KAN MAN VÆRE KUNSTNER I SVENDBORG?

Forestil dig et sted omgivet af et væld af små øer, grønne skove, masser af hav og åbne vidder, med et lille, levende byliv og en delfin der bryder bølgerne i ny og næ – det lyder jo alt sammen meget godt, men er det hele virkelig bare ren idyl? Og kan man f.eks. være samtidskunstner i en sydfynsk havneby midt i Danmark? Næste stop i vores undersøgelse af kunstnermiljøer væk fra de store byer er Svendborg.

I det første afsnit af vores igangværende undersøgelse gik turen til Bornholm, og her talte vi en del om de økonomiske vilkår, der gør det attraktivt eller ligefrem nødvendigt for kunstnere at flytte ud af de store byer. Politikens artikel “Se, om huspriserne er stukket af i din kommune” fortæller f.eks., at huspriserne pr. april 2021 i København er knap 50.000,- pr. m2 mens den i Svendborg blot er ca. 13.500,-. Et andet argument vi ofte støder på, er den dragende natur og friske luft – ja man kan måske endda føle, at man gør naturen en tjeneste ved at flytte ud af den osende metropol, men er det nu så sort og hvidt? Den helt rette at spørge må være Jeppe Sengupta Carstensen, som er ansvarshavende redaktør for Ny Jord – et tidsskrift der for 5. gang er udkommet som en 6-700 sider tung samling af videnskabelige og kunstneriske bidrag, der snor sig omkring klimakrisens konsekvenser, vores forhold til de mere-end-menneskelige livsverdener og meget mere, i et forsøg på at kvalificere vores syn på naturen.

Svendborg2021-Agency.idoart.dk-351-1500.jpg — Svendborgsundbroen. Foto © I DO ART Agency.

“Midt i en corona- og klimakrise opstår der naturligt nok en interesse for det nære og lokale, men det resulterer ofte i et generisk og overfladisk syn på naturen og de geografisk set marginale landskaber og rum, der er langt mindre befolket end hovedstadsområdet for eksempel er," forklarer Jeppe, der har boet i Svendborg siden 2020. Han henviser til en for os ny viden, der udfordrer vores idé om de “naturskønne” landområder vs. den forurenede by.

Der er nemlig flere biologer der peger på, at urbane områder i Danmark rummer en højere grad af biodiversitet end det intensivt dyrkede agerland i landzonerne (Natur og Museum, marts 2015, s. 6). Dette gør sig særligt gældende i små landbrugsnationer som Danmark, hvor stort set alle arealer er kultiverede og indgår i f.eks. fødevareproduktion. “I den sammenhæng er det jo værd at nævne, at biodiversiteten har det elendigt i Svendborg og omegn, selvom der bor færre mennesker her end mange andre steder,” siger Jeppe med henvisning til det nationale biodiversitetskort over danske kommuner, som er produceret af Aarhus Universitet, hvor Svendborg ligger næsten i bunden og hovedstadskommunerne Tårnby, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Rudersdal henholdsvis ligger nr. 3, 4, 5 og 6 på listen fra 2021.

I samtalen om land og by er der også en anden form for diversitet, som Jeppe mangler. For ham er der som praksis ikke den store forskel i at arbejde det ene eller andet sted, men til gengæld har han lagt mærke til en ærgerlig tendens i den retorik, der knytter sig til emnet. “Der findes i dag en forloren folkelighed og lokalisme i måden, der kommunikeres om kunst- og kulturlivet uden for København. På tværs af de kunstneriske discipliner tvinges manges arbejde og praksisser ind i en meget stedsbunden og oplevelsesøkonomisk kontekst, der knytter sig til en illusorisk fondspolitisk agenda om at skabe national sammenhængskraft gennem kunst.” Jeppe er kritisk overfor, hvad han kalder en form for socialdemokratisk nynationalisme, der retorisk præsenterer borgerinddragende kulturbegivenheder som kunstnerisk arbejde, stigmatiserer elitære kunstformer og kommunikationsmæssigt fokuserer forudsigeligt meget på geografisk spredning og beskæftigelsesorienterede samarbejdsprojekter mellem kunstnere og erhvervsliv.

“Det er fortsat vigtigt, at kunstnerisk arbejde støttes og formidles med fokus på kvalitet og integritet, så det hele ikke går op i lokal forankring og sentimental begivenhedskultur. Kunstnerisk arbejde bør værdsættes og have bedre betingelser alle steder. Særligt i disse år.”

Den politiske kamp for at udspille det “elitære” mod det “populære” udfordrede Københavns kulturborgmester Franciska Rosenkilde (Å) desuden i et nyligt debatindlæg i Politiken. Her argumenterede hun for, at kulturlivet har langt vigtigere kampe at kæmpe, og at politikerne bør tage kunsten mere alvorligt, som en aktiv medskaber af de forestillinger, der skal udgøre vores fælles fremtid. “I den forestående nødvendige omlægning af vores samfund, fra det patriarkalske, vækst- og konkurrencedrevne til det bæredygtige samfund, er kunsten og kulturen helt afgørende. Det er på tide, at vi inddrager kulturaktørerne i magtens rum og laver kulturpolitik på kulturlivets præmisser. Det skylder vi os selv som samfund.”

Med alt dette i tankerne, retter vi vores blik mod Svendborg – en mindre dansk by, der ligger på den sydligste del af Fyn, omringet af øer som Ærø, Langeland og Tåsinge. Der er cirka to timers kørsel fra København og nogenlunde det samme fra Aarhus til den gamle havneby, der stadig rummer spor fra dens industrielle storhedstid, men som nu langsomt er ved at transformere sig til en kulturel destination.

Frederiksø, Svendborg Havn. Foto © I DO ART Agency.

Byens naturlige centrum er omkring havnen, hvorfra man kan gå ad en lille bro til Frederiksø, der de seneste år er blevet et kulturelt omdrejningspunkt med atelierer, værksteder, barer og udstillingssteder. Fra Kajen kan man kigge over på Tåsinge, og hvis man er heldig, kan man også få et glimt af delfinen Delle, der har bosat sig i Svendborgsund siden efteråret 2019.

Ja, der er ikke så lidt at komme til Svendborg efter, men hvordan er det at bo her, hvis man f.eks. er kunstner eller kurator? Kan det overhovedet lade sig gøre at have en kunstnerisk praksis her på Sydfyn, så langt fra de store byer?

En god platform for at prøve ting af
Vi begynder vores undersøgelse et par kilometer uden for byen – lige midt imellem Svendborg og Skårup, hos kunstnerne Katrine Würtz Hansen (f. 1985) og Farid Salti (f. 1977). Deres gamle, rødkalkede gårdhus ligger ud til en lille landevej og danner rammerne for et hjem, der altid synes i transformation. Både Katrine og Farid er uddannede fra Det Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2013, og ret hurtigt efter afgang begyndte de at se sig omkring efter et sted, de kunne arbejde og bo. Lidt af omveje faldt deres blikke på området omkring Svendborg: “I nogle år var jeg kommet meget i Lundeborg, hvor jeg sammen med nogle venner gik og byggede på et skib, som vi skulle krydse Atlanterhavet med,” begynder Farid, og Katrine tilføjer: “Ja, så vi kom ret meget hernede, og kunne godt lide den lidt uudforskede atmosfære.”

Katrine Würtz Hansen & Farid Salti. Foto © I DO ART Agency.

Begge har tidligere været en aktiv del af det kunstnerdrevne udstillingssted Kunsthal Ved Siden Af, der desværre, som mange andre, har været udfordret pga. lockdown. Under pandemien har flere udskudte og aflyste projekter fået Katrine og Farid til at tænke mere over, hvordan man som kunstnere sikrer sig en fast indtjening. “Jeg kommer ud af en keramiker-familie, og på en måde har det altid ligget lidt i luften, at jeg også burde tage dét håndværk op,” fortæller Katrine, som sidste år fik en drejeskive af Farid i fødselsdagsgave. De første forsøg satte de ud i en lille vejbod, og det blev starten på et nyt projekt, “der kan gøre os lidt mere uafhængige af bijobs eller af at skrive fondsansøgninger hele tiden”. Eller som Farid formulerer det: “Hvis man skal leve af noget, hvorfor kan det så ikke være af noget, man kan lide?”

Overfor gårdhuset ligger en lade, som nu er fuldt indrettet med drejebænk, hylder til glasur og ubrændt ler samt tre keramikovne. “Siden akademiet har jeg været interesseret i at tilegne mig nye håndværk som en del af min kunstneriske praksis, men jeg var alligevel lidt bekymret, da jeg tog springet. Kan man godt være billedkunstner og have en keramikvirksomhed ved siden af? Eller mister jeg mit gyldne diplom?” griner Katrine, og vores snak bevæger sig omkring de uklare strukturer, der synes at opdele kunsthåndværket fra billedkunsten. Skyldes det et sexistisk blik på, hvad der tidligere har været anset som “kvindehåndværk”, mister man den “guddommelige” genialitet, når man arbejder med udtryk, der er mere tilgængelige for flere, eller er det noget helt tredje, der er på spil? Vi kommer ikke frem til et entydigt svar, men det er i hvert fald tydeligt, at det nye projekt har givet Katrine og Farid et overskud og en større uafhængighed.

Sidste år flyttede Farids søster Basma til Svendborg i et hus med et tilhørende butikslokale, og på kort tid blev en flygtig idé til virkelighed. I april åbnede Katrine og Farid butikken Keramik og Kaffe, som udover kopper med sure ansigter, fuglekander og keramikfløjter bl.a. byder på god kaffe, tørklæder der støtter palæstinensiske kvinder og Farids nye t-shirt-projekt. “Jeg kan godt lide at eksperimentere med fotografier, collager, symboler, ord på engelsk og arabisk og flere forskellige betydningslag. Jeg ser lidt butikken som et sted, hvor vi kan sløre grænserne for, hvad der er salgbare produkter, og hvad der er kunst. Det er en god platform for at prøve ting af.”

☀︎ Da vi skrev denne artikel i 2021 lå Kaffe og Keramik på Nyborgvej. I 2022 er butikken flyttet til en mere central adresse på Klosterplads 8D. Åbningstider er mandag-fredag, kl. 9-17 samt lørdag, kl. 10-16.

“Jeg var enormt træt af, at København bestemte over mig”
I 2020 oplevede Københavns kommune den laveste befolkningstilvækst siden 2007, og et af de steder københavnerne søgte hen var Svendborg. Flere end 700 af byens tilflyttere kom sidste år fra hovedstaden, og det er en af dem, vi nu skal besøge. Vi går ind i en af byens mange gårde og finder et baghus, hvor Svendborgs nye kunstskole FLUK (Fyns Laboratorie for Ung Kunst) flyttede ind for cirka et års tid siden. Vi vender tilbage til skolen lidt senere, men først skal vi forbi billedkunstner Kristian B Johansson (f. 1985), som har indrettet sit riso-trykkeri i samme bygning. Hans kunstneriske arbejde har udviklet sig fra graffiti, over mere aktivistiske og konceptuelle projekter, da han gik på Det Fynske Kunstakademi, til en praksis der i høj grad centrerer sig omkring kunstnerbøger og tryksager – både dem han selv laver, og dem han producerer for andre gennem trykkeriet KBJ Printing.

Baggården hvor FLUK og KBJ Printing holder til. Foto © I DO ART Agency.

“I virkeligheden ville jeg bare gerne ud af byen. Jeg var enormt træt af, at København bestemte over mig – f.eks. hvor meget jeg skulle arbejde for at kunne betale min husleje, hvor jeg kunne bo og hvornår jeg skulle flytte.” Kristian har boet i København i 10 år, men i samme periode har han med sin partner rejst meget og bosat sig steder som Berlin, Istanbul og en del i Myanmar. Faktisk var planen at de to ville flytte tilbage til Myanmar med deres barn, men så kom pandemien og ændrede alle planer. I stedet valgte de mere eller mindre spontant at rykke til Svendborg sidste efterår.

En stor del af Kristians praksis handler om at tage ud og indsamle materiale, fotografere og købe gamle bøger “om alt muligt,” og når han så er hjemme igen, bruger han sit arkiv af fundne indtryk til at sammensætte nye udgivelser og værker. De nye bøger sælger han typisk på internationale bogmesser – før lockdown mest i Europa, samt Rusland.

“Så derfor er jeg heller ikke så afhængig af at være tæt på en københavnsk kunstscene, jeg har mest brug for et sted til alle mine maskiner. Derudover er jeg blevet ret overrasket over, hvor mange søde folk jeg har mødt, efter vi flyttede, og hvor nemt det er at hjælpe hinanden og få ting sat i gang. Som ny tilflytter oplevede jeg at blive introduceret for mange nye bekendtskaber, og jeg prøver selv at give det videre, når jeg møder folk, der er nye i byen. Jeg føler, at vi har et ansvar for hinanden, og det er spændende, synes jeg.”

Kristian B Johansson, KBJ Printing. Foto © I DO ART Agency.

Selvom han har boet i Svendborg i knapt et års tid, har Kristian allerede engageret sig en del i byen og har sat flere projekter i gang. Han er bl.a. medlem af det åbne cykelværksted på Frederiksøen, Cykeltutten, og sammen med billedkunstner Nick Nagel har han lavet en t-shirt, som hyldest til byens delfin. På Kristians Instagram, har man i løbet af foråret kunne følge med i forskellige midlertidige udstillinger, han har lavet i bunkere og på en forladt skole, som en slags kunstnerisk udforskning af byens rum.

Og så har han også startet verdens (måske) første mobile trykkeri, i en gammel mørkeblå varevogn. “I København følte jeg tit, at der var mange øjne, som så på og bedømte en, men det er noget andet her. Jeg føler, at jeg kan gøre hvad jeg vil, og for det meste er folk med på idéerne.”

Kai Nielsens eftermæle og fornyede potentiale
Da vi igen kommer ud af baggården, står vi på Vestergade og kigger direkte over på SAK Kunstbygning, som udover skiftende udstillinger også rummer en permanent samling af Kai Nielsens skulpturer. Kai Nielsen (1882-1924) er født i Svendborg og døde allerede som 42-årig, men nåede på sit korte liv at gøre sig bemærket bl.a. med sine 22 granitskulpturer, der omkranser Blågårds Plads i København og Vandmoderen, der står midt i Glyptotekets palmehave.

Kai Nielsen, Vandmoderen. SAK Kunstbygning, 2021. Foto © I DO ART Agency.

Efter hans tidlige død havde Kai Nielsens værker en lidt turbulent skæbne. I en kort periode var de i et dedikeret museum i manzanatårnet ved Christiansminde, som dog måtte lukke pga. 2. Verdenskrig. Senere blev de fordelt rundt omkring på skoler, på politigården, sygehuset og et plejehjem på Thurø, før de til sidst endte på SAK efter en udvidelse af kunstbygningen i 1992. Man kan finde flere bronzeudgaver af Kai Nielsens figurer i Svendborgs bybillede, men i vores research efter kunst i det offentlige rum er vi også faldet over en del nyere skulpturer, der hylder den gamle billedhuggers arbejde. Gennem Svendborgs Biblioteks Skulpturguide opdagede vi en række værker, der alle er blevet til i forbindelse med et internationalt skulptursymposium i 2003; Figura. Hommage á Kai Nielsen. De står lidt gemt, og de fleste er uden nogen form for skiltning, men hvis man leder lidt kan man finde skulpturer af kunstnere fra f.eks. Japan, Kina, Tjekkiet og Nigeria.

Første gang vi selv hører om Kai Nielsen er i forbindelse med Vibrant Matter, som netop blev afholdt på SAK i 2017. Kunstnere som Sandra Mujinga, Lea Guldditte Hestelund, Christine Overvad Hansen, Lea Porsager, Uffe Isolotto og Jesper Just var inviteret af kuratorerne Stine Kähler og Nanna Stjernholm til at gå i dialog med Kai Nielsens virke. Stine bor lidt udenfor Svendborg med sin partner og deres to børn, og vi har aftalt at mødes med hende ved Kai Nielsens skulptur Venus med Æblet, der står i Krøyers Have.

En bys dynamikker
Vi ankommer til skulpturen, der viser sig i disse dage at være spærret inde af et højt hegn, opstillet i forbindelse med en festival, og derfor beslutter vi os i stedet for at gå over på Svendborgs Assistens Kirkegård. “Når man arbejder lokalt og stedsspecifikt med kunst, er det vigtigt at finde frem til en bys dynamikker. Det er både det, der gør det spændende, men også udfordrende til tider,” begynder Stine Kähler (f. 1985), da vi træder ind blandt kirkegårdens høje træer. I tre år arbejdede Stine som assistent på Galleri DGV (som bl.a. repræsenterer Ruth Campau, Viera Collaro, Milena Bonifacini og Malene Landgreen), og siden 2018 har hun arbejdet som uafhængig kurator og kunstproducent på flere selvinitierede projekter i Svendborg.

“Det var virkelig en øjenåbner at lave Vibrant Matter. Vi kom selv med idéen, havde meget frie hænder, og det lykkedes os at rejse en halv million i støtte, fordi det var et ambitiøst samtidskunstprojekt.” Stine understreger, at en af fordelene ved at arbejde i en mindre by er, at der ikke er så langt til beslutningstagerne “og de tager rent faktisk telefonen, når man ringer.” På den anden side kræver det også, at man gør sig bemærket og beviser, at ens projekter har en betydning for byen. I mange år har særligt musik og teater været kommunens prioriterede områder, og i 2019 følte Stine, at hun blev ved med at tale for døve ører, når hun forsøgte at tale kunsten op overfor politikere og kulturforvaltningen. “Byen har ikke engang et kunstudvalg, som kommunen ellers kan få statslig støtte til. Til sidst sendte jeg en rigtig sur mail til hele kulturforvaltningen for at få dem til at prioritere samtidskunsten. Jeg kunne jo se, hvor mange seriøse aktører der virkelig gør meget for byen. Men så blev jeg også ringet op og inviteret til nogle møder.”

Omkring den samme tid gik Stine også med tanker om at opstarte en kunstskole for unge i Svendborg. Hun kom i kontakt med to nye tilflyttere, brødrene Kristian og Mathias Sæderup – som er hhv. kunstfotograf og billedkunstner (uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi) – og sammen gik de i gang med at udvikle det, der i dag er FLUK. Skolen er for 15-25 årige kunstinteresserede, og første hold startede i efteråret sidste år. “Første år fik vi 100.000 fra kommunen, og det kan man ikke drive meget kunstskole for, men jeg synes, at de er begyndt at lytte lidt mere. Vi har jo bevist, at der i den grad er et elevgrundlag, hvilket de var ret meget i tvivl om.”

Ved siden af kunstskolen har Stine også opstartet en ny udstillingsplatform, der opstod ud af en nysgerrighed for byens uudforskede offentlige rum og som et udendørs kunstrum, i en tid hvor museer og udstillingssteder ikke måtte holde åbent. Med LYS.MUR kuraterer Stine videoværker, som bliver projekterede op på byens facader i de mørke måneder og skaber midlertidige møder omkring den helt unge samtidskunst. “Jeg kan mærke, at der sker noget i byen. Der kommer flere og flere kunstaktører til, og på den måde bliver kunsten også mere tydelig i byen. Jeg kan mærke, at det smitter af på politikerne, som lige så stille begynder at prioritere kunsten.”

Et kunstnerdrevet udstillingssted i transformation
Et sted hvor byen over de seneste år har prioriteret kultur er på den gamle værftsø i Svendborg Havn. Da den maritime industri var på sit højeste, var værftet på Frederiksø en af byens største arbejdspladser, og den lille ø midt i havneindsejlingen blev af flere omgange udvidet til at kunne rumme det voksende erhverv. I dag bliver der stadig repareret skibe på Frederiksøen, men langt størstedelen af de industrielle bygninger rummer nu kunstneriske, kulturelle og sociale erhverv. Siden 2016 har kommunen nemlig udlånt lokalerne til kulturelle aktører, ganske gratis, på den betingelse at lejerne udfører offentligt tilgængelige aktiviteter som workshops eller udstillinger.

Bygningen hvori bl.a. Kunsthal Ved Siden Af ligger (på etagen i midten). Foto © I DO ART Agency.

Nogle af de første, der flyttede ind i de rå lokaler, var det kunstnerdrevne udstillingssted Kunsthal Ved Siden Af, og det er her, vi er på vej hen nu. Vi går op af trapperne til et 300 kvadratmeter stort lokale på første salen, hvor vi tidligere har set udstillinger med kunstnere som Hannah Toticki Anbert, Eliyah Mesayer, Samara Sallam, Eva La Cour, Vladimir Tomic og Ana Pavlovic.

Under lockdown var kunsthallen nødt til at aflyse alle planlagte udstillinger, og da vinterperioden bød på en ny ansøgningsrunde for lokalerne, har det været en usikker periode for den kunstnerdrevne platform.

“Vi har fået lov til at beholde udstillingsrummet, men ikke vores atelierer, så nu skal vi finde en løsning hvor vi kan bruge lokalet til begge dele,” fortæller billedkunstner Nanna Katharina Jensen (f. 1987 og uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2019), som har boet i Svendborg i ni år og var med til at starte Kunsthal Ved Siden Af i 2014. “Kommunen vil have, at vi sætter en professionel væg op, så lige nu venter vi på en afklaring fra dem.”

Nanna Katharina Jensen og Nina Wengel. Foto © I DO ART Agency.

I mellemtiden bruger Nanna lokalet som atelier sammen med billedkunstner Nina Wengel (f. 1979 og uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2008), som flyttede til byen fra København i 2019.

“Vi arbejder på en transformation af kunsthallen, så vi med tiden kan organisere os på en måde, hvor alt arbejdet ikke ligger på få skuldre. Det kommer til at kræve flere og nye kræfter,” bemærker Nina, som drømmer om et mere kollektivt drevet udstillingssted. Kunsthal Ved Siden Af har de seneste år været en vigtig aktør på den selvorganiserede del af den danske kunstscene, “og selvom vi ikke har haft udstillinger i et år, er der stadig jævnligt kunstnere, der skriver at de gerne vil udstille hos os,” tilføjer Nanna, og fortsætter: “En vigtig del af at have et udstillingssted for samtidskunst i byen, er det flow af nye kunstnere, der kommer igennem. Det er en faglig udveksling, som jeg virkelig er begyndt at savne.”

Nina arbejder netop nu på sit bidrag til gruppeudstillingen Sensing the Sea, der er kurateret af Tijana Mišković og som åbner til oktober på SAK. I den anden del af atelieret arbejder Nanna på en totalinstallation til sin soloudstilling på NU Galleri i Næstved. “Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er sværere at være kunstner i provinsen – det er bare to forskellige ting.”

Inden vi afrunder vores artikel om Svendborg, vil vi nævne, at byen også rummer et bronzestøberi med speciale i kunstneriske projekter, et bogbinderi samt det 125 år gamle parisiske litografiværksted Atelier Clot, der netop har åbnet en afdeling i byen. Der er også den fine boghandler Litteraturhus Svendborg, som sørger for at også de mere smalle og kunstneriske udgivelser får plads i byen. I vores samtaler med de kunstnere, der har bosat sig her, får vi et indtryk af, at der er masser af fordele ved at bo i og omkring den sydfynske havneby. Og som Nanna bemærkede, kort før vi igen forlod atelierne på Frederiksøen, “så er Danmark jo heller ikke større.”