KUNSTENS LØNVILKÅR VI: VI HAVDE ET SJÆLDENT MOMENTUM – ET ÅR SENERE ER VI HER

Det er paradoksalt nok, at en nytårshilsen kan vække så meget modløshed, som det var tilfældet, da Organisationen Danske Museers nyhedsbrev landede i vores indbakke i tirsdags. Med en kort bemærkning blev det nævnt, at dialogen omkring kunstneres lønvilkår fortsætter, men at det stadig er et “åbent spørgsmål,” hvordan man kan sikre ordentlige vilkår og anstændige honorarer. Det er nu mere end et år siden, at debatten om kunstens lønvilkår sidst rullede, og vi kan ikke lade være med at tænke, om kunstscenens interesseorganisationer svigter det ansvar, de selv påtog sig i slutningen af 2018.

“... Ligeledes fortsætter vi dialogen med Billedkunstnernes Forbund for at sikre kunstnere minimumshonorarer. Alle er enige om, at kunstnere skal have ordentlige vilkår og anstændige honorarer. Hvordan er dog stadig et åbent spørgsmål. Vi vil i ODM anbefale, at der fastsættes minimumshonorarer, kombineret med besøgstal, som så kan være vejledende for museer og kunstnere. Mest af alt er det dog vigtigt at have afstemte og nedskrevne regler.” Sådan skrev formand for Organisationen Danske Museer (ODM) Flemming Just i sin nytårshilsen tirsdag d. 14. januar.

Der var flere følelser, der gik igennem os, da vi læste denne bemærkning. Forvirring var én, modløshed var en anden, men mest af alt var det nok en frustration over, at der efter et år ikke er kommet noget konkret ud af “dialogen” mellem kunstnernes forbund og kunstinstitutionernes interesseorganisationer. Vi får en fornemmelse af, at der ikke rigtigt er sket noget på de seneste 12 måneder, men kan det virkelig passe?

---

Note: Der forkommer i artiklen en del forkortelser for de forskellige organisationer, så her er for nemhedens skyld en hurtig opremsning, du kan vende tilbage til, hvis det bliver nødvendigt:

ODM = Organisationen Danske Museer
FKD = Foreningen af Kunsthaller i Danmark
BKF = Billedkunstnernes Forbund
UKK = Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere
DBF = Danske Billedkunstneres Fagforening

---

Et sjældent momentum
I oktober 2018 lavede vi på idoart.dk i samarbejde med kunsthistoriker Claudine Zia undersøgelsen Kunstens Lønvilkår, som satte tal på kunstnere og andre freelance kunstarbejderes ringe lønforhold på den danske kunstscene. Ud af 320 deltagere svarede 8 ud af 10, at de havde arbejdet gratis inden for de sidste 2 år, 62% havde et bijob der ikke relaterede sig til deres kunstneriske praksis, og tæt på 90% svarede, at de ikke eller slet ikke var tilfredse med deres økonomiske situation.

I kombination med udgivelsen af Trine Billes lige så nedslående CBS-rapport Billedkunstens Økonomiske Rum (til 1,5 mio. kr.) samt et ihærdigt mediefokus med Radio24syv i spidsen – og måske vigtigst af alt de mange kunstnere der ærligt og åbent delte egne erfaringer – fik kunstnernes arbejds- og lønvilkår en tiltrængt plads i den offentlige debat. Selvom problematikken på ingen måde var ny, så skabte det omfangsrige fokus et fornyet håb om, at en kulturændring og konkrete tiltag måske endelig kunne blive virkelighed.

I slipstrømmen på det sjældne momentum gik kunstnernes foreninger og forbund (BKF, UKK og DBF) sammen med museerne og kunsthallernes interesseorganisationer (ODM og FKD – Foreningen af Kunsthaller i Danmark), for at “finde løsninger, der kan sikre kunstnerne betaling,” som det hed på BKF’s hjemmeside d. 12. december 2018. Dengang sagde kunstnernes forbund, at de havde udarbejdet et fælles forslag, som ville blive drøftet med institutionernes organisationer i starten af 2019. Siden har der været stille (i hvert fald udadtil), og det har der nu været i et år.

Det er frustrerende, fordi kunstnernes vilkår ikke bliver bedre af, at tiden går, og det er i særdeleshed pinende, fordi den intense bevågenhed, som både kunstverdenens beslutningstagere, politikere og den brede offentlighed havde på problematikken, for længst er fordrevet. Over den seneste uge har vi ringet til BKF, ODM og FKD i et forsøg på at få et overblik over situationen og få svar på, hvad det seneste år er gået med.

En lang proces for en anbefaling
Ifølge BKF’s sekretariatsleder og jurist Klaus Pedersen stemmer ODM’s formulering i ovennævnte nyhedsbrev godt overens med det grundlag, der er blevet arbejdet på, og hvor processen er lige nu.

“I slutningen af 2018 inviterede vi ODM og FKD til møde omkring kunstnerhonorar-problematikken – altså at kunstnere skal have noget honorar, når de udstiller,” svarer Klaus til vores spørgsmål om, hvad det seneste år er gået med. “Vi har så mødtes en 3-4 gange – som jeg husker det – i løbet af 2019, hvor vi har drøftet de her ting og har lagt nogle modeller frem, som vi stadigvæk taler om. Det er gået lidt langsomt, men vi forventer nok, at vi får en eller anden anbefaling på plads i løbet af foråret 2020.”

Vi spørger om det så betyder, at der kommer en konkret løsning, inden det bliver sommer. “Ja,” lyder svaret “eller løsning og løsning… Man skal forstå det på den måde, at hverken ODM eller FKD har mandat til at indgå nogle aftaler på deres medlemmers vegne. Det vil sige, at det vi forhandler om er en anbefaling til størrelsen på et kunstnerhonorar, som ODM og FKD så kan gå til deres medlemmer med,” fortsætter Klaus og bekræfter, at det så er op til de enkelte museer og kunsthaller, om de vil følge anbefalingerne eller ej.

Vi forstår på Klaus at målet med dialogen hele tiden har været – og stadig er – at ende ud med en ny udstillingsaftale, der rummer vejledende honorarer som kunstnere og institutioner kan vælge at bruge, når de indleder et samarbejde. Men for os lyder det ret uambitiøst, særligt når man tænker på, at organisationerne allerede i 2014 blev enige om et aftalepapir (Den Ny Udstillingsaftale), som kan bruges som standardkontrakt, og at BKF allerede har defineret timepriser for kunstnerisk arbejde på deres hjemmeside. Vi spørger Klaus, om det er rigtigt forstået, at året er gået med at nå frem til en ekstra tilføjelse til de vejledende priser, der handler om honorar ifbm. udstillinger på museer og kunsthaller. “Lige præcis,” lyder det klare svar.

Comply or explain – eller få ørerne i mediemaskinen
Vi ringer til ODM, der henviser os til Anne-Mette Villumsen, som – udover at være leder på Skovgaard Museet – sidder i ODM’s bestyrelse og har haft ansvaret for forhandlingerne med BKF siden sensommeren 2019. En opgave hun overtog fra sin kollega Gitte Ørskou.

“Det er hovedsageligt noget praktisk logistik,” begynder hun, da vi spørger til hvorfor processen har trukket ud. “Jeg bor og arbejder i Viborg, og de andre parter er i København, så selvom jeg er i København jævnligt, så skal vi jo have kalendrene til at gå op. Der er også et par møder, der er blevet aflyst eller udskudt. Så er det også fordi, at der udover debatten om kunstnerhonorar, også har været debat om repræsentation af kvindelige kunstnere, som lige overtog prioriteringen. Da det er mig, der sad med begge bolde, så havde jeg ikke tid til begge dele og måtte lade den med kunstnerhonorar ligge og i stedet arbejde med den anden.”

Hun beskriver ligesom Klaus, at de lige nu arbejder på at blive enige om en række vejledende priser. “Vi arbejder hen imod en model, der anbefaler nogle minimumshonorarer for kunstnerne, og som beskriver, hvad de honorarer dækker, og hvad de ikke dækker. Derudover anbefaler vi, at de enkelte kunstnere og institutioner formulerer udspecificerede udstillingsaftaler med klare forventningsafstemninger.” Anne-Mette opremser en række forhold, som er blevet diskuteret for at finde en model, der passer bedst muligt på den virkelighed, der udspiller sig på institutionerne.

Hvor lang er udstillingsperioden, hvor mange kvadratmeter dækker den, er der tale om nyproducerede værker, står kunstneren selv for installeringen, og hvor mange besøgende har institutionen? Da ODM ikke har mandat over deres medlemmer, kan de ikke bestemme om den enkelte institution følger anbefalingerne eller ej, “men vi forestiller os så, at princippet hedder ‘comply or explain’ – enten følger man de retningslinjer, som vi anbefaler, og hvis man ikke gør det, skal man forklare hvorfor. Og så risikerer man jo at få ørerne i maskinen i medierne, som jo allerede har været tilfældet for nogle.”

Dialog over arbejdskamp
Hvor ODM og FKD er konstrueret på en måde, så de ikke har bemyndigelse til at træffe beslutninger på deres medlemmers vegne, forholder det sig anderledes hos BKF. “Når man melder sig ind i BKF, så tilkendegiver man samtidig, at vi kan indgå kollektive aftaler på medlemmernes vegne,” fortæller Klaus. “Men det bliver ikke relevant her, for der er ikke tale om en traditionel overenskomst eller aftale som sådan. Der bliver mere tale om en tilkendegivelse af, at parterne er enige om, at det her niveau pt. er rimeligt. Det bliver en anbefaling, og så er det efterfølgende op til den enkelte institution, hvem der vil følge den og hvem der ikke vil.”

Potentielt set kunne BKF pålægge institutionerne at betale kunstnerne i kraft af retten til at indgå kollektive aftaler. Hvis forbundets ca. 1.700 medlemmer skulle følge de samme minimumstakster, når de indgik samarbejde med museer og kunsthaller, så ville institutionerne vel indirekte være nødt til at rette ind efter kunstnerne. I virkeligheden kunne man også argumentere for at medlemmer der takker ja til ulønnet arbejde modarbejder forbundets formål. “Det kan da også være, at man gør det,” bemærker Klaus, da vi spørger til muligheden om at stille kollektive krav. “Men det vil være vores bestyrelse, der træffer beslutningen om om man driver det derud. Så er det jo en egentlig arbejdskamp, man er ude i. Den tilgang er sjældent brugt – jeg mindes faktisk ikke at forbundet har taget den tilgang i brug.”

Måske er det bare os, men vi har lidt svært ved at forstå, hvorfor man fra BKF’s side har valgt at bruge et år på at forhandle med parter, som ikke kan træffe konkrete beslutninger på institutionernes vegne. Det er fint at have vejledende honorarsatser, men hvorfor kunne man ikke i stedet drage nytte af forbundets mange medlemmer og sætte nogle rimelige priser ud fra kunstnernes egne erfaringer og behov? “Men sådan fungerer tingene ikke,” forklarer Klaus. “Hvis vi fastsætter nogle priser, som ikke kan efterleves derude, så står de jo bare og blafrer i vinden. Man bliver jo nødt til at have en eller anden samhørighed om, hvad der kan lade sig gøre. Hvis vi fastsætter nogle priser, der er så høje at ingen kan efterleve dem, så lukker vi jo i og for sig dele af den danske udstillingsscene.”

Midt i en positiv udvikling
Når vi taler med Anne-Mette Villumsen giver hun udtryk for, at man fra ODM’s side har interesse i at forbedre kunstnernes vilkår. “Vi er interesserede i at hæve niveauet og sikre bedre vilkår for vores billedkunstnere. Vi kan jo ikke leve uden dem, og vi har også et ansvar for, at der eksisterer et arbejdende kunstnermiljø. Det er jo dem, der skaber den kunstneriske arv, som kommende generationer vil se på museerne,” forklarer hun og udtrykker et behov for tydelige honorartakster. “Med den nye aftale får vi på museerne nogle anbefalede minimumstakster, som vi kan putte ind i de ansøgninger og budgetter, vi sender til fondene, og på den måde kommer kunstnerhonorarerne til at fylde en større andel, end de har gjort før.”

Ligeledes er fokusset på kunstneres lønvilkår vigtigt for Dina Vester Feilberg som, udover at være direktør for Den Frie Udstillingsbygning, også står i spidsen for FKD. “I det øjeblik hvor debatten rullede omkring oktober 2018, rettede jeg henvendelse til BKF for at indlede en dialog. Jeg tænkte, at det var en god anledning til at få set ordentligt på kunstnerhonorarerne, for sådan her skal det jo ikke være,” fortæller hun over telefonen.

Samtidig mente Dina ikke, at det kunne passe, at hendes kollegaer på kunsthallerne ikke allerede betalte kunstnerne, så hun lavede en hurtig rundspørge for at få en bedre fornemmelse. Hun understreger overfor os, at den selvfølgelig ikke er 100% valid, da FKD selv har foretaget den, og at de ikke har medregnet sammenslutningsudstillinger, de censurerede udstillinger eller afgangsudstillingerne (som oftest arrangeres af eksterne parter). “Vi kunne konkludere, at samtlige kunsthaller betaler honorar til soloudstillinger. Derudover svarer 6 ud af 16 kunsthaller, at de også giver midler til produktion af værker. Så er der 2 ud af 16 der svarer, at de inden for de seneste år har haft gruppeudstillinger, hvor de ikke har betalt honorar – det er selvfølgelige kritisabelt, men det kan jeg ikke forestille mig kommer til at ske igen.”

Ifølge Dina var det almindeligt, at man som kunstner for 15-20 år siden skulle betale for at få lov til at udstille, og at vi er midt i en positiv udvikling. Hun mener, at grunden til at alle kunsthallerne kan svare ja til, at de betaler ved soloudstillinger er, at de oftest er små organisationer, som er mere fleksible i forhold til tidsånden. Derudover har de meget erfaring med at arbejde med nulevende samtidskunstnere. “Vores absolut tætteste samarbejdspartnere er jo kunstnerne, så selvfølgelig skal man honorere det enorme arbejde, de ligger i udstillingerne. Honorering af kunstnere er en del af vores praksis, så derfor har vi måske ikke så travlt med aftalen (med BKF). Men når det så er sagt, så er det jo ikke noget med at hvile på laurbærrene. Man kan helt sikkert finde eksempler, hvor det kunne være honoreret bedre, og jeg synes det er meget, meget vigtigt med et fortsat fokus på området,” fastslår hun.

En aftale inden sommer
Vi er naturligvis interesserede i at blive klogere på, hvordan den aftale der arbejdes på kommer til at se ud, men når vi spørger til konkrete eksempler forbliver svarene overfladiske. “Vi er nået frem til ‘en model’, som vi mener vil kunne fungere, men det vi mangler at blive helt enige om er prisen pr. måned, kan man sige,” forklarer Klaus og udtrykker, at de i BKF håber på, at have anbefalingerne klar i løbet af foråret.

Samme tidshorisont bekræfter Anne-Mette. “Helt konkret kommer der i løbet af foråret – formentligt i marts – et hovedmuseumsmøde på Statens Museum for Kunst, som alle landets statsanerkendte museer bliver inviteret til. Det er et møde, hvor vi diskuterer emner, der er aktuelle for vores del af branchen, og her kommer jeg til at præsentere den foreløbige aftale for museerne, for at høre hvad de tænker. Når museerne så er blevet hørt, vil vi skrive under på en aftale med BKF, så vi forhåbentligt har en række færdige anbefalinger inden medio juni. Vi har snakket i lang tid,” erkender Anne-Mette, “og nu skal der gerne snart en aftale på bordet.”

“Processen er jo ikke afsluttet endnu,” bekræfter Dina. “Vi er stadig i dialog, og så vidt jeg ved, har ODM ikke underskrevet en særskilt aftale, men det kan jo godt være, at vores institutionsformer er så forskellige, at der skal være to forskellige aftaler. Det kunne man sagtens forestille sig.” Hun pointerer, at der også blandt kunsthallerne er relativt store organisatoriske forskelle, som kræver en differentieret model, der f.eks. forholder sig til institutionens størrelse, besøgstal og offentlige støtte. “Vi skal jo helst finde en model, der gør det ringere for så få som muligt og bedre for så mange som muligt,” siger hun og fortæller, at FKD pt. afventer et udspil fra BKF.

Halvandet år senere
Okay, for en god ordens skyld opsummerer vi lige situationen, som vi har forstået den. Over det seneste år har BKF holdt 3-4 møder med ODM og FKD med det formål at definere et aftalepapir samt en række vejledende honorarsatser, som kunstnere og institutioner kan vælge at bruge, når de indleder samarbejder. Kunstnerhonorarerne kan aldrig blive mere end anbefalinger, da hverken ODM eller FKD har mandat til at tage beslutninger på deres medlemmers vegne. BKF og ODM udtaler, at der arbejdes på, at aftalen ligger klar senest midt i juni 2020 – altså halvandet år efter, at processen gik i gang. Grunden til at det er trukket ud skyldes dels, at organisationerne har skullet blive enige om betingelser, rammer og vilkår, at det har været vanskeligt at passe møderne ind i de forskellige kalendere, og at en anden debat løb med opmærksomheden i efteråret 2019.

Men er det godt nok, at en tilsyneladende oplagt dialog skal trække ud i et år, og at udfaldet ikke bliver mere håndgribeligt end en række anbefalinger? Ganske vist peger ODM på et ‘comply or explain’-princip, hvor dem der ikke følger aftalen risikerer at blive hængt ud i medierne, men hvem skal føre kontrol? Det lyder på os som om, at det ansvar igen kommer til at falde tilbage på kunstnerne. Og er det virkelig bestræbelsesværdigt at bygge et system, der er afhængigt af frygten for mediernes offentlige udskamning?

Vejledende priser er selvfølgelig gode at have – det efterspørger institutionerne jo selv – men for os at se kunne kunstnernes forbund også have valgt mere ambitiøse tilgange til problematikken.

For os virker det til, at man prioriterer en aftale, som gør museerne glade frem for at tage udgangspunkt i kunstnernes reelle behov (“Hvis vi fastsætter nogle priser, som ikke kan efterleves derude [...] så lukker vi jo i og for sig dele af den danske udstillingsscene,” som Klaus udtrykte det). Vi skriver denne artikel, fordi vi bekymrer os om kunstnere og kunstarbejderes vilkår, og så kan vi ikke udholde tanken om, at debatten løber ud i sandet og vi igen om et år står ved status quo. Da vi tror på, at kritik skal være konstruktiv følger her nogle idéer til konkrete tiltag:

1) Gør honorering af kunstnere lovpligtigt
Det er vigtigt at huske, at ODM ikke er museernes fagforening, men snarere en lobbyorganisation, der laver politisk benarbejde for museerne. Derudover er det ikke alle de danske kunstmuseer, der er medlem af ODM – f.eks. Arken og Louisiana. Det tætteste vi kommer på en overordnet beslutningstager for de statsstøttede museer er staten, så hvis man vil pålægge dem en bestemt praksis, så skal det besluttes fra politisk hold.

I december 2018 spurgte vi en række kunstnere, kuratorer, museumsfolk og politikere, om hvad de tænker, der skal til for at forbedre kunstneres vilkår, og her pegede mange på politisk regulering.

F.eks. sagde forhenværende formand for Ny Carlsbergfondet Karsten Ohrt om honorering af kunstnernes arbejde, at det “i høj grad er en politisk opgave at skabe de rigtige og retfærdige rammer, som man også gør det for den øvrige befolkning. Med noget så grundlæggende kan man ikke fra politikernes side henvise til armslængdeprincippet, som jeg hørte for nyligt. Det er en uklædelig form for ansvarsfralæggelse.” Direktør ved Copenhagen Contemporary Marie Nipper mente, at man “fra politisk side bør kigge på, hvordan man kan skabe bedre vilkår for kunstnerne.”

Daværende kulturordfører for Socialdemokratiet Mogens Jensen udtalte endda, at partiet arbejdede på at “alle offentlige institutioner i Danmark følger aftalte rammer og takster for honorering af kunstnerisk arbejde.” Siden da har vi faktisk fået en socialdemokratisk regering og kulturminister, så hvorfor går kunstnernes forbund ikke den vej?

Vi har naturligvis forsøgt at undersøge mulighederne for lovmæssig regulering, men Kulturministeren har ikke prioriteret at svare på vores henvendelse. Af ministeriets pressekontor har vi fået besked om, at vi kan vende tilbage, når vi har en mere relevant henvendelse. Vi håber derfor at andre har bedre held end os med at få ministeriet i tale.

2) Lær fra andre forbund i den kreative branche
Billedkunstnere og andre freelance kunstarbejdere er ikke de eneste i den kreative branche, der kæmper med ordentlig honorering. Vi tænker, at det er oplagt at lade sig inspirere af andre forbund, som allerede har forskellige løsninger på lignende problematikker. F.eks. har Dansk Skuespillerforbund lavet bindende aftaler med hver af de enkelte institutioner som skuespillere arbejder sammen med – altså alt fra Det Kgl. Teater, til DR og filmskolerne.

Det lyder måske som et stort arbejde, men inden du tænker “der er også bare så mange skuespillere, vi er jo et lillebitte felt i forhold til dem,” så skal vi skynde os at sige, at hvor Dansk Skuespillerforbund har ca. 2.200 medlemmer, så har kunstnernes tre interesseorganisationer samlet set i omegnen af 2.567 medlemmer (BKF: ca. 1.700, UKK: 367, DBF: ca. 500). Dansk Musiker Forbund har både overenskomster med en lang række spillesteder og gennemskuelige minimumstariffer, der reguleres årligt. Hvis det er for stor en mundfuld for BKF, at lave enkeltaftaler og opdaterede tariffer, så kan det være, at tiden kalder på et nyt fagforbund for billedkunstnere.

3) Undervis i lønforhandling
Dertil tænker vi, at der mangler undervisning i lønforhandling på de kunstneriske uddannelser. Også dette nævnte flere i vores rundspørge i 2018. Kunsthal Charlottenborgs direktør Michael Thouber foreslog en “stærkere erhvervsmæssig uddannelse på kunstakademierne” og kunstkritiker Bente Scavenius mente, at man burde oprette et professorat i, hvordan man udnytter sit talent og får gang i karrieren. En hel professorskole er måske lige i overkanten, men en permanent, kontinuerlig undervisning i, hvordan man skaber en sund forretning og stiller krav til honorering, bør være lige til.

4) Smiley-ordning for udstillingssteder
I stedet for at lave en model, der dybest set bygger på frygten for offentlig udskamning, kunne man lave en, der anerkender dem der gør det godt. Restaurations- og fødevarebranchen ligger umiddelbart langt fra kunsten, men måske kunne ordninger med smileys og fairtrade-certifikater faktisk også fungere på landets udstillingssteder.

Ud over fair honorering af kunstnere kunne parametre som ligestilling og repræsentation spille ind i forhold til institutionens overordnede score. Sådan en ordning ville give forbrugeren/museumsgæsten mulighed for at foretage bedre og mere etiske valg, og så ville den formentlig virke motiverende på de museer, der i forvejen synes at være draget af konkurrence (f.eks. besøgstal) – det ville jo være SÅ træls ikke at have en elitesmiley. ;)

5) Ingen på kunstscenen er en ø
“Kunstnere skal konsekvent takke nej til ikke-honorerede opgaver – og institutioner skal naturligvis lade være med at kalkulere med, at kunstnere leverer den ene eller den anden ydelse uden betaling. Det er en fælles, solidarisk opgave at sikre, at vi når dertil,” pointerede direktør for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh til os i december 2018. Sidst men ikke mindst tror vi på, at en kulturændring i en mere solidarisk retning er altafgørende for en bæredygtig virkelighed for kunstnere og andre freelance kunstarbejdere.

“Ingen gruppes rettigheder er stærkere end sammenholdet,” som Michael Thouber udtalte. “Gode forhandlingsevner ligger også i den styrke, man har i et fællesskab. Kunstnerne bør derfor organisere sig stærkere i fagforeninger. Sig fra, gå i medierne, på barrikaderne, i strejke og brug i det hele taget modellerne fra mere end 100 års arbejderkamp til at sikre, at almindelige arbejdsvilkår også gælder for kunstnerne i Danmark.”

Alle kan være med til at gøre en forskel ved at takke nej til ulønnet arbejde, tale højt om vilkår, dele viden og erfaringer og stå sammen. Og hey, det er ikke pinligt ikke at blive betalt for sit arbejde, det er pinligt ikke at betale.