beskriver medieforsker Jack Shaheen, hvordan arabiske personer bliver portrætteret i amerikanske film. Ud af de tusind film han har set, var der 12 positive portrætteringer, 52 neutrale og 936 negative. Det er jo racisme,” fastslår Peter og fortæller, at der er masser af eksempler på, at det amerikanske forsvar og Hollywood samarbejder om fortællinger, der skildrer militante operationer i et positivt skær og fastholder seerne i frygten med det formål at vinde opbakning til udvidede beføjelser. “Dem der har interesse i, at en befolkning er bange, er også dem der vil regulere politisk med f.eks. et tildækningsforbud eller en håndtrykslov. Man kan jo kun gennemføre tiltag som øget overvågning og ansigtsgenkendelse, hvis man har en befolkning, der virkelig er bange.”

Til gengæld for den positive skildring af militæret, får producenterne så mulighed for at optage på militære anlæg eller låne dyrt materiel som ubåde, kampfly og våben. De lyssky samarbejder er bl.a. beskrevet i Deepa Kumar og Arun Kundnanis artikel “Homeland and the Imagination of National Security” og er omdrejningspunktet for Peters protestsang The Wound of Cinema.

I Homelands tilfælde har producenterne bl.a. benyttet sig af konsulenter fra CIA og har taget imod råd i forhold til seriens narrativ. Og efter Krisøv 2017 skrev tekstens forfatter videre på historien og udgav den som sin egen spændingsroman, med titlen Dødens Droner. Det er dog ikke kun forbindelsen til de statslige sikkerhedstjenester og de islamofobiske narrativer, som Homeland og Dødens Droner har til fælles.

Da Peter – efter sikkerhedsgodkendelse – på Forsvarsakademiet i april 2019 interviewede forfatteren om Krisøv, pegede denne selv på den amerikanske spændingsserie som en af inspirationskilderne, ja der er sågar elementer i teksten, der er direkte planket fra Homeland. Peter ville gerne vise dette interview som en del af udstillingen, men har fået forbud om at offentliggøre eller citere fra det. “Juridisk set ville jeg godt kunne vise optagelserne, men da jeg ingen interesse har i at bringe fokus på et enkelt individ, men et fælles sprogligt og strukturelt problem, er det bedst for den konstruktive samtale at holde kritikken på PDF’en og dens institutionelle afsender.”

Peter Voss-Knude. Foto © I DO ART Agency.

Er vi bevidste om historiernes betydning?
Udstillingen indkranses af et vægmaleri, som forestiller en abstraktion over grundplanen af Christiansborgs terrorsikring, og midt i lokalet har Peter arrangeret nogle indbydende sofaer for at understrege rummets herskabelige atmosfære. Vi sætter os, og Peter begynder at bladre i Krisøv 2017, som ligger i sin helhed på sofabordet. “En ting er, at vi fortæller historier – jeg elsker historier og jeg håber aldrig, at vi holder op med det – men noget andet er, om vi er bevidste om historiernes betydning,” bemærker Peter og slår op på en passage i teksten, som meget præcist peger på blikket i teksten. Et blik der i denne sammenhæng pålægges hele det organ af organisationer, der skal forestille at varetage Danmarks sikkerhed.

“Med en sidste glidende bevægelse tørrede Bukran sit ansigt af med kluden, hvorefter han rejste sig op. En vanddråbe løb ned over hans hage og slap sit greb, hvorefter den tumlede ned forbi den veltrænede overkrop og det barberede lem, inden den ramte trægulvet og blev til en lille våd plet, som hurtigt tørrede ind under solens stråler. Sådan skulle det blive. Han ville selv forsvinde efter at have sat sit mærke på verden.” (Krisøv 2017, s. 12)

Karakteren Bukran Al-Hussein beskrives hele vejen igennem historien som en stakkels og letpåvirkelig ung mand, der gennem opvæksten i Vollsmose følte sig alene og udenfor. Tidligt i livet begyndte han at stjæle biler, slå damer ned og “som 15-årig satte han ild på et gammelt hus nede ved åen bare for at se det brænde” (Krisøv 2017, s. 11). Bukran finder et fællesskab omkring en moské, hvilket på meget få linjer udvikler sig til, at han ser det som sin pligt at kæmpe imod de vestlige kulturer – med livet som indsats, helst. Under indvielsen på en ny skulptur på Skagens Museum kører Bukran en hvid lastbil ind i en menneskemængde og dræber 8 personer.

Tager du magtens sødme på dig...
Forbindelsen mellem islam og terrorisme ligger ikke kun som en undertone gennem hele Krisøv-narrativet – det er en fortælling, som breder sig gennem mediernes dækning af terror, i populærkulturen og den politiske stemning.

“Jeg har det sådan: No wonder at vi har en regering, der stjæler smykker fra flygtninge og forhindrer familier i at lave mad sammen i udrejsecentre. No wonder at der er blevet plads til en Paludan og en Vermund, når hadefuld retorik og stigmatisering er så normaliseret – selv inde i Beredskabsstyrelsen. Hvis man f.eks. er ansat og får sådan en tekst stukket i hænderne, så har man jo ingen mulighed for at læse den kritisk. Man følger instrukserne og acceptere dens præmis. Den er konsensusskabende på en måde, der bedst kan beskrives som propaganda” bemærker Peter, der mener at de statslige sikkerhedstjenester bør være mere bevidste om den magt, de besidder.

Fra udstillingens første rum kan man gå ind i to mørklagte lokaler. I det ene vises en film fra rosakvartsens rejse i Amerika, og i det andet viser Peter et decideret farligt værk, som man skal holde sig på afstand af, hvis man har pacemaker. I samarbejde med den polske glaskunstner Kamila Mróz har Peter approprieret Beredskabsstyrelsens logo som en radierende, neonblå plasmakrone, der på grund af de elektriske spændinger, kan sætte pacemakere og høreapparater ud af funktion. “Hvis man tager kronen på, er man faktisk i risiko for at få elektrochok, så kronens skønhed er også forbundet med livsfare,” forklarer Peter, imens vi beundrer de små, blå lyn der bølger gennem værket En stat af beredskab. “Tager du magtens sødme på dig, skal du være dødeligt opmærksom på dette ansvar.”

We are all on a spectrum
Vi står nu foran Peters enorme kultegning med titlen Danskere, hvor Christiansborgs slotsplads flyder over i barberskum fra barberingsscenen i Krisøv, de nye terrorbarrikader flyder ovenpå, en mørk hingst forsøger at undslippe narrativet, imens et væld af hvide engle ser passivt til.

“Englene er et symbol på uskyld, og jeg tror at vi danskere altid har følt os meget uskyldige. Jeg tror, at vi som nation har et problem med at acceptere skyld og historie. Jeg plejer at sige; innocence is like gender, we are all on a spectrum,” fortæller Peter smilende og fortsætter. “Jeg kender det selv, det bunder i usikkerhed – når man er usikker, er det svært at sige undskyld.”

Peter Voss-Knude, Danskere. Foto © I DO ART Agency.

Mens vi snakker om den danske uskyld begynder en tung rytme i nummeret Who is Your Criminal at trænge sig på. Fra kolonialismens grusomheder trækkes tråde til den normaliserede racisme, der i det 21. århundrede i høj grad er rettet mod arabiske kulturer og Islam.

Men Peter vil gøre os opmærksomme på, at fjendebillederne er konstruktioner, og at dem vi i virkeligheden bør frygte, er dem der opretholder og kapitaliserer på de dæmoniserende narrativer: “I am not afraid of a minority / They are not the ones / Who privatize our state / I am not afraid of muslims / They stood up for me / When I was a victim of hate / I am not afraid of terrorists / but of a media that uses them as clickbait.”

“Jeg synes ikke, det er særlig indviklet, hvorfor jeg arbejder imod stigmatisering af minoriteter. Jeg bliver glad, når heteroseksuelle taler op om homoseksuelles rettigheder. Det er ikke alle, der har det sådan, men jeg mener helt klart, at vi bør hjælpe hinanden. Jeg taler om mine egne problemer som homoseksuel, men der er også ting, der er så smertefulde, at jeg ikke kan italesætte dem.”

“Jeg synes ikke, det er særlig indviklet, hvorfor jeg arbejder imod stigmatisering af minoriteter,” begynder Peter, da de buldrende trommer fader ud. “Jeg bliver glad, når heteroseksuelle taler op om homoseksuelles rettigheder. Det er ikke alle, der har det sådan, men jeg mener helt klart, at vi bør hjælpe hinanden. Jeg taler om mine egne problemer som homoseksuel, men der er også ting, der er så smertefulde, at jeg ikke kan italesætte dem.”

Peter tror på, at verden udvikler sig, hvis vi taler sammen og styrker vores empatiske evner. “Man skal selvfølgelig sætte sig godt ind i det, man taler om, og man skal ikke tro, man kan tale på andres vegne. Mit projekt handler ikke om, hvordan det er at være muslim, for det ved jeg ikke. Jeg taler om et danskproduceret dokument og de strukturer, som det er en del af.”

“Vi er ikke bare optagede af følelser, vi kan også lave politik”
Vi har igen sat os i sofaerne og samtalen snor sig omkring kunstens rolle i forhold til at adressere samfundets problematikker, og hvordan man som kunstner navigerer i en splittet verden. “Kunsten gør mit liv nemmere, når jeg kan bruge den til at italesætte de ting, jeg tænker på,” bemærker Peter. “Jeg har hørt kritikere, der bare gerne ville have mig til at beskæftige mig med ‘den rene kunst’, men for mig er der ikke nogen forskel på kunstens virkelighed, og hvad jeg læser om i aviserne.”

“Kunsten gør mit liv nemmere, når jeg kan bruge den til at italesætte de ting, jeg tænker på.”

For Peter er det indlysende, at kunst kan gøre reelle forskelle, og han ønsker at danske kunstnere tror mere på sig selv og deres indflydelse i samfundet. “Som kunstnere skal vi støtte hinanden i at opbygge selvtilliden omkring kunst. Vi er ikke bare optagede af følelser, vi kan også lave politik.

Vi kan åbne dørene til en kaserne, og det på nogle helt andre vilkår end journalisterne og antropologerne,” forklarer Peter, der ser kunsten som et rum, hvor der er plads til kompleksitet og nærvær – noget som ofte udebliver i journalistikken. “Der er flere punkter, hvor kunsten adskiller sig fra journalistikken, men for mig er pladsen til tvivlen nok noget at det vigtigste. Dét blot at være til stede for måske at lære noget uventet.”

“Da jeg var på kasernen, rendte jeg rundt i et halvt år uden kamera og uden at optage noget. Jeg vidste ikke, hvad der ville komme ud af det. Det med ikke at have noget konkret, der skal leveres på et bestemt tidspunkt. Tiden er et vigtigt element. Og så rummer kunsten en mulighed for at inddrage det personlige. Jeg er interesseret i kunst, der rører mig og giver mig lyst til at tude. Kunst som har en krog i det menneskelige, det uperfekte.”

“...Og så rummer kunsten en mulighed for at inddrage det personlige. Jeg er interesseret i kunst, der rører mig og giver mig lyst til at tude. Kunst som har en krog i det menneskelige, det uperfekte.”

Netop det personlige er noget, der er begyndt at fylde mere for Peter de seneste år. “Jeg er begyndt at tale mere fra mit eget udgangspunkt. F.eks. er et af mine argumenter med at lave det her projekt, at jeg er bange. Helt personligt bliver jeg bange, når jeg læser Krisøv-dokumentet, men det ville en journalist jo aldrig kunne skrive i en artikel.”

Et forsøg på at forstå
Over de sidste par timer har vi været omsluttet af sangene fra The Anti-Terror Album, som i bølger rummer en intens frustration over de racistiske strukturer, som vores nation bygger på og et håb for at kunsten kan ændre ved status quo. Gennem en årelang proces har Peter rejst rundt med Krisøv i tasken, han har researchet og læst et væld af bøger og artikler, transporteret en tonstung krystal over Atlanterhavet og talt med sprogofficerer, politibetjente, chefer i Beredskabsstyrelsen og de bevæbnede soldater, der har stået ved synagogen i Krystalgade, siden Omar El-Hussein skød Dan Uzan og Finn Nørgaard den februardag i 2015.

Alt det har han gjort i et forsøg på at forstå. At forstå frygten, hvor den kommer fra, hvem den rettes imod. Bunder frygten i reelle kendsgerninger eller i subjektive verdenssyn, og kan man forestille sig fællesskaber, der ikke bygger på fremmedgørelse og fjendebilleder?

Da vi skal til at forlade udstillingsrummet igen lyder en forsigtig harmonika-melodi fra albummets bonustrack: “Tonight / I’m gonna talk / To you about everything / You don’t want to hear / Uhh I hope / You will understand my position / Hopefully you will / Walk in the crystal mountains / With me.”

Peter afrunder med en bemærkning, som rummer noget af det håb, som han ønsker at sprede med The Anti-Terror Album. “Nu er vi gået ind i et nyt årti, og jeg tror på, at vi går en tid i møde, hvor der bliver plads til mange nye stemmer.” Forhåbentlig bliver der plads til flere modige stemmer som Peters.