EN NY ÆRA FOR KUNST OG PROTEST

Så skete det endelig! Efter 8 måneders protester, demonstrationer og åbne breve har Warren B. Kanders trukket sig som næstformand for The Whitney Museums bestyrelse. Den vedholdende modstand mod den våbenproducerende Kanders og hans endelige fratrædelse, fortæller noget vigtigt om oprørets potentiale i kunsten, og derfor er det vigtigt, at vi forholder os til den – også på den danske kunstscene.

Nyheden om Warren B. Kanders’ afsked har de seneste dage skabt jubel og lettende suk blandt kunstnere og aktivistgrupper på de sociale medier, men historien startede et helt andet sted. På en støvet grusvej i grænselandet mellem USA og Mexico forsøgte sydamerikanske migranter efter måneders vandring i slutningen af sidste år at krydse grænsen til Amerika. De amerikanske grænsebetjente kunne ikke håndtere situationen og mødte migranterne med fjendtlighed og tåregas. Billeder fra d. 25. november viser hundredvis af migranter – heriblandt børn – flygte fra røgskyer af tåregas.

Journalist Patrick Timmons var til stede og tweetede et billede af en af tåregasbeholderne, hvorpå det fremgik, at den var produceret af våbenfabrikanten Safariland. Kunstmediet Hyperallergic var hurtige til at se forbindelsen til The Whitney Museum i New York, hvor Safariland-ejer Warren B. Kanders sad i bestyrelsen. Selvom det ikke var første gang, at forbindelsen mellem The Whitney Museum og Safariland var blevet problematiseret, så satte hændelsen i november gang i en massiv kritik både fra uafhængige aktivistgrupper og fra museets eget personale. I et åbent brev fra d. 30. november, underskrevet af næsten 100 ansatte, stod der: “We read the Hyperallergic article and felt not annoyed, not intellectually upset – we felt sick to our stomachs, we shed tears, we felt unsafe.” I brevet krævede personalet, at ledelsen tog kritikken seriøst, kom med en offentlig udmelding og overvejede at bede Kanders om at trække sig fra sin position.

Få dage senere udgav Artnet News en kommentar fra The Whitney Museums direktør Adam Weinberg adresseret til museets personale og bestyrelse. Her afskrev Weinberg kritikken ved at argumentere for, at et kunstmuseum “cannot right all the ills of an unjust world, nor is that its role.” Som en indirekte respons på de ansattes krav skrev han: “trustees do not hire staff, select exhibitions, organize programs or make acquisitions, and staff does not appoint or remove board members.” Dette brev blev tilsyneladende den eneste officielle udmelding fra museets ledelse ang. Kanders-sagen.

Samme uge tilsluttede aktivistgruppen Decolonize This Place sig kritikken og arrangerede en demonstration i museets foyer. “Tear gas is deadly,” “Dirty Money,” “Warren Kanders Must Go!” og “No Space for Profiteers of State Violence,” stod der på bannere, og der blev brændt salvie af (“Teargas is poison. Sage is Medicine”) i sådan en grad, at tunge røgskyer fyldte lokalet, og brandvæsnet måtte afbryde arrangementet. Demonstrationen blev afbrudt, men modstanden mod Kanders voksede kun i løbet af foråret 2019. 

Et utal af protester, demonstrationer og åbne breve
Store institutioner og magtpersoner har det med at anse kontroverser som uundgåelige, og som noget der blæser over, hvis bare man forholder sig neutralt og ikke siger for meget. Som det er sket så mange gange før, kunne Kanders-sagen sagtens være blusset hurtigt op i medierne for lige så hurtigt at blive overskygget af den næste store historie, men sådan skulle det ikke gå. Takket være vedholdende aktivistgrupper som Decolonize This Place og ihærdige kunstmedier som Hyperallergic forblev søgelyset på Kanders.

I de ni uger der ledte op til åbningen af den prestigefyldte Whitney Biennale (17. maj - 22. september) afholdte Decolonize This Place ugentlige demonstrationer på The Whitney Museum, og kampagnen kulminerede i en fælles vandring til Kanders’ private hjem. Både Decolonize This Place og organisationen W.A.G.E. opfordrede Whitney Biennalens deltagende kunstnere til at boykotte museet og trække deres værker tilbage. I april skrev mere end 120 kunsthistorikere, skribenter og kritikere under på et åbent brev med den præcise titel “Kanders Must Go” og i løbet af den følgende måned sluttede mere end 100 kunstnere sig til brevet – heriblandt næsten to tredjedele af Whitney Biennalens i alt 75 deltagende kunstnere. Blandt dem var Forensic Architecture, som udover at ytre deres utilfredshed med museets håndtering af sagen, valgte at bruge deres plads på udstillingen til at tydeliggøre omfanget af Kanders’ aktiviteter.

Kunstner- og aktivistkollektivet Forensic Architecture er kendte for at lave faktabaserede, visuelle undersøgelser, oftest af hændelser hvor udsatte grupper udsættes for vold eller mord af magthavere. Deres analyser er så grundige, at de bruges i retssager, og så alarmerende at de nærmest er blevet fast inventar på internationale biennaler. Til Whitney Biennalen har de lavet et computerprogram, som kan genkende Safarilands Triple Chaser-tåregaspatroner på billeder og i video, for at indsamle bevismateriale omkring brugen af våbenfabrikantens produkter rundt omkring i verden. I deres arbejde opdagede Forensic Architecture at Kanders, udover at være ejer af Safariland, også er direktør for en virksomhed der producerer ammunition – de såkaldte Sierra Bullets – som bl.a. bliver brugt af det israelske militær. I filmen forekommer der bl.a. voldsomme billeder af en civil palæstinensisk demonstrant, der bliver ramt i benet af et Sierra projektil.

Hele filmen kan ses herunder (vær opmærksom på voldsomme billeder):

En ny æra er begyndt
Til trods for den omfattende mediestorm, månedsvis af demonstrationer og nye afsløring af Kanders’ forbindelser til våbenindustrien, var der i første omgang ingen kunstnere, der trak deres værker tilbage. Det var tilsyneladende kun den irakisk-amerikanske kunstner Michael Rakowitz, der vægtede sagen højere end sin egen deltagelse på den prestigefyldte biennale – men han trak sig allerede tilbage i februar

To måneder inde i udstillingsperioden skete der dog noget, som gjorde udslaget. De tre afrobritiske/afroamerikanske kritikere og tænkere Hannah Black, Ciarán Finlayson og Tobi Haslett skrev teksten “The Tear Gas Biennial” på Artforum. “In the pantheon of texts about art, there are very, very few that have had the impact of ‘The Tear Gas Biennial,’” skrev kunstkritiker Ben Davis på Artnet News d. 26. juli og proklamerede, at vi er trådt ind i en ny æra for kunst og protest. I teksten gennemgik Black, Finlayson og Haslett Kanders-sagen, og undrede sig over, hvorfor de mange kendsgerninger om Kanders’ aktiviteter ikke for længst havde medført et boykot af Whitney. “Even now, it remains possible that artists could act according to their conscience, political sensibility, or instinctive revulsion and remove their work before the exhibition closes in late September. It would be in every sense of the word a shame if this opportunity were to be entirely missed.”

Blot to dage efter at “The Tear Gas Biennial” begyndte at florere på nettet, sendte fire kunstnere (Korakrit Arunanondchai, Meriem Bennani, Nicole Eisenman og Nicholas Galanin) et brev til biennalens kuratorer og bad om at få deres værker fjernet fra udstillingen. Kort efter fulgte samme udmelding fra Eddie Arroyo, Agustina Woodgate, Christine Sun Kim og Forensic Architecture. Og til sidst skete det endelig: Warren B. Kanders afleverede sit afskedsbrev til The Whitney Museums bestyrelse d. 25. juli 2019.

Når kunsten bliver magtens skjulested
Det anslås, at Kanders gennem årene har doneret omkring $10 millioner (ca. 67 millioner kroner) til museet, og tidligere ville denne enorme, økonomiske gavmildhed nok have fået lov til at overskygge forbindelserne til våbenindustrien. Der bliver stillet meget få spørgsmål til, hvor pengene i kunsten kommer fra, men der er noget i tiden, der har fået en ny bevidsthed til at blomstre. I løbet af foråret har kunstfotografen Nan Goldin og hendes aktivistgruppe P.A.I.N. protesteret imod Sackler-familiens tætte forbindelser til kunstinstitutioner verden over. Sackler står bag medicinalvirksomheden Purdue Pharma, som i 1990’erne udviklede og udbredte det smertestillende præparat OxyContin – et syntetisk opioid i familie med morfin og heroin. OxyContin blev markedsført som ufarligt, hvilket har gjort rigtig mange amerikanere afhængige af medicinen eller af hårdere stoffer i det hele taget.

Alene i 2017 døde op imod 50.000 amerikanere af opioid overdoser, og Sackler-familien er altså nogle af dem, der har skabt sig en formue på at gøre mennesker syge og holde dem i afhængigheden. Ligesom Kanders har Sackler tyet til kunsten for at opretholde et pænt renommé.

Store museer som Guggenheim, The National Portrait Gallery, Metropolitan Museum of Art, Tate og senest Louvre har alle nydt godt af Sacklers donationer, men har i lyset af Nan Goldins demonstrationer valgt at afbryde samarbejdet. Bruddet med Sackler må have betydet et økonomisk tab på millioner, hvis ikke milliarder af kroner, og det viser uden tvivl, at vi er trådt ind i en nye æra, hvor enkeltpersoner, kunstnere og aktivister kan udfordre magtstrukturer, og at kritikken kan få rigtige konsekvenser.

Fælles for Kanders og Sackler er, at de i større eller mindre grad profiterer på udsattes gruppers elendighed og har set en idé i at investere i kunsten som en måde at rense deres omdømme på. “Pengene skal jo komme et sted fra,” lyder et ekko fra tidligere tider, men med disse to sager står det klart, at penge ikke bare er penge. Ved at tage imod donationer og klistre Kanders og Sacklers navne op på sponsorvægge eller opkalde udstillingssale i deres ære, støtter man deres foretagender og skriver dem ind i historien som betydningsfulde personer. Kunstnere og kunstens institutioner har magten til at opbygge elitens omdømme, og sådan har det altid været – ja faktisk lige siden de europæiske konger betalte kunstnere for at portrættere dem i flatterende positioner. Nu har det vist sig, at kunstnere også har potentialet til at afsløre magten og stille et knivskarpt, kritisk spotlys på dem, der ellers troede de kunne skjule deres lyssky aktiviteter bag kunstens skønhed.

Enhver mulighed for at gøre noget tæller
“Kanders may well be no more malign than many of his peers on boards around the country, and it’s to an extent true that, as people like to say, “all the money is evil,” i.e. capitalist accumulation has as its basis the exploitation, misery, and boredom of people all over the world. But if we believe that our capacity to act against this evil is limited, we should take every opportunity given to us to act.” Sådan skrev Black, Finlayson og Haslett i deres tekst, hvor de også beskrev den handlingslammelse, som mange af deres kunstnerkolleger følte ifht. at handle etisk.

Måske var det frygten for at miste en god udstillingsmulighed og et sjældent honorar, måske var de bange for at gøre sig upopulære blandt magtfulde personer? Kunstnere og kunstarbejderes prekære arbejdssituation besværliggør oprør, fordi ingen rigtigt har lyst til at gøre sig uvenner og give afkald på de privilegier, som man har kæmpet så hårdt for at opnå. Men hvis man ikke siger fra, risikerer man at blive en del af problemet. “We must learn – again, or for the first time – to say no.”

Hvad kan den danske kunstscene lære af Kanders-sagen?
Siden Kanders-sagen blussede op i slutningen af sidste år, har vi fulgt udviklingen, ikke mindst fordi sagen fortæller om nogle vigtige etiske dilemmaer, som sagtens kan oversættes til den danske kunstscene. Siden #metoo har en ny, etisk bevidsthed rejst sig, troen på at enkeltpersoner kan skabe forandringer er manifesteret, og det er blevet nemmere at udpege de brodne kar i de mere usynlige dele af samfundets strukturer. Her er tre af de ting, som vi har fundet allermest interessante i Kanders- og Sackler-sagerne, og som vi tænker kan være inspirerende for kunstnere, aktivister, kunstarbejdere- og institutioner alle vegne:

1. Kortlægning af magtstrukturer og pengestrømme
Når virksomheder og magtfulde personer lægger penge i kunstscenen, kan der sagtens følge skjulte bagsider med. Kanders har siddet i bestyrelsen på The Whitney Museum siden 2006 og Sackler-familien har doneret millionbeløb til kunsten siden 1990’erne. Alligevel er det først nu, at kritikken har fået fat og skabt forandringer. Som Artnet News skrev, så er vi gået ind i en ny æra og måske skyldes det, at kunstnere og aktivister er blevet bedre til at gennemskue magtstrukturer?

2. Organisering og solidaritet er vigtigt
Kunstens usikre arbejdsvilkår fordrer en kultur, hvor individualismen blomstrer, for når ressourcerne er trænge kan det være svært at have overskud til at kæmpe for andre end én selv. Kanders-sagen udsprang fra en følelse af solidaritet med de sydamerikanske migranter og de mange andre civile ofre for Safarilands våben og endte med en fratrædelse pga. ihærdig organisering og kollektivisme.

3. Kunstens stemme betyder noget
I både Kanders- og Sackler-sagerne har kunstnere, kunstarbejdere og aktivister spillet afgørende roller ifht. at sætte fokus på undertrykkende strukturer og skabe positive forandringer. Kunstens stemme har vist sig at have en enorm styrke ifht. at blande sig i debatten, tage stilling og sige fra. Tænk at kunstneres protester nu har ført til, at en våbenhandler har trukket sig fra en museumsbestyrelse, og at museer verden over har klippet båndet til en af de mørkeste dele af medicinalindustrien. Det synes vi er virkelig imponerende og inspirerende.

Historien om Kanders er langt om længe nået til et vigtigt punktum, men vi kommer helt sikkert til at se flere lignende sager i fremtiden. Kunsten har vist sit værd i den politiske debat, og vi glæder os til at træde længere ind i en ny, etisk og solidarisk æra for kunst og protest.

Forsidefoto © Forensic Architecture og Praxis Films, 2019.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.