DELIKAT BRUTALITET – OM NANNA RIIS ANDERSENS SKULPTURER OG TEGNINGER

Nanna Riis Andersen (f. 1985) undersøger og fremviser kroppens enkeltdele og strukturer i intrikate tegninger og delikat brutale skulpturer.

Gips, keramik, aluminium, bronze, silikone og sæbe er nogle af de materialer, der går igen i Nanna Riis Andersens praksis. Fælles for hendes skulpturer er en enorm sensibilitet overfor sammensætning af materialer og teksturer, der i allerhøjeste grad appellerer til følesansen. Som er værkerne iført en hud, der kalder på at blive udforsket, ikke kun med øjnene, men med hænderne. Nanna Riis Andersen er lige nu aktuel med sin soloudstilling Fillings i Møstings Hus, hvor hun viser en række helt nye skulpturer og tegninger.

 Fillings, Møstings Hus, 2018. Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Fillings, Møstings Hus, 2018. Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Det abjektes nærvær
Andersens skulpturer rummer en stærk grad af nærvær. I deres abstraktion fremviser de genkendelige elementer fra den menneskelige anatomi, og i udformning og størrelse henvender de sig til den krop, der betragter.

 Tubular Shaft, 2018. Foto: Nanna Riis Andersen.

Tubular Shaft, 2018. Foto: Nanna Riis Andersen.

 A hole is an opening, is a groove of depressions, 2018 Foto: Nanna Riis Andersen.

A hole is an opening, is a groove of depressions, 2018 Foto: Nanna Riis Andersen.

Den franske psykoanalytiker og professor i lingvistik, Julia Kristeva, anvender begrebet "det abjekte" i Powers of Horror: An Essay on Abjection (Pouvoirs de l’horreur: Essai sur l’abjection, 1980) til at beskrive det, der sniger sig uden om kategorierne ’subjekt’ og ’objekt’ og lægger sig i grænselandet mellem selvet og objektet. Abjektet er det udstødte, frastødte, dét kroppen har udskilt. Det er et interessant begreb at tage med i betragtningen af Nanna Riis Andersens værker. Excretion (udskillelse), er titlen på en af hendes nyeste skulpturer, der ved første øjekast kunne minde om en udskilt kropsdel, måske en oppustet blære eller en afkappet udposning. Det er med Kristevas teori, hvad man kunne beskrive som et abjekt.

 Excretion, 2018. Foto: Nanna Riis Andersen.

Excretion, 2018. Foto: Nanna Riis Andersen.

Selvom Andersens værker rummer et element af noget abjekt og brutalt, er Excretion et godt eksempel på, hvordan værkerne også rummer en enorm sensibilitet og nærmest poetisk omgang med materialerne og deres sammensætning. Når bronzen og sæben mødes, reagerer bronzen; den irer og skaber en smuk grøn farve, der kan ses gennem den matte sæbe.

Det delikat brutale
Denne fine balance mellem det brutale og delikate er et gennemgående træk i Nanna Riis Andersens værker. Materialernes smukke sammensætninger og tegningernes fuldendte ornamentik modsvares igen og igen af en brutalitet i de genkendelige glimt af noget kropsligt. Det er for eksempel tilfældet i det nye værk Toothbricks and cavities (2018).

Soklen mimer i dette værk et operationsbord i sit hvide og metalliske udtryk. I venstre side ligger en torsolignende form på bordet med tydelige snit gennem sin hvide membran af silikone. Den måde silikonen er trykket ud i små felter, der næsten kan minde om tænder, giver igen skulpturen et ubehageligt ekstra associationslag. En brochelignende genstand af tin pryder ”brystet” med endnu en reference til et tandsæt.

 Toothbricks and Cavities, 2018. Foto: Nanna Riis Andersen.

Toothbricks and Cavities, 2018. Foto: Nanna Riis Andersen.

Bagerst i munden starter ordene
Nanna Riis Andersen har gennem flere år været særligt optaget af området omkring munden og halsen og kaldte også sin udstilling på Den Nordiske Ambassade i 2017 for Mouth. Hos kunstneren er det munden og halsen som et sted for passage for føde, luft og ord, der er interessant. Det er munden, som maskine, hvor tænderne og tungen agerer værktøj, og mundhulen som ekkokammer, hvor lyde og ord dannes. Kunstneren skriver selv: ”Bagerst i munden starter ordene. Nogle går til grunde, mens andre ruller ud i rummet, ind i et øre. Mundens samtale med sin egen stemme. Lyden af fiktive læber der går sammen i et ‘mm’. Vi forstår det godt.”

 MOUTH, 2017 (Afstøbte mundhuler over gipselementer med gumme-former. Alginat med vaniljearoma, plexiglas, træ, gips. I baggrunden: keramik, voks). Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

MOUTH, 2017 (Afstøbte mundhuler over gipselementer med gumme-former. Alginat med vaniljearoma, plexiglas, træ, gips. I baggrunden: keramik, voks). Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

 MOUTH, 2017 (Afstøbte mundhuler over gipselementer med gumme-former. Alginat med vaniljearoma, plexiglas, træ, gips. I baggrunden: keramik, voks). Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

MOUTH, 2017 (Afstøbte mundhuler over gipselementer med gumme-former. Alginat med vaniljearoma, plexiglas, træ, gips. I baggrunden: keramik, voks). Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

I skulpturen Tubular Shaft (2018) er det stemmelæberne, der har fået lov at træde frem fra deres ellers skjulte tilværelse. Selve stemmelæberne er modelleret så anatomisk korrekt som muligt, men her stopper også skulpturens korrelation med virkeligheden. En keramisk struktur af hulrum vokser ud bagtil skulpturen, som var det de usagte ord, der har taget form og presser sig på – eller omvendt en ordstrøm på vej ud i verden.

 MOUTH (højttaler med lydværk. Silikone og del af headset). Foto: Nanna Riis Andersen.

MOUTH (højttaler med lydværk. Silikone og del af headset). Foto: Nanna Riis Andersen.

Anatomisk ornamentik
I sine nyeste meterstore tegninger fra 2016-2018 har Andersen holdt sig til sort blæk, hvilket leder tankerne hen på abstraktioner over klassiske, anatomiske studietegninger. Serien TORSO I-V (2016) er (som titlen påpeger) variationer over en torsolignende form, som toner frem i de indviklede mønstre, der kan vække associationer til muskelvæv og -fibre.

 Os os os Temporale, 2018. Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Os os os Temporale, 2018. Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

 TORSO I, 2016. Foto: Palle Bo Nielsen.

TORSO I, 2016. Foto: Palle Bo Nielsen.

 TORSO I (detail), 2016. Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

TORSO I (detail), 2016. Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

En anden oplagt farve til disse tegninger kunne have været rød – en farve kunstneren tidligere har brugt i sine tegninger - men den sorte farve muliggør i højere grad en vis abstraktion i forhold til det kropslige, sådan at spændingen mellem det synlige og tomme står som det afgørende. Tegningerne opstår i en form for stream of consciousness, hvor stregen fortsættes og skaber en vekselvirkning mellem masse og tomrum, præcis som det er tilfældet i de skulpturelle værker. Stregen får i sin fylde et nærvær, der næsten kan kaldes skulpturel og behandler den samme motivkreds som de skulpturelle værker: det fragmenterede og afskårne.

 Tunnel Shaped Space, 2016 (Keramik, plaster, voks, skumrør, wire, latex, plexiglas). Foto: Nanna Riis Andersen.

Tunnel Shaped Space, 2016 (Keramik, plaster, voks, skumrør, wire, latex, plexiglas). Foto: Nanna Riis Andersen.

Nanna Riis Andersen beskriver selv, hvordan at denne vekslen mellem det tomme og massen også kommer til udtryk i vores kroppe – for eksempel i knoglevævet, der perforeres af et system af hulrum. Her er det tomrummene, der er med til at give knoglerne styrke. Tomrummet, eller mellemrummet – dét der ikke kan måles eller vejes – får her den bærende værdi, og på den måde ligger der i hendes praksis en subtil kritik af et samfund, hvor alt og alle konstant skal kvantificeres, vurderes, måles og vejes.

 Delicate Membranous Living, 2018. Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

Delicate Membranous Living, 2018. Foto: Nils Elvebakk Skalegård.

 Untitled (Inner Ear), 2018. Foto: Palle Bo Nielsen.

Untitled (Inner Ear), 2018. Foto: Palle Bo Nielsen.

 Grundben SAFETY m/ erstatningsmateriale, 2014. Silikone, armslynge og metal. Foto: Nanna Riis Andersen.

Grundben SAFETY m/ erstatningsmateriale, 2014. Silikone, armslynge og metal. Foto: Nanna Riis Andersen.

Kristine Frahm er udstillingsinspektør ved Møstings Hus og Cisternerne. Kristine har bidraget til idoart.dk siden 2017.