EN HUDLØST ÆRLIG SAMTALE OM ARBEJDSVILKÅR MED NOUR FOG

“Som kunstnere skal vi altid føle os så heldige for at være kommet gennem nåleøjet, men der er utroligt meget på den her scene, som vi virkelig ikke behøver at være taknemmelige for.” I et fortsat ønske om at kunstneres dårlige arbejdsforhold må blive bedre, har billedkunstner Nour Fog (f. 1981) inviteret os på en samtale, hvor intet er off limit. En snak om udstillingsvilkår, kunstakademiernes ansvar, hvad det koster at lave værker – økonomisk, kropsligt og mentalt og om at få børn når begge forældre er kunstnere. Alt det som en kunstners liv også er fyldt med – ud over selvfølgelig selve kunsten.

“Min mormor var billedkunstner, og hun pegede mig tidligt i retning af kunstakademierne,” fortæller Nour Fog, da vi møder dem i værkstedet ved Peblinge Sø i København, som de deler med deres partner, billedkunstner Maj Kjærsig. Nour søgte ind på et kunstakademi første gang som 16-årig, men det skulle vise sig at tage 13 år og et ophold på daghøjskolen VERA, før alle afslagene blev til ja’er og på det tidspunkt var Nour fyldt 29.

Afslag hører ikke til sjældenhederne på kunstscenen – vi oplever faktisk, at kunstnere skal kunne holde til en pænt stor del af dem igennem deres karrierer – og måske har Nour også fået en del af sin styrke fra et tidligt møde med de mange afvisninger. Siden sin afgang i 2016 har Nour haft soloudstillinger på Sydhavn Station, Overgaden og Møstings, de har deltaget på en række gruppeudstillinger, modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris for sine keramiske undersøgelser af kroppen, kønnet og havet, og er blevet en del af Statens Kunstfonds Den unge kunstneriske elite.

“Jeg synes det er svært, for når man er helt ærlig omkring kunstneres vilkår, bliver det hurtigt meget dystert. Jeg prøver ikke på at skræmme nogen væk, men håber at kunne bidrage til mere åbenhed og være det eksempel, jeg selv har manglet.”

I denne omgang skal vi ikke tale så meget om Nours værker, men i stedet vende de vilkår, der følger den kunstneriske praksis. “Jeg synes det er svært, for når man er helt ærlig omkring kunstneres vilkår, bliver det hurtigt meget dystert. Jeg prøver ikke på at skræmme nogen væk, men håber at kunne bidrage til mere åbenhed og være det eksempel, jeg selv har manglet.”

Om tiden på kunstakademiet
Vi starter der, hvor det dedikerede kunstliv for alvor begynder, på akademiet. Selv var Nour 29 år, da de blev optaget på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus. “Generelt vil jeg sige, at kunstakademiet lærte mig meget ift. forståelsen af kunst og gav mig en uundværlig mulighed for at udvikle min praksis, men et liv som kunstner består bare af så meget mere end et lave værker.”

“For at være helt konkret, så havde vi nogle få forløb på femte år, imens vi var helt begravede i vores afgangsprojekter. Det var meget sådan: ‘Husk nu at melde jer ind i en a-kasse’ og så havde vi en eller to dage, hvor der kom en billedkunstner og fortalte, hvordan han selv havde gjort. Vi øvede os f.eks. ikke i at skrive fondsansøgninger – faktisk havde jeg aldrig set en ansøgning, da jeg selv skulle til at skrive min første arbejdslegatansøgning. For mig at se var der nærmest ingenting, der forberedte os på livet efter afgang. Det gør bare mødet med virkeligheden ekstra forvirrende og besværlig, når man skal til at finde ud af det hele selv. Jeg har helt sikkert gået virkelig mange omveje og har begået dumme fejl på grund af det. Det er en kendt sag, at mange nyuddannede billedkunstnere efter et par år dropper kunsten – måske er en del af forklaringen på det, at vi ikke er godt nok forberedte, når vi skal springe ud i det at være professionelle billedkunstnere.”

“For mig at se var der nærmest ingenting, der forberedte os på livet efter afgang. Det gør bare mødet med virkeligheden ekstra forvirrende og besværlig, når man skal til at finde ud af det hele selv. Jeg har helt sikkert gået virkelig mange omveje og har begået dumme fejl på grund af det.”

Nour beskriver den smule karriereorienterede undervisning, som der trods alt var, som værende meget ensidig. “Der blev lagt op til, at der var én måde at være kunstner på, og det var den måde mange af lærerne synes, var den rigtige. Det var noget med en meget konceptualiseret praksis, uden salg og bundet op på legater. Det kan jo være fint, men det bør bare ikke være den eneste måde at skabe et liv som kunstner på.”

“Jeg følte, at vi blev undervist på baggrund af lærernes egne idealer og traumer, hvis man kan sige det sådan. Det lå hele tiden mellem linjerne, at immaterielle og intellektuelle praksisser var finere end mere sanselige og salgbare udtryk – jeg har flere gange fået at vide, at maleriet eller skulpturen var død. Der vil jeg nu sige, at de tog godt og grundigt fejl.”

Nour Fogs atelier. Foto © I DO ART Agency.

Nour mener ikke, at et forløb om administration og salg skal overskygge undervisningen i kunst, men de mener at akademikerne bør tage et større ansvar for at forberede de studerende på et liv som professionelle billedkunstnere. “Det skal være en mere integreret del af uddannelsen fra første år. At man lærer at italesætte sine behov, at lægge budget for en udstilling eller en produktion, hvordan man møder institutionerne – og at man ikke behøver at være taknemmelig for at få en udstilling, men at man faktisk kommer med en værdi, som stederne gerne vil have og ikke kan undvære.”

Blot få måneder efter Nours afgang i sommeren 2016 fik de en soloudstilling på det kunstnerdrevne udstillingssted Sydhavn Station og blev derfor hurtigt konfronteret med livet som professionel kunstner. Som kunststuderende melder mange sig ind i en a-kasse, da en fuldendt uddannelse giver ret til to års dagpenge, hvilket kan gøre overgangen til det virkelige liv mere overskuelig. “Samtidig blev jeg ret overrasket over, hvor besværligt det hele pludselig var. Jeg skulle finde en måde, hvor jeg både kunne være på dagpenge og lave kunst samtidig, at udstille og få udbetalt honorar uden at a-kassen klappede i. Det var meget presset, ud over den enorme præstationsangst, jeg følte som nyuddannet – uden et fast værksted, med minimale produktionsmidler og korte deadlines.”

Om udgifter til værksted og værkproduktion
Noget af presset kunne måske være løftet, hvis der var nogle af spejle sig i. For at hjælpe med at afmystificere den kunstneriske produktion har Nour derfor besluttet sig for at være helt åben med de omkostninger, som deres nuværende praksis kræver. “I det her værksted, med ovn, sprøjtekabine og materialer er der for omkring 200.000 kr. Huslejen er på ca. 7.000 kr. inkl. moms for de her knapt 40 kvadratmeter, som jeg deler med Maj. Oven i det koster vores elforbrug pga. keramikovnen 3-4.000 kr. om måneden.”

For at blive endnu mere konkret tager Nour udgangspunkt i værket Nature Head, som står på hylden bag os og gennemgår produktionsomkostningerne:

Materialer og forbrug:

Ler (70 kg) = ca. 1.400 kr.
Begitning (farve) = ca. 200 kr.
Værkstedsleje (14 dage) = ca. 1.750 kr.
Elforbrug = ca. 350 kr.
I alt = ca. 3.700 kr.

“Sådan et værk vil blive prissat til ca. 35.000 kr. i galleriet. 50% går til galleristen og efter 5% kunstnermoms og produktionsudgifter er der knap 13.000 kr. tilbage før skat. Jeg synes, det er vigtigt at tænke hele kæden igennem, for selvom 35.000 kr. er mange penge for de fleste, så er der ikke meget tilbage til kunstneren.” Følger vi Nours regnestykke lander vi på en timeløn på ca. 170 kr. før skat, hvis værket skulle blive solgt. Hertil er der ikke indregnet installationstid, omkostninger til transport og udstillingsdisplay.

Om at starte og drive virksomhed
“Man kan sige det ret simpelt: Det er de privilegerede, der klarer den. Dem der er heldige at få de helt store legater, dem som har en partner med et rigtigt lønjob eller dem som har forældre, der kan udlåne penge eller støtte økonomisk.” I 2019 var Nour netop heldig at modtage Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris på 150.000 kr. skattefrit, “som vi trak lidt på hver måned for at få enderne til at mødes.”

Kort efter startede Nour sin virksomhed, som for første gang i år kommer til at give et overskud, der ikke blot dækker tidligere års røde tal.

2019 (kun 2. halvår)

Indtægter: 56.085,29
Udgifter: 49.497,66
Resultat: 6.587,63

2020

Indtægter: 96.128,57
Udgifter: 127.276,38
Resultat: -31.147,81

2021

Indtægter: 353.619,71
Udgifter: 321.810,15
Resultat: 31.809,56

2022 (kun 1. halvår)

Indtægter: 212.791,1
Udgifter: 141.103,69
Resultat: 71.687,41

“Det er jo stadig ikke beløb, man rent faktisk kan leve for. Tidligere har jeg undervist nogle dage om ugen på aftenskole for at få det til at løbe rundt, men jeg har så vidt muligt ikke taget ufaglært lønarbejde, som mange kunstnere jo ellers er nødsagede til. Jeg har også arvet nogle penge fra min mormor, da hun døde sidste år, men uden de her lidt tilfældige udbetalinger, som store legater eller arv, ville det ikke kunne lade sig gøre. Vi burde måske have brugt arven på at købe en andelslejlighed, men vi har valgt at investere dem i kunsten og så håbe på, at det giver os de vilkår, der skal til for at skabe en bæredygtig økonomi på den lange bane.”

Om at lave udstillinger
I grove træk kan man sige, at indtægterne til Nours praksis kommer gennem værksalg og udstillingsproduktion. “Jeg tror, at mange har det sådan, at udstillinger på museer og kunsthaller er det mest prestigefyldte, men som det er nu, skal man virkelig være glad, hvis der er nogle penge tilbage efter produktionen af værker,” indskyder Nour og forklarer, at budgettet til kunstneren oftest fordeler sig i to kategorier: Honorar (som er det beløb der dækker kunstnerens arbejdstid) og værkproduktion (som dækker kunstnerens udgifter til materialer o.lign.). “Oftest tilbyder udstillingsstederne at betale meget små beløb. Gennem Statens Kunstfond kan man søge produktionsmidler, men man får sjældent hvad man har brug for, og derfor ryger honoraret næsten altid også ind i produktionen.”

Nour har to konkrete eksempler, som de gerne vil dele for at give et bedre billede af, hvordan økonomien omkring soloudstillinger kan se ud for dem.

(Bemærk: Vi oplever at mange kunstnere ønsker at tale åbent om udstillingsforhold, men erfaring viser at det desværre ikke er muligt uden konkrete eksempler. Hensigten her er altså ikke at stille nogen i et dårligt lys, men derimod gennem åbenhed at skabe grobund for forbedringer).

1) “Da jeg lavede Skumfødt på Møstings i starten af året, var honoraret på 16.000 kr. og så var der 4.000 kr. til produktionsstøtte. De gav ingen økonomisk støtte til fragt af værker.” Hvert år laver Møstings et open call, hvor kunstnere kan ansøge om udstillinger. Da Nour søgte i starten af 2021 var de økonomiske vilkår ikke tydelige, men det er de blevet efterfølgende. Ved sidste ansøgningsfrist var det formuleret som følgende: “Kunstnere udbetales udstillingshonorar ud fra anbefalede minimumshonorarer. Dertil kommer visningsvederlag.” Ifølge Nour var honoraret ikke til forhandling, da Møstings prioriterer at give det samme til alle kunstnere. Nour modtog 40.000 kr. fra Statens Kunstfond til værkproduktion, men alligevel endte de med et underskud på ca. 50.000 kr. Nour fortæller, at de brugte omkring et halvt år på at lave udstillingen, så udover det materielle underskud er der også udgifter til 6 måneders atelierleje og elforbrug ved siden af almindelige leveomkostninger som privat husleje, mad og alt det andet. “Heldigvis blev jeg reddet lidt, fordi Statens Kunstfond købte tre af værkerne på udstillingen, til ca. 200.000 kr. hvor min gallerist jo så fik halvdelen.”

2) “Det andet eksempel er min kommende udstilling på Le Bicolore i Paris, som åbner til maj næste år. De har været super åbne for at justere budgettet. F.eks. foreslog de et honorar på 35.000 kr., men efter at jeg forklarede mine udgifter tilbød de 65.000 kr. De bidrager ikke økonomisk til værkproduktion, men de kommer selv med en lastbil, som kan fragte værkerne, de hjælper med at installere og tager sig af al presse mm.” Til produktionen har Nour desuden fået 30.000 kr. af Statens Kunstfond. “Le Bicolore har også hjulpet med at gøre udstillingen til en vandreudstilling, så den efterfølgende bliver transporteret til Augustiana, hvor jeg også får et honorar. Det er også en måde at få det til at flaske sig på. Beløbene er dog stadig ikke tilstrækkelige til at kunne dække omkostningerne for et års arbejde.”

Det har ikke altid været sådan, men med tiden har Nour fået det nemmere ved at gå ind i forhandlinger om økonomi med udstillingsstederne. “Det giver ingen mening, at de bare kan læne sig op af minimumstakster, og at der ikke kan være en forhandling om det, for der er en stor forskel på, hvad udstillinger koster at producere – både i tid og materialer. Nogle gange tilbyder de måske 10.000 kr. for en solo, men så må jeg jo sige: ‘Det kan godt være, men det koster mig 100.000 kr. at lave den’ og så må vi sammen finde ud af, hvordan det så kan lade sig gøre. Jeg er begyndt at vise dem, hvilke poster jeg har i mit budget, og det har f.eks. gjort, at Overgaden betalte min værkstedsleje ifm. min soloudstilling hos dem i 2019. Det kan godt være en hård start, når man går ind i forhandlinger, men bagefter er det hurtigt glemt, synes jeg. Det kan da godt være, at der er nogle der synes, at jeg er krævende eller besværlig, men sådan må det jo bare være,” smiler Nour.

Om de anbefalede minimumshonorarer
Over de seneste år har kunstneres arbejdsvilkår været til debat af flere omgange, særligt i efteråret 2018, hvor vi her på idoart.dk lavede en spørgeskemaundersøgelse, og hvor CBS rapporten Billedkunstens Økonomiske Rum udkom. Vores undersøgelse viste, at 90% af de deltagende kunstnere enten ikke eller slet ikke var tilfredse med deres økonomiske situation. Efter en bred dækning i aviser og radioudsendelser tog kunstnernes fagforbund (BKF, UKK og DBF) udfordringen på sig og knap to år senere udsendte de i samarbejde med museernes interesseorganisation ODM de anbefalede minimumshonorarer, som Nour refererer til.

“Da de anbefalede minimumshonorarer kom, fik jeg det sådan: ‘nu gør jeg ikke noget gratis mere’. Der er nok kommet en lidt bedre kultur for, at man i det mindste ikke skal arbejde fuldstændigt gratis, både hos kunstnerne og udstillingsstederne. Samtidig er det dog også blevet lidt en sovepude for stederne. Nu kan man bare sige, at man følger minimumshonorarerne, men sandheden er, at de jo på ingen måder dækker kunstnerens arbejde.

Én ting er en minimumssats, men kunstnerorganisationerne kunne også definere en optimal sats, for lige nu står minimumshonoraret jo som det eneste, vi og udstillingsstederne kan forholde os til.”

Som det er nu, beregnes minimumshonoraret ud fra hvor mange årlige besøg et udstillingssted har, “men det er jo egentlig fuldstændig ligegyldigt for kunstneren – hvis et udstillingsrum er 300 kvadratmeter, så kræver det det samme at lave en udstilling, uanset om der kommer 100.000 besøgende eller der kommer 10. I den udregning tager man udelukkende hensyn til institutionerne, og her synes jeg f.eks., at vores fagforbund kan gøre det meget bedre. Hvad med at man kiggede på hvert udstillingssted og lavede en vurdering af, hvad der ville være rimeligt ift. de specifikke steder: Udstillingsareal, personalets involvering og andre ressourcer – jeg mener, så mange udstillingssteder er der jo heller ikke. Det kunne også være, at en bestemt procentdel af et udstillingssteds driftsmidler skulle gå til kunstnerhonorarer. Jeg synes også, at man er nødt til at se på, hvor dyr en praksis den enkelte kunstner har. Jeg ved ikke, hvad der er den bedste løsning, men når det kommer til kunsthaller og museer, så skal vi op i nogle meget højere beløb. Jeg bliver ret provokeret af, at der er så mange udstillingssteder, der bruger flere penge på poster som f.eks at få et reklamebureau til at designe en plakat eller at få trykt et udstillingskatalog, end de betaler kunstneren. Der må simpelthen være et manglende bevidsthedslag hos en del udstillingssteder, når man kigger på deres økonomiske prioriteringer. Jeg ville sådan ønske, at der var flere steder, der tog deres ansvar på sig, og så det som en æressag at betale kunstnere ordentligt for deres arbejde. Og det ville vise vejen for alle de andre!”

“Der må simpelthen være et manglende bevidsthedslag hos en del udstillingssteder, når man kigger på deres økonomiske prioriteringer. Jeg ville sådan ønske, at der var flere steder, der tog deres ansvar på sig, og så det som en æressag at betale kunstnere ordentligt for deres arbejde.”

Ifølge kunstnerorganisationerne dækker de anbefalede minimumshonorarer ikke produktion af nye værker, hvilket oftest er kunstnerens eget ansvar at søge penge til. Man skal have en udstillingsaftale med et udstillingssted for at kunne søge produktionsmidler, hvilket betyder at man allerede har forpligtet sig til at lave udstillingen, inden man ved, hvor mange penge man har til at producere for. I tilfældet af at man ikke modtager den fulde støtte, eller får afslag, står kunstneren med hele risikoen selv.

“Det har aldrig nogensinde været på tale, at vi kunne dele den risiko. Når der mangler 50.000 kr. til produktion, så ryger de bare ud af min lomme. Men hvorfor skal jeg turde at tage det sats, hvis de ikke gør?”

Om Statens Kunstfond, arbejdslegater og Den unge kunstneriske elite
Når de budgetposter, der egentlig burde betale kunstneres løn, ofte forsvinder ned i et hul af produktionsomkostninger, bliver legater for mange altafgørende. Nogle legater uddeles uden ansøgningsrunder, som det Nour modtog fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, mens andre skal søges, som f.eks. Statens Kunstfonds arbejdslegater. Det er penge, som ikke er øremærket til bestemte projekter, men som f.eks. kan bruges på faste udgifter og dermed give ro til at udvikle den kunstneriske praksis.

Nour har tidligere modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond, dog ikke de sidste to år, mens de har været en del af kunstfondens karriereprogram Den unge kunstneriske elite. I 2021 stod der som begrundelse i Nours afslag, at udvalget havde taget hensyn til, hvor meget Nour “modtager eller har modtaget i direkte kunstnerstøtte fra Statens Kunstfond i de senere år”, men for Nour er det en betingelse, der burde blive mere tydelig. “Det bliver måske lidt konspiratorisk, men for mig virker det til, at mine afslag på arbejdslegater er betinget af min deltagelse i karriereprogrammet.” Den unge kunstneriske elite blev lanceret i 2018 som et led i daværende kulturminister Mette Bocks tanker om talentudvikling. Siden har 58 kunstnere, musikere, forfattere, filmfolk, designere og arkitekter fået tildelinger på 199.000-500.000 kr. til at udvikle en to-årig karriereplan i samarbejde med en professionel konsulent. I gennemsnit har kunstnerne fået lige under 350.000 kr. hver.

“Jeg søgte om 500.000,- hvor der var tre overordnede poster. Hovedprioriteten var etablering af værksted og derudover var der honorar til mentorer samt rejseudgifter. Åbenbart dækker de slet ikke udgifter til værksted, hvilket jeg faktisk synes er ret underligt, for hvordan skal jeg udvikle mig, hvis jeg ikke har et godt værksted eller materialer. Jeg modtog lige under 200.000,- hvor ca. halvdelen er gået til mine konsulenter.” Statens Kunstfond skriver ikke direkte, at puljen ikke dækker omkostninger til etablering af værksted, men formulerer det lidt løst: “Der gives kun i begrænset omfang tilskud til afholdelse af omkostninger relateret til drift og produktion, herunder udstyr og materiel med mere.”

I frie midler – eller honorar – har Nour fået 40.000 kr. ud af tildelingen fra Den unge kunstneriske elite. Resten er gået til andres lønninger. “Ironisk nok har det gjort min økonomi til kunstnerisk udvikling mindre. Fra Den unge kunstneriske elite har jeg fået 40.000 kr. i honorar (20.000 pr. år), men hvis jeg bare havde fået et af de mindste arbejdslegater ét år, havde jeg fået 50.000 kr.” Alligevel er Nour glad for at have været en del af programmet. “Sparringen med mine mentorer har været helt fantastisk, og så var det direkte pga. Statens Kunstfonds pressemeddelelse om min deltagelse, at Le Bicolore kontaktede mig. Og det bliver min hidtil største soloudstilling.”

Om kollegaskab
Gennem vores samtale er Nour meget opmærksom på, hvor privilegeret de har været ift. soloudstillinger, legater og andre karrieremæssige muligheder, “men det er også vigtig at sige, at virkeligheden ikke er så skøn, som den ser ud på Instagram. Det er ikke en særligt pæn følelse, men det er noget, jeg oplever i mig selv af og til: Den der følelse af misundelse eller uretfærdighed, hvis det går godt for de andre. Jeg har det med at sammenligne mig med nogle, det går lidt bedre for – i hvert fald ude fra set, og sådan er der sikkert også nogle, der kigger på mig. Det er en lille scene og mulighederne er også forholdsvis få, så jeg tror det bunder i en følelse af afmagt, når nogle få kunstnere ser ud til at få alle de gode muligheder. Den hårde økonomiske situation vi som billedkunstnere står i, gør at mange af os konstant kæmper for at komme til tops, i håbet om at der er lidt flere penge at gøre godt med dér. Det skaber ofte nogle grimme kollegaskaber, når konkurrencekulturen bliver for hård, og når mulighederne for simpel overlevelse er for få.”

“Den hårde økonomiske situation vi som billedkunstnere står i, gør at mange af os konstant kæmper for at komme til tops, i håbet om at der er lidt flere penge at gøre godt med dér. Det skaber ofte nogle grimme kollegaskaber, når konkurrencekulturen bliver for hård, og når mulighederne for simpel overlevelse er for få.”

Det besværlige kollegaskab oplevede Nour meget direkte, da de arbejdede på udstillingen Body Objects på Overgaden. “Hvis jeg talte højt om de ting, der var svære – præstationsangst eller den meget stramme deadline – blev jeg flere gange mødt med indstillingen, at jeg bare skulle være taknemmelig. Der var flere der direkte bad mig om at holde op med at ‘brokke mig’ eller tale om det, nok fordi de var misundelige. Jeg oplever noget af det samme, hvis jeg f.eks. gerne vil fortælle om, at jeg har fået et legat eller har solgt et værk – så synes nogle folk, at det er blær, og det må man ikke rigtigt. Jeg synes, der er en ærgerlig tendens til, at hvis det går godt, så må man ikke flashe det for meget, og hvis det går skidt, så må man bare finde sig i det.”

Over de seneste år har Nour selv valgt netop at dele sine fondsafslag på sociale medier, i et forsøg på at modarbejde den form for tavshedskultur, som de ser mange steder på kunstscenen. “Det er jo et falsk billede kun at dele succeshistorierne. Jeg tror, der er mange kunstnere, der har den holdning, at fordi man har valgt det her erhverv, så har man også valgt en bestemt livsstil, og så må man ligesom finde sig i tingenes tilstand. Der er en bitterhed og en vrede kollegaer imellem, hvor jeg synes vi kan være meget hårde mod hinanden, i stedet for at rette vreden mod dem, der også har ansvaret for vores situation. Hvorfor er vi ikke bedre til at dele både opture og nederlag med hinanden, så vi kan udvikle os? Hvorfor accepterer vi bare tingenes tilstand? Det siger måske allermest noget om, hvor pressede vi er som scene, når vi ikke kan se os selv ud af vores hul.”

“Hvorfor er vi ikke bedre til at dele både opture og nederlag med hinanden, så vi kan udvikle os? Hvorfor accepterer vi bare tingenes tilstand? Det siger måske allermest noget om, hvor pressede vi er som scene, når vi ikke kan se os selv ud af vores hul.”

Om at blive forældre
Kort efter at Nour og Maj tog afgang i 2016 fik de deres første barn og sidste år fik de nummer to. For Nour er forældreskabet ikke kun en stor personlig lykke, det er også noget der inspirerer dem i deres kunstneriske arbejde med f.eks. fertilitet og transformation.

“Jeg fungerer helt klart bedst, når mit privatliv og kunstneriske liv følges ad og giver til hinanden. Det føler jeg, at det gør nu, men der er selvfølgelig også nogle ting, der besværliggøres af, at man bliver forældre.”

“Jeg har måtte erkende, at jeg ikke længere kan arbejde 10 timer om dagen, som jeg kunne før. Nu har jeg mine snævre tidsrum hernede, og så kan jeg skrive lidt mails om aftenen, hvis jeg er heldig.”

“Det er en stor omvæltning, hvor jeg er blevet meget fokuseret på at få udrettet noget, når tiden er der, fordi hvert et minut er kostbart. Økonomisk er det svært, fordi vi begge er billedkunstnere. Bare sådan noget som barselsdagpenge har været meget usikkert, fordi vi ikke er medlemmer af en a-kasse. Heldigvis kunne vi få en forsikring, der gjorde at Maj kunne få lidt støtte – min “barsel” har været selvfinansierede fridage, fordi systemerne igen ikke passer til, hvis man lige sælger et værk eller lignende.”

“At få børn har gjort, at jeg er blevet mere loose ift. den kommercielle side af min praksis – forstået på den måde at jeg er blevet mere opmærksom på, at jeg rent faktisk driver en virksomhed, som skal generere overskud. Mine værker betyder stadig meget for mig, men jeg føler ikke på samme måde som tidligere, at jeg sælger en del af min sjæl. Det er også bare nogle ting, som kan give mig en økonomi at leve for. Hvis værkerne bliver solgt, bliver de også bevaret, i stedet for at ende på genbrugsstationen på grund af manglende lagerplads. Jeg er nok blevet mere pragmatisk, og det tror jeg egentligt er meget sundt. De der børn skal jo bare have det godt.”

Om mentalt og fysisk helbred
Over de seneste timer har vores samtale snoet sig rundt i alle de afkroge af den kunstneriske tilværelse, som man ikke ser, når værkerne står flot på gallerierne og museerne. Nour har været generøst ærlig om de vilkår, der er virkeligheden for mange billedkunstnere i Danmark, og inden vi slutter samtalen af, vender vi de alvorlige konsekvenser, som de svære arbejdsforhold medfører. “Selv har jeg flere gange været ramt af stress pga. vildt korte deadlines, præstationsangst og manglende søvn over, hvordan det skal hænge sammen økonomisk. Jeg har også været depressiv i perioder, fordi det er så hårdt og utaknemmeligt at være i det. Oftest står kunstneren jo med alting selv; at søge penge, bygge podier, transportere værker, alt – det er som om, at de regner med, at man tryller en udstilling ud af ærmet,” fortæller Nour, der pga. de begrænsede midler i lang tid hverken har haft råd til forsikringer, medlemskab i fagforbund og a-kasse eller at gå til tandlægen – selv en babyalarm er blevet sparet væk. “Man sparer på det helt basale. Jo mere besværlig dagligdagen er, jo mindre skal der til, før filmen knækker.”

“Selv har jeg flere gange været ramt af stress pga. vildt korte deadlines, præstationsangst og manglende søvn over, hvordan det skal hænge sammen økonomisk. Jeg har også været depressiv i perioder, fordi det er så hårdt og utaknemmeligt at være i det.”

“Jeg skulle nok have været sygemeldt, men det ville betyde, at jeg skulle takke nej til udstillinger og det har jeg ikke følt, at jeg kunne, selvom det havde været det sundeste for mig. Problemet er, at så ville jeg stå helt uden indtjening, og skulle betale de penge jeg havde fået fra legater tilbage, og så ville jeg også miste den eksponering, som en udstilling giver. Som kunstnere har vi intet sikkerhedsnet, og det går ud over det mentale og fysiske helbred. For det meste kører jeg bare igennem. Jeg har fået psykologhjælp, selvom det også er dyrt, men det har været nødvendigt for ikke at bryde sammen.”

For Nour har det at skabe kunst under de nuværende vilkår været med sit mentale helbred som indsats, men rent fysisk har de også kunnet mærke presset. “Jeg har også været syg flere gange med maveproblemer udløst af stress. Da jeg lavede min soloudstilling på Overgaden fik jeg enormt mange maveproblemer efterfølgende, og det har så gentaget sig næsten hver gang, jeg har lavet en stor udstilling, fordi presset desværre kommer tilbage. Det er helt entydigt, fordi forholdene i vores branche ikke er i orden – det er jo ikke meningen, at man skal blive syg af at gå på arbejde.”

“Jeg er sikker på, at vores vilkår gør, at vi får en dårligere kunst, end vi kunne få, hvis vilkårene var i orden. ”

“Jeg er sikker på, at vores vilkår gør, at vi får en dårligere kunst, end vi kunne få, hvis vilkårene var i orden. Dels er det et liv, hvor mange lever med dårlige nerver og derfor ikke har det overskud, der skal til for at tænke nyt, fordi der ikke er råd til at lave fejl. Og så er det i et system der gør, at dem der ikke har økonomisk støtte eller bare er mindre heldige, ikke klarer sig. Mange, selv anerkendte, dygtige kunstnere, må fokusere på deres kunst i deres fritid, da de må have lønjobs for at betale for at klare den økonomisk.”

Nour har ikke det endegyldige svar på, hvordan vi når frem til en virkelighed, hvor kunstnere rent faktisk bliver betalt ordentligt for deres arbejde, men “nu har jeg været så ærlig, som jeg overhovedet kan, og så håber jeg, at det kan gøre en forskel. Jeg håber, at udstillingsstederne, kuratorerne og fondene læser med og forstår, at det er alvor. At det langt fra er nok med produktionsstøtte og minimumshonorarer, og at vi har brug for at tænke i meget mere seriøse beløb. Og så håber jeg, at mine kunstnerkollegaer vil være med til at indføre en solidarisk arbejdsmoral, hvor vi bliver bedre til at støtte hinanden og sige nej til ulønnet eller dårligt betalt arbejde. Det må være en selvfølge, at vi skal betales ordentligt for vores arbejde.”