SEND EN TEKST TIL IDOART.DK

Idoart.dk er et landsdækkende kunstmedie, skrevet og drevet af professionelle kunstnere og andre der arbejder i det kunstneriske felt.

Vi har ikke faste skribenter, men som aktør på kunstscenen inviterer vi dig til at udgive personlige tekster, essays og artikler. Skriv til os på info@idoart.dk, hvis du vil dele dit arbejde, dine tanker eller starte en debat.

Idoart.dk er en kurateret platform, og alt indhold bliver derfor godkendt af redaktørerne, Rikke Luna & Matias Albæk-Falk.

Følg denne guide, når du gerne vil sende os en tekst eller en artikel:

1) Tekst: Vi vægter personlige tekster højt. Det er helt op til dig, hvor lang teksten skal være, og hvad du skriver om, så længe det kan betragtes som relevant ift. kunst og kunstnerisk arbejde i bred forstand. Du kan f.eks. dele dit eget arbejde, en udstilling du vil anbefale, et interview du har lavet med en spændende person, noget der undrer dig, eller noget helt femte.

Vi tager både imod tekster på dansk og engelsk.

For at sikre en flydende læseoplevelse læser vi korrektur på alle indlæg. Det er derfor ikke et krav, at du er en haj til at skrive.

2) Billeder & Video: Vi vægter gode billeder meget højt på idoart.dk. Fotos/billeder skal være i så høj opløsning som muligt eller min. 2000px. i bredden, og hvis du ønsker, at de skal vises i en bestemt rækkefølge, så skal det noteres. Husk også at notere (kreditere) navnet på den fotograf, der har taget billederne. De billeder som du gerne vil bruge, skal du sende til os på info@idoart.dk – vi anbefaler, at du bruger wetransfer.com til billedoverførsel.

Hvis du ønsker, at din tekst/artikel skal indeholde en video, skal denne være uploadet til Youtube eller Vimeo. Send linket til os.

3) Profil: Er det første gang, du bidrager til idoart.dk, skal vi bruge en kort beskrivelse af, hvem du er: Dit fulde navn, fødeår og beskæftigelse. Informationerne er til den profil, som vil fremgå under dine indlæg. I fremtiden vil alle dine indlæg blive udgivet fra denne profil.

4) Godkendelse: Når vi har modtaget din tekst/artikel, vil vi læse den igennem og vende tilbage, hvis vi er i tvivl om noget, eller hvis der er noget, der mangler. Derefter vil vi, inden for få dage, sørge for at udgive den – du vil selvfølgelig få besked, når det sker. Vi glæder os meget til at høre fra dig!


OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

Her finder du svar på nogle af de spørgsmål, som tidligere er blevet stillet ifbm. tilblivelsen af en tekst/artikel på idoart.dk:

  • Du kan bidrage til idoart.dk hvis du er kunstner, arkitekt, fotograf, designer, kurator, museumsdirektør, gallerist, kunsthistoriker, kunstinteresseret, grafisk trykker, underviser, studerende – eller simpelthen bare hvis du har noget på hjerte, som du gerne vil dele med os og en kunstinteresseret læserskare.

  • Idoart.dk er hovedsageligt dansk, men da vi f.eks. sommetider omtaler eller interviewer udenlandske kunstnere vil nogle tekster være skrevet på engelsk, så de involverede parter kan læse med. Vi anbefaler, at du formulerer dig på det sprog, der falder dig mest naturligt – på enten dansk eller engelsk.

  • Alle bidrag er personlige, og afsender har selv ansvaret for de holdninger og meninger, der fremgår af de enkelte indlæg. Vi håber, at læserne vil kommentere, hvis de er i tvivl om noget, og vi opfordrer altid til, at der bliver svaret i et konstruktivt, nysgerrigt og sagligt sprog.

  • På idoart.dk forholder vi os kritisk til nedsættende sprogbrug og accepterer ikke racisme, sexisme, ableisme, homofobi, tykfobi, alderisme, klassisme eller nogen anden form for diskrimination.

    Mener du alligevel, at et bestemt ord vil være relevant for forståelsen i din tekst, vil vores redaktører altid være åbne for at lytte til konstruktive tanker og høre dine perspektiver.

    Hvis du finder et stødende ord uden kontekst på idoart.dk er du altid meget velkommen til at sende os en mail, så vi kan få rettet fejlen.

  • Da idoart.dk er frivilligt drevet og uafhængigt af økonomiske interesser (vi modtager ikke fast fondsstøtte eller annoncekroner), har vi ikke mulighed for at aflønne hverken skribenter eller redaktører. Derfor er vi heller ikke aktivt opsøgende ift. at invitere skribenter – i så fald vil vi søge specifik fondsstøtte hertil. Hvis en artikel eller artikelserie er økonomisk støttet, vil det fremgå under den enkelte udgivelse. Det er muligt, efter aftale med idoart.dk’s redaktører, selv at søge fondsstøtte til udgivelser på idoart.dk. I sådanne tilfælde vil idoart.dk ikke opkræve procenter af den tildelte støtte.

  • I udgangspunktet fjerner vi ikke indlæg, men vi hører altid på, hvad du har at sige, så kontakt os endelig med en uddybning, om hvorfor du ønsker et indlæg fjernet – så vender vi tilbage hurtigst muligt.