LÆSETIPS TIL JOY MOGENSEN

I weekenden skrev kulturminister Joy Mogensen et indlæg i Jyllands-Posten, hvor hun argumenterede for, at de kunstneriske uddannelser skal fokusere mere på håndværk, fordi “akademiseringen overskygger den fysiske kunst”. I et efterfølgende brev kritiserede UKK udmeldingen, for kan man virkelig lave så hård en opdeling mellem forskning og håndværk? Vi har fundet tre artikler frem fra arkivet, som vi mener, kulturministeren kunne have gavn af at læse.

For vores eget vedkommende blev 2017 et vigtigt vendepunkt i forhold til vores syn på, hvad kunst kan være. Det var året, hvor Danmark markerede 100-året for salget af den tidligere koloni “Dansk Vestindien” og den glemte kolonihistorie blev udfoldet i (mindre) udstillinger på bl.a. Statens Museum for Kunst. Vi tog til Kassel og besøgte en af verdens største kunstbegivenheder, documenta, som det år var fyldt med politiske værker om køn, tilhørsforhold, identitet og meget, meget mere. Det var samme år, at #MeToo satte sexisme på den globale dagsorden, og herhjemme igen gjorde kinesiske Ai Weiwei flygtningekrisen skræmmende håndgribelig ved at hænge 3.500 redningsveste fra Lesbos op på Charlottenborgs facade. På en måde kulminerede det hele i det tidlige forår 2018, da kunstnerne Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle rejste den syv meter høje statue I Am Queen Mary på Københavns havn, som en manifestation af Danmarks koloniale fortid og nutid. Der er ingen tvivl om, at vi lever i en tid fyldt med omvæltninger (vi behøver vist ikke at nævne 2020), og det er helt naturligt – og vigtigt – at kunstnere reagerer på det, der sker omkring os.

Egentlig kan vi godt forstå kulturministerens interesse for kunstnerisk håndværk. Vi har længe ærgret os over de mange nedskæringer gennem det seneste årti, der har medført lukninger af fantastiske værksteder på de kunstneriske uddannelser. Selv genkalder vi et væld af store kunstneriske oplevelser med værker af høj håndværksmæssig kvalitet, men kunsten kan tilbyde meget mere end det. Fordyber vi os i den, kan den berige os intellektuelt, træne vores følelser og empati, den kan pege på noget vi ikke vidste i forvejen og gøre os klogere. Og derfor giver det ikke rigtigt mening at adskille forskning og håndværk. De to ting hænger sammen i kunsten, og det findes der rigeligt med gode eksempler på, f.eks. i disse tre artikler:

Homeless Souls, Louisiana. Foto © I DO ART Agency.

Homeless Souls, Louisiana. Foto © I DO ART Agency.

VI KAN OG SKAL SE UD OVER VORES ÆSTETISKE BIAS

I 2019 præsenterede Louisiana udstillingen Homeless Souls, som handlede om hvad det vil sige at leve et liv på flugt. Vi har allerede hørt en hel masse om migrationskrisen i medierne, og vi kender alle tallene og skræmmebillederne, men er vi gode nok til at tage det ind?

Kunsten har det potentiale at kunne dykke ned i statistikkerne, de akademiske teorier eller personlige oplevelser og omsætte dem til udtryk, som vi kan forholde os til og mærke. Udtryk der ligeså godt kan være sirlige broderier som flygtige fotokopier, men som i mange tilfælde kan engagere os følelsesmæssigt og give os en dybere forståelse for verden omkring os.

Filippo Minelli, Across the Border. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Filippo Minelli, Across the Border. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

DAGBOG FRA MANIFESTA 12, DEL 1-3

“The Planetary Garden – Cultivating Coexistence” hed den 12. udgave af den nomadiske kunstbiennale Manifesta, som blev afholdt på Sicilien i 2018. Med tematisk udgangspunkt i Palermos botaniske have, italesatte kuratorerne nogle af planetens mest presserende emner på poetisk vis. “Gardens are places where diverse forms of life mix and adapt to co-exist. They allow for cross-pollination based on encounter,” skrev de og reflekterede over, hvordan mennesker kan sameksistere på nye måder inspireret af planteriget. Værkerne var meget sjældent prangende, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke ville os noget – faktisk tværtimod. Som vi skrev dengang forestillede Manifesta 12 sig “en verden, hvor landegrænser, raceopdelinger, økonomiske skel og afstande mellem arter ikke er andet end sociale konstruktioner. De er skabt af mennesker, og derfor kan de defineres på ny.”

Forensic Architecture og Praxis Films, 2019.

Forensic Architecture og Praxis Films, 2019.

EN NY ÆRA FOR KUNST OG PROTEST

Den tredje og sidste artikel handler ikke om en udstilling, men om en sag der peger på, at kunstnerens rolle er blevet langt mere samfundsengageret end tidligere. I 2019 blev det afsløret, at forretningsmand Warren B. Kanders, der dengang sad i bestyrelsen på The Whitney Museum i New York, tjente penge på tåregas og andre våben. Gennem hele foråret ledte kunstnere og aktivister en protest, der endte med, at han trådte tilbage fra sin magtfulde position. Vi skrev denne artikel om sagen, fordi det var interessant at følge, hvordan kunstnere kan gøre en væsentlig forskel i den aktuelle samfundsdebat. Ikke ved at lave “fysiske” værker i traditionel forstand, men ved at engagere sig i samfundet og organisere sig.

Vi kan efterhånden godt forstå, når kunstscenens aktører (og måske særligt dem der har flere års erfaring end os) bliver noget modløse, når der kommer udmeldinger, som den aktuelle, fra kulturministeren. Alene i den tid, vi selv har formidlet kunst, har der været en håndfuld af ministre, som uden den store forståelse eller oprigtige engagement i scenen har haft meget stærke holdninger til, hvordan kunstnere skal agere. Det er f.eks. kun ganske få år siden, at Mette Bock med egne ord ville ”ryge flere kunstnere ud af deres huler og få dem til at deltage i debatten”. Nu vil Joy Mogensen helst have, at kunstnere holder sig til håndværket, de fysiske objekter og ikke mene for meget om noget som helst. Måske er det meget godt for kunstscenen for alvor at gennemskue disse mønstre, så vi ikke mister modet og skal starte forfra, hver eneste gang en ny minister kommer og går.

Indtil vi en dag får en kulturminister, der forstår og vil kunsten og hele dens væsen, kan vi glæde os over, at verden heldigvis er kæmpe stor og fyldt med vigtige emner for kunstnere at udforske og arbejde med. Og vi er mange, der hellere end gerne vil lytte til og lære om, hvad kunstnere har på hjerte.

Forsidefoto: Lungiswa Gquntas, Lituation.
Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.