KUNST PÅ BARSEL: NOVEMBERBREVE 2023

I oktober 2023 realiserede jeg en drøm, jeg havde gået med i et år: Kunst på Barsel. Forældre og børn inviteres til at møde kunstnere og forfattere og besøge udstillinger udenfor åbningstid, så de kan føle sig trygge og velkomne uanset dagsformen.

Har du læst brevene fra oktober? Ellers vil jeg anbefale dig at starte her.

I november besøgte vi Wilson Saplana Gallery, mødte forfatter Duncan Wiese og oplevede Nikoline Liv Andersens Utopia på Møstings Hus. Samtalerne drejede sig undervejs om alt fra det tragiske folkemord i Gaza og Danmarks kolonihistorie og museumsformidling heraf, over klimautopier, til fædreskaber samt meget andet. Vi sluttede af med at besøge to “projektrum” eller “offspaces”, som man nogle gange kalder de udstillingsrum, der hverken er gallerier eller kunstnerdrevne udstillingssteder.

Sharp Projects er et kuratordrevet sted, åbnet af min gode veninde Ilethia Sharp for snart to år siden. Heirloom Center for Art and Archives er, som navnet beskriver, et slags videnscenter, som ikke blot udstiller men også arbejder aktivt med arkivet. Denne dag stod i de intergenerationelle relationers tegn, og vi havde nogle spændende samtaler om bl.a. reproduktion, rettigheder til abort og fertilitet, hormoner, prævention og fødsler i både historisk og samtidigt perspektiv. Læs med her:

---

#4

3. november, 2023

Tusind tak til alle jer der kom i går, det var som altid en stor fornøjelse at møde jer og være sammen i kunsten med alle de små. <3 Desværre var Ida syg, men hendes gallerister Christina Wilson og Nanna Saplana tog godt imod os og delte ud af deres egne historier fra både kunstverdenen og moderskabet. Vi talte bl.a. om kunst, der vækker nysgerrighed og giver én lyst til at vide mere om baggrunden, tematikken, teknikken og ikke mindst kunstneren bag værket. Vi talte også om kunst, hvor man kan genkende sig selv, føler sig set eller finder ro, håb eller mod.

Nanna fortalte, at da hun blev ansat af Christina, var det med en ordentlig barsel i kontrakten som en selvfølgelighed – noget der langt fra er gældende i det prekære felt, det er at arbejde i kunstbranchen.

Ida Sønder Thorhauge
Idas værker emmer af omsorg og omvendt Barbie-feeling. Hendes personer er ikke traditionelt slanke model-lignende kvinder, men kæmpe kroppe med små hoveder. Mennesker og dyr holder om hinanden, ammer hinanden og er sammen med hinanden som ligeværdige. Der er en kærlighed på tværs af arter, som mangler i den virkelige verden, hvor menneskers udnyttelse og udryddelse af dyr har nået et katastrofalt niveau, og hvor man taler om den sjette masseuddøen. Ofte maler Ida store oliemalerier, men under sin barsel kunne hun ikke bruge oliefarver pga. amning, og hun begyndte derfor at lave små papirværker derhjemme. En fordel herved for os som kunstelskere, er at de store oliemalerier ofte koster over 100.000 kroner, mens et lille papirværk kan erhverves for 12.000 kr, eller endnu bedre: et litografi i edition for helt ned til et par tusind. En god julegave til sig selv, vil jeg mene.

#ceasefirenow
Endelig snakkede vi om elefanten i rummet; det forfærdelige angreb på Palæstina, et folkedrab som bl.a. direktør for FN's Højkommissær for Menneskerettigheders Craig Mokhibar har udtalt. FN’s generalsekretær har opfordret til øjeblikkelig våbenhvile, men ved afstemningen undlod bl.a. Danmark at stemme. Hvordan tackler vi det at være forældre i en verden, hvor sådanne grusomheder tillades? Hvordan kan vi sove om natten, når vi ved, at over 9.000 civile i Palæstina og mindst 1400 i Israel er blevet slået ihjel i oktober? Det samme antal mennesker (10.000+) går hver evig eneste dag på gaden i København og demonstrerer for, at Danmarks statsminister skal tage afstand fra vanviddet, men ikke ét eneste dansk nyhedsmedie dækker disse demonstrationer, og regeringen fortsætter imidlertid med at udmelde, at Israel har ret til at forsvare sig, selvom alle de store organisationer – Amnesty, Mellemfolkeligt Samvirke, FN mfl. – råber vagt i gevær. Israel har flere gange afskåret Gaza fra vand, elektricitet, mad og internet. Københavns Borgerrepræsentation stemte i går om, hvorvidt Københavns Rådhus skulle oplyses i blå og hvide farver. Pro-palæstinensiske demonstrationer er blevet ulovlige i Tyskland og Frankrig. Artforums chefredaktør modtog en fyreseddel, fordi han publicerede et Letter of Solidarity. Det er svært ikke at blive berørt, og personligt er det eneste der giver mening for mig lige for tiden, at være sammen med Mio, at arrangere og deltage i Kunst på barsel og så selvfølgelig at gå til demonstrationer.

Borgerforslaget “Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten” fik på blot to døgn over 50.000 underskrifter, og I kan stadig nå at blive medunderskrivere.

Jeg håber, vi ses i eftermiddag kl. 17 ved Planetarium, hvor dagens demo for våbenhvile starter. Vi går mod Frederiksberg Rådhus og demonstrationen er lovlig og fredelig. Jeg havde selv Mio med forleden, og det synes han var spændende. Der er mange børn og barnevogne.

Glæder mig til at se jer i næste uge, hvor vi skal på Møstings Hus. Husk at tilmelde jer, så jeg ved, hvor mange vi bliver.

Kh. Malou – stay safe og take care. <3

Ugens anbefalinger:

Palæstina:

• 3.-4. november: Støtteudstilling på InterPblc.

• 11. november: Det Lilla Rum: Støtteevent for civile i Gaza

• 12. november: United in Solidarity på Kapelvej 44

Udstillingsåbninger og sidste chance:

• Mother always has a mother på Heirloom.
  Fernisering d. 10. november, kl. 17.

• Kunstnere på Korte Kontrakter (sidste chance) + KE åbner i morgen på Den Frie, lørdag d. 4. november (Bonusinfo: Ida Sønder Thorhauge har været med i årets jury!)

• Tiden løber løber tiden af Jessie Kleemann, på SMK (til 26. nov.)

Læs:

• Nazila Kivis artikel om Ida Sønder Thorhauges solo på Overgaden. Bl.a. om monstrøse moderskaber og amning der rimer på udskamning.

• Queer Nursing af Liesl Burisch.

Lyt:

• Kulturen på P1 dækker fyringen af Artforums chefredaktør, efter han udgav en pro-palæstinensisk underskriftsindsamling.

• P1 debat: Musiker Isam Bachiri mfl. fortæller, hvordan folkemordet i Palæstina er en kamp om narrativ og forklarer, hvorfor man ikke kan bortforklare masseudryddelse af et folkefærd med “selvforsvar”, når Palæstina har været koloniseret, besat og undertrykt i 75 år.

---

#5

11. november, 2023

Kære forældre, tusind tak for sidst. Jeg er så glad for, I kom og gjorde dagen helt særlig!
 Jeg var nervøs, fordi det var første gang, jeg skulle have Mio med, og fordi der ikke var andre end mig til at styre slagets gang (ingen forfattere, kunstnere eller kuratorer) – men det gik jo simpelthen så godt, for der var jo alle jer, og jeg må sige, at jeg gik helt høj derfra, fordi jeg simpelthen var så overvældet af jeres gode energi og store bidrag til samtalen om fællesskab, utopi, kunst og forældreskab. ❤️

Så tusind tak for jer! Her følger et lille resumé 🌞

Udstillingen
Vi startede med at gå rundt på egen hånd og se de smukke tekstilværker af kunstner og beklædningsdesigner Nikoline Liv Andersen i udstillingen Utopia på Møstings Hus. En af husets medarbejdere delte lommelygter ud til de “store” børn (bl.a. Sonja, Mio og hans legegruppekammerat Frida), som de havde en fest med at gå rundt og lyse værkerne, væggene og vinduerne op med (ind imellem også babyerne – det var måske mindre festligt, beklager!)

Utopi, kolonihistorie og et nyt museum?
Herefter satte vi os i en kæmpe rundkreds i det største af udstillingsrummene, for hold nu op, hvor var vi mange. Jeg gav en lille introduktion til tematikken Utopia, hvor jeg bl.a. nævnte kunsthistoriker Emil Elgs utopi for de danske museer. I kan læse den her. Han beskriver bl.a. Nationalmuseets brug af n-ordet i deres formidling af dukkehuse til børn. Det er ret grotesk, at et dansk statsejet museum i 2023 ikke har formået at opdatere deres sprogbrug, ligesom det er mig en gåde, hvorfor der endnu ikke er etableret et museum for Danmarks omfattende kolonihistorie. Læs mere om den debat her, og husk at følge med i skulpturen I Am Queen Mary statuens rejse her. Den er skabt af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle – to fantastiske kunstnere, som arbejder direkte med kolonihistorie i deres arbejde. Jeanette kan lige nu opleves i en udstilling på Rønnebæksholm.

Utopi og omsorg
Vi lavede en runde, hvor I alle præsenterede jer selv og kom med bud på, hvad utopi kan betyde eller indebære. Der var én som sagde, at det føltes utopisk at være på barsel – at få penge for at være sammen med og drage omsorg for sit barn, og vi talte om hvor hårdt det kan føles at skulle tilbage på arbejde, når det ikke er det, man ønsker.

Vi talte i denne forbindelse både om uforstående chefer, dårlig arbejdskultur og muligheden for hjemmepasning. Tidligere har flere af jer fortalt om, at I er blevet fyret under barsel, hvilket jeg begynder at forstå er langt mere udbredt, end jeg egentlig var klar over... Skulle nogle af jer overveje hjemmepasning men have brug for hjælp til at kaste jer ud i det, må I endelig sige til. Vi er mange der står klar til at guide.


Lyt bl.a. til de her podcasts:

• Hjemmepasserne (bl.a. om feminisme og hvorvidt fædre kan hjemmepasse)
.

• Ambitiøse Mødre – argumenter for at hjemmepasse, med omsorgsfeminist Hye Marcussen.

• To the moon honey om hjemmepasning.

• Forældre på fuld tid (denne har jeg ikke selv hørt endnu)
.

Utopi og klima
Én af jer nævnte også utopien i Nikolines værker som et sted, hvor arbejds- og produktionssamfundet er taget ud af billedet for at give plads til natur og liv. Jeg linker lige til stjerneforskeren Katherine Richardsons utopi for 2050 her igen, som er virkelig opmuntrende at læse/lytte til. Hun understreger, at hvis vi skal komme frem til den verden, hun beskriver, er det første vi skal gøre nu at ændre narrativet. Vi skal ikke fokusere på mangler og afsavn ved at skrue ned for forbrug, men tværtimod tale alle de positive ting op, der er ved at ændre og omlægge sin måde at være i verden på.

På egen hånd oplever jeg f.eks. for tiden, at det der giver mig allermest glæde er at være sammen med træerne i byens parker, nyde de flotte farver og se Mio lege med bladene og vandpytterne. Det er altså ikke black friday tilbuddene eller de uendelige mængder to go kaffer i plastik, der giver mig livsglæde. Det er den gratis og på ingen måde destruktive oplevelse, det er at være sammen med mit barn i naturen. Ligesom man måske kan få nye eventyr ud af at planlægge en togrejse til en sø i Sverige, hvor man kan sejle i kano frem for at flyve om på den anden side af jorden. Eller eksperimentere med nye grøntsager i køkkenet, man ikke anede fandtes, i stedet for den sædvanlige go-to pasta bolo med oksekød.. You get the point.

Utopien kunst på barsel community
For mig er Kunst på Barsel jo en drøm, der er gået i opfyldelse, og det føles ganske rigtigt som en utopi. Jeg har som lovet oprettet et Facebook-forum, hvor vi kan connecte: Kunst på Barsel Forældrefællesskab.

Og så håber jeg at se jer alle igen næste uge, hvor vi skal mødes på Frederiksberg Bibliotek og snakke med forfatter Duncan Wiese og multikunstner Kristoffer Raasted om fædre- og forfatterskab.

Kh. Malou (og Mio).

---

#6

20. november, 2023

Kære forældre, Tusind tak for sidst til alle jer, der trodsede regnen og oversvømmelserne i metroen og kom frem til Frederiksberg Bibliotek for at være med til Kunst på Barsel x Duncan Wiese.

Her følger et kort resumé til dem, der ikke kunne være der, dem der måske indimellem var et andet sted mentalt, og dem der bare godt kan lide at blive mindet om, hvad dagen bl.a. bød på: Jeg havde inviteret kunstner, musiker og phd-studerende Kristoffer Raasted til at samtale med Duncan om dét at være far og forfatter, og det blev til en meget inspirerende samtale om forældreskab, kønsroller, kroppe, kirsebær, græske mytologier, forvandlinger, følelser, søvn, lockdown, livet som forfatter, prekært arbejde, omsorgsarbejde, kompensation og økonomiske puljer, jobs og kalender-forhandlinger i hjemmet, når man har to børn og to karrierer, der alt sammen skal gå op i en højere enhed. Dét øjeblik hvor man bare ligger med sit barn på maven og ikke kan røre sig i to timer, ikke kan nå hverken bøger eller telefon, men bare må ligge og være sammen med barnet, nyde det, gaven i nærheden, åndedrættet, kropskontakten, trygheden, roen og drømmene.

Vi talte også om at gå fra selv at være én, der ind imellem bruger stoffer, til at hade dem der sælger stoffer på gaden, alene fordi man er blevet far. Alle de ting der ændrer sig inde i os, når vi får børn, og som manifesterer sig forskelligt hos den gravide og den anden forælder.

Duncan fortalte, at han havde mødt en ældre herre, som havde fortalt, at det der med at få ømme bryster og alle de fysiske, hormonelle og mentale forandringer i krop og hjerne i forbindelse med sin kones graviditet, dét havde han også oplevet på egen krop, men det var 60 år siden, så dengang havde han ikke haft nogen at snakke med det om.

Vi er i gang med at udvikle et sprog og et samfund, hvor der er plads til mænd i graviditeter, fødsler, barsler og børneliv, og heldigvis for det, men jeg tror det kræver, at vi alle sammen bliver bedre til at rumme og til at italesætte, lytte og prøve at forstå. En af jer forældre, som deltog, nævnte også at din far havde sagt, at han synes det var godt, du kunne snakke med dine venner om at blive far, for det havde han selv savnet/manglet/ikke kunne med sine kammerater, dengang du kom til verden.

I næste uge skal vi besøge to forskellige udstillinger:

Torsdag d. 23. november:

• Kl. 11 besøger vi A mother always has a mother gruppeudstillingen på Heirloom, Sølvgade, indre by.

• Kl. 12.30 besøger vi Sophia Luna Portras soloudstilling på Sharp Projects, Blegdamsvej, Nørrebro.

Begge steder bliver vi introduceret til udstillingerne af kuratorerne bag, og hvis vi er heldige, møder vi også en kunstner undervejs. Sophia Luna Portra kan ses i TV-programmet Kunstnerkolonien senere på året. Indtil da kan I se de forrige sæsoner lige her og lytte til Luna fortælle om sit alter ego som sangerinde i duoen Bona Fide. Glæder mig til at se jer igen, husk tilmelding!

Kh. Malou (og Mio).

PS. Weekendens anbefalinger kommer her:

• Mothers rebellion for climate justice på Kultorvet i dag.

• Støttefest for Palæstina på Bolsjefabrikken hele dagen i dag, lørdag med børneprogram frem til kl. 17.

• Børneblok til den store Palæstina-demonstration i morgen søndag (fra Halmtorvet kl. 14).

---

#7

25. november, 2023

Kære forældre, Hvor er I bare seje, at så mange af jer trodsede det vildeste regnvejr, jeg længe har oplevet på egen krop, og deltog i torsdagens Kunst på barsel udstillingsbesøg x2!

Her kommer et lille (det er LØGN! et alt for laaaangt) resumé:

Heirloom Center for Art and Archives
Jeg synes, det var så fin og meningsfyldt en dag, som startede med et fokus på arkiver og intergenerationelle relationer og sluttede med en skræmmende samtale om hormoner, reproduktive rettigheder, fødsel, smertestillende medicin, forskning i kvindekroppen og de såkaldte “kvinde-sygdomme”.

Hvor Christina Wilson sidste gang introducerede sit eget galleri som et talentudviklingsprogram, meldte Johanne Løgstrup klart ud, at Heirloom ikke fokuserer på de nye, up-and-coming kunstnere men tværtimod oftest de lidt ældre billedkunstnere med en omfattende oeuvre bag sig, der enten er blevet overset eller glemt, enten fordi de har arbejdet i medier og materialer, som har været svære at sælge og/eller arkivere (f.eks. performance), eller fordi de har været kvinder eller andre minoriteter i en (kunst)verden domineret af mænd. De danske kunstmuseer har, så længe de har eksisteret, indkøbt væsentligt flere værker af mandlige kunstnere end kvindelige; den seneste opgørelse fra i år er netop blevet offentliggjort og den viser, at der stadig er lang vej igen, hvis man skal tale om ligestilling af køn på museer. Læs et fint debatindlæg om denne sag her.

Heirloom viser naturligvis ikke udelukkende kvinder, bl.a. deltager Jens Hüls Funder i udstillingen Mother always has a mother med en model af skoleskibet, som han har bygget i Lego sammen med sin far. Det hænger i en sådan højde, at jeg føler mig som et barn igen, fordi jeg skal kigge op til det og ikke rigtig kan se det oppefra (som man jo godt gad med en tredimensionel lego-skulptur). Da jeg havde Mio med til ferniseringen, var han ellevild og fandt straks sine egne Duplo-klodser frem.

Værket i kælderen er derimod ikke for børn; i videoværket som portrætterer den ikoniske, homoerotiske Tom of Finland Foundation i LA, undersøger P. Staff “nye genealogier, som ikke knytter sig til blodets bånd, men derimod til seksuelle, kunstneriske og queer ophav.” (Tror det her er citeret fra udstillingsteksten). Både værkerne af Rosita Kær og Kirsten Christensen omhandler på hver sin vis optrævling og dekonstruktion af billeder, tekstiler, minder og betydninger i relationen mellem kunstnerne og deres mødre. ”I impulsen til at drage omsorg for noget, bor altid muligheden for at ødelægge det”, står der smukt i udstillingsteksten. Johanne Løgstrup, som har forsket i Sonja Ferlov Mancoba, Black Lives Matter bevægelsen og museets rolle, når fortiden bearbejdes i samtiden, giver os en grundig introduktion til alle værkerne og fortæller om, hvordan Heirloom er bygget op som hhv. udstillings-, undervisnings- og læringsplatform. På programmet er både artist talks, boglanceringer, filmvisninger og forskellige workshops med titler som: ”How I store my artworks”, ”Documentation and digital archives” og ”Securing the future of your artworks: wills and copyright”. Læs mere om Heirloom her.

Mit personlige favoritværk var uden tvivl det smukke tryk af Wakeah Jane, som I kan se her. Heirloom skriver: ”Wakeah Jhane udtrykker omsorgen, hun oplever i relation til sin slægt, i sit grafiske tryk Grandmother’s Prayers og beskriver, i denne tekst om værket, sit bånd til sin bedstemor således:

Længe før hun overhovedet vidste, at hun ville blive mor og bedstemor – bad hun intenst for de kommende generationer. Hun plantede et frø i hver af os. Bad for at vi aldrig skulle lide under denne verdens barske realiteter, som hun havde gjort. Bad for vores styrke og ukuelighed til at overvinde de prøvelser, vi kunne komme ud for. Bad for livmoderne og de små børn. Hendes bønner er selve vores rødder. De strømmer gennem blodet i vores kroppe så blidt og opmærksomt som vand. Skaber nye og bedre veje. Hun beder for, at hendes bønner stråler ud og når dem, der kommer i kontakt med hendes slægtninge. Vores matriarker fejres hver dag ved vores blotte væren og videreførelse af deres arv.

Wakeah Jhane (f. 1995) tilhører Comanche- og Kiowa-stammerne i USA. Værket her kan erhverves som print via kunstnerens hjemmeside for bare 350 USD – den er helt klart på min ønskeliste (pssst: originalen hænger på Whitney, som er et af de bedste museer i NYC).

Sharp Projects
Mellem kl. 12 og 12.30 vandrede vi ud i det øsende regnvejr, op ad Sølvgade i retning af søerne. På Blegdamsvej kom vi i tørvejr hos Sharp Projects, hvor billedkunstner Sophia Luna Portra og kurator Laura Gerdes-Miranda tog varmt imod os. De fortalte om tankerne og processen bag udstillingen; den uhyggelige, mytologiske mosekvinde i kjole, som kommer op fra underverdenen. Hun har ligget begravet i hundrede eller tusinde år, ikke dér hvor ”things go to die, men dér hvor things lie to unsettle” siger Luna, der formår at flette et digt ind i alt, hvad hun siger og skriver. Hun sammenligner sin bronzestatue med Egtvedpigen og Tollundmanden, og drager paralleller mellem mosens vådområde og vores kollektive underbevidsthed. Kvinden i vinduet er også en slags skibbruden, hvorfor man rundt om i galleriet finder hendes mentale bagage spredt ud blandt visne blade.

Hendes blik er rettet direkte mod Panum, hvor fremtidens sundhedspersonale uddannes, og Riget som bl.a. indeholder afdelingen for de såkaldte “kvindesygdomme”. Titlen på udstillingen er Twilight Sleep og refererer til den form for bedøvelse, man i starten af det 20. århundrede brugte til at gøre børnefødsler smertefri. Dog var det en bivirkning, at kvinderne efterfølgende ikke var i stand til at huske noget som helst fra fødslen af deres børn. Kunstner og kurator ser denne form for bedøvende effekt som en metafor for, hvordan historien har undergravet vores kollektive forståelse af reproduktive rettigheder:

What Twilight Sleep did to women mimics what history has done to our collective understanding of reproductive rights. The misrepresentation, discrediting and disregard for birthing bodies flows from before the historic practice of Twilight Sleep to current contraceptives and to discussions on the right to safe and legal abortion.

Der opstår et særligt rum, idet vi hver især begynder at åbne op og fortælle om vores personlige erfaringer med p-piller, aborter, fødsler, hormoner osv. Der bliver sagt så mange fine ting, som jeg, sjovt nok, ikke rigtig kan huske, men som jeg tænker, vi kan bruge til at lave en lille øvelse til ære for projektet om reproduktive rettigheder;

Hvis I kan huske bare en smule af, hvad der blev sagt – enten af Luna eller Laura eller en af de deltagende forældre – må I meget gerne skrive det ned og sende det til mig. På den måde kan vi måske skabe et fælles erindringskatalog over perspektiver og pointer ift. dette vigtige emne. Jeg har allerede modtaget den første mail med en anbefaling om podcasten The Retrievals, som jeg glæder mig til at lytte til.

Det der står skarpest for mig fra samtalen, var det der med en artikel i Weekendavisen, hvor en kvinde havde hørt forskere sige igen og igen, at man ikke kan lave undersøgelser på kvinders kroppe i en vis alder, fordi de er helt utilregnelige pga. hormoner, spiraler og p-piller. Måske var det denne her: “P-piller fucker med kvinders hjerner.” 
Jeg faldt også over denne: “Hormoner som forskningsmæssig kampplads”. Begge dele kan også lyttes til.

Jeg kan også huske, at Luna fortalte, at samtidig med at hun og Laura var i gang med at forberede udstillingen, modtog hun i sin e-boks en invitation til en spørgeskema-undersøgelse ved navn Safe Choice. Denne undersøgelse var et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, Nordsjællands Hospital og Københavns Universitet omhandlende bivirkninger af hormonel prævention. Jeg har lige sendt dem en mail og spurgt, hvornår de offentliggør resultaterne. Indtil da kan man læse lidt om spiraler her, og her fortæller forsker Amani Meaidi om projektet. Endelig nævnte Luna også kolonihistoriens forfærdelige impact på kvinders rettigheder til egen krop, som vi senest har set komme for dagens lys i forbindelse med de voldsomme overgreb i form af tvangssterilisering af unge kvinder på Sprogø og spiraler indsat på grønlandske kvinder mod deres vilje. Læs artiklen Statspræventionen her eller lyt til podcasten Spiralkampagnen på DR her. Det er meget uhyggelige historier, så hvis man i forvejen er sårbar (som jeg selv) anbefaler jeg faktisk ikke, at man giver sig i kast med disse links lige foreløbig. I stedet vil jeg anbefale jer at bruge weekenden på enten:

• At læse dette interview med billedkunstner Samara Sallam
.

• At besøge udstillingen med Jessie Kleemann på SMK (lukker 26. nov.)

• At gå i teatret og få et godt grin med indhold på Betty Nansen, der lige nu viser ALICE (obs: sidste chance i dag lørdag kl. 16!!!).

• At tjekke Nour Fogs udstilling ud på Augustiana, som bl.a. omhandler omsorg for tidligt fødte.

I næste uge
 skal vi på studio visit hos billedkunstner og performancekunstner Marie Holm Østerskov. Det foregår torsdag d. 30. november, kl. 12 i hendes hjem i Nordvest. Læs mere her og husk tilmelding. 

Husk i øvrigt også at boykotte Black Friday, og se lige hvor seje alle bedsteforældre for fremtiden så ud i går, da de gik på strøget og demonstrerede imod overforbrug for, at deres børnebørn kan få lov at vokse op på jorden. Endnu engang tusind tak fordi, I er med <3

Kærlig hilsen,
 Malou.

---