RANDI & KATRINE "MELLEM TÅRNE"

Et sted imellem forsvindende erindring, forvrængning og forestillingsevne finder vi Randi & Katrines univers. Kunstnerduoen har i mere end et årti skabt værker med udgangspunkt i arkitekturens menneskelige træk, og nu har de indtaget Arkens 150 meter lange udstillingsrum, Kunstaksen, og skabt deres hidtil største installation.

Fra cirka 1914 begyndte små, mærkværdige konstruktioner at poppe op rundt omkring i landet. Igennem tiden udviklede de sig fra at bære præg af egnsbestemte bygningsteknikker til at blive standardiserede og gjort i stål. Transformatortårnene har i knapt et århundrede stået ved indkørselen til de fleste mindre byer og omformet strømmen fra højspændingsledningerne til brug i folks hjem. De fleste af os har lagret billeder af disse bygninger et eller andet sted i erindringen; den elektriske summen, som tårnene udsendte, lynet og den gule advarselstrekant eller den pirrende nysgerrighed der opstod, når man forstillede sig deres funktion.

Transformatortårnet har dog, i nyere tid, mistet sin funktion, da man er gået over til at grave strømmen ned i jorden, og derfor er de også igen blevet et sjældent syn i det danske landskab. Netop det forsvindende erindringsbillede, som transformatortårnet repræsenterer, har de to kunstnere Randi Jørgensen (f. 1974) og Katrine Malinovsky (f. 1976) taget op i deres nye installation Mellem Tårne, som kan opleves på kunstmuseet Arken i Ishøj frem til 1. november 2015.

Proces | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Proces | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

De altopslugende transformatortårne
I forbindelse med en videoproduktion, som vi netop har færdiggjort for museet, var vi så heldige at møde Randi & Katrine under opsætningen til deres hidtil største installation. Siden deres fjerde år på Det Kgl. Kunstakademi har Randi og Katrine arbejdet sammen, og med deres særlige optagethed af arkitekturens ufrivillige antropomorfisme og huses ‘ansigter’, har de bl.a. udstillet i Tyskland, Syd Korea, til Sydney Biennalen i 2014, på Sculpture by the Sea i Aarhus i 2013, samt udsmykket Ærøfærgen.

Deres nye installation består af 11 transformatortårne, placeret ned igennem Arkens kunstakse, som er et 150 meter langt udstillingsrum. Samtidig med at rummets loftshøjde sænker sig fra 12 til 4 meter, bliver tårnene mindre, hvilket giver en underlig oplevelse af, at man selv vokser igennem installationens forløb. Imellem tårnene er der udspændt elledninger, og fra hvert tårn strømmer knitrende lydcollager, skabt af lyddesigner Lasse Munk, som, med sin specialbyggede mikrofon, har optaget elektromagnetisk støj, ved transformatorstationer rundt om i landet. Udstillingens vanvittigt gennemførte finish gør, at man som beskuer helt kropsligt tvinges til at forholde sig til konstruktionerne og med ét bliver opslugt af Randi & Katrines univers.

Dybdegående research og 3D-printede imitationer
Som et led i arbejdet med udstillingen har Randi & Katrine lavet et massivt researcharbejde for at få en indgående forståelse for tårnenes form og funktion. De har været i kontakt med forskellige producenter og ansvarshavende, og da mange af virkelighedens tårne netop nu er ved at blive revet ned, har kunstnerduoen fået mulighed for bl.a. at overtage de originale keramiske klokker. Dog har den enorme installation krævet mange flere dele, end hvad Randi & Katrine har kunnet overtage fra de oprindelige tårne, så nogle klokker er 3D-printet. I det hele taget har de arbejdet meget med at få deres tårne til at imitere fortidens.

I den seks minutter lange video kan du få en lille fornemmelse for det kæmpe store stykke arbejde, som Randi & Katrine har udført i samarbejde med deres hold af assistenter samt Arkens dygtige teknikere. Du kan bl.a. høre mere om, hvordan kunstnerduoen fandt sammen på kunstakademiet, deres egne erindringer om transformatortårnene, samt hvad man, som beskuer, kan forvente at opleve i udstillingen. Vi kan kun videregive vores bedste anbefalinger af Mellem Tårne og opfordre til, at du slev tager til Ishøj og lader dig opsluge af fortidsminder, elektrisk støj og vanvittigt godt håndværk.

Randi & Katrine – Mellem Tårne | 31. januar – 1. november 2015 | Arken, Skovvej 100, 2635 Ishøj.

Randi & Katrine "Mellem Tårne" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Randi & Katrine "Mellem Tårne" | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.