“HVEM ER DET?” TÆNKER DU, OG “HVORFOR VED JEG IKKE DET?”

Ved Københavns havn sidder en gigantisk, sort kvinde og spejder ud over havet. Hun minder os om historier, vi for længst har fortrængt, og hun fortæller os om undertrykkende, skjulte strukturer, men hendes blik er fastlåst på en lysere fremtid et sted ude i horisonten. Hendes navn er Queen Mary, og hun har ikke tænkt sig at løsne grebet, før hendes fakkel har kastet lys over fortidens altomfavnende mørke.

Read the article in english here.

Flere gange har vi taget os selv i at omtalte I Am Queen Mary som årets vigtigste kunstværk, men i virkeligheden er hun meget mere end det. Da de to kunstnere Jeannette Ehlers (f. 1973) og La Vaughn Belle (f. 1974) d. 31. marts 2018 indviede deres 7 meter høje skulptur af den betydningsfulde oprører Mary Thomas, begyndte de således en samtale, som i alt for mange år er blevet fortiet i et uoverskueligt net af forglemmelser og løgne. En uge efter indvielsen, som også markerede 101 årsdagen for salget af den tidligere danske koloni i Caribien, mødtes vi med Jeannette og La Vaughn.

Men denne historie skal starte et lidt andet sted.

 I Am Queen Mary. Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary. Photo © I DO ART Agency.

Det første møde med en ukendt historie
For et år siden stod vi på udstillingsstedet meter i udkanten af Nørrebro, hvor vi ganske uventet fik vores verdensbillede åbnet op. Anledningen var først og fremmest at besøge de to kuratorer, Rie Hovmann Rasmussen og Louise Lassen Iversen og ønske dem tillykke med deres dengang nyåbnede sted, men dagen ville vise sig at byde på endnu et nyt bekendtskab.

Vi blev hængende til en artist talk med en for os ukendt caribisk kunstner, og i et tætpakket udstillingslokale blev vi overvældede over vores egen uvidenhed. Rie og Louise havde inviteret La Vaughn Belle til Danmark for at deltage i deres forårsprogram Unravelings (om Danmarks historie som kolonimagt) med udstillingen Ledgers from a Lost Kingdom. Anledningen var naturligvis, at 2017 markerede 100 året for Danmarks salg af tre caribiske øer, som frem til 1917 havde været en dansk koloni i 250 år.

Hvis vi skal være helt ærlige, så anede vi ikke meget om denne vigtige del af danmarkshistorien og om muligt endnu mindre om konsekvenserne af dette dystre kapitel. La Vaughns på én gang kraftfulde og omsorgsfulde måde at italesætte historierne på sendte et væld af følelser gennem os; empati, skam, magtesløshed, men særligt en følelse af vrede over at vi aldrig havde hørt disse historier før. For hvorfor har vi ikke lært om de danske kolonier, slaveriets grusomheder og de fatale konsekvenser heraf i vores skoletid?

I løbet af det år, der nu er passeret, har Danmarks kolonihistorie været omdrejningspunktet for flere udstillinger og initiativer, og vi har gjort vores bedste for at rette op på vores håbløse uvidenhed. Vi har læst artikler i massevis, set dokumentarfilm og diskuteret den postkoloniale virkelighed med venner og over familiemiddage. Hurtigt fandt vi ud af, at vi ikke var de eneste, der ikke havde lært noget om dansk koloni- og slavehistorie i skolen, og for dem der havde, var forestillingen særligt, at ‘Danmark jo ikke var ligeså slem, som de andre europæiske stormagter.’ Jeannette og La Vaughns skulptur af en af dansk kolonihistories vigtigste oprører gør det umuligt igen at glemme og marginalisere de voldsomheder, vores forfædre udsatte uskyldige menneske for over et kvart århundrede.

I Am Queen Mary er en poetisk, ansvarsfuld og markant manifestation, der med en sukkerrørs-machete i den ene hånd og en fakkel i den anden troner op foran Vestindisk Pakhus på Toldbodgade 40 i København. Statuens permanens bliver lige nu diskuteret, da staten forsøger at sælge den historiske bygning, og så er der snak om, hvorvidt den skal støbes i bronze frem for det slidstærke akrylmateriale, som den nu består af. Men alt det er ikke vigtigt lige nu – det vigtigste er, at I Am Queen Mary er her.

 La Vaughn Belle. Photo © I DO ART Agency.

La Vaughn Belle. Photo © I DO ART Agency.

 Jeannette Ehlers. Photo © I DO ART Agency.

Jeannette Ehlers. Photo © I DO ART Agency.

En udvisket del af vores selvforståelse
På en solrig formiddag i det tidlige forår går vi langs Assistens Kirkegårdens gule mur på vej for at møde de to kunstnere. Vores samtale vil komme til at sno sig om et oplagt og givende samarbejde, de kunstneriske visioner og alt det som på et eller andet tidspunkt er blevet taget ud af historiebøgerne – hvis det da nogensinde har været i dem?

“Jeg var chokeret over, at jeg aldrig havde lært om det i skolen” begynder Jeannette, da vi sidder i hendes lejlighed fire etager over den travle trafik på Nørrebrogade. Få år efter sin afgang på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006 besøgte hun Ghana og opdagede en skjult historie, som ikke kun har været med til at forme Danmarks velstand, men som også resonerede i Jeannettes personlige erfaringer. “Jeg følte, at det var min historie. Jeg følte mig så forbundet.” I midten af 1600-tallet overtog Danmark og Norge magten over den vestafrikanske kystlinje på det, der i dag er Ghana. Tidligere havde Guldkysten (som Ghana blev kaldt frem til 1957) været under kontrol af europæiske kolonimagter som Portugal, Sverige og Holland, der ligesom Danmark havde interesse i guld, elfenben og mennesker som slaver. Over en periode på knap 150 år fragtede Danmark, hvad der anslås til 111.000 mennesker under umenneskelige forhold fra Ghana til de tre øer St. Thomas, St. Jan og St. Croix, som udgjorde den danske koloni; Dansk Vestindien.

I sine tidlige værker havde Jeannette allerede arbejdet med at udviske og slette elementer, uden at hun helt forstod hvorfor, men nu gav det pludselig mening. På sammen måde som at de danske koloniherrer fratog mennesker deres hjem og familier, er historien om disse grusomheder blevet frataget den danske historiefortælling – og om noget vores selvforståelse. “Det handlede meget om at føle mig forbundet til mine caribiske og sorte rødder, for det var ikke rigtigt blevet plejet her i Danmark. Fra det øjeblik i Ghana vidste jeg, at det var det her, jeg skulle arbejde med. Jeg følte mig som en helt ny og mere fuldendt udgave af mig selv,” uddyber Jeannette, der siden har arbejdet med den mørke fortid og de postkoloniale strukturer.

 La Vaughn Belle. Photo © I DO ART Agency.

La Vaughn Belle. Photo © I DO ART Agency.

Hvad det betyder at blive koloniseret
For La Vaughn har kolonihistorien været en meget synlig del af hendes opvækst på St. Croix. “Når du er vokset op på Jomfruøerne – et sted der har skiftet koloniale hænder syv gange – har fortiden stor indflydelse på, hvem du er. Hvad betyder det at have været koloniserede objekter, og hvordan finder vi vores vej ud af det?”, forklarer La Vaughn. I en kæde om hendes hals hænger en lille machete ikke ulig dem, som de slavegjorte brugte til at høste sukkerrør, og som senere blev et symbol på den uundgåelige modstand. “Som kunstner følte jeg et behov for at beskæftige mig med det, for det påvirker alle aspekter af vores liv,” fortsætter La Vaughn, der har studeret litteratur, sociologi og undervisningsdesign i New York, inden hun tog til Cuba for at studere kunst på Instituto Superior de Arte i Havana.

I 2008 var La Vaughn i Danmark for første gang for at kuratere en udstilling om salget af Jomfruøerne på Overgaden i samarbejde med kurator Jacob Fabricius. Her mødte de to kunstnere hinanden, og det gik op for dem, at deres liv og arbejde havde flere paralleller og overlap.

Når du er vokset op på Jomfruøerne – et sted der har skiftet koloniale hænder syv gange – har fortiden stor indflydelse på, hvem du er. Hvad betyder det at have været koloniserede objekter, og hvordan finder vi vores vej ud af det?
— La Vaughn Belle

Jeannette og La Vaughn vidste instinktivt, at de en dag skulle arbejde sammen, men først fem år senere begyndte et fælles projekt at tegne sig, da de begge blev inviterede til at deltage i migrationsforsker Helle Stenums udstillingsprojekt Warehouse2Warehouse. Idéen var at lave en transatlantisk kunstudstilling i de koloniale pakhuse i København og Christiansted på St. Croix i anledningen af 100 året for salget af Jomfruøerne. Helle Stenum inviterede Jeannette og La Vaughn til hver at udtænke et monument over den koloniale fortid, men selvom den oprindelige udstilling aldrig blev en realitet, fortsatte de to kunstnere ufortrødent deres arbejde.

Koraller, piskeslag og et fælles monument
Sideløbende var La Vaughn i fuld gang med at restaurere sit atelier – en faldefærdig bygning i den del af Christiansted, hvor frigjorte slaver efter 1848 havde lov til at bosætte sig. Trods den historiske betydning var området stort set forladt, men i ruinerne af de frigjortes huse, gjorde La Vaughn nogle besynderlige fund. Inde bag de danske mursten og den krakelerende puds viste der sig en konstruktion af tilskårede koraller. “Hvorfor var de her, hvorfor var de ikke i havet?” udbryder La Vaughn og forklarer, at de slavegjorte blev sendt ud i havet for at hente koraller, som man brugte til fundament i de fleste huse, der blev bygget dengang. “Jeg syntes, det var så interessant, hvordan at arbejderne kunne repræsentere fundamentet, både bogstaveligt og symbolsk – og at det var usynligt. Så min oprindelige idé var at synliggøre dette, ved at lave en skulptur af koralsten.”

 Koraller på I Am Queen Marys sokkel. Photo © I DO ART Agency.

Koraller på I Am Queen Marys sokkel. Photo © I DO ART Agency.

I Danmark havde Jeannette tidligere opført sin performance “Whip It Good (2013) i Vestindisk Pakhus, som i dag huser Statens Museum for Kunsts samling af gipsafstøbninger, og da hun blev inviteret til Helle Stenums udstilling, stod særligt én idé krystalklar. “Jeg så Michelangelo’s skulptur af David, som står foran bygningen, som en modstander, så det var helt tydeligt for mig, at der også skulle være en stor, sort kvinde.” På baggrund af de forskellige tanker, besluttede Jeannette og La Vaughn sig for at kombinere deres to idéer til et fælles monument over Danmark og Jomfruøernes fortid.

Kampen for sandhed og frihed
St. Jan, St. Thomas og St. Croix udgjorde igennem ca. 250 år den danske koloni på den anden side af atlanterhavet. De afrikanske slavegjorte, som Danmark fragtede på skibe under ekstremt kummerlige forhold (klik her og se en tegning, der viser hvordan man på “praktisk vis” kunne have flest slavegjorte med om bord), blev tvunget til at arbejde på de danske sukkerplantager, uden løn eller nogle former for rettigheder.

I 1792 besluttede den danske stat at gøre den transatlantiske menneskehandel ulovlig, men ingen havde tilsyneladende travlt med at sætte et forbud i kraft. Først 11 år senere, i 1803, blev det ulovligt, og på dette tidspunkt havde Danmark berøvet mere end 100.000 mennesker deres frihed, hjem og familier. Den samlede mængde af afrikanere som blev fragtet over atlanterhavet af europæiske kolonimagter anslås til omkring 12,5 millioner, men der er ingen grund til at tro, at Danmark på den baggrund skulle være en mere human slavenation end andre. “Vi var lige så slemme, som alle de andre. Jeg kan ikke identificere en særlig human dansk kolonialisme,” udtalte lektor ved Aarhus Universitet Niels Brimnes til New York Times i forbindelse med afsløringen af I Am Queen Mary. Trods afskaffelsen af den oversøiske slavehandel var det fortsat lovligt at holde mennesker som slaver, og handlen mellem plantageejerne indbyrdes på øerne var også stadig intakt.

I 1847 vedtog kongen en endelig afskaffelse af slaveriet, men... først lige om 12 år. Den beslutning kom imidlertid alt for sent, for i 1848 fik et ulmende oprør guvernør Peter von Scholten til at trodse kongens ordre, og han erklærede dermed de slavegjorte for frie med øjeblikkelig virkning.

 Peter von Scholtens gravsted på Assistens Kirkegården i København. Mausoleumet blev erklæret bevaringsværdigt i 1973 og er det eneste bevarede af sin slags på kirkegården. Photo © I DO ART Agency.

Peter von Scholtens gravsted på Assistens Kirkegården i København. Mausoleumet blev erklæret bevaringsværdigt i 1973 og er det eneste bevarede af sin slags på kirkegården. Photo © I DO ART Agency.

 Eksotisk ananas-ornament på Peter von Scholtens gravsted. Ananasserne var bl.a. noget af det, der blev dyrket og solgt via plantagerne på Jomfruøerne. Photo © I DO ART Agency.

Eksotisk ananas-ornament på Peter von Scholtens gravsted. Ananasserne var bl.a. noget af det, der blev dyrket og solgt via plantagerne på Jomfruøerne. Photo © I DO ART Agency.

“Han opfattes som helt, men det var han bestemt ikke,” udbryder Jeannette om den danske guvernør, som samme år forlod øerne og nu ligger i et sarkofag på Assistens Kirkegårdens eneste bevarede mausoleum. Havde det ikke været for kirkegårdens tætte træer, ville vi fra Jeannettes altan sikkert kunne se, hvordan det andægtige, gule bygningsværk stadig i dag hylder von Scholten som de slavegjortes frihedskæmper. Måske ville vi endda kunne skimte hans mindetavle, som beskriver et ærefuldt og humanitært virke i Dansk Vestindien, men da vi spørger Jeannette og La Vaughn om, hvordan vi i stedet bør se guvernør von Scholten, er der ingen tøven: “Som en koloniherre og en funktion af det koloniale system.”

  "Peter von Scholten, 1784 - 1854. Generalguvernør over Dansk vestindien fra 1827 til 1848. Ærefuldt bragte han ved sin proklamering den 3. juli 1848 slaveriet til ophør i vor tropebesiddelse. Den 3. juli 1973 blev dette gravkapel af Københavns Magistrat erklæret historisk grav som monument over Peter von Scholten og hans humanitære virke i Dansk Vestindien. Kapellet er 1973 restaureret af Dansk Vestindisk Selskab med støtte fra fonden til fædrelandets vel."  står der på mindetavlen foran von Scholtens mausoleum på Assistens Kirkegåden. I Danmark er von Scholten blevet hyldet som helt, men på Jomfruøerne er historien en anden. Photo © I DO ART Agency.

"Peter von Scholten, 1784 - 1854. Generalguvernør over Dansk vestindien fra 1827 til 1848. Ærefuldt bragte han ved sin proklamering den 3. juli 1848 slaveriet til ophør i vor tropebesiddelse. Den 3. juli 1973 blev dette gravkapel af Københavns Magistrat erklæret historisk grav som monument over Peter von Scholten og hans humanitære virke i Dansk Vestindien. Kapellet er 1973 restaureret af Dansk Vestindisk Selskab med støtte fra fonden til fædrelandets vel." står der på mindetavlen foran von Scholtens mausoleum på Assistens Kirkegåden. I Danmark er von Scholten blevet hyldet som helt, men på Jomfruøerne er historien en anden. Photo © I DO ART Agency.

Selvom de slavegjorte på papiret nu var frie, så var der ikke meget, der ændrede sig. I 1878 kulminerede de fortsat dårlige arbejds- og leveforhold i den danske kolonihistories største oprør; Fireburn. Mary Thomas, Axeline ‘Agnes’ Elizabeth Salomon, Matilde McBean og Susanna ‘Bottom Belly’ Abrahamsson var forkæmpere i et oprør, som resulterede i afbrændinger af bygninger og sukkerplantager i massevis samt et militant modangreb fra koloniherrernes side. De fire forkæmpere fik alle langvarige fængselsstraffe, som bl.a. blev afsonet i et kvindefængsel på Christianshavn, før de igen blev sendt tilbage til St. Croix. På Jomfruøerne er oprørerne af eftertiden blevet hyldet som Fireburn Queens, og særligt Mary Thomas (Queen Mary) har fået heltestatus blandt efterkommere af slavegjorte. For Jeannette og La Vaughn var hun derfor også en oplagt figur at rejse et monument for.

 I Am Queen Mary (work in progress) på Wow Factory. Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (work in progress) på Wow Factory. Photo © I DO ART Agency.

En hybrid af kroppe, nationer og narrativer
Vores samtale snor sig omkring glemte fortællinger, den mangelfulde kollektiv hukommelse, kunstneriske refleksioner og den omfattende proces, der ligger bag det at rejse en 7 meter høj statue midt i København. Alene det at opføre en statue som hyldest til en navngiven kvinde hører i Danmark absolut til sjældenhederne. Faktisk er der blot opført omkring en håndfuld, og af sorte kvinder findes der kun Queen Mary. “Efter at have brugt mere tid i København, indså jeg, at der ikke er ret mange kvindelige statuer i det offentlige rum, og når der er, så er de ofte afklædte og udstillede på grund af deres skønhed,” bemærker La Vaughn og forklarer, hvordan at I Am Queen Mary afviger fra normen: “Hun giver dig faktisk ikke lov til at kigge på hendes krop på den måde,” fortsætter hun, og Jeannette drager en parallel til David-skulpturen, som nu bliver det afklædte skønhedsideal: “Han ser så lille og irriteret ud nu,” indskyder hun med et glimt i øjet.

 I Am Queen Mary (sokkel, work in progress). Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (sokkel, work in progress). Photo © I DO ART Agency.

 I Am Queen Mary (sokkel, work in progress). Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (sokkel, work in progress). Photo © I DO ART Agency.

 I Am Queen Mary (sokkel, work in progress). Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (sokkel, work in progress). Photo © I DO ART Agency.

Da det er uvist, hvordan Mary Thomas så ud, besluttede Jeannette og La Vaughn tidligt at lade sig 3D-scanne for efterfølgende at forene hver deres data i et manipuleret, hybridt individ. Sammenfletningen af kroppe blev siden fræset ud af et utal af polystyrenkuber på Wow Factory i et industrikvarter lidt vest for Viby Sjælland. Da vi selv besøgte værkstedet få uger før indvielsen, lå de hvide fragmenter spredt ud over de industrielle lokaler og ventede på at blive samlet og belagt med det slidstærke akrylmateriale polyurea. I et hjørne var to murere i fuld gang med at beklæde soklen med de tilskårne koraller, som er fragtet i tonsvis fra St. Croix. Og midt i den fyldte hal strakte et gigantisk ryglæn sig fire meter op i luften.

 I Am Queen Mary (sokkel, work in progress). Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (sokkel, work in progress). Photo © I DO ART Agency.

“På Jomfruøerne forestiller vi os ikke Queen Mary siddende,” begynder La Vaughn, da vi spørger til statuens positur. “Vi forestiller os hende oprejst og klar til kamp.” At de alligevel besluttede at lade hende sidde, skyldes særligt referencen til et ikonisk fotografi af Black Panther-stifteren Huey P. Newton, der sidder i en påfuglestol med en riffel i den ene hånd og et spyd i den anden. Tilfældet ville, at Jeannette og La Vaughn med kun få dages mellemrum tilbage i 2014, uafhængigt af hinanden havde ladet sig fotografere siddende i en tilsvarende stol på hver sin side af atlanterhavet. For os bliver tilfældigheden næsten symbolsk, i forhold til at de to kunstneres praksisser over et årti langsomt har nærmet sig hinanden for nu at smelte helt sammen i en hybrid af kroppe, nationer og narrativer.

 I Am Queen Mary (work in progress) på Wow Factory. Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (work in progress) på Wow Factory. Photo © I DO ART Agency.

 I Am Queen Mary (work in progress) på Wow Factory. Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (work in progress) på Wow Factory. Photo © I DO ART Agency.

 I Am Queen Mary (work in progress) på Wow Factory. Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (work in progress) på Wow Factory. Photo © I DO ART Agency.

Hvem er det, og hvorfor ved jeg ikke det?
Selvom der er mange ligheder mellem Jeannette og La Vaughns arbejde, har det vist sig, at deres opvækst på hver sin side af atlanterhavet har givet dem forskellige perspektiver på historien. “Da jeg først så Jeannettes performanceværk “Whip it Good”, var der meget, jeg ikke forstod,” begynder La Vaughn og fortsætter: “Når man kommer fra et sort samfund, hvor piskning kunne forekomme, føles brugen af pisk næsten som en hævnfantasi. Det føltes ikke rigtigt for mig.” Hun forstod ikke Jeannettes beslutning om at inddrage noget så voldsomt og nedgørende i sin kunst, men det ændrede sig markant, da hun begyndte at bruge mere tid i Danmark.

I løbet af 2017 var La Vaughn i Danmark fire gange, og henover sommeren opholdt hun sig i København i tre måneder sammen med sine tre børn. “Jeg begyndte at mærke, hvordan det føles at leve i et hvidt samfund. Vi havde mange negative oplevelser,” fortæller hun med rynkede bryn.

“Og så forstod jeg hendes værk. Jeg forstod, hvorfor hun valgte at gøre noget så voldeligt, for det ER voldeligt – udviskning er voldeligt, det er fremmedgørende, det er vold mod din krop og mod din psyke at leve i et samfund, hvor du konstant bliver benægtet.”

Hun er så stor, som hun er, fordi det var nødvendigt, for at hun ville blive set. Hun kunne ikke have været på størrelse med Den Lille Havfrue, hun var nødt til at være så stor, som du overhovedet kan forestille dig.
— La Vaughn Belle

Udviskning og benægtelse kan være svære mekanismer at få øje på, netop fordi de er definerede ved det modsatte af en synlig tilstedeværelse. Vi forbinder normalt vold med noget fysisk, som efterlader ar, skrammer og blå mærker, men den psykiske vold sætter ikke de samme tydelige spor. Det gør dog ikke den psykiske vold mildere end den fysiske – tværtimod kan den være endnu vanskeligere at håndtere, netop fordi den er usynlig.

Med I Am Queen Mary viser Jeannette og La Vaughn, at kunsten kan spille en vigtig rolle i at synliggøre skjulte strukturer og starte vigtige samtaler. “På en måde er I Am Queen Mary så stor, som hun er, fordi det var nødvendigt, for at hun ville blive set. Hun kunne ikke have været på størrelse med Den Lille Havfrue, hun var nødt til at være så stor, som du overhovedet kan forestille dig.” “Større end du kan forestille dig!” udbryder de to kunstnere, der selv var overraskede over statuens størrelse, da den endelig stod færdig. “Når du ser så stor en skulptur, er dit første spørgsmål ‘Hvem er det?, og derefter tænker du ‘Hvorfor ved jeg ikke det?’” tilføjer La Vaughn.

 I Am Queen Mary. Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary. Photo © I DO ART Agency.

Hun er her, fordi I var dér
I Am Queen Mary er nødt til at være stor. I Am Queen Mary er nødt til at blive set. Nu sidder hun og spejder ud over Københavns havn og minder os om historier, som vi knapt nok kendte til, og kropsliggør århundreders undertrykkelse og udnyttelse af sorte mennesker. Spor fra den tid hvor Danmark koloniserede de tre caribiske øer er cementeret i de palæer og slotte, der omgiver I Am Queen Mary. De er bygget på slavepenge, og det samme er meget af den velstand, som vi har i Europa.

For Jeannette og La Vaughn handler I Am Queen Mary i høj grad om at skabe en forståelse for historien og de konsekvenser, som fortidens hændelser bærer med sig. “Det handler om at forbinde den afrikanske diaspora og skabe sammenhæng mellem fortællingerne og historierne om modstand. Det er derfor, hun sidder i den samme stol som Huey P. Newton. Han og Black Panther partiet har, ligesom mange andre bevægelser, kæmpet mod de samme ting, som det oprørerne på Jomfruøerne kæmpede mod under Fireburn. Og det er det samme, som Black Lives Matter-bevægelsen og vores generation kæmper mod i dag,” forklarer Jeannette. “Måderne kan have ændret sig, men strukturerne er stadig de samme.”

Det handler om at forbinde den afrikanske diaspora og skabe sammenhæng mellem fortællingerne og historierne om modstand. Det er derfor, hun sidder i den samme stol som Huey P. Newton. Han og Black Panther partiet har, ligesom mange andre bevægelser, kæmpet mod de samme ting, som det oprørerne på Jomfruøerne kæmpede mod under Fireburn. Og det er det samme, som Black Lives Matter-bevægelsen og vores generation kæmper mod i dag.
— Jeannette Ehlers

Den historiske forbindelse til tidligere modstandsgrupper og borgerrettighedsbevægelser er også at finde i statuens titel. At tilføje et “jeg er” refererer bl.a. tilbage til 1968, hvor mere end 700 sorte sanitetsarbejdere i Memphis gik i strejke og demonstrerede imod dårlige løn- og arbejdsvilkår. “I Am A Man!” var det simple budskab, de skrev på deres skilte og bannere. “Og det er det samme med immigranter i dag. Alt hvad de erklærer er, at de er mennesker: 'Hvor jeg kommer fra, kan jeg ikke leve. Jeg har ret til at finde et sted i verden, hvor jeg kan bo.' Det er alt, hvad de beder om,” fastslår La Vaughn, og Jeannette stemmer i: “Og i mange tilfælde kan de ikke bo, der hvor de kommer fra, på grund af det koloniale projekt.” For de to kunstnere er håbet, at I Am Queen Mary kan være med til at skabe forståelse for historiens konsekvenser, så man ikke lægger skylden på ofrene. “Det er det samme med I Am Queen Mary. Hun er her, fordi I var dér.”

 I Am Queen Mary (detalje). Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (detalje). Photo © I DO ART Agency.

Den kropslige erfaring af racisme og undertrykkelse
De postkoloniale strukturer kan være svære at få øje på, særligt hvis man ikke har oplevet, hvad det vil sige at leve i en koloniseret krop. Som hvid europæer født ind i en eurocentrisk verdensopfattelse, opvokset i et hvidt majoritetssamfund, kan undertrykkende strukturer være så godt som umulige at forstå. Hvis man ikke har den kropslige erfaring med racisme, er det nemt at komme til at affeje andres oplevelser som bagateller og nærtagenhed, og at stille sig fuldstændigt uforstående. Her spiller de personlige beretninger en altafgørende rolle. “Lad mig give jer et eksempel,” begynder La Vaughn og starter på en historie om en ubehagelig oplevelse, hun havde under et ophold i Danmark sidste år. I forbindelse med klargøringen af en udstilling, havde hun sin daglige gang på en anerkendt kunstinstitution i København, og en dag ville hun give sin bror og en kollega en rundvisning.

Et sted stødte hun på en lukket dør, og da institutionens leder blot havde anbefalet hende at banke på i de forskellige dele af huset, gjorde hun netop det. “Vi banker på, og først er der ingen, der svarer. Vi begynder at bevæge os væk, men så er der en kvinde, der åbner døren. Da hun ser os, er det første hun gør, dette.” La Vaughn placerer sine hænder i en forsvarsposition foran kroppen og siger med forskrækket stemme: “I er gået forkert!” Hun vælger at se forbi den åbenlyse racistiske reaktion og forklarer situationen til kvinden, men hun blokerer fortsat døråbningen med sin krop og nægter dem adgang. “Jeg kunne se i hendes øjne, at hun var bange for min bror.”

“Hvis man tænker over, hvad racisme er, så er det helt bogstaveligt at nægte mennesker adgang til institutioner, og det var præcist, hvad hun gjorde.” Efterfølgende forsøgte La Vaughn at dele sin historie med institutionens ledelse, men blev i første omgang mødt af benægtelse og begrundelsen, at det jo nok bare var fordi, at kvinden ikke kendte dem. “Direktøren havde svært ved at forstå problematikken, så jeg sagde: Jeg er en sort kvinde, jeg har levet med racisme hele mit liv, siden jeg var barn, jeg ved hvad racisme er, jeg føler det på min krop, jeg ved hvordan det ser ud, jeg ved hvordan det føles. Du, som hvid mand, har ikke den samme erfaring.

Ligesom La Vaughn har Jeannette også et væld af oplevelser, hvor hun er blevet behandlet negativt på grund af sin hudfarve. “For et år siden stod jeg i kø i Venedigs lufthavn og ventede på at boarde flyet, da politiet pludselig kom. De kiggede direkte på mig og bad om at se mine papirer.” Jeannette var den eneste ikke-hvide person i køen, og det var ikke tilfældigt, at de udvalgte hende som offer for deres mistænkeliggørende spørgsmål.

Betjentene henvendte sig ikke til en eneste af Jeannettes hvide medpassagerer, men fortsatte blot med at betvivle hendes formål med rejsen og tilhørsforhold til Danmark. “Jeg var chokeret, men da jeg efterfølgende fortalte folk hjemme i Danmark om min oplevelse, var folks reaktion ofte: Åh ja, det er sørgeligt... men du må jo forstå den flygtningesituation, der er lige nu...' De lyttede ikke, i stedet forsøgte de at bortforklare,” fortæller hun.

 La Vaughn Belle & Jeannette Ehlers. Photo © I DO ART Agency.

La Vaughn Belle & Jeannette Ehlers. Photo © I DO ART Agency.

Benægtelsens voldsomhed
Vi får en klump i halsen, da det går op for os, at både Jeannette og La Vaughn blev benægtet deres oplevelser, da de prøvede at fortælle dem til andre. Institutionslederen i La Vaughns historie havde aldrig selv haft snerten af den følelse, som hun beskrev, og derfor var hans naturlige reaktion at affeje offerets følelser i et forsøg på at bortforklare og forsvare en undertrykkende handling. “Når folk fortæller os, at det hører fortiden til, så tænker vi: 'Hvilken virkelighed lever du i?’” udbryder La Vaughn og understreger de postkoloniale konsekvenser yderligere: “Det udvisker andre menneskers historier og får folk til at føle, at deres historier ikke er vigtige.”

Når folk sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor oprørerne skulle være så voldelige, er min reaktion: Forstår du, hvad folk levede under? Der var ingen vej ud af det, udover vold. De levede under et ekstremt voldeligt system, og deres frihed ville ikke komme, hvis ikke de kæmpede for den.
— La Vaughn Belle

La Vaughn drager en parallel tilbage til Fireburn: “Når folk sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor oprørerne skulle være så voldelige, er min reaktion: Forstår du, hvad folk levede under? Der var ingen vej ud af det, udover vold. De levede under et ekstremt voldeligt system, og deres frihed ville ikke komme, hvis ikke de kæmpede for den.” Jeannette nikker anerkendende og fortsætter: “Bevidstheden om vores fortid og dens konsekvenser, kommer ikke af sig selv, vi er nødt til at presse på, specielt her i Danmark. Hvis vi ikke gør noget, så er vi efterladte med status quo."

 I Am Queen Mary. Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary. Photo © I DO ART Agency.

En bro på tværs af grænser og oceaner
Med I Am Queen Mary har Jeannette og La Vaughn virkelig formået at rykke ved status quo. La Vaughn kigger rundt på bordet, som om hun leder efter pen og papir. Hun siger, at der er et billede, hun har lyst til at tegne. I stedet fører hun sine hænder sammen, så hendes fingre fletter ind imellem hinanden: “Vi slog os sammen for at skabe en portal, som kan give plads til andre fortællinger,” begynder hun med sænket stemme. “Vi bærer hver især på en fortælling – indeni og udenpå – og ved at forbinde vores historier, tillader vi andre at tage del og giver dem en stemme og en platform.”

Igennem processen har Jeannette set projektet som en bro, der ikke kun forbinder de to kunstnere men potentielt også mennesker på tværs af hele kloden. “Vi har fået så mange tilkendegivelser fra hele verden. Ikke kun fra mennesker med afrikansk afstamning, men også fra folk med andre baggrunde. Det forbinder virkelig det at være sort og at være ikke-hvid,” siger hun med lige dele ydmyghed og stolthed i stemmen. “Det er også vores mål, for den eurocentriske historiefortælling har været alt for styrende.”

Den globale relevans var de to kunstnere allerede bevidste om, længe før statuen stod færdig. “Det er derfor, den også har talt til resten af verden. Vi vidste, at denne historie ville være en verdenshistorie,” forklarer La Vaughn, der sammen med Jeannette hyrede et internationalt pressebureau i et ønske om at få historien ud til flest muligt. De vidste, at de havde en kolossal udfordring foran sig, fordi hverken Danmark eller Jomfruøerne er store nationer. “Hvis du prøver at finde St. Croix på et verdenskort, er den der ofte slet ikke, og hvis den er, er det blot en lille prik.”

I nogle medier har fortællingen lydt: ‘Danmark gør det her...’ men i virkeligheden er det kunstnere, der har gjort det her. Vi viser, at kunstnere kan sætte dagsordenen.
— La Vaughn Belle

Alligevel har Jeannette og La Vaughn formået at skabe bred global opmærksomhed om opførelsen af I Am Queen Mary. New York Times, Vice, BBC og mange flere har nævnt og skrevet om det vigtige kunstværk og ikke mindst om de historier, der ligger indlejret i skulpturen. “At forestille sig at mennesker over hele verden taler om et oprør, som skete på en lille prik i havet et sted, og at de kan spejle sig selv i det, er fantastisk.”

La Vaughn pointerer, at I Am Queen Mary er et fuldstændigt kunstnerdrevet projekt. Mange har støttet op om idéen og har hjulpet med udviklingen og produktionen af statuen, men i sin kerne er I Am Queen Mary Jeannette og La Vaughns projekt. “I nogle medier har fortællingen lydt: 'Danmark gør det her...' men i virkeligheden er det kunstnere, der har gjort det her. Vi viser, at kunstnere kan sætte dagsordenen,” understreger La Vaughn.

 I Am Queen Mary (detalje). Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (detalje). Photo © I DO ART Agency.

 I Am Queen Mary (detalje). Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary (detalje). Photo © I DO ART Agency.

“Indtil løven har sin historiker…”
Selvom vi føler, at vi kun lige har sat os ved Jeannettes spisebord, er der allerede gået to timer, og de to travle kunstneres tid er ved at løbe ud. La Vaughn rejser hjem til St. Croix om et par dage, og der er stadig meget, de skal nå inden da. Et telefoninterview presser sig på, men alligevel finder Jeannette tid til en afsluttende pointe: “Det handler om at omskrive historien og synliggøre alt det, som ikke har været fremme i lyset.” Hun tager en sidste slurk af sin kaffe og runder af: “Der er et afrikansk ordsprog der lyder: 'Indtil løven har sin historiker, vil jægeren altid være helten.'"

Det handler om at omskrive historien og synliggøre alt det, som ikke har været fremme i lyset.
— Jeannette Ehlers

Vi er igen tilbage på de travle københavnske gader. Vi krydser Dronning Louises bro på vej mod indre by, og hele vejen fortsætter Jeannettes sidste ord med at give genklang. Vi krydser Kongens Have, hvor solhungrende københavnere samles for at nyde de første tegn på forår, og drejer ned ad Bredgade. Omkring os tårner pompøse palæer, flere af hvilke aldrig ville være opført, havde det ikke været for Danmarks grusomheder på den anden side af atlanterhavet. Alt for længe har disse bygninger været symboler på en svunden storhedstid, mageløse bedrifter og en stolt kulturhistorie. Nu ser vi dem i et helt andet lys. Generationer af berøringsangst har indhyllet vores kollektive hukommelse i lag af løgne og gjort det umuligt at se klart, men takket være Jeannette og La Vaughn kan vi nu begynde at ridse i overfladen.

Vi runder Vestindisk Pakhus og Michelangelos David-figur og ser en gruppe mennesker, der har samlet sig i den modsatte ende. De er gået i stå i solen foran I Am Queen Mary. Nogle fotograferer, andre kigger bare, nogle er lidt forundrede, mens andre forklarer og citerer fra artikler, de har læst. Nysgerrigheden summer og udfordrer uvidenheden, og det er netop, hvad kunstnerne ønsker. For Jeannette og La Vaughn er det største mål at fjerne uvidenhedens slør og give os et udgangspunkt at tale fra. Sjældent har vi oplevet to kunstnere med så vigtig en historie at fortælle og som formår at italesætte svære problemstillinger med så meget kærlighed og omsorg.

 I Am Queen Mary. Photo © I DO ART Agency.

I Am Queen Mary. Photo © I DO ART Agency.

Da vi igen forlader I Am Queen Mary og går langs havnen ind mod byen, bliver vi passeret af en af de både, der sejler turister rundt i Københavns kanaler, og vi kommer i tanke om en historie, som La Vaughn fortalte tidligere på dagen. På indvielsen af statuen, var der mange, der ønskede de to kunstnere tillykke og ytrede deres begejstring for I Am Queen Mary. En af dem var en københavnsk turistguide, som meget præcist satte ord på, hvad det er statuen kan: “Det er meget svært at tale om Danmarks koloniale fortid. Jeres statue gør det umuligt ikke at forholde sig til den.”

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.