OLIVIA RODE HVASS – ET EVENTYRLIGT BRUD MED BEGRÆNSNINGER

Man må i den grad sige, at det har været svært at undgå Olivia Rode Hvass (f. 1995) på landets kunsthaller, gallerier og kunstnerdrevne udstillingssteder de seneste år. Igen og igen har de grebet vores opmærksomhed med deres installatoriske tableauer, hvor ukrudt, halmballer, rå tekstiler, knuste hjerter og detaljerige billedtæpper, væver sig gennem middelalderlige folkeeventyr, hedenske ritualer og aktivisme. Vi har mødt Olivia til en snak om deres kunstneriske univers, om oprør, træsko og mentalt helbred, om at bryde med usunde mønstre og bruge myternes fantasifuldhed til at forestille sig nye, håbefulde virkeligheder.

På en tilgroet byggegrund i Nordvest vokser der byg. Side om side med menneskehøje tidsler, sammenrullede tæpper og en udtjent vaskemaskine, står de lange, gule strå og vejer i vinden. Måske har en fugl transporteret frøene hertil fra fjerne horisonter, eller også er de et minde fra en tid, hvor byen sluttede ved voldene og hvor kornmarker spredte sig her. Nu skyder nye byggeprojekter i vejret i samme hast som boligpriserne, og det gamle arbejderkvarter må nok snart rømme sig for gentrificeringens nådesløshed.

På den anden side af vejen ligger endnu et minde. En gulmalet bondegård fra det forrige århundrede er med tiden blevet udbygget og tilpasset skiftende beboere, og i dag rummer bygningerne bl.a. en metalgrossist, et fotostudie, træværksted og Nørrebro Kunsthus. Sidstnævnte er et værkstedsfællesskab med knap 20 kunstnere, og det er her Olivia Rode Hvass har indrettet sit hyggelige atelier ved siden af et motorcykelværksted, omgivet af tørrede planter, vævede tæpper og masser af tegninger, træsnit og fundne ting.

Nørrebro Kunsthus. Foto: I DO ART Agency.

Vævede fortællinger og træskosabotage
“Jeg har altid været fascineret af håndværk og af sanselige, taktile udtryk," begynder Olivia, da vi har fundet os til rette. Det var under sin uddannelse på Det Jyske Kunstakademi, at de opdagede vævens muligheder og forelskede sig i ikke kun teknikken, men også i håndværkets tætte forbindelse med modstand, køns- og klassekamp. “Jeg læste Sadie Plants Zeros and Ones, som handler om kvinder i computerteknologiens historie. Den beskriver bl.a., hvordan vævernes hulkortsystem dannede udgangspunkt for den første computer,” fortæller Olivia, der i 2021 rejste til den lille hollandske by Drachten og tog et masterclass-forløb hos væveren Corrie van Eijk-Doktor for at lære det gamle håndværk at kende.

“Jeg har altid tegnet meget, men med væven opdagede jeg, at jeg kan give tegningerne meget mere fylde. Helt umiddelbart taler billedtæpperne til mig, fordi de er så kropslige.” Olivia udfører sine vævede værker på en digital TC2-væv, som dog ikke er så automatiseret, som det måske kunne lyde.

Det digitale består bl.a. i, at man kan oversætte digitale billedfiler til mønstre, som væven forstår. “På en traditionel væv skal man manuelt hæve og sænke trådene, men den del klarer computeren på den digitale væv. Udover at hjælpe med at holde overblikket, er det manuelle arbejde dog helt det samme,” forklarer Olivia. Et af de hidtil største af deres tæpper er ni tusind tråde højt, hvilket betyder, at Olivia selv har skudt tråde gennem væven ni tusind gange for at frembringe motiverne.

Olivia Rode Hvass' atelier. Foto: I DO ART Agency.

“Når jeg står der foran væven i 14-16 timer om dagen, kan jeg ikke lade være med at tænke på de mennesker, der har stået der før mig. Jeg tror, det var i Ida Börjels Sabotagemanualerne, at jeg fandt historien om et arbejderoprør i slutningen af 1800-tallet, hvor væverne i Lyon gjorde oprør imod den nye jaquardvæv, som de frygtede ville gøre dem arbejdsløse. Myten fortæller, hvordan de smed deres træsko ind i de industrialiserede væve og på den måde saboterede produktionen og satte sig imod den gryende kapitalisme. Træsko hedder sabot på fransk og det siges, at vævernes oprør i Lyon har skabt grundlaget for ordet sabotage.”

I sin udstilling BURN THE WORLD (2021) på det kunstnerdrevne udstillingssted Arcway Nightlands Connector Jeniffee-See Alternate tog Olivia udgangspunkt i oprøret i Lyon og skabte en serie vægtæpper, der hylder væveren som helt og træskoen som en superkraft. “Projektet handler også om at stille spørgsmål til, hvem der har fået lov til at fylde i historiefortællingerne. Jeg synes, det er interessant, hvordan mange gamle medier som man har brugt til at formidle historier, faktisk har været tegneserier, som f.eks. gobeliner. Hvordan er tegneseriemediet blevet brugt til at formidle viden, og hvordan bliver det brugt i dag? Hvilke historier fortæller de og til hvem? Jeg kan godt lide at gå ind i mediernes historie, men fra et meget følelsesladet og mere kritisk udgangspunkt.”

Om at bryde med begrænsende mønstre
På væggene omkring os hænger værktøj og hjertehalskæder mellem tekstilprøver, udklip og en masse tegninger, som måske en dag vil blive til motiver i Olivias vævede tæpper. “Jeg har altid tegnet, og min familie er ret kunstneriske,” fortæller Olivia, da vi spørger til deres vej ind i kunsten. Igennem sin opvækst flyttede Olivia en del rundt med sin mor og bror, og de tre boede både i Aalborg, København, Struer og Aalborg igen. Hver anden weekend besøgte de to søskende deres far på hans selvbyggede bondegård i Nordjylland tæt på marker, vindblæste strandlandskaber og forladte, graffitibemalede hestestalde. “Min opvækst var ustabil, så jeg tænkte egentlig, at jeg skulle finde et fast arbejde med gode og sikre rammer for mit liv – jeg kan huske, at jeg forestillede mig, at jeg ville læse psykologi.”

Efter gymnasiet tog Olivia på Testrup Højskole lidt syd for Aarhus, hvor de blev introduceret til skolens mørkekammer og forelskede sig i analog fotografi. Da højskoleopholdet sluttede, var der stadig et halvt år til universiteternes skolestart, så i mellemrummet besluttede Olivia sig for at flytte til København og fortsætte sin udforskning af fotografiet på daghøjskolen VERA. “Da jeg så, hvordan de andre på skolen arbejdede med billedkunst, var der noget, der tændte sig i mig. På det tidspunkt anede jeg ikke, at der fandtes kunstakademier og jeg tænkte nok, at min kreative side hørte til på et hobbyplan, men underviserne på VERA var enormt støttende og motiverende. De introducerede mig til en masse akademier og opfordrede mig til at søge ind.” De første ansøgninger resulterede bl.a. i samtaler på fire norske akademier, og da Olivia blev tilbudt en plads på Det Jyske Kunstakademi, besluttede de sig for at gå efter dét, og parkerede planerne om det stabile lønmodtagerarbejde for at se hvad det hele kunne blive til.

Olivia Rode Hvass. Foto: I DO ART Agency.

“I starten blev kunsten mit primære rum for at undersøge spørgsmål om identitet og samtidig et sted, hvor jeg kunne bearbejde mine personlige traumer. Jeg har på mange måder haft en rigtig svær og kaotisk opvækst. Det har været med til at forme mig og den måde, jeg har lært verden at kende på – men det har også forsinket mig. Og når man vokser op i et hjem, hvor der ikke er plads til at udtrykke sig, er det svært at lære sig selv at kende. Hvad kan man lide, hvad er ens holdninger, og hvor er ens plads i verden? Da jeg flyttede til København blev jeg ramt af en identitetskrise, bl.a. fordi jeg her mødte mennesker, der virkelig har lært sig selv at kende og f.eks. forstår deres køn og seksualitet – alle mulige ting, som jeg på ingen måde havde haft mulighed for at tage stilling til før.”

For Olivia har kunsten spillet en vigtig rolle i forhold til at forstå og bearbejde følelser, som de tidligere manglede sprog for. “Men min kunst har selvfølgelig rykket sig og er ikke selvterapeutisk på samme måde mere. Jeg forsøger dog stadig at give plads til følelser, også dem der er så dramatiske, at de næsten bliver latterlige,” griner Olivia og fortsætter. “Jeg tror, at den slags skildringer kan gøre det lidt lettere at være i de følelser – forhåbentligt også for andre.” Spørgsmål om identitetsskabelse og at bryde med usunde mønstre og ulideligt snævre forestillinger undersøgte Oliva bl.a. sammen med Anna Walther i udstillingen Jeg finder selv ud på Kunsthal Nord i 2022.

Olivia Rode Hvass, Hate the Game, 2022 (Sækkelærred, franske gardinstænger, heart-break halskæde, hø, vejkants-planter, spraymaling. Puder lavet i samarbejde med skrædder Fredericke Kellberg. Graffiti malet af anonym). Jeg finder selv ud, Kunsthal Nord, 2022. Foto: Jesper Olsen.

Eventyr, fugleskræmsler og frie heste
“Min opvækst har haft en stor indflydelse på, hvordan jeg indretter mit liv i dag. Hvordan jeg søger en omgangskreds, der er meget mere queer og som tænker familie- og vennerelationer på andre måder. En eksistens der ikke ophøjer tanken om ‘den eneste ene’ og kernefamilien, for jeg har set hvor meget skade og skam det fører med sig, når det går i stykker. For mig hænger det sammen med eventyret. Både i forhold til at se kritisk på idealerne for ‘et godt liv’, men også fordi eventyrene rummer potentialet til at tænke ud af eksisterende normer og forestille sig helt nye og andre måder at leve på. Det gode ved myter og eventyr er, at de er meget nemme at omskrive, fordi de ikke handler om virkelige personer. De foregår i et forestillingsrum, og derfor er de altid til forhandling. Jeg tror på, at der er enormt meget kraft i det, vi kan forestille os – fordi vi i de rum ikke behøver at forholde os til begrænsningerne i vores egne liv.”

En stor del af Olivias motivverden er inspireret af de landlige billeder, som mange nordeuropæiske eventyr også er fyldt med, men i Olivias værker er det aldrig entydigt. Som træskoene, der både refererer til opvæksten på de nordjyske marker, men også til Lyon-oprørernes kapitalismekritik. Som fugleskræmslet i Jeg finder selv ud, der måske leder tankerne mod Troldmanden fra Oz, men som også rummer refleksioner over omsorg og svigt. “Fugleskræmslet står dér og våger over noget, men er hensigten at passe på eller skræmme? Det er en ambivalent karakter, som for mig kommer til at handle om, at dem der egentlig skulle passe på dig, også er dem, der kan skade dig – både i nære relationer, men også på et strukturelt plan.”

Et andet gennemgående motiv i Olivias værker er hesten, måske mest markant i værkserien My Heart Breaks Every Day… …Until I Run Away, som bl.a. har været udstillet i en gammel hestestald på det kunstnerdrevne udstillingssted Ladder Space i 2022. “Jeg har længe været interesseret i heste uden helt at vide hvorfor, men da jeg så The Hunt of the Unicorn var der noget, der samlede sig,” fortæller Olivia. The Hunt of the Unicorn er en middelalderlig gobelin fra omkring år 1500, som har hængt på forskellige franske slotte, og som i dag er i New York-museet The Met’s samling. Som titlen antyder afbilleder de vævede gobeliner menneskets jagt på den magiske enhjørning, men i Olivias genfortolkning er blikket vendt, så historien i stedet handler om hestens frigørelse fra fangenskab. “I enkelte motiver har jeg direkte genfortolket de gamle gobeliner, men med inspiration fra teenageværelser og My Little Pony. Det handler om at bryde fri og gøre sit eget, og i den fortælling synes jeg, at teenageårene er ret vigtige.”

Olivia Rode Hvass, In Captivity but No Longer Dead (Samlet installation bestående af hø, tæppebankere, mønter, brændte sommerfugle, indsamlet flora, græskar, knuste hjerter (jute, stofrester, garn – lavet i samarbejde med skrædder Fredericke Kellberg). Ladder Space, 2022 Foto: Mikkel Kaldal.

“Jeg synes også, der er noget interessant ved hestepiger, og hvordan vi ofte taler ret nedladende om teenagepiger. Den ultra-feminine æstetik omkring hestepiger bliver i høj grad undermineret og slet ikke taget seriøst. Heste er spændende dyr, fordi de har en ret særlig rolle i menneskets historie. De er både blevet brugt som redskaber i krig og produktion. I forhold til erobring af landområder og kolonisering har heste også spillet en stor rolle som transportdyr. Der er noget ret uhyggeligt over menneskers udnyttelse af heste og hvad de er blevet brugt til – samtidig kunne vi mennesker slet ikke leve på den måde, vi gør i dag, uden hjælp fra eller udnyttelse af stærkere dyr. Derudover er det et dyr, som kvinder og queer personer har “generobret” fra det mere maskuline og har skabt fællesskaber omkring. Hesten er på den allerbedste måde blevet fuldstændig afmaskuliniseret i det generelle mainstream billede og er på mange måder det ultimative frihedssymbol.”

At finde magien i det ordløse
Én af de ting der i særdeleshed drager os ved Olivias praksis er deres måde at iscenesætte værker i omfavnende installationer. Knuste hjertepuder syet sammen af groft lærredsstof ligger henslængt i bunker af løst, spredt hø. Måske står der en stabel minigræskar mellem guldmønter eller kastanjer og i et hjørne opdager du pludselig en lille sten, der smiler melankolsk til dig. En gammel tæppebanker ser til med vrede, broderede ansigtstræk, alt imens sommerfuglemagneter hvirvler rundt mellem neg og tørre kviste.

“For mig handler værkoplevelsen i høj grad om følelser og sanser. Når jeg sammensætter en installation, er der også mange beslutninger der handler om alt det, der ikke findes sprog for, men som opstår i mødet mellem kroppen og materialerne. Den måde tæppet ligger i sandet, og bare ved at kigge på det kan man næsten mærke, hvordan det kradser og hvordan sandkornene finder vej gennem tekstilets fibre. Samtidig er det også blødt og ser dejligt ud. Det er svært at sætte ord på, fordi det netop befinder sig uden for sproget. Jeg hørte på et tidspunkt Kim Richard Adler Mejdahl sige, at hvis hans værker blev alt for forklarede, så forsvandt magien. Det synes jeg er meget rigtigt. Der er noget i det ikke-verbale rum – det magiske eller mystiske – som er vigtigt for mig at arbejde med.”

Olivia Rode Hvass' atelier – skitse til De varme hænder (Hot hands !). Foto: I DO ART Agency.

En af Olivias nyeste installationer er De varme hænder (Hot hands !), som de udstillede på Kunsthal Aarhus i forbindelse med KP Spring i år og netop nu også i Seoul. Drivtømmer, siv og store sten ligger spredt på, hvad der mest af alt ligner en vindblæst, nordjysk strand. På brændte planker hænger et vævet tæppe, der viser et bylandskab, hvor glade, grønne skikkelser danser omkring en brændende bil. “Det rummer helt klart en kritik af det som den sydkoreanske filosof Byung-Chul Han kalder The Burnout Society, en arbejdskultur, der gør folk syge – hvor alt, i meget korte træk, handler om penge og præstation. Jeg er så frustreret over vores samfunds effektiviseringsideal, som er lige ved at kvæle velfærdssystemet. Hvis man f.eks. som jeg er psykiatribruger og kender mange, som har berøring med forskellige dele af systemet, kan man ikke undgå at se, hvordan systemet er lige ved at knække over.” Olivia henviser til de varme hænder, som politikerne bruger til at beskrive hårdt pressede og lavt betalte omsorgsarbejdere. “Hvad nu hvis de varme hænder blev så varme, at de kunne sætte ild til systemerne og lave bål i gaderne?”

Olivia Rode Hvass, De varme hænder (Hot hands !), 2023. KP Spring, Kunsthal Aarhus, 2023. Foto: Mikkel Kaldal.

En længsel efter inkluderende fællesskaber
Ligesom i De varme hænder (Hot hands !) finder vi kædedansere flere steder i Olivias værker. Nogle gange i de vævede tråde og andre gange som små, skrøbelige figurer formet i sølvpapir. “Motivet er inspireret af den norske kunstner Nikolai Astrups (1880-1928) bålmalerier, som også peger på paganistiske traditioner og ritualer.” For Olivia ligger interessen dels i den fællesskabsfølelse, som Astrup afbilleder, men også i malerens blik, som de oplever som distanceret. “Da jeg læste om ham, fandt jeg ud af, at hans far var præst og forbød ham at tage del i så ‘uciviliserede’ fællesskaber. Jeg tænker meget over, hvordan kirken som institution – måske særligt i Nordeuropa – har været med til at fremme en fællesskabshæmmende og ensomhedsfremmende retning i samfundet. At det moderne samfund på mange måder er bygget op omkring et blik på fællesskab som noget ‘uciviliseret’. Jeg synes, at det viser sig i Astrups malerier, og det relaterer til min egen længsel mod mere fællesskabsorienterede miljøer i dag.”

For Olivia er det vigtigt at drage eventyrenes fortællinger om magi og fællesskab ind i f.eks. byrum, netop så de også kan udtrykke den nutidige længsel. “Det handler ikke om at dvæle ved fortiden, og faktisk er jeg lidt træt af, at eventyr og fantasy stort set altid foregår i middelalderen, for det isolerer dem til en tid, der er ovre. Mange myter rummer stærke budskaber, men når de fortællinger altid iscenesættes i svundne tider, forbliver de fremmede for den tid, vi lever i nu. Vores nutidssamfund har forkastet mange af de værdier og giver os stort set ikke mulighed for at forestille os, at vores liv kan være anderledes. At vi f.eks. kan forestille os fællesskaber, der ikke handler om arbejde og produktivitet. Eller at forestille os en tro, der forbinder os med naturen."

Over et par timer har vores samtale med Olivia vævet sig gennem deres liv og virke, og særligt tanker om fællesskaber bliver ved at gå igen. Både når det handler om at frigøre sig fra begrænsende fællesskaber, men i særdeleshed når det handler om at drømme bedre fremtider sammen. Olivia tror på healing i sociale sammenhænge, men siger også at de omsorgsfulde fællesskaber har svære kår i vores individualiserede produktionssamfund. Inden vi igen forlader atelieret i den gamle bondegård, spørger vi Olivia, hvorfor det mon er sådan, og om der findes et håb derude?

“Måske særligt i Nordeuropa er vores måder at være intime på meget begrænsede, og jo ældre vi bliver, jo mere isolerer vi os fra hinanden. Vi lukker os om os selv i heteronormative familiestrukturer og kender nærmest ikke vores lokalmiljøer. Men jeg ser helt klart også bevægelser, der peger i mere kollektive retninger. Hvis jeg havde overskud, ville noget af det mest meningsfulde nok være at skabe et mødested. Det føler jeg mangler meget, især hvis man ikke er interesseret i at feste, eller hvis det ikke er godt for en. Rigtig meget aktivisme foregår også meget digitalt og individuelt, hvilket kan være rigtig fint, særligt hvis man ikke har mulighed for at gå på gaden. Samtidig tror jeg på, at de største forandringer sker, når vi mødes i inkluderende, fysiske fællesskaber.”

Olivia Rode Hvass, The End (A New Beginning :) ), 2022. Foto: I DO ART Agency.

Olivia Rode Hvass, The End (A New Beginning :) ), detalje, 2022. Foto: I DO ART Agency.

Tilbage på det asfalterede Nordvest passerer vi igen den modstandsdygtige byg på den anden side af gaden. Med sin blotte tilstedeværelse bryder den med byens logikker og får os til at forestille os alternativer. Vi ved stadig ikke, hvordan den er endt her, men som Olivia sagde på et tidspunkt i vores samtale, så “rummer forestillingen noget magisk i sig selv. Forandringens potentiale findes i vores fantasi, for når vi kan forestille os en bedre fremtid, kan vi også gøre den til virkelighed.”