KAN MAN VÆRE KUNSTNER PÅ BORNHOLM?

Vi kender alle klichéerne om solskinsøen, trolden med det lidt belastende navn, røgerierne, ruinerne og de runde kirker, men hvad er Bornholm ellers? Kan man f.eks. tale om, at der er et levende kunstmiljø, og giver det overhovedet mening at være billedkunstner på den her klippeø langt ude i det baltiske hav?

Når vi besøger kunstnere og udstillingssteder foregår det oftest i København, for hovedstaden er et uomgåeligt centrum for den danske kunstscene. Efter et år med lockdown er nogle måske begyndt at savne naturen, men i tiltagende grad oplever vi, at de stigende huslejepriser og manglen på værkstedsfaciliteter for alvor besværliggør livet som kunstner i byen. Man må træffe svære valg om bolig- og atelierforhold, prioritere værdifuld tid på krævende bijobs, og i sidste ende måske endda gå på kompromis med sine kunstneriske projekter. I juni udgav Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune og UKK en undersøgelse (foretaget blot få måneder inden) der viste, at 86% af Københavns kunstnere føler sig begrænsede af manglende faciliteter, og mere end tre fjerdedele har overvejet at søge ud af byen. I Politiken kunne man blot en måned tidligere læse, hvordan at huspriserne i København er steget med hele 29,8% på blot et år(!). Den gennemsnitlige kvadratmeterpris (for parcel- og rækkehuse) var således 47.981,- i april 2021. På Bornholm var den knap 10.000,-.

Selv tog vi for et par år siden konsekvensen af de begrænsende, høje boligpriser og rykkede ud af storbyen, og da vi for nyligt rejste samtalen i vores Instagram-stories fik vi overvældende mange henvendelser – både fra dem, der stadig overvejer, og dem der for længst er flyttet. Mange ytrede også deres bekymringer ved risikoen for at blive ensomme og glemt – måske en forestilling afledt af, at vi for sjældent nævner for hinanden, hvor vi rent faktisk bor, hvis det ikke lige er midt i København. For måske har man længe boet et andet sted, men har fortsat sin firmaadresse i hovedstaden? “Lives and works in Copenhagen” har i hvert fald vist sig at betyde lidt af hvert.

På baggrund af alle disse betragtninger, har vi besluttet os for at undersøge forskellige områder i Danmark, og hvordan kunstnerlivet ser ud udenfor de store byer. Måske vi endda kan komme med lidt inspiration til dine egne udflytningsplaner. Første stop er landets østligste punkt, Bornholm.

Klipper, historiske aftryk og imaginære kunstværker
Det er cirka tyve år siden, vi sidst har besøgt Bornholm, så vi skal gøre vores bedste for ikke at svælge ALT for meget i den smukke natur og andre former for overromantisering af øen. Vi bliver nemt begejstrede for nye steder, men vi ved også, at det er for let at fokusere kun på alt det pæne, for vi smutter jo igen lige om lidt. Vi vil i hvert fald gøre os umage for at skildre et realistisk billede af kunstlivet på Bornholm – så realistisk vi nu kan uden selv at have boet her. Når det er sagt, så er det svært ikke at bemærke et landskab, der adskiller sig markant fra resten af Danmark, når man ankommer til øen.

Bornholm2021-Agency.idoart.dk-076-1500.jpg — Plankestien i Allinge-Sandvig. Foto © I DO ART Agency.

Vi kører selv over Øresundsbroen til Ystad og tager færgen til Rønne (det tager cirka 2,5 timer fra København), men man kan også tage den 40 minutter lange flyvetur (bare lov at tænke på klimaet). Langs nordkysten rejser skarpe klippeformationer sig fra de baltiske bølger, og på vores ture rundt på øen kommer vi bl.a. forbi den endnu ufærdige plankesti i Allinge-Sandvig samt “Røverborgen” i Gudhjem. Endnu et særligt sted er de to bunkere på Dueodde, der står som et tilgroet bentonaftryk fra besættelsestiden, der varede et år længere på Bornholm end i resten af Danmark. (Kanonstilling G3 er nem at finde, hvis man følger HC Møllersvej. G4 er noget sværere, men vi fandt en god sti ind i skoven cirka her).

Kanonstilling G4 på Dueodde. Foto © I DO ART Agency.

Mens vi bevæger os rundt, tager vi gentagende gange os selv i at placere imaginære kunstværker i naturen og begynder at drømme om en bornholmsk kunstbiennale. At gå på opdagelse og opleve samtidskunstnere i dialog med naturen her ville uden tvivl være fantastisk. Okay, det må også være nok naturfascination for nu. Lad os komme ud og tale med nogle kunstnere.

Sol – et kunstnerdrevet udstillingssted i Nexø
På havnen i Nexø ligger en lav, aflang bygning, hvorfra dagens fangst plejede at blive solgt til højestbydende. Men fiskeauktionerne er for længst rykket ud, og i 2019 flyttede det kunstnerdrevne udstillingssted Sol i stedet ind i det gamle fryserum med direkte udsigt til den lille industrihavn. Over de sidste to-tre år har vi på afstand fulgt med i Sols tjekkede profil og interessante program, med soloudstillinger og performances af kunstnere som Gabriel Bott, Thyra Dragseth, Kim Laybourn, Pernille Kapper Williams, Peter Voss-Knude, Marie Raffn, Ragnhild May og Emilie Bausager.

Sol er stiftet og drevet af billedkunstner Sofie Amalie Andersen (f. 1989), som i 2021-sæsonen har fået kuratorisk assistance af billedkunstner Signe Boe (f. 1988), imens Sofie koncentrerer sig om sin afgang ved Malmø Kunstakademi. På en solrig, men blæsende eftermiddag møder vi Signe på havnen, med Sofie på en direkte Skype-forbindelse fra Sverige.

Sol. Sofie Amalie Andersen (på Skype) og Signe Boe. Foto © I DO ART Agency.

Før Bornholm boede Sofie med sin kæreste i Oslo, hvor hun studerede på kunstakademiet. Men “efter jeg havde færdiggjort min bachelor, fik min kæreste tilbudt et job i et vinprojekt lige uden for Nexø, og det syntes jeg lød som en god anledning til at prøve noget nyt.” Ret hurtigt følte Sofie dog et behov for at mødes med andre billedkunstnere, og det var af denne grund, at idéen om at starte et udstillingssted opstod. Hun kom i kontakt med havnebestyreren – som ifølge Sofie er en driftig mand – og inden længe havde hun både fundet opbakning og de rette lokaler til at realisere sin idé. “Det at mødes omkring andres kunst kan skabe tætte forbindelser mellem mennesker. Igennem Sol har jeg virkelig udvidet mit netværk, også i København og andre steder, men især lokalt. Jeg møder stadig nye kunstnere, som jeg ikke anede bor på Bornholm, vi er faktisk ret mange.”

Da Sofie spurgte Signe, om hun ville være kurator på Sol i 2021 var det dels af praktiske årsager pga. afgang, men også for at få en anden kunstners blik på udstillingsstedets potentialer. Signe bor nu midlertidigt i Nexø, og hendes tilværelse er splittet mellem Bornholm, hvor hun står for udstillingerne på Sol, og Sjælland hvor hun selv producerer værker. “Jeg tager meget rundt, og lige nu er jeg en del i Næstved på deres grafiske værksted,” fortæller Signe, der mest arbejder med video og de mere immaterielle dele af sin praksis, når hun er på Bornholm. “Fordelene ved at bo her er nok mere personlige, fordi jeg godt kan lide at bo i små byer. Her er virkelig skønt, men jeg tror, jeg skulle ændre radikalt på min praksis, hvis jeg skulle bo her fast. Til gengæld har jeg ligesom Sofie lært rigtig mange at kende gennem Sol.”

Emilie Bausager, Insel Geist (7.5.2021 – 30.5.2021). Foto: Brian Kure.

Ligesom Signe kan Sofie også genkende udfordringerne ved at have en kunstnerisk praksis på en ø, særligt i forhold til den ekstra transporttid. “Under corona har det været en udfordring – men for mig er det også en drivkraft. Det der med at man ikke bare forholder sig til den samme storby, men at man flytter sig rundt. Særligt om vinteren kan jeg godt ønske mig tættere på det hele, men det er også skønt at bo på Bornholm. På flere måder er der mere plads at udfolde sig på, og hver gang solen kommer tilbage, får jeg det sådan: Ej vi bliver et år mere,” afslutter Sofie.

☀︎ Sol holder sommerferielukket indtil 30. juli, hvor billedkunstner Ragnhild May åbner sin udstilling Summer Scammer.

Udenom markedskræfter og tættere på det, der betyder noget
Følger man industrien nogle få hundrede meter ned af Sdr. Hammer og svinger til venstre af Værftsvej kommer man til en rød murstensbygning, hvorpå der står ‘Bornholms Skibsradio’ med store blå bogstaver. Her har keramiker Christina Schou Christensen sit værksted, og noget af den ekstra plads lejer hun ud til andre kunstnere – heriblandt billedkunstner Mette Clausen (f. 1980), som vi er kommet for at besøge. Mette blev uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2015 (om hendes afgangsværk skrev vi dengang: “På den ene endevæg hænger Mettes vægtæppe Selfmachine (pattern in resistance), som er udført i uld ved hjælp af digital jacquardvævning. Mettes tekstile værk virker næsten som i bevægelse, men da vi ser bedre efter, afsløres bogstaver, som langsomt bliver til ord og sætninger for øjnene af os. “Over anxious under anxious” står der, med sitrende all caps, gentagende gange skjult i tæppets fine vævninger.”).

Siden hun flyttede til Bornholm i 2018 har hun ved siden af sin kunstneriske praksis arbejdet med keramikken. Først som fabrikschef på Bornholms Keramikfabrik og nu med opstarten af sin egen keramikvirksomhed, May.

“Jeg følte ikke, at jeg var helt færdig med byen, og jeg frygtede måske, at jeg ville gå glip af noget eller blive glemt som nyuddannet kunstner. Skriver man sig selv ud af københavnerkonteksten?” Mette husker bekymringerne, men med et lille barn, ingen bedsteforældre i nærheden og en besværlig boligsituation, valgte hun at flytte sin familie til Bornholm, hvor hendes datters anden mor er vokset op. De første år på øen var mildest talt turbulente og efter en række skelsættende tragedier i den nære familie, stod hun igen med tvivlen. “Skal jeg blive? Skal jeg begynde at slå rødder sådan ægte? Men jeg er bare kommet frem til, at det giver bedst mening at blive her, hvor jeg er. Min datter trives, vi har et dejligt hus i Rønne, lige ned til en lille sø, og jeg har også brug for lige at trække vejret.”

I værkstedet møder vi også billedkunstner Sarah Rathje (f. 1978), som Mette kender fra akademiet, hvor Sarah gik på årgangen over. Siden studietiden har de to ikke haft kontakt, men det blev der lavet om på, da Sarah pludselig dukkede op i en Facebook-gruppe for boligsøgende på Bornholm. Det er cirka et år siden, og Sarah hjælper nu Mette i værkstedet og med at starte den nye virksomhed op. “Det var et langt tilløb, for jeg har nok tænkt på det i fem-seks år,” fortæller Sarah, der ikke ser sig selv som bymenneske, selvom hun stort set altid har boet i og omkring København. “Jeg har bare lyst til at give mine børn en opvækst, hvor de kan løbe rundt og få frisk luft. Jeg er alene med to små børn, så hvis jeg skulle have mere plads end min toværelses på Nørrebro, så kunne det i hvert fald ikke blive i nærheden af København. Og så elsker jeg naturen her på Bornholm, freden og roen.”

Mette Clausen og Sarah Rathje. Foto © I DO ART Agency.

Både Mette og Sarah giver udtryk for, at tilværelsen på Bornholm giver mulighed for at tænke i nye måder at organisere livet på. Den lave hus- og atelierleje gør hverdagen mindre stressende, og der bliver mulighed for at skabe et arbejdsliv, som ikke sluger alt overskuddet, men tværtimod tilfører energi og giver den nødvendige ro til at arbejde på mindre kommercielle kunstprojekter. “Jeg er der måske ikke helt endnu,” bemærker Mette og fortsætter: “For det kræver meget at opstarte en keramikvirksomhed, men det er drømmen at nå til et sted, hvor der er overskud og balance mellem den kunstneriske praksis, keramikproduktion, privatliv og børn.” Et lille eksempel på denne måde at prioritere på, kan ses i den måde værkstedsfællesskabet har valgt at dedikere et helt rum til et sted, hvor børnene kan opholde sig, hvis de af den ene eller anden grund har brug for at være med på arbejde. I København ville det være dyrebare kvadratmeter, som uden tøven ville blive lejet ud, men her er der mulighed for at prioritere anderledes – udenom markedskræfter og tættere på det, der betyder noget.

☀︎ Over sommeren har May en fysisk butik på Nørresand 11 i Gudhjem (Åbningstider i juli: Hver dag fra 12-17ish).

En skulpturpark, et stenbrud og en uomgængelig turistdestination
Gennem vores besøg på Sol og hos Mette og Sarah er vi blevet tippet om en hel del flere samtidskunstnere, der enten bor eller har en tæt tilknytning til Bornholm. Én af dem er Silas Inoue (f. 1981), som er født og opvokset på Nordøen, og som stadig kommer her jævnligt. “Der er et særligt sted, hvor jeg elsker at bruge tid, når jeg selv er på øen...” fortæller Silas, da vi ringer til ham for at få et par gode ø-tips, “...og det er min bedstefars skulpturpark.” Vores nysgerrighed bliver kun yderligere vakt med Silas’ næste sætning: “Den ligger dog lidt gemt, så I må lige ringe, hvis i farer vild.”

Og det gør vi, altså farer vild.

Ole Christensens Skulpturpark. Foto © I DO ART Agency.

Kun et par kilometer syd for øens nordligste punkt, lige i udkanten af Olsker, kører vi over marker, rundt i cirkler og leder efter skilte med “skulpturpark”, imens gps’en vil have os til at køre ind af veje, der viser sig at være cykelstier. Ole Christensens Skulpturpark ligger nemlig i midten af en skov, og den eneste vej er på cykel eller gåben, ad stien lige til højre for Rønnevej 48. Efter ca. 9 minutters vandring kommer man til en åben lysning fyldt med abstrakte skulpturer, der fremkalder en mystisk atmosfære. Ole Christensen (1932-2000) tilbragte det meste af sit liv på Bornholm, og ligesom Silas’ far Jun-Ichi Inoue (1948-2009) – som også var kunstner – arbejdede han med at hugge bløde og organiske former ud af den hårde, bornholmske granit.

Bornholm2021-Agency.idoart.dk-1209-1500.jpg — Ole Christensens Skulpturpark. Foto © I DO ART Agency.

Vi kan nemt forestille os, at Bornholm må være et paradis for billedhuggere. Her er jo så meget granit, at man næsten ikke kan lade være med at hugge (i) det. Et sted på øen hvor mennesker i den grad har hugget meget granit, er i nogle af øens ældste stenbrud på øens top. Opal- og Krystalsøen kaldes de i dag, men de er først blevet fyldt med regnvand, efter at ekstraktionen af granit ophørte omkring 1970. I dag udgør bruddet et enestående naturområde, som befinder sig et sted mellem vildnis og menneskeskabt – mellem bjerg og skulptur. Fra en stejl afsats kan man kigge ca. 45 meter lodret ned på Opalsøen og forestille sig de enorme mængder sten, der er blevet sprængt væk af sort krudt. Der findes helt særlige steder i naturen, hvor man føler, at man går i ét med den, og hvor der er en ubeskrivelige ro, som går helt ind i hjertet. Sådan et sted er Krystalsøen for os.

Et stenkast fra bruddet ligger Bornholms ultimative turistdestination, og da vi ikke selv har besøgt Hammershus, siden vi var i tolvårsalderen, beslutter vi os lidt spontant for at lægge vejen forbi i de stille aftentimer. Man plejer vist at sige det modsatte, men underligt nok virker den sagnomspundne middelalderborg (som blev grundlagt i starten af 1200-tallet) langt større, end vi husker den. Vi er heldige og stort set alene, da vi bevæger os op af de stejle stier til slotspladsen, som ligger omkranset af kampesten og ruiner.

Midt på pladsen rejser et højt tårn sig 15 meter op mod himlen, og her finder vi forbindelsen til vores sidste destination; Bornholms Kunstmuseum. I 1660 blev heksehader-kongen Christian IVs datter Leonora Christina (som vist nok selv kunne hekse) nemlig spærret inde i Manteltårnet sammen med sin mand Corfitz Ulfeldt, dømt for at konspirere mod den danske stat. Efter 17 måneder – og et mislykket flugtforsøg, hvor de efter sigende firede sig ud af tårnvinduet ved hjælp af sammenbundne lagner – blev de løsladt, men to år senere blev Leonora igen pågrebet og fængslet i det skrækindjagende Blåtårn på Københavns Slot. Denne gang var hun anklaget for medvirken i sin mands landsforræderi – en gerning hun nægter sig skyldig i i sin bog Jammers Minde, som delvist er skrevet i løbet af de 22 år, hun sad i tårnet.

Men hvad har alt det mon med kunstmuseet at gøre? Bare rolig, det kommer vi til nu. Da Jammers Minde udkom i 1869 – omkring 170 år efter Leonoras død – havde Rønne-fødte, queerkunstner Kristian Zahrtmann (1843-1917) nemlig lige taget afgang fra kunstakademiet i København. Den unge kunstner blev dybt optaget af Leonora Christina og malede omkring 20 malerier af hendes liv og skæbne i Blåtårn. Bornholms Kunstmuseum råder over en af de største samlinger af Kristian Zahrtmanns værker, og på lyseblå vægge i den permanente udstilling finder vi bl.a. Leonora Christina i Blåtårn, Kvinde laver sig et øllebrød (1896) og Leonora Christinas død (1901).

Plads til flere forskellige blikke på kunsten
Ved toppen af Helligdomsklipperne, lidt uden for Gudhjem, ligger Bornholms Kunstmuseum – en aflang museumsbygning (indviet i 1993 og udvidet i 2003), der bugter sig ned ad det knoklede landskab og indfanger solens lys gennem de mange smukke lysindfald. Ned gennem den højloftede museumsgade kan man følge Helligdomskilden, der siges at rumme helbredende kræfter, og som løber frilagt gennem museets granitgulv. I caféen mødes vi med kunstfaglig leder Tine Nygaard (f. 1969) og museumsinspektør Lotte Nishanthi Winther (f. 1974), som udgør museets nye kunstfaglige team, der startede kort før vinterens store lockdown sidste år.

Bornholms Kunstmuseum. Foto © I DO ART Agency.

Begge har de mange års erfaring på forskellige museer – Tine på bl.a. Designmuseum Danmark, SMK og Whitney Museum (New York) og Lotte på Louisiana, Arken, Øregaard Museum m.fl. Vi spørger til, hvad de tænker om deres nylige flytning til Bornholm. “Som kunsthistoriker har jeg altid været meget opmærksom på, at der er et center omkring museerne, gallerierne og markedet, men så er der også alt det, der bliver skabt udenfor,” begynder Lotte og fortsætter: “Så når jeg rykker herover, er jeg ikke bange for at træde ud af et kunst-epicenter i København, tværtimod er jeg interesseret i en form for vekselvirkning. Generelt har jeg altid været meget interesseret i at søge ud og give plads til flere forskellige blikke på kunsten.”

“Jeg ser det heller ikke, som om vi arbejder væk fra et centrum i København,” tilføjer Tine, der mener, at museet i lige så høj grad skal orientere sig mod museer i hele landet og ud i verden. “En af fordelene ved at være et mindre museum er, at vi er en del af alle processerne i huset. Da jeg var på SMK, var vi måske 30 kunstfaglige fordelt i specialiserede afdelinger, men jeg kan rigtig godt lide, at vi her både er med til at definere museets profil, at føre visionerne ud i livet og formidle udstillingerne til et publikum.”

På trods af at Tine og Lotte kun har været på museet i kort tid, er de allerede dybt begravet i fremtidens store projekter. De fortæller bl.a. om et nybyggeri, der om fem år kommer til at fordoble museets areal og som dels skal rumme Bornholms kulturhistoriske museum og dels en ny afdeling med fokus på lyskunst. “Og inden da udvider vi med en permanent pavillon i Allinge, som skal rumme en stor samling af Sonja Ferlov Mancobas værker, som Ferlov Mancoba Fonden for nyligt har doneret til museet,” forklarer Tine. I samme anledning har museet netop nu en lille udstilling med Ferlov Mancobas enestående skulpturer, som hun faktisk begyndte at arbejde på under et ophold på Bornholm i sommeren 1935. Lotte tager over: “Derudover kommer vi til at lave nogle store temaudstillinger for at få en dyb forståelse af museets samling, som består af knap 5.000 værker, og så vil vi også gerne have et fast rum til den helt nye samtidskunst.”

Sonja Ferlov Mancoba, Effort commun (1963-64). Foto © I DO ART Agency.

“Jeg ved ikke, om det adskiller sig fra andre steder, men vi har det som en del af vores strategi, at vi gerne vil facilitere faglige fællesskaber for lokale samtidskunstnere og kunsthåndværkere.” Lige inden lockdown nåede Tine at afprøve et salonkoncept, og i fremtiden vil hun også arrangere kortere forløb, hvor professionelle kunstnere kan mødes omkring faglige samtaler, som kan være svære at finde rum til i hverdagen på ateliererne. At museet engagerer sig i det lokale kunstmiljø kan også mærkes med den “hjælpepakke”, som den tidligere direktør igangsatte sidste år. “I samarbejde med en fond gav museet penge til et udvalg af kunstnere med tilknytning til Bornholm på den betingelse, at vi så kunne hente et værk, når corona-krisen stilnede lidt af igen.” Lotte fortæller, at værkerne – som bl.a. er lavet af Silas Inoue, Christian Finne og Anne Sofie Meldgaard – nu er samlet ind, og at de kan opleves i en samlet udstilling på museet til december.

☀︎ Udover de permanente udstillinger kan man over sommeren opleve følgende særudstillinger på Bornholms Kunstmuseum: Sonja Ferlov Mancoba “Det var først på Bornholm” (-22. august), Det Kongelige Akademi – Crafts in Glass and Ceramics’ afgangsudstilling “Maker’s Dimension” (-12. september) og Hans E Madsen ”Volume” (-29. august).

En ny begyndelse
Normalt ville vi ende vores artikel med en konklusion, men ikke her. For det føles mere rigtigt at undlade en afslutning og i stedet åbne op for en ny begyndelse. En ny begyndelse hvor vi på kunstscenen tør at være mere nysgerrige og mindre fordomsfulde – mere inkluderende om man vil – og åbne mere op for alt det potentiale, der rent faktisk gemmer sig rundt omkring i hele Danmark. Uvisheden og frygten for at man bliver mutters alene, hvis man flytter væk fra “kunstscenens centrum”, forstår vi, men den er bare det – en frygt. Ikke en virkelighed, og i hvert fald ikke på Bornholm.

Vi går bagom kunstmuseet og ned til Helligdomsklipperne, kigger på lidt mere granit, en masse flotte bregner og et temmelig sødt mårdyr, der spæner hen over stenene med en kæmpe fisk i munden.