VI KAN OG SKAL SE UD OVER VORES ÆSTETISKE BIAS

Vi sidder i en bil i retningen væk fra Louisiana. Solen går ned over det nordsjællandske landskab, imens indtrykkene fra den aktuelle udstilling Homeless Souls cementerer en afmagt og fortvivlelse over den globale migrationskrise og de knusende konsekvenser, livet på flugt har for millioner og atter millioner.

“Borders, What's up with that? / Politics, What's up with that? / Police shots, What's up with that? / Identities, What's up with that? / Your privilege, What's up with that? / Broke people, What's up with that? / Boat people, What's up with that? / The realness, What's up with that? / The new world, What's up with that?”

Bilradioen er skruet helt op, og M.I.A.’s insisterende spørgsmålstegn i Borders føles lige nu som det eneste rigtige at lytte til. Sangen blev udgivet i 2015, i en tid hvor hujende masser hyldede den dengang kandiderende præsident Donald Trump og hans ønske om at bygge en mur langs den amerikansk-mexicanske grænse. Ifølge FN kom over én million flygtninge til Europa i 2015, og per juni i år anslås det, at 70,8 millioner mennesker over hele verden er fortrængt fra deres hjem mod deres vilje. (Stop lige hér og læs det tal én gang til – 70.800.000. Prøv at se dig omkring, tæl de mennesker du kan se og gang så op. Lige nu lever næsten 71 millioner individer med hver deres drømme for livet, fordrevet fra deres huse og hjem – og det er ikke i orden).

Vi kender skræmmebillederne og statistikkerne fra nyhedsmedierne, men hvad vi ikke hører særlig meget om, er den lyssky politivold ved grænserne, de EU-støttede libyske flygtningefængsler, den europæiske ignorance over for “ikke-vestlige” menneskeliv og i det hele taget de personlige konsekvenser, som et liv på flugt bærer med sig. Heldigvis har kunsten en særlig evne til at give de personlige, nuancerede historier taletid, på en måde der kan skabe meningsfulde og emotionelle forbindelser til den, der beskuer, og den kan tænde en følelse af empati. Udstillinger som Homeless Souls er vigtige, for når det kommer til den aktuelle migrationskrise, har vi virkelig brug for nuancer og hjælp til at udvide vores horisont.

Vi kan og skal se ud over vores æstetiske bias
Før vi fortsætter, er der noget vi gerne vil italesætte: vores egen æstetiske bias. Når vi bevæger os rundt på landets kunstinstitutioner er vi vant til letafkodelig og ordnet formidling af værker, præsenteret i modernistiske, hvide kuber. Vi bliver opdraget til at tro, at kunstens rum er kontekstløse, og at det ypperste udtryk er det minimalistisk kølige. “Cool, calm and collected” som ARoS døbte den unge, danske samtidskunst i en udstilling i 2017, og det hele smager lidt af new nordic. Vi skal være ærlige at sige, at vi selv styres af et indgroet æstetisk bias og har det med at falde for den nordiske visualitet, men vi forsøger at være opmærksomme på det og kigge i andre retninger – for vi ved, at vi risikerer at overse vigtige historier og perspektiver.

A confrontation between refugees and Macedonian police at the Greek-Macedonian border. From THE REST. Photo courtesy of AWW Studio. (Click for teaser).

Europa har ingen respekt for menneskeliv
“Should we kill ourselves?” spørger en fortvivlet mand i kinesiske Ai Weiweis (f. 1957) dokumentarfilm The Rest fra i år. Manden er fanget på tærsklen til Europa i den tyrkiske havneby Izmir, hvorfra han flere gange har forsøgt at krydse Middelhavet uden held. Han har mistet familiemedlemmer i deres forsøg på at nå til Europa, men myndighederne er ligeglade – ingen er interesserede i at hjælpe ham med at lede efter hans børn. Han svarer på sit eget spørgsmål i desperation: “We are already dead.”

Gennem interviews med bl.a. afrikanske, syriske og irakiske flygtninge dokumenterer Ai Weiwei konsekvenserne af Europas lukkede grænser. Vidnesbyrd om politivold, billeder af makedonske grænsebetjente der affyrer tåregas efter børn, og historier om menneskesmuglere der tager €2.000 pr. person for at “hjælpe” folk ind over de europæiske grænser, tegner et hjerteskærende billede af et Europa, som ikke gør ret meget for at hjælpe de allermest udsatte. “Europe has no respect for human beings,” udbryder en irakisk mand, som efterhånden har opgivet at komme videre fra den lille grænseby Idomeni mellem Grækenland og Makedonien.

"They escaped war and persecution. They must now survive Europe." Sådan lyder undertitlen til filmen, som gennem udstillingsperioden vises i museets biograf, dagligt kl. 11.30 samt hverdage kl. 18.30.

Homeless Souls, Louisiana. Foto © I DO ART Agency.

Homeless Souls, Louisiana. Foto © I DO ART Agency.

En forskydning af det eurocentriske blik
Det første værk der møder os, da vi træder ind i udstillingen, som er kurateret af Marie Laurberg, er fransk-algeriske Kader Attias (f. 1970) Artificial Natura. Midt på gulvet ligger 30 benproteser i en rituel cirkelformation, og vi læser os til, at de bl.a. stammer fra 1. og 2. verdenskrig. Attia interesserer sig for forbindelsen mellem fysiske og psykiske traumer, og for hvordan de behandles forskelligt i forskellige kulturer.

I “Vesten” dominerer en forestilling om, at skader kan (og skal) repareres, men i mere spirituelt-orienterede kulturer rummer traumet et kreativt og udviklende potentiale. Her er benproteserne et symbol på den “vestlige” opfattelse, men arrangeret som et ritual der både praktiseres i Congo og Papua Ny Guinea. De samlede fødder symboliserer samhørighed, og værket fungerer som et godt anslag til en tematik, der alt for ofte anskues fra et hvidt, eurocentrisk perspektiv – et perspektiv der har det med at anse fremmede kulturer og spiritualitet som mindre værende.

Kader Attia, Artificial Natura. Foto © I DO ART Agency.

Kader Attia, Artificial Natura. Foto © I DO ART Agency.

Kader Attia, Artificial Natura. Foto © I DO ART Agency.

Kader Attia, Artificial Natura. Foto © I DO ART Agency.

At kortlægge de skjulte historier
I resten af det første rum er der fokus på kortlægning, dokumentation og en synliggørelse af menneskene bag de ansigtsløse statistikker. Research- og aktivistkollektivet Forensic Oceanography (som er en underafdeling af Forensic Architecture) tydeliggør i værket Left-to-die Boat, hvordan et helt system af organisationer svigter deres ansvar, når det kommer til mennesker på flugt. Kl. 2 om natten d. 27. marts 2011 stævnede en båd ud fra Tripoli, og ombord var 72 migranter på flugt fra det borgerkrigsramte Libyen. Båden havde kurs mod den italienske ø Lampedusa, men hurtigt stod det klart, at der ikke var brændstof nok til at nå hele vejen over Middelhavet.

På trods af at båden blev spottet af talrige fiskerbåde, militærskibe, fly og helikoptere, og at båden flød hjælpeløst rundt i et område stærkt overvåget af NATO, var der ingen der reagerede på dens nødsignaler. Uden hverken mad eller drikke ombord døde migranterne én for én over de næste to uger, indtil båden igen flød i land på den libyske kyst. På det tidspunkt var 11 personer i live, men en kvinde døde på stranden, og en mand døde i det fængsel, som det libyske militær placerede dem i.

Left-to-die Boat by Forensic Oceanography.

Ligesom Forensic Oceanography interesserer den vietnamesisk-amerikanske kunstner Tiffany Chung (f. 1969) sig for at kortlægge migrationskrisens gemte historier. I Homeless Souls viser hun sirligt broderede og håndtegnede landkort, der bl.a. viser antallet af internt fordrevne personer over hele verden og omfanget af døde og savnede migranter i middelhavsregionen. Chung formår med sit taktile håndværk at føje en menneskelig dimension til de kolde statistikker, og lidt samme mål har indiske Nalini Malani (f. 1946) med sit knap 12 meter lange lysmaleri All We Imagine as Light.

Tiffany Chung, IDMC: numbers of worldwide conflict and disaster induced IDPs by end of 2016 (detail). Foto © I DO ART Agency.

Tiffany Chung, IDMC: numbers of worldwide conflict and disaster induced IDPs by end of 2016 (detail). Foto © I DO ART Agency.

Tiffany Chung, IDMC: numbers of worldwide conflict and disaster induced IDPs by end of 2016. Foto © I DO ART Agency.

Tiffany Chung, IDMC: numbers of worldwide conflict and disaster induced IDPs by end of 2016. Foto © I DO ART Agency.

Som barn var Malani tvunget på flugt fra den krigshærgede Kashmir-provins. Da Storbritannien opgav deres koloniale herredømme over Indien i 1947, lavede man nogle katastrofale opdelinger mellem de nye nationer Pakistan og Indien. Kashmir ligger i grænselandet mellem de to lande, og lige siden opdelingen har Pakistan og Indien været i væbnet konflikt over retten til den frodige bjergprovins. Malanis maleri portrætterer krigens ofre i et virvar af fragmenterede fortællinger, kort, diagrammer og tal.

Helt ude til højre står der “I am everything you lost. My memory keeps getting in the way of your history” – måske for at pege på kontrasten mellem krigsofrenes oplevelser og den officielle historieskrivning.

Nalini Malani, All We Imagine as Light. Foto © I DO ART Agency.

Nalini Malani, All We Imagine as Light. Foto © I DO ART Agency.

Den dokumenterende tilgang finder vi også hos algeriske Lydia Ourahmane (f. 1992), som beskæftiger sig med, hvordan den europæiske kolonialisme stadig påvirker hendes families bevægelsesfrihed. Mellem 1830 og 1962 var Algeriet en fransk koloni, men selvom hendes far dermed blev født med fransk statsborgerskab, kæmper han nu en hård, bureaukratisk kamp for at opnå indfødsret. Værket Droit du Sang (blodets ret) består af en lang række fotokopier af de mange dokumenter, som kampen kræver, og i løbet af udstillingsperiode vil der komme flere til som processen skrider frem.

Lydia Ourahmane, Droit du Sang (detail). Foto © I DO ART Agency.

Lydia Ourahmane, Droit du Sang (detail). Foto © I DO ART Agency.

Lydia Ourahmane, Droit du Sang (detail). Foto © I DO ART Agency.

Lydia Ourahmane, Droit du Sang (detail). Foto © I DO ART Agency.

Et forsøg på at forstå livet på flugt
Udstillingens første værker rummer allesammen et fugleperspektiv på krigens, konfliktens og kolonialismens konsekvenser, og nu bevæger vi os ned af vindeltrappen – måske også mere ned i øjenhøjde?

En flakkende, mekanisk lyd trækker vores opmærksomhed i retning af en informationstavle, som vi kender dem fra togperroner og lufthavnsterminaler. Shilpa Guptas (f. 1976) værk giver en følelse af at være i transit, men informationerne på tavlen gør ikke ret meget for at guide os i en bestemt retning. I stedet for ankomst- og afgangstider ruller opbrudte tekststykker – af og til med menneskelige slåfejl – henover tavlen. De dirigerende informationer er byttet ud med mere personlige udsagn som; “Possibly fear is genetic,” “Am born to fear,” “Your colour” og “Am unable to control it.”

Shilpa Guptas, Untitled. Foto © I DO ART Agency.

Shilpa Guptas, Untitled. Foto © I DO ART Agency.

Shilpa Guptas, Untitled. Foto © I DO ART Agency.

Shilpa Guptas, Untitled. Foto © I DO ART Agency.

Where to? Wherever it Chances (Hvorhen? Hvortil tilfældigheden fører) lyder den passende titel på det næste bidrag, vi kommer til. I en blanding af gulv- og vægmalerier, stop-motion-film og overmalede pressebilleder betragter Ramin Haerizadeh (f. 1975), Rokni Haerizadeh (f. 1978) og Hesam Rahmanian (f. 1980) den europæiske flygtningekrise og hvordan vi i Europa tager imod “fremmede”. Pressebilleder fra flygtningelejre og af migranter til fods på E45 formidles som mytologiske fabler og tegner et billede af, hvordan medierne bidrager til fremmedgørelsen af mennesker på flugt.

Ramin Haerizadeh, Rokni Haerizadeh & Hesam Rahmanian,  Where to? Wherever it Chances (detail). Foto © I DO ART Agency.

Ramin Haerizadeh, Rokni Haerizadeh & Hesam Rahmanian,
Where to? Wherever it Chances (detail). Foto © I DO ART Agency.

Ramin Haerizadeh, Rokni Haerizadeh & Hesam Rahmanian,  Where to? Wherever it Chances (detail). Foto © I DO ART Agency.

Ramin Haerizadeh, Rokni Haerizadeh & Hesam Rahmanian,
Where to? Wherever it Chances (detail). Foto © I DO ART Agency.

Lydene fra Guptas tavle blander sig med flere forskellige videoværker, men tydeligst står nogle uklare lyde, der kommer fra et mørkt rum i et hjørne. Den knap fire minutter lange film Wonderland er resultatet af den tyrkiske kunstner Erkan Özgens (f. 1971) møde med 13-årige Mohammed, som i 2015 flygtede fra Kobane i det nordlige Syrien, da ISIS angreb byen. Mohammed er døv og stum og fortæller derfor Özgen om sine oplevelser ved hjælp af fagter og kropssprog. Selvom historien aldrig står helt klar, kan vi både tyde maskingeværer, desperation og vandmangel i Mohammeds gestikulationer, og det gør ondt at vide, at et barn har været vidne til så meget vold. Filmen understreger vigtigheden af, at vi forsøger at forstå de personlige historier – også selvom det er svært. Og også selvom det gør ondt.

Erkan Özgen, Wonderland. Foto © I DO ART Agency.

Erkan Özgen, Wonderland. Foto © I DO ART Agency.

I Pre-Image (Blind As the Mother Tongue) forsøger den kurdisk-irakiske kunstner Hiwa K (f. 1975) ligeledes at forstå krigens og flugtens voldsomheder. Med et stativ af vinklede bakspejle balancerende på næseryggen har han vandret den samme rute fra Irak til Grækenland, som han var tvunget til at flygte ad i 1996. Spejlene peger i alle retninger og giver Hiwa K mulighed for at få et flerfacetteret blik på sin egen historie.

Hiwa K, Pre-Image (Blind As the Mother Tongue) (detail). Foto © I DO ART Agency.

Hiwa K, Pre-Image (Blind As the Mother Tongue) (detail). Foto © I DO ART Agency.

Hiwa K, Pre-Image (Blind As the Mother Tongue) (detail).  Foto © I DO ART Agency.

Hiwa K, Pre-Image (Blind As the Mother Tongue) (detail).
Foto © I DO ART Agency.

En kuldegysning gennem historiens rygrad
Udstillingens arkitektur udgøres af to høje vægge, der krydser hinanden, som for at angive en destination på et kort. Vi træder gennem krydset og ind i et hjørne af udstillingen med værker af afroamerikanske Kara Walker (f. 1969) og nigerianske Otobong Nkanga (f. 1974), som begge beskæftiger sig med eksil og landflygtighed med en højere grad af abstraktion. Walkers kaotiske blæk- og collageværk refererer til Théodore Géricaults 200 år gamle maleri The Raft of the Medusa, som fortæller historien om det franske skib Medusa, der i 1816 stødte på grund ud fra den vestafrikanske kyst. I desperation byggede de 150 skibbrudne hurtigt en tømmerflåde og drog ud på det åbne Atlanterhav. Da redningen endelig kom, 13 dage senere, var der kun 15 tilbage, som havde overlevet sult og dehydrering ved at ty til kannibalisme.

Kara Walker, The Rift of the Medusa. Foto © I DO ART Agency.

Kara Walker, The Rift of the Medusa. Foto © I DO ART Agency.

I værkets titel har Walker skiftet raft (tømmerflåde) ud med rift, som kan oversættes til splittelse, og hun skildrer på den måde en mere åben fortælling om det menneskelige sammenbrud. Vi tænker på de slavegjorte afrikanere, der blev frarøvet deres frihed og transporteret over Atlanten, på hvordan den amerikanske regering svigtede sin befolkning, da orkanen Katrina i 2005 oversvømmede sydstaterne (93% af de omkomne var afroamerikanere), og vi tænker på det utal af menneskeliv, der ender på Middelhavet i disse år. Forbindelsen mellem havet, afrikansk lidelse og civilisationens sammenbrud løber som en kuldegysning gennem historiens rygrad og ind mellem de opbrudte strøg i Kara Walkers smukke værk.

Otobong Nkanga, I Dey O. Foto © I DO ART Agency.

Otobong Nkanga, I Dey O. Foto © I DO ART Agency.

Otobong Nkanga, I Dey O. Foto © I DO ART Agency.

Otobong Nkanga, I Dey O. Foto © I DO ART Agency.

På gulvet ligger to tunge betonkugler, forbundet med et tykt reb til væggen og til hinanden. Med en stille hvisken forsøger kuglerne at henvende sig til os, men sætningerne bliver aldrig rigtig til historier.

Kuglerne er tydeligvis fastgjorte eller lænkede, men alligevel hedder Otobong Nkangas værk I Dey O, som betyder “I am fine,” og som er det typiske svar på henvendelsen “How are you?” Den kontrasterende titel er på det nigerianske pidginsprog Naijá, som udviklede sig under den britiske kolonisering af Nigeria. Kolonisering er også omdrejningspunkt for Nkangas værk fra serien Alterscape Stories: Uprooting the Past, hvor en skikkelse løfter et hus op fra et bjerglandskab. Hvor dybt stikker vores åndelige rødder, hvordan knytter vi os til et specifikt landskab, og hvad betyder det, når eksterne kræfter tvinger os væk fra vores hjem?

Otobong Nkanga, Alterscape Stories: Uprooting the Past. Foto © I DO ART Agency.

Otobong Nkanga, Alterscape Stories: Uprooting the Past. Foto © I DO ART Agency.

Petrit Halilaj (f. 1986) var kun et barn, da Kosovokrigen tvang ham og hans familie på flugt. Da vi stiller os lige foran hans værk RU, føles det som om, at vi bliver trukket ind i det tætte krat af krogede kviste, og da vi går tættere på, opdager vi et væld af småfugle – lavet af potteskår – der beboer skovens tætte grene. Potteskårene refererer til et arkæologisk fund fra en tidlig stenalderbeboelse, som blev opdaget i nærheden af Halilajs fødeby Runik. Under Kosovokrigen blev fundet spredt mellem forskellige lande og museer, og nu ved ingen rigtigt, hvem de tilhører. Når krige og konflikter tegner nye landegrænser, udviskes både mennesker og genstandes tilhørsforhold.

Petrit Halilaj, RU. Foto © I DO ART Agency.

Petrit Halilaj, RU. Foto © I DO ART Agency.

Petrit Halilaj, RU. Foto © I DO ART Agency.

Petrit Halilaj, RU. Foto © I DO ART Agency.

Petrit Halilaj, RU. Foto © I DO ART Agency.

Petrit Halilaj, RU. Foto © I DO ART Agency.

At lytte til de svære fortællinger
Mørket har lagt sig som et tæppe omkring bilen, og landskabet er ikke længere til at tyde på den anden side af ruderne. M.I.A.’s spørgsmål toner ud, og efter vores besøg på Louisiana er vi efterladt med mange lignende: Hvorfor tager vi i Europa ikke et ansvar? Hvorfor bruger vi ikke vores privilegier til at hjælpe mennesker på flugt fra krig og ødelæggelse? Hvorfor møder vi dem med fjendtlighed, bureaukrati og vold? Hvorfor lader vi dem drukne i Middelhavet? Hvorfor er vi ligeglade med menneskeliv, der ikke ligner vores egne? Vi ser Homeless Souls som én ud af forhåbentligt mange kommende udstillinger, der kan være med til at opbygge en ny, empatisk forbindelse til de mennesker, som Europas medier og politikere portrætterer, som problemer. Spørgsmålene i Borders står så klare og kraftfulde, fordi M.I.A.’s frustration stammer fra hendes egne erfaringer, som flygtning fra borgerkrigen i Sri Lanka, og samme stemme har flere af kunstnerne i udstillingen. Fortællingerne kan være svære at lytte til – både fordi de taler direkte ind i en mørk, europæisk samvittighed, og fordi vi ser meget få “ikke-vestlige” udtryk på de hvide, europæiske institutioner – men dermed er det kun det vigtigere, at vi tager os sammen og gør en indsats.

Vi skal blive bedre til at opsøge udtryk og fortællinger, som ikke umiddelbart spejler os selv, og institutionerne kan spille en væsentlig rolle ifht. at skubbe til dén udvikling. Vi kan og skal udvide vores perspektiver, træne vores empati, og se ud over vores æstetiske bias.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.