KUNST PÅ BARSEL: OKTOBERBREVE 2023

I oktober 2023 realiserede jeg for første gang en drøm, jeg havde gået med i et år: Kunst på Barsel. Forældre og børn inviteres til at møde kunstnere og forfattere og besøge udstillinger udenfor åbningstid, så de kan føle sig trygge og velkomne uanset dagsformen. Læs med om den første måned her.

"Når man får et barn og dermed bliver til en form for omsorgsmaskine, kan det være svært at handle på egne lyster, måske endda svært at komme i kontakt med dem. Man passer og plejer et nyt lille væsen, og det opsluger én totalt. Efter måneder på barsel oplevede jeg dog et stort behov for at komme ud og gøre nogle af de ting, jeg plejede at gøre, før jeg blev mor. Men det kan være svært at komme ud af døren, svært at finde energien og virkelig svært at time det hele.

Man kan også hurtigt føle sig som et stort mor-monstrum, og i vejen, når man f.eks. kører rundt på en udstilling med barnevogn og en måske utilfreds baby – for ikke at tale om madsituationer, der sviner og andre ting, der bare ikke går særlig godt sammen med kulturlivet og dets institutioner. Derfor er Kunst på Barsel et vidunderligt initiativ; at komme ud og kigge på kunst udenfor normal åbningstid og med andre forældre med små børn gør oplevelsen rar, tryg og ustressende – og det kan være afgørende for overhovedet at komme afsted.

Desuden møder man andre med samme interesse for kunst, der står lige præcis samme sted i livet med små børn, der hænger i alverdens kropsdele." – Julie Marie Mønsted (deltager i Kunst på Barsel).

I denne serie deler jeg resumé og refleksioner fra vores ugentlige events, hvor vi forener forældreskab, fællesskab, litteratur og kultur. Første torsdag i oktober mødte vi Nanna Storr-Hansen, som fortalte om sin smukke bog Bøgetid, sit arbejde som forfatter og sit omsorgsarbejde som mor og hjemmepasser til to børn. Anden torsdag besøgte vi to udstillinger på Vesterbro, som handlede om care kinship og doulapraksis. Vi blev taget imod af kurator og leder af Collega, Lotte Løvholm, samt kunstner Marie Holm Østerskov på c4 projects. Tredje torsdag gik turen til Søndermarken, hvor vi besøgte de underjordiske Cisterner. Her så vi Kimsoojas smukke Weaving the light, og efterfølgende blev vi inviteret på kage og kaffe hos von Bartha i Carlsbergbyen og gallery director og mor Mamie Beth. Brevene her er løbende blevet sendt ud til de deltagende forældre efter hvert besøg, og nu har jeg i samarbejde med idoart.dk besluttet at offentliggøre dem.

---

#1

7. oktober, 2023

Kære alle,

Tusind tak for sidst, hvor var det bare dejligt at se så mange af jer – til alle jer der måtte blive hjemme, følger her et kort resumé og en stærk opfordring til at læse Bøgetid derhjemme. Den kan lånes på E-Reolen, som er bibliotekernes online e-bogshylde. Mega nemt som app.

Bøgetid er en digtsamling, som Nanna foreslår, at man læser lidt som dameblade eller Instagram; bladre, scrolle, læse lidt hist og her, hoppe videre, gå til og fra i det tempo der passer dig og baby. Titlen er inspireret af den subatlantiske tid, der strækker sig fra 500 år "før vor tidsregning" til i dag. Tiden kaldes bøgetid, fordi bøgen her blev dominerende, og Nanna valgte bl.a. titlen til sin bog ud fra et ønske om at pege på den dybe tid set fra naturens perspektiv, eller nærmere bestemt træernes perspektiv. I modsætning til f.eks. den tid, de fleste mennesker indretter deres liv et ugeskema eller et døgnskema på, relaterer træernes tid både til årstidernes skiften og århundreders temperaturstigninger. September 2023 var som bekendt den varmeste september måned, vi nogensinde har målt.

Når man er på barsel, mærker man også en helt særlig tid, som ikke kan sammenlignes med noget andet. Døgnrytmen vendes op og ned og det arbejde, der forankrer de fleste af samfundets borgere, ligger fjernt fra den barslende og barnet, hvis arbejde består i at vokse, amme, sanse, regulere, putte, have øjenkontakt, trille, tumle, hænge på hovedet, hænge vasketøj op, lave mad, gå ture, græde, græde, græde og give omsorg.

Med Nanna talte vi om netop dét omsorgsarbejde, der ligger i at føde børn og sætte liv i verden – et liv der strækker sig udover barslen og ind i den tid, de fleste forbinder med institutioner; dagpleje, vuggestue, børnehave, skole. Da vi fik Mio i 2022, sagde min mand, at det var vigtigt for ham, at vores barn skulle blive en del af en institution. Men han var åben for, at det ikke skulle være en traditionel institution.

Af flere forskellige årsager valgte vi at hjemmepasse Mio, og derigennem har vi fundet vores egen “institution” eller “landsby” – for som alle ved, kræver det en landsby at opfostre et barn. Vi er bl.a. blevet en del af en fast hjemmepasser/legegruppe, hvor Mio ser sine venner på byens legepladser og biblioteker to gange om ugen. Vi har også været så heldige, at Mios bedsteforældre kommer og er sammen med ham, så ofte de kan, selvom de stadig arbejder. Kunst på Barsel er mit eget forsøg på at skabe en landsby for forældre, der både går op i deres børn og den verden, de vokser op i. Gennem kunst, litteratur og kultur oplever vi sammen et fællesskab, der skal skabe grobund for nysgerrighed, refleksion og horisont – vigtigst af alt møder vi de skabende kunstnere og skrivende forfattere, som evner at se, sanse og beskrive de immaterielle værdier, som samfundet ikke altid lægger vægt på i hverken opvækst, arbejdsliv eller forældreskab.

Tusind tak fordi I er med til at skabe dette rum, hvor vi trygt kan være sammen og diskutere emner, der ikke står i alle bøgerne, om hvordan man bliver en god forælder, eller hvordan man får sit barn til at sove. Bl.a. var Nanna forleden inde på Corona-nedlukningen, som hun oplevede under sin første barsel, hvor tiden både gik i stå og i ring og forandrede alting, som vi kendte det fra før. Jeg synes, det er interessant, hvordan alverdens statsoverhoveder dengang var lynhurtige til at sætte alting i stå, mens de nu – hvor klimakrisens alvor kan mærkes i alle lag af samfundet – ikke har mod på at udvise samme handlekraft. Hvis I, ligesom jeg, går med de her tanker, kan jeg anbefale at dykke ned i følgende bøger:

• Engang troede vi på fremtiden af Christian Bennike

• Retfærdig naturbevarelse af Den nye grønne ungdomsbevægelse

• De der vandrer bort fra Omelas af Ursula K Le Guin

• Nanna anbefalede en bog, hun lige har læst: Olga Ravns Voksbarnet

Næste uge, torsdag d. 12. oktober, besøger vi udstillingsstedet Collega, hvor Olga Ravn udstiller side om side med Nanna Lysholt Hansen, Lea Guldditte Hestelund og Tabita Rezaire. Udstillingen er kurateret af Amakaba og Lotte Løvholm, som viser os rundt og fortæller om værkerne og sit eget arbejde som selvstændig kurator og mor. Læs mere i kalenderen her.

Jeg glæder mig til at se jer alle. Kærlig hilsen, Malou.

PS. Nanna nævnte også, hvordan vores hjerner efter graviditet og fødsel ændrer sig, og hun henviste her til mentor og efterfødselsvejleder Jozefina Skovgaard, som deler denne forskning på sin Instagram.

---

#2

15. oktober, 2023

Tuuuusind tak til alle jer der deltog i Kunst på Barsel i torsdags. <3

Jeg gik helt høj derfra, fordi jeg simpelthen var så glad for, at det hele lykkedes trods ændring i tidspunkt og udvidelse i dagsprogrammet fra én udstilling til to. 
Rigtig mange mødte frem, og vi sad tæt i de to udstillingsrum, men det gjorde det faktisk bare endnu hyggeligere, synes jeg. Her følger et lille referat af dagen, som jeg husker den i store træk:

Til at starte med blev vi budt velkommen af Lotte Løvholm, som fortalte om nogle af de bagvedliggende overvejelser, hun havde gjort sig, før hun åbnede udstillingsplatformen Collega for knapt et år siden. Det handlede både om selv at være blevet mor og derfor gerne ville omlægge sit arbejdsliv – fra tidligere at have rejst meget, til nu at være mere hjemme. Og så handlede det om et globalt udsyn, når vi viser samtidskunst i Danmark, som Lotte mener manglede herhjemme. Hos Collega kurateres udstillinger med partnerinstituioner i udlandet.

Lotte fortalte om ensomheden i at arbejde som selvstændig kurator, og at hun gennem sit samarbejde om doula praksis med Tabita Rezaire, har fundet ud af, at det også kan være ensomt. Tabita fungerede som langdistance-doula for Lotte under og efter hendes graviditet, men kunne ikke være med til selve fødslen, da hun bor i Fransk Guyana. Til udstillingen som vi oplevede, deltog hun med en video fra Amakaba i Amazonas. Amakaba er med Tabitas ord: “An offering to the lineages of the womb: the womb of the mother, the womb of the earth, the womb of the cosmos.” Videoen med den franske titel L’art de naitre (kunsten at blive født) dokumenterer samtaler med de fire ældre fødselshjælpere Mrs Yapara (from the indigenous Lokono tradition), Odette Majokko and Noria Majokko (from the Maroon Saramaka tradition) and Mrs Myriam Kerrel (from the Creole tradition).

Af danske kunstnere var Lea Guldditte Hestelund repræsenteret med et cervical dilation board – en cirkelformet marmorskulptur som giver et visuelt og rummeligt indblik i en fødende kvindes udvidelsesfaser fra 1-10 cm. Da kunstneren for år tilbage skabte sin solo til Overgaden, inviterede hun forfatter Olga Ravn til at fabulere over sine skulpturer, hvilket resulterede i sci-fi bogen De ansatte. I bedste Collega-ånd deltager Ravn også, med et plantefarvet silkegardin, som er et stort hit blandt dagens yngre deltagere. Det minder om de små silketørklæder, man bruger i kirken til salmesang. Sikke en drøm hvis så smukke forhæng fandtes på hospitalers fødegange.

Det er først nu, hvor Mio er halvandet år gammel, at jeg har fundet mod til at begynde at læse lidt hist og her i Olga Ravns moderskabsbibel Mit Arbejde. Den handler bl.a. om efterfødselsdepression, som er et rum, jeg har frygtet at gå ind i, men ifm. Kunst på Barsel får jeg lyst til at give bogen en chance.

Arbejde er også en tematik blandt Kunst på Barsels deltagere; nogle venter på en forlængelse af deres freelancekontrakter hos store virksomheder, andre håber aldrig, der kommer noget arbejde igen, så de kan blive hjemme med deres børn og passe det usynlige, ulønnede omsorgs- og husarbejde. Vi bliver enige om, at borgerløn er den bedste løsning.

Deltagerne i Kunst på Barsel har meget forskellige professionelle baggrunde: der var f.eks. en arkitekt, en krisepsykolog, én der arbejder med bæredygtighed i virksomheder, en dagpengemodtager, en hjemmepasser, en billedkunstner, en håndværker, en væver, en uromager, en arbejdssky freelancer, en filmskaber, en manuskriptforfatter, en kunsthistoriker og mange flere identiteter, udover den titel de alle har tilfælles som forældre.

The Birthkeeper Altar er titlen på udstillingen hos Collega, som kan opleves døgnet rundt udefra og besøges hver torsdag året ud. Nanna Lysholt Hansen har skabt et smukt alter med sine doula-remedier og har inviteret en kollega ind som partner i en række workshops. Marta Orbis, kvinden der bragte rebozo fra Mexico til de danske fødegange – vil sammen med kunstneren (som også er doula) tilbyde fødselsforberedelse i udstillingsrummet. Jeg husker selv rebozo som noget af det allerbedste under min graviditet. Rebozo påvirker det autonome nervesystem, øger blodgennemstrømning, masserer de indre organer og afspænder vævet, kan man læse i dette interview med Marta Orbis. Rebozo burde således være en lige så fast del af parforholdet som sex, tænker jeg, men med små børn er der selvfølgelig ingenting der er, som det burde, når tid er en mangelvare i sig selv.

Jeg tænker nostalgisk tilbage på min egen tid som gravid, hvor min kæreste og jeg havde “al tid i verden” til at forberede os på det nye liv, bl.a. med rebozo, mindfulness og fødselsforberedelse hos Hjertejordemoderen Siff, som jeg snart vil booke en tid ved igen – hun tilbyder mange forskellige behandlinger, bl.a. massage og efterfødselssamtaler, og så er hun bare et utroligt behageligt menneske. Jeg følte mig meget tryg i en tid, hvor jeg ellers var voldsomt bange for alt, hvad der potentielt kunne gå galt.

Kinship – Sympathetic Resonance
Fra det globale udblik på doula praksis i Fransk Guyana og rebozobehandlinger i Mexico, bevæger vi os i samlet flok 500 meter ned af gaden og træder ind i c4 projects, som netop nu udstiller en smuk og rørende gruppeudstilling med tre kunstnere, der fælles og hver for sig har indsamlet materialer, instrumenter og billeder fra gaden og naturen omkring Enghave Plads. Her fortæller en af de tre kunstnere, Marie Holm Østerskov, levende om alle værkerne, som lørdag efter lørdag bliver aktiveret gennem performative sessioner, som gæster kan deltage i.

Første lørdag inviterede Arendse Krabbe til en lyttesituation, hvis lydkilder er indsamlede naturmaterialer og fundne objekter fra lokalområdet. Blade, nødder, kviste, tørrede blomster mm. præsenteredes i en sagte lydkomposition orkestreret af Arendse Krabbe for liggende deltagere på madrasser på gulvet, med lukkede øjne og åbne ører. Kunstneren bidrager også til udstillingen med to tekster, der læses interaktivt ved at dreje en cirkelformet plade rundt på væggen. De handler bl.a. om fødsel, kejsersnit, nye rytmer og bevægelsesmønstre, stedsans og sansninger gennem de første par år som ny mor. Arendse er udover sin egen kunstneriske praksis (centreret om lyd og lytning) medstifter af The Bridge Radio, som er en radio for og med mennesker, der opholder sig i asylcentre. Lyt til radioen her.

I 2023 er tematikkerne for c4 projects “hospitality program” gæstfrihed og værtskab. De har således inviteret kunstnere, kuratorer og andre udstillingssteder til at være værter for årets udstillinger. Denne gang er det Mette Borup Kristensen der er vært og har inviteret to kolleger ind til at være både gæster og medværter for materialer og besøgende i udstillingen.

Indsamlede naturmaterialer og plantemedicin er arrangeret i udstillingsrummet som et geometrisk mønster, hvis form er inspireret af planetforbindelser i horoskopet for dato og tid for kunstnerens sansevandring. Det er planeten Ceres, det hele handler om, får vi fortalt, så jeg googler og finder ud af, at det er en embryo planet, som aldrig helt er færdig. Derfor kaldes den høstplaneten og afspejler processen frem for slutproduktet. Ceres minder os om at så, vande, luge, passe på og kere os for jorden, naturen og alle dens levende væsener.

Ceres er også navnet på den romerske høstgudinde og moderarketype. Da hun mister sin datter Persefone til underverdenens gud, lægger hun alt øde og goldt, og vintersæsonen er dermed indtruffet. Det lykkes at få Persefone tilbage halvdelen af året, så foråret og sommeren kan komme igen. Denne myte om årets gang og cyklus indgår i konceptet for Mettes sansevandring lørdag d. 21. oktober, hvor gæster inviteres til både at smage, dufte, lytte, mærke og se på naturen i Enghave parken og rundt omkring Enghave plads. Man kan tilmelde sig ved at skrive en mail til c4. Lægger man sig ind under den svævende kunstinstallation / stjernekonstellation, ser man op på en kæmpe uro og får måske fornemmelsen af de til tider overvældende skalaforhold, vores babyer oplever mellem sig selv og den store nye verden.

Marie Holm Østerskov har selv både en lysskulptur og bæreposer i uld og bomuld med cyanotopitryk af hænder og blade med i udstillingen. På Maries lørdag inviteres gæsterne i forbindelse med efterårets komme til at deltage i et afskedsritual. Hvad man tager afsked med, behøver ikke at være defineret på forhånd: “I kommunikation med områdets fauna samler vi svarene og tager afsked med det, vi skal slippe, for langsomt at gøre plads til det nye.”

Marie fortæller desuden om to af sine egne projekter; the nature of postpartum – en serie af værker som det seneste år har været udstillet på danske hospitalers fødegange, og The Travelling Village som er et rejseeventyr, 20 familier om få måneder begiver sig ud på, og som Marie både skal deltage i med sin egen familie samt filme og dokumentere undervejs. Jeg håber, vi med Kunst på Barsel får tid til at besøge Marie i hendes atelier inden da, så vi kan høre meget mere om begge dele.

Denne uges anbefalinger:

• Produktionsæstetik af Cecilie Ullerup Schmidt

• Womb Ecology – decolonizing birth af Tabita Rezaire

• How not to exclude artist mothers (and other parents) af Hettie Judah

---

#3

25. oktober, 2023

Kære forældre,

Endnu engang tak for sidst – så hyggelig en dag i blæsevejret! Mega sejt at I trodsede stormen, regnen og efteråret og kom ud til Kunst på Barsel. Til de af jer der måtte blive hjemme: don’t worry, I får chancen en anden gang. Der er altid ca. 1/3 af tilmeldingerne, som bliver aflyst i sidste øjeblik – sådan er det bare med små børn, og det er helt ok.

Først gav min gamle studiekammerat fra kunsthistorie Thomas, som i dag arbejder for Cisternerne, en introduktion til udstillingen Weaving the light af kunstneren Kimsooja. Herefter begav vi os på egen hånd ned i de underjordiske udstillingsrum, der med sine drypsten, rumklang og høje luftfugtighed skaber nogle ganske særlige rammer for en unik og stedsspecifik kunstoplevelse. Fra 1891 til 1933 fungerede Cisternerne som drikkevandsreservoir, og siden 2001 har det været museum og kunsthal for samtidskunst. Så vidt jeg har forstået, er nøgleordene i dette års udstilling og kunstnerens praksis: lys, farver, vævning, repetition, bevægelse og gen/spejling. Hvis man er interesseret i at nørde det mere teoritunge materiale, skrevet ifm. udstillingen, kan det tilgås her, men min egen korte fortolkning af Weaving the light i et Kunst på Barsel perspektiv må være, at langsomhed, sanselighed, alle regnbuens farver, spejling og uendelige gentagelser kan være gode rytmer at indøve både for sig selv, i en ny (måske kaotisk, overvældende eller hektisk) hverdag præget af det lille nye liv, og i mødet med kunst samt ikke mindst i samspillet med vores børn. Langsomhed, sanselighed, farver og lys, spejling, genspejling igen og igen og igen.

Efter godt en time begav vi os gennem de flotte efterårsfarver i Søndermarken ned mod Carlsbergbyen, hvor Mamie bød os indenfor hos galleriet von Bartha. Her fik vi serveret kaffe og kage over en indsigtsfuld samtale om den kommercielle kunstverden. Da jeg i skrivende stund researcher lidt på den chilenske kunstner Francisco Sierra, som vi oplevede hos von Bartha, falder jeg over en udstilling, han tidligere har lavet, hvor han går i dialog med den afdøde, schweiziske, surrealist Méret Oppenheim. Hende vil jeg gerne citere for et til tiden passende udsagn: “Nobody will give you freedom – you have to take it,” sagde hun i 1975. Oppenheim hang ud og udstillede side om side med Max Ernst, Man Ray, André Breton, Marcel Duchamp og Pablo Picasso i det 20. århundredes Paris og bliver i dag hyldet som en af avantgardekunstens vigtigste, kvindelige skikkelser.

Hvis nogen savner flere kvindelige forbilleder fra kunstens verden, kan jeg anbefale jer at læse med her:

• Kvindernes Kunsthistorie & Den Gode Lange Liste

• Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet (SMK)

• Feminist Art History: An Introductory Reading List

• The Story of Art Without Men (også podcasts)

– og i øvrigt besøge de aktuelle udstillinger med Apolonia Sokol på Arken, Pussy Riot på Louisiana og den feministiske pionér Ursula Reuter Christiansen på von Bartha i næste måned. Kunst på Barsel vender tilbage d. 2. november, hvor vi møder billedkunstner Ida Sønder Thorhauge til en snak om hendes praksis og et kig på hendes værker i Wilson Saplana Gallery.

Glæder mig til vi ses igen! 
Dbh. Malou.

---