KUNST SOM EN KILE

LYS.MUR er en udstillingsrække i det offentlige rum i Svendborg, som kan opleves i november og december 2020. Over en periode på seks uger præsenteres hver uge et nyt digitalt værk på en ny placering. Seks unge samtidskunstnere har hver fået én torsdag og én placering, og i løbet af en times fremvisning har de fået stillet en mur og platformen til rådighed.

LYS.MUR er et forsøg på at kile kunsten ind i det offentlige rum, byrummet i Svendborg – vores allesammens rum. Konceptet er enkelt; en projektor, en højtaler, nogle havestole, en parasol, nogle lyskæder, en håndsprit og et par skilte med information om både værk, kunstner og corona. Alt sammen er holdt i hvidt, og viger pladsen for værket og oplevelsen af selvsamme. Værkerne stråler i aftenmørket – uanset vejr og vind – og bliver pludselig en del af byens rum og arkitektur. Ved fremvisningerne er der gjort plads til et kort ophold, men placeringerne er også valgt med tanke på, at flere går forbi i forbindelse med et ærinde, en gåtur eller som et transitsted mellem a og b.

De forskellige placeringer er valgt ud fra idéen om, at værkerne bliver en slags snublesten på vejen. I forbifarten dukker de op og kræver opmærksomhed, som kiler i det offentlige rum. Til LYS.MUR er seks unge kunstnere inviteret til at deltage. Kunstnerne er Stine Deja, Mark Tholander, Eliyah Mesayer, Sophia Iannou Gjerding, Tore Hallas og Iselin Toubro. Alle er uddannet fra kunstakademier inden for de sidste fem år, og de har hver især arbejdet tålmodigt, undersøgende og vedholdende med deres kunst. Flere af dem har i samme periode aktuelle udstillinger rundt i ind- og udland.

Stine Deja, Suspended vision (still). Vises d. 5. november, 2020.

Mark Tholander, They built the widened coral reef (still). Vises d. 12. november, 2020.

Eliyah Mesayer, Illiyeen (still). Vises d. 19. november, 2020.

Sophia Gjerding, Stay up here with you forever (still).
Vises d. 26. november, 2020.

Tore Hallas, And going after strange flesh (still).
Vises d. 3. december, 2020.

Iselin Toubro, Sommerparadoks (still).
Vises d. 10. december, 2020.

De seks kunstnere arbejder på forskellig vis med mediet og har alle deres eget udtryk – fra det nære blik, som rummer både tomhed og angst, over det vægtløse, forvirrende og dog genkendelige miljø i en restaurant, hvor al logik synes at være forsvundet til fordel for løs snak om vejret. Fra det rummelige og smukke tordenvejr, som varsler om forandringer og mod, til menneskets evige forvikling af fiktion og virkelighed, og vores ubeslutsomme forhold til det kommercielle og etikken i at vareliggøre det allermest naturlige, kroppen. Også det nære og vores forståelse af tradition, identitet og køn undersøges og udfordres i nye miljøer med nye og andre spilleregler. Kunstnerne kredser således om emner, som vedkommer os alle; teknologi, kryopræservering og død, det digitale, kommunikation, klima og meteorologi, fiktion og virkelighed, det kommercielle, seksualitet, krop, tradition og familie.

“Beskueren kan nøjes med at gå forbi, bruge 5 minutter eller blive hængende i 20, alt efter ønske og behov, og kan derefter fortsætte i sit ærinde. Denne kortvarige begivenhed er forhåbentligt tillokkende for nysgerrige sjæle – også folk, som ”ikke plejer” at se på kunst. Kunsten er ude hos menig mand, ude i livet.”

Udstillingsrækken giver pladsen til ét værk hver uge, og dermed bliver beskuerens og den tilfældige forbipasserendes opmærksomhed alene rettet mod det ene værk. Denne simple opstilling giver plads og tid til refleksion og undersøgelse. Beskueren forstyrres ikke af en mængde andre værker, som flimrer i synsfeltet. I loop føles tiden anderledes, og værket får lov til at tage sin egen tid. Beskueren kan nøjes med at gå forbi, bruge 5 minutter eller blive hængende i 20, alt efter ønske og behov, og kan derefter fortsætte i sit ærinde. Denne kortvarige begivenhed er forhåbentligt tillokkende for nysgerrige sjæle – også folk, som ”ikke plejer” at se på kunst. Kunsten er ude hos menig mand, ude i livet. Så opstår dette uventede møde, der også kan være en ydmyg relation og ikke kun en dyb kritisk fortolkning.

Stine Deja, Suspended vision. Vist i Svendborg (Møllergade 50) d. 5. november, 2020. Foto © I DO ART Agency.

Stine Deja, Suspended vision. Foto © I DO ART Agency.

Kurator Stine Kähler. Foto © I DO ART Agency.

Udstillingens form tager udgangspunkt i det moderne menneskes fysiske og mentale bevægelser. Placeringerne er steder, der ligger i byens A-Z. Det er folkets rum, men det også et negligeret rum, der ofte er henlagt til ren funktion. Samtidig er det et lokalt rum, der er en del af byens rytme, og som først påskønnes, når det transformeres eller forsvinder.

Stederne transformeres til rum for ophold og refleksion ved hjælp af kunstneriske indgreb. En mental snublesten, der baserer sig på kunstnernes arbejde med virkeligheden, tanker og overvejelser.

“Kunsten evner måske at skærpe vores sans og fornemmelse for stedet, og kan på den måde tilføre stedet ny midlertidig værdi.”

Kunsten evner måske at skærpe vores sans og fornemmelse for stedet, og kan på den måde tilføre stedet ny midlertidig værdi. Disse særlige bevægelseszoner eller -rum er også steder, hvor vores mentale tilstand ofte er sat på pause, eller er henlagt til løse tanker, og hvor vi som udgangspunkt ingen forventninger har til rummet eller stedet og dets andre mulige funktioner. Vores mentale vågeblus giver mulighed for at skabe nye indtryk, og på den måde kan kunsten blive katalysator for noget nyt.

Mark Tholander, They built the widened coral reef. Vist i Svendborg (Møllergade 30) d. 12. november, 2020. Foto © I DO ART Agency.

Mark Tholander, They built the widened coral reef. Foto © I DO ART Agency.

Mark Tholander, They built the widened coral reef. Foto © I DO ART Agency.

Mark Tholander, They built the widened coral reef. Foto © I DO ART Agency.

Mark Tholander, They built the widened coral reef.
Foto © I DO ART Agency.

Mark Tholander, They built the widened coral reef. Foto © I DO ART Agency.

Det offentlige rum må betragtes som et dynamisk og foranderligt rum, hvor alt er i bevægelse og underlagt mulighed for forandring. Det offentlige rum bruges af os alle og er i teorien for os alle. Men det offentlige rum er også et konstrueret og politisk rum, som er underlagt forskellige magtmekanismer og processer, som har til hensigt at skabe en form for normalitetstilstand. Dens bygninger og elementer er tunge og sjældent lige til at flytte rundt på.

“Vi har som individer brug for at anvende rummet frit og gøre det til vores, for det er her, vi bevæger os rundt, møder hinanden, handler ind, kigger, opholder os og mærker mangfoldigheden – det er kort sagt her, vi i bevægelse lever vores liv.”

Vi har dog som individer brug for at anvende rummet frit og gøre det til vores, for det er her, vi bevæger os rundt, møder hinanden, handler ind, kigger, opholder os og mærker mangfoldigheden – det er kort sagt her, vi i bevægelse lever vores liv. Livet er dynamisk, og det virker egentlig så underlig statisk, at mange statuer, skulpturer og alskens vidnesbyrd om en mere eller mindre fjern fortid (engang en samtid) er statiske, ubevægelige og faste størrelser i vores byrum. Historien, erfaringen og vores erindring er ikke på samme måde stabile, men i bevægelse. Til evig forhandling og fortolkning.

Eliyah Mesayer, Illiyeen. Vist i Svendborg (Parkeringsanlæg, Bycenteret) d. 19. november, 2020. Foto © I DO ART Agency.

LYS.MUR. Foto © I DO ART Agency.

Eliyah Mesayer, Illiyeen. Foto © I DO ART Agency.

Eliyah Mesayer, Illiyeen. Vist i Svendborg (Parkeringsanlæg, Bycenteret) d. 19. november, 2020. Foto © I DO ART Agency.

Kunsten har potentialet til at vise os vores liv, og måske er det derfor også på tide at omfavne den midlertidige og bevægelige kunst endnu mere i det offentlige rum. Samtidskunsten taler om den tid, den selv står i, og ved at åbne endnu mere op for den midlertidige kunst i byrummet skabes der en mulighed for at give kunsten en stemme på samtidskunstens egne præmisser. Hvor refleksionerne kan være midlertidige, men samtidig give plads og mulighed for at genoverveje og gentænke vores aktuelle standpunkt. Hvis kunsten kan få lov til at være midlertidig, har den et potentiale for at give små midlertidige sandheder, fremfor den store, forkromede fortælling om vores samtid støbt i granit eller bronze.

“Hvis kunsten kan få lov til at være midlertidig, har den et potentiale for at give små midlertidige sandheder, fremfor den store, forkromede fortælling om vores samtid støbt i granit eller bronze.”

For kunstens rum er et mangfoldigt rum, hvor der er plads til alle tanker, handlinger, temaer, idelogier og talemåder. Kunstnerne undersøger verden og vores omgang med hinanden. De arbejder med det offentlige rum på en og samme tid som etnografer, arkæologer, byplanlæggere og arkitekter. De kigger på området, miljøet og kulturhistorien, som har været med til at præge lige præcis dette sted – det er på en måde kunstnerens grundstof, de bestanddele der sammen med materialet skal undergå transformationen til værk. Kunstnerne gør altså et stort stykke forarbejde med sted og rum. Et arbejde, som kommer borgerne til gavn, og som giver dem mulighed for at komme lidt nærmere stedet, byen, landet, verden og sig selv.

Sophia Ioannou Gjerding, Stay Up Here with You Forever. Vist i Svendborg (Møllergade 50) d. 26. november, 2020. Foto © I DO ART Agency.

Sophia Ioannou Gjerding, Stay Up Here with You Forever. Foto © I DO ART Agency.

Sophia Ioannou Gjerding, Stay Up Here with You Forever. Foto © I DO ART Agency.

Og det er netop dette LYS.MUR forsøger; at kile kunsten ind i folks fysiske og mentale bevægelser i det offentlige rum.

Kunstnerne tager kun et øjeblik af din tid, men de forlanger noget af dig, og får dig måske til at spørge eller undre dig. For hvordan er dit forhold til fremtiden, er du bange? Hvordan bruger du internettet, er alt sandt eller falsk? Er alt til forhandling? Og hvad med din følelse af hjem, af din familie, hvor hører I til? Og hvordan skal vi passe på hinanden, hjælpe hinanden og se hinanden? Hvem er du egentlig? Og hvad gør du nu?