DAGBOG FRA MANIFESTA 12, DEL 3

Vi starter dag 3 med at vandre gennem Palermos smalle gader. De snørklede veje fører ud til åbne pladser, mange steder er naturen flyttet ind, og enkelte steder har den helt overtaget bygningerne. På altanerne vander sicilianerne udtørrede potteplanter eller hænger vasketøj på snore. Der er meget at kigge på, og vi skal koncentrere os for at dreje ned af de rigtige gader i vores søgen efter kunsten.

Læs også første og andet afsnit af vores rejsedagbog.

Vi kommer til Palazzo Trinacria, som er den første bygning i Palermo, der blev bygget til at huse et hotel, og her finder vi videoværket Baida af russiske Taus Makhacheva (f. 1983). I filmen følger vi tre kunstinteresserede, der er draget til søs for at opleve en performance, hvor skibbrudne fiskere efter sigende skulle klamre sig til en kæntret båd. Kameraet er rettet mod havet, men gennem de tre’s samtale kan vi forstå, at performancen er iscenesat af Makhacheva og finder sted på et åbent Adriaterhav under Venedig Biennalen i 2017. Efter lang tids small talk når de endelig frem til den kæntrede båd, men til deres store skuffelse er der er ingen performance. Ingen klamrer sig til den kæntrede båd, og hurtigt mister de tre tålmodigheden og vil tilbage til byen, hvor der venter ferniseringer, fester og gratis cocktails.

Vi taler om, hvor heldig Makhacheva har været at fange samtalen på bånd. Det lyder fuldstændigt som om, at hun selv har været til stede – måske med en diktafon i lommen, men efterfølgende læser vi os til, at både værket og dokumentationen er ren fiktion. Performancen fandt aldrig sted, filmen er optaget i det Kaspiske Hav, og dialogen er læst op af tre skuespillere i London. Biennaler som Venedig Biennalen og Manifesta er platforme for kunstneriske udsagn, som ofte berører presserende problemstillinger, men risikoen er, at de mange projekter drukner i hinanden, og at publikum ikke formår at fastholde opmærksomheden på de enkelte budskaber.

Taus Makhacheva, Baida. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Taus Makhacheva, Baida. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Som kunstpublikum er vi vant til at se mange forskellige billeder og udtryk, men Makhacheva får os til at overveje, om alt egner sig til den flygtige konsumering, som ofte er tilfældet på store udstillinger og biennaler. For er der ikke noget usmageligt over at udstille andres elendigheder for ignorante øjne, der måske i virkeligheden er mere optagede af den næste ferniseringsdrink? Med lige dele humor og alvor kommenterer Makhacheva på både kunstpublikummets adfærd, men også på en virkelighed hvor opmærksomhed og tålmodighed er udfordrede egenskaber.

Taus Makhachevas film Baida kan ses her.

Når kunsten udfordres af omgivelserne
Vi bevæger os igen ud i Palermos Kalsa-kvarter – hvor det meste af Manifesta 12’s hovedprogram udspiller sig – som blev planlagt og opført, da Palermo var under arabisk styre i det 9. århundrede. Paladser, kirker og mere eller mindre faldefærdige bygninger er taget i brug som rammen om den udstillede kunst, og alle steder tilføjer de filmiske lokaliteter et ekstra lag af betydning. Her er intet uden kontekst, og det passer fint med Manifesta 12’s ambition om at reagere på verdens mest akutte problematikker.

Vi har fået udleveret et nyttigt kort, som sammen med Manifesta 12’s app og hjemmeside, hjælper os rundt til de 19 venues, der i alt rummer 48 projekter af 44 kunstnere eller kunstnergrupper. Udover det officielle program har biennalen gennem open calls inviteret kunstnere og kuratorer fra hele verden til at bidrage til projektet, og det er resulteret i et væld af beslægtede udstillinger, performances og talks. Med mere end 70 såkaldte ‘Collateral Events,’ som popper op i løbet af udstillingsperioden, er der nok at holde styr på. Vi besluttede os tidligt for at fokusere på hovedprogrammet, men efter flere anbefalinger lod vi os lokke af den italienske kunstnerduo Masbedo, som har indtaget det gamle byarkiv med værket Protocol no. 90/6.

Masbedo, Protocol no. 90/6. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Masbedo, Protocol no. 90/6. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Vi træder ind i et dunkelt lokale med gamle, støvede bøger alle vegne. Fra det knirkende trægulv og omtrent seks meter op i luften strækker der sig bogreoler så fyldte med tykke bøger, at vi bliver lidt nervøse for, at de pludselig vil styrte ned om ørerne på os. I den fjerneste ende af lokalet vises en film med en marionetdukke, hvis langsomme bevægelser bliver styret af en usynlig dukkefører. Værkets titel refererer til et dokument fra 1956 i byarkivet, som indeholder informationer om kunstnere, instruktører og journalister der blev beskyldt for at skjule kommunistiske budskaber i deres arbejde – og som derfor var under særlig overvågning.

Masbedo, Protocol no. 90/6. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Masbedo, Protocol no. 90/6. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Masbedo, Protocol no. 90/6. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Masbedo, Protocol no. 90/6. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Masbedo, Protocol no. 90/6. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Masbedo, Protocol no. 90/6. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Det er uden undtagelse en fornøjelse, hver gang vi træder ind i en ny udstilling på Manifesta 12, men oftest overgår kunsten de mageløse omgivelser. Her er det dog lidt anderledes. Lokaliteten er i sig selv så enestående, at vi er lidt i tvivl om, hvorvidt Protocol no. 90/6 kan bidrage med ret meget – på den anden side, så havde vi aldrig besøgt byarkivet, hvis Masbedo ikke havde placeret deres værk netop her.

En fejring af medborgerskab og grænseløse identiteter
Som vi erfarede i del 2 af vores rejsedagbog, inkluderer Manifesta 12’s program flere performative projekter, som desværre kun blev udført under åbningsdagene, og som vi derfor er gået glip af. Italienske Marinella Senatore (f. 1977) arrangerede et optog, hvor hundredvis af Palermos beboere spillede, sang og dansede gennem gaderne. Optoget var et resultat af flere måneders forberedelser, hvor Senatore inviterede unge som gamle til forskellige workshops for at udvikle nye metoder til aktivt medborgerskab.

Marinella Senatore, Palermo Procession. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Marinella Senatore, Palermo Procession. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Marinella Senatore, Palermo Procession. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Marinella Senatore, Palermo Procession. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Marinella Senatore. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Marinella Senatore. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

I en tidligere kirke, Chiesa dei SS Euno e Giuliano, har Senatore installeret forskellige elementer fra optogets forberedelser. Flag, bannere og tegninger er smukt installeret i det lyse lokale, og selvom vi ikke forstår alt, hvad bannerne proklamerer, får vi en følelse af lokalt engagement og en aktivisme fyldt med positivitet og feministiske budskaber.

Marinella Senatore. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Marinella Senatore. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Marinella Senatore. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Marinella Senatore. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Marinella Senatore. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Marinella Senatore. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Endnu engang står vi på Piazza Magione og kigger på vores kort. Vi kan konstatere, at ved næsten alle markerede lokaliteter inden for det centrale Palermo, har vi sat et lille flueben – faktisk mangler vi nu kun ét sted; Palazzo Ajutamicristo. Paladset er fra det 15. århundrede, men er samtidig det første sted, hvor de majestætiske trapper er skiftet ud med en elevator i stål. Vi stiger af på 3. etage, hvor store, åbne vinduer både giver fri udsigt over byen, havet og bjergene, og lader en kølende vind hvirvle gennem lokalerne.

Det første værk der møder os er Across the Border af italienske Filippo Minelli (f. 1983). Fra loftet hænger 30 farverige flag og vajer roligt i vinden, hver med sit eget statement og særegne udtryk.

Flagene er skabt af individer, der repræsenterer nationer og folkefærd, som enten via migration eller undersøiske datakabler er forbundet med Sicilien, som det er blevet kortlagt i Manifestas Palermo Atlas.

Filippo Minelli, Across the Border. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Filippo Minelli, Across the Border. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

I samarbejde med de hollandske arkitekter OMA har holdet bag biennalen lavet et omfattende research-projekt for at kortlægge alle de bevægelser, der har formet og stadig former Siciliens natur og kultur. Palermo Atlas fokuserer bl.a. på tilførslen af botanik, politiske bevægelser, datastrømme, handel og migration, og flere af Manifesta 12’s kunstnere bygger i deres værker videre på den viden, som publikationen præsenterer.

Kunst som et redskab til at forandre verden
Hvor Minellis værk formidler et menneskeligt og poetisk standpunkt mod lukkede grænser, bygger cubanske Tania Brugueras (f. 1968) bidrag på en reel aktivistisk bevægelse. På væggene er der malet demonstranter med flag og bannere, en konfrontation med kampklædte betjente og i en montre ligger avisudklip om en lokal modstandsbevægelse, som opstod i 2009. Med MUOS (Mobile User Objective System) har det amerikanske militær etableret en kommunikationsbase nær den sicilianske by Niscemi, hvorfra de bl.a. kan planlægge og udføre droneangreb. NO MUOS-bevægelsen er modstandere af den militære tilstedeværelse, ikke mindst fordi basens tre enorme radere udsender stråler, der er til fare for naturen og de lokales helbred.

Tania Bruguera og Rayyane Tabet. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Tania Bruguera og Rayyane Tabet. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Tania Bruguera tror på, at kunst kan gøre en forskel – på en meget håndgribelig måde. Bruguera er grundlægger af Arte Útil, der betyder ‘nyttig kunst’ eller ‘anvendelig kunst,’ og som anser kunst som et redskab til at forandre den måde, vi agerer på i samfundet. For at et kunstprojekt kan anses for at være Arte Útil skal det opfylde følgende kriterier:

  1. Propose new uses for art within society
.

  2. Use artistic thinking to challenge the field within which it operates.

  3. Respond to current urgencies.


  4. Operate on a 1:1 scale
.

  5. Replace authors with initiators and spectators with users
.

  6. Have practical, beneficial outcomes for its users
.

  7. Pursue sustainability.

  8. Re-establish aesthetics as a system of transformation.

Tania Bruguera, Article 11. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Tania Bruguera, Article 11. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Tania Bruguera, Article 11. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Tania Bruguera, Article 11. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Kolonialistiske overtoner
I næste rum løber et stringent forløb af tynde cirkler, og på væggene hænger et utal af indrammede dokumenter i mere eller mindre medtaget stand, alle med påskriften ‘Trans-Arabian Pipe Line Company.’

Libanesiske Rayyane Tabet (f. 1983) har på nærmest arkæologisk vis fremgravet historien om et fejlslået amerikansk foretagende, der transporterede olie fra Saudi Arabien gennem Jordan, Syrien og Golanhøjderne til Libanon mellem 1950 og 1983.

Rayyane Tabet, Steel Rings og Letterheads. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Rayyane Tabet, Steel Rings og Letterheads. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Rayyane Tabet, Steel Rings. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Rayyane Tabet, Steel Rings. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Rayyane Tabet, Steel Rings. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Rayyane Tabet, Steel Rings. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Grundet politiske forandringer i området blev virksomheden opløst, men den dag i dag ligger de efterladte rørledninger endnu som det eneste fysiske objekt, der forbinder et ellers konfliktfyldt terræn. Ringene på gulvet er tværsnit af en replika af det trans-arabiske olierør, og dokumenterne har Rayyane fundet på virksomhedens forladte hovedkvarter i Beirut. 

Både i Bruguera og Rayyanes værker undersøges det, hvordan amerikanske interesser presser sig ind på fremmed land. Med kolonialistiske overtoner vinder militante og kapitalistiske initiativer indtog i lokalsamfund og terræner med det ene formål at ekspanderer territorier og udvinde ressourcer. Det næste værk vi kommer til beskæftiger sig ligeledes med USA’s ustoppelige behov for at blande sig i andres business.

Trevor Paglen, It Began as a Military Experiment. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Trevor Paglen, It Began as a Military Experiment. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Amerikanske Trevor Paglens (f. 1973) værk It Began as a Military Experiment viser ti portrætter, som var en del af det amerikanske militærs ansigtsgenkendelsesprogram (FERET) i 1990’erne. Billederne var en del af en gigantisk database, som militæret brugte til at udvikle en teknologi, der i dag bruges i et vidt omfang: fra overvågning til sociale medier. Ved siden af viser Paglen et eksempel på et såkaldt “face-print” – et spøgelsesagtigt, sløret portræt, opbygget af forskellige billeder af det samme ansigt, som en computer kan bruge til at identificere en specifik person. Jo flere billeder en computer (som f.eks. Facebook) har af en bestemt person, desto nemmere kan denne person genkendes på fremtidige billeder. “Ansigtsaftrykket” her tilhører den post-koloniale forfatter og aktivist Frantz Fanon.

Trevor Paglen, It Began as a Military Experiment. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Trevor Paglen, It Began as a Military Experiment. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Trevor Paglen, It Began as a Military Experiment. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Trevor Paglen, It Began as a Military Experiment. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Olietønder, mobiltelefoner og begrænset bevægelsesfrihed
Inden vi igen tager elevatoren ned til gadeplan, mødes vi af værket The Third Choir, som er lavet af biennalens yngste deltager, algeriske Lydia Ourahmane (f. 1992). Værket består af 20 olietønder fra den algeriske olieproducent Naftal, som er placeret midt i rummet, og på bunden af hver tønde ligger der en mobiltelefon, hvorfra der strømmer en atmosfærisk summen.

Lydia Ourahmane, The Third Choir. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Lydia Ourahmane, The Third Choir. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Ourahmane skabte værket til sin bachelorudstilling på Goldsmiths i London i 2014, og en vigtig del af fortællingen ligger i processen med at få olietønderne fra Algeriet til Storbritannien. Da det nordafrikanske land fik sin selvstændighed fra det franske kolonistyre i 1962, indførte man strenge restriktioner på at transportere kunst ud af landet i et forsøg på at bevare landets kulturarv. Efter seks afslag og uanede mængder papirarbejde (på en af væggene præsenteres et lille udpluk af de 934 dokumenter som processen affødte) blev Ourahmanes 20 olietønder det første kunstværk til at blive lovligt eksporteret fra Algeriet i mere end 50 år.

Lydia Ourahmane, The Third Choir. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Lydia Ourahmane, The Third Choir. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Lydia Ourahmane, The Third Choir. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Lydia Ourahmane, The Third Choir. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Algeriet er et oileeksporterende land næsten på linje med Norge, men fordi olien forlader landet i tønder fra internationale olievirksomheder som Chevron, Total og BP i stedet for det statslige Naftal, går landet glip af indtjeningen. The Third Choir koder olieindustriens udvindelse af algeriets ressourcer sammen med landets sociale og økonomiske krise, som får unge algeriere til at flygte f.eks. til Europa. Ourahmanes besvær med at få transporteret olietønderne til London mimer den tæt på umulige rejse til Europa og adresserer den tiltagende indskrænkning af bevægelsesfriheden.

Palazzo Ajustamicristos baggård. Foto © I DO ART Agency.

Palazzo Ajustamicristos baggård. Foto © I DO ART Agency.

Palazzo Ajustamicristos baggård. Foto © I DO ART Agency.

Palazzo Ajustamicristos baggård. Foto © I DO ART Agency.

Et opkald til en hemmelig agent
Selvom vi over de seneste dage har haft mange tankevækkende kunstoplevelser i uventede rammer, så kommer det alligevel lidt bag på os, at vi skal have den sidste i en telefonboks. I baggården til Palazzo Ajutamicristo vokser palmerne vildt, i det ene hjørne står en overdækket bil, og dér midt i gården har det berlinske The Peng! Collective placeret en klassisk mønttelefon, hvorfra man kan ringe til medarbejdere hos internationale efterretningstjenester. Call-A-Spy vender overvågningssamfundet på hovedet og lader os (de overvågede) have en direkte – og helt anonym – samtale med dem, som overvåger os. Inde i boksen bliver vi mødt med en række instruktioner, som f.eks. at undgå at afsløre at vi ringer fra en kunstinstallation og at benytte en falsk identitet. Vi tager røret og trykker på nr. 2, som sætter os igennem til en agent hos FBI. Den ringer rent faktisk op, og nervøsiteten sætter ind – for hvad spørger man en hemmelig agent om?

The Peng! Collective, Call-A-Spy. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

The Peng! Collective, Call-A-Spy. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

The Peng! Collective, Call-A-Spy. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

The Peng! Collective, Call-A-Spy. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

The Peng! Collective, Call-A-Spy. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

The Peng! Collective, Call-A-Spy. Manifesta 12. Foto © I DO ART Agency.

Ringetonen ophører, men i stedet for at blive stillet igennem til en lyssky spion, lyder en automatisk meddelelse om, at den kaldte ikke er tilgængelig i øjeblikket, og det slår os, at vi på ingen måde har ringet inden for amerikanske kontortider. Efter dén oplevelse tøver vi med at prøve kræfter med de europæiske efterretningstjenester, men selvom vi ikke får talt med en spion, synes vi at Call-A-Spy behandler den stigende globale overvågning af privatpersoner på en måde, der både er humoristisk og eftertænksom.

Et håb for den naturlige sameksistens
Tilbage på Palermos varme og støvede gader er vi efterladt med en blandet følelse af frustration og håb. Frustrerede over verdens tilstand, over de problemer som europæisk kolonialisme, forbrug og vold har skabt, frustrerede over den manglende empati, og hvad der synes som en ikke-eksisterende indsats for at rette op på grusomhederne. Bare det at være her i Palermo og spejde ud over Middelhavet, hvor så mange menneskeliv er gået tabt er hjerteskærende og giver os en ny forståelse for den migrationskrise, som af og til kan virke distanceret i de danske medier. Men her er også et håb. Byens borgmester kæmper hårdnakket for en human flygtningepolitik, hvor man behandler migranter som medmennesker og ikke som problemer.

I kunsten bliver ulighederne tydelige, men det bliver også tydeligt hvilke strukturer, der ligger bag. Kunsten tilbyder nye billeder på problemerne og et sprog til at italesætte de ting, som helt sikkert er svære, men dermed kun endnu vigtigere at forholde sig til. Gennem mange af værkerne på Manifesta 12 løber der en bevidsthed om, at undertrykkelse og udnyttelse er resultatet af strukturer skabt af en historisk, europæisk ignorance og at problemerne ikke løses med den samme strategi. Med inspiration fra Palermos botaniske have opfordrer Manifesta 12 os til at kigge mod planteriget, hvor sameksistens, krydsbestøvning og migration er det mest naturlige. Planterne bekymrer sig ikke om grænser, så hvorfor skulle vi?

Efter vores første oplevelse med Manifesta kan vi slet ikke vente til 2020. Biennalens nomadiske karakter gør det muligt at behandle aktuelle problematikker, tæt på der hvor det sker og i samarbejde med lokale aktører, på en måde der virker respektfuld. Som besøgende kommer man rundt i afkroge af en by, man ikke ellers ville have mulighed for at opleve, og de konteksttunge ikke-kunstrum tilføjer nye sanseligheder og betydningslag til de udstillede værker. Om to år går turen til den sydfranske by Marseille, og vi glæder os allerede til forhåbentligt at skulle afsted igen.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.