KUNSTENS LØNVILKÅR II: DET BLEV TIL 320 SVAR. SE RESULTATERNE HER

KUNSTENS LØNVILKÅR II: DET BLEV TIL 320 SVAR. SE RESULTATERNE HER

I august igangsatte vi en undersøgelse om de aktuelle lønvilkår for kunstnere og freelance kuratorer og formidlere på den danske kunstscene. På en lille måned modtog vi 320 besvarelser, mange med grundige og personlige skildringer af en scene der kæmper med forsvindende honorarer, kontraktløse aftaler samt manglende tillid, respekt og forståelse. Til trods for, at det ikke har været opløftende læsning, så er vi glade for, at I har haft lyst til at dele jeres erfaringer, så vi allesammen kan blive klogere. Tak!

Her kan du få et overblik over resultaterne af vores undersøgelse “Kunstens lønvilkår.” Du kan også læse Claudine Zias debatindlæg baseret på samme undersøgelse her.

“Lad det være en konstatering. Lønforholdene i kunstindustrien er ikke særligt attraktive.” Sådan indledte Claudine Zia sit indlæg d. 20. august her på idoart.dk og inviterede billedkunstnere samt freelance kuratorer og kunstformidlere til at svare på et spørgeskema om kunstens lønvilkår. På baggrund af de mange besvarelser der kom på vores spørgeskema er vi blevet en hel del klogere på de strukturer, der ligger bag det utal af dårligt (eller slet ikke) betalte arbejdstimer, som danske kunstnere, kuratorer og kunstformidlere udfører på daglig basis.

Vi er meget beærede over, at 320 (231 kvinder, 84 mænd og 5 ikke-binære) af jer har brugt tid på at svare på spørgeskemaet. Tusind tak for det. Jeres erfaringer har gjort det tydeligt, at problemet ikke er entydigt, men at de vanskelige lønforhold på kunstscenen bunder i en indviklet struktur af tradition, ugennemsigtighed, manglende overenskomster og uddannelse, usikkerhed, et forsvindende institutionelt ansvar, for lidt politisk forståelse og tabu. At ansvaret for at opretholde nogenlunde lønvilkår hviler på individet er ikke holdbart, hvis vi ønsker en velfungerende og stærk kunstscene. Ansvaret for dét påhviler os alle.

Vi ønsker mere transparens på kunstscenen generelt, og undrer os derfor ofte over hvorfor der offentligt findes så få rapporter, opgørelser og tal på helt centrale problemstillinger. Derfor har vi lavet denne undersøgelse. Vi er ikke forskere eller statistikere, og arbejdet her er betalt af egne lommer. Vi har lavet undersøgelsen ud af vores kærlighed til kunstscenen i håbet om, at tallene og vidnesbyrdene kan fungere som et redskab til at italesætte en kultur, som vi ønsker at være med til at ændre.

Bemærk: Diagrammerne herunder er interaktive, så husk at før musen henover de enkelte dele for at få alle detaljerne med. Tallene står ikke i procentsatser, men som antal besvarelser. Vi har fjernet spørgsmålet “Hvad er din oplevelse af at forhandle løn?”, da vi ikke havde gjort det tydeligt nok, hvad der mentes med lønforhandling. Det kan dog nævnes, at 40,9% svarede, at de altid eller ofte får mindre end det, de beder om. Til slut i vores spørgeskema var det valgfrit, om man ville svare på en række mere åbne spørgsmål, og heldigvis var der rigtig mange, der valgte at skrive vigtige og indsigtsrige kommentarer. Vi har læst alt grundigt igennem og har lavet et udvalg, som repræsenterer det fulde billede herunder.


Hvor er du blevet uddannet?

*Bl.a. Akademie der bildenden Künste, Akademin Valand, Bergen Academy of Art and Design, Central Saint Martins, Den Danske Filmskole, Designskolen Kolding, Gerrit Rietveld Academie, Goldsmiths, KADK, Konstfack, Kungl. Konsthögskolan, Kunsthochschule Berlin, Malmö Art Academy, Royal College of Art, Sandberg Instituut, School of Visual Arts, SEAD, The Glasgow School of Art samt en række universiteter.

HVOR GAMMEL ER DU?

Hvor mange år har du været praktiserende på kunstscenen?


Er du på din uddannelse blevet undervist i og rustet til, hvordan du økonomisk klarer dig som professionel billedkunstner, kurator, formidler?

Personer uden videregående kunstnerisk uddannelse er ikke talt med her.

Har du prøvet at arbejde gratis?

Hvornår har du sidst arbejdet gratis?

*V/Ø = Ved ikke / Ønsker ikke at svare.

Har du oplevet ikke at blive honoreret ifbm. en eller flere af følgende?

*Andet: Bl.a. ifbm. fundraising, performance, udstillingsudvalg, bogproduktion- og bidrag, research og konsulentarbejde.

Har du selv skulle søge honorar i forbindelse med en opgave?

Spørger du om løn, når du indgår i en aftale med en kulturinstitution?

*Andet: Har aldrig samarbejdet med en kulturinstitution.

Er du ifbm. en opgave blevet lovet honorar, men har af uforklarlige årsager ikke modtaget dette?

*V/Ø = Ved ikke / Ønsker ikke at svare.

Fremgår der skriftlige kontrakter, når du indgår i et samarbejde med en institution, og hvem sørger typisk for det?

*Andet: Har aldrig samarbejdet med en kulturinstitution.

Har du et bijob, der ikke relaterer sig til din kunstpraksis, for at kunne klare dig økonomisk?

*V/Ø = Ved ikke / Ønsker ikke at svare.

Er du tilfreds med din økonomiske situation som billedkunstner, kurator, formidler, kunstkritiker?

*V/Ø = Ved ikke / Ønsker ikke at svare

Hvis du mener, at lønforholdene på den danske kunstscene ikke er optimale: Hvorfor tror du, at det er sådan?

  1. “Jeg tror bl.a., at der bredt hersker en helt tåbelig forestilling om, at "belønningen er i arbejdet selv" – altså at kunstnere stiller sig tilfredse med blot at få lov til at udøve deres fag. Jeg tror, at den hårde konkurrence på kunstscenen fordrer et miljø, der er næsten umuligt at organisere. Der er en mærkelig accept af den ældgamle fortælling om, at arbejdet som billedkunstner ikke er økonomisk bæredygtigt. Nogle få magtfulde personer (gallerister, samlere osv.) sidder og skummer fløden på kunstnernes hårde arbejde – ja, de simpelthen lever af den profession, som de faktisk producerende kunstnere ikke selv kan leve af (spændende nok?). Der er så få om pladserne, og derfor tror jeg de fleste, der er heldige at få tildelt en plads under solen, skynder sig at takke ja - og der tror jeg, at meget af det organisatoriske arbejde, som bl.a. BKF arbejder for ifht. ordentlige lønforhold osv. går tabt. Der står altid en skruebrækker klar et sted omme bag i køen, hvis de forreste har takket nej. Der mangler politisk handling på området.”



  2. “Måske folk glemmer at tænke på, at al tid for en kunstner koster noget. Der skal betales strøm, leje osv. – både atelier, lejlighed og alt andet. Især at lave skitseforslag, komme på studio besøg, holde møder osv bliver ikke honoreret ordentlig. Det er lidt en kliche, men nogle gange har jeg på fornemmelsen, at folk tænker, at det ikke er et arbejde for os, men at vi gør det for fornøjelsens skyld (hvilket jeg også gør), men som nævnt skal ovenstående jo også betales.”



  3. “De er Ikke optimale. Der er ingen mulighed for reelt at opretholde lønninger ved selvstændigt kuratorisk arbejde. Troede det ville komme med årene og erfaringerne, men nej, selv de store jobs på festivaler og institutioner giver ikke en rimelig lønramme - kun symbolsk honorar.”

  4. 

“Pga. dårlige forhold, men også mangel på tradition. Mange tror, at de kan få gratis kunst, at der kan betales med smiger. Med æren... At nu er man valgt, og så er det jo nok. Hvis jeg siger nej til en opgave, fordi at den er ikke er betalt, ved jeg med sikkerhed, at en kollega vil sige ja. Der er meget desperation i branchen. Også hos kunstnere og kunstnere imellem. Og ikke så meget sammenhold. Vi har ikke kæmpet os til rettigheder, pension mm. Vi har ikke en rigtig fagbevægelse eller tradition for det. Jeg kan nogle gange godt blive bange for, om det er for sent. Det hørte på en måde til en tidligere tid.”

  5. 

“Der foregår systematisk underbetaling. Kunstverdenen er generelt og historisk indrettet hierarkisk sådan, at kunstnere ofte må søge støtte/blive støttet. Det at kunstnere skal kunne klare sig selv i en konkurrenceøkonomi er en relativt ny ting, og hverken det kommercielle marked eller det offentlige kultursystem er indrettet herefter.”

  6. “Der mangler forståelse i branchen for det økonomiske fællesskab, man indgår i. Kunstnerne – sammen med institutionerne – svigter deres ansvar. De er for vage i deres udmeldinger til det samlede felt om, at nok er nok, og at særligt et (kultur-) rigt land som Danmark kan danne flagskib ved at integrere kunstnere på det almindelige arbejdsmarked. Det kræver ikke andet end en overenskomst, og man kunne starte med kunsthallerne og museerne. Og man kunne holde dette adskilt fra den sædvanlige diskussion om Statens Kunstfonds nytte.”

  7. 

“Det er både fordi, det er svært at opnå støtte til det fulde budget, når der fundraises hos offentlige og private puljer og fonde, og hos nogle institutioner prioriteres formidling og administration (de faste stillinger) før kunstnerens aflønning.”

  8. “Fordi der ikke er råd til at opretholde ordentlige lønvilkår, og der er ingen rigtig fagforening, der kan tage kampene og forhandlingerne! Kultur bliver nedprioriteret i regeringerne samt forvanskes til at skulle kunne opgøres i profit, og det ser ud som om, der er for meget kunst, som ikke giver et "afkast"; man skal i Mette Bock's ord gøre sig fortjent til støtte, man skal være nyttig.”



  9. “Jeg tror, at man generelt er af den opfattelse, at vores job ikke er et “rigtigt” job. At det arbejde vi udfører bliver betragtet som en hobby eller en fritidsaktivitet. At det at få et honorar også skævvrider folks opfattelse af vores arbejde - et honorar kan i manges ører lyde af meget, så dette skal som regel altid forklares, udpensles eller lignende til f.eks en timesats. Desuden er det blevet for nemt at ansætte folk i løntilskud, praktik eller som videnspilot. Altså at vores kompetencer vurderes at være nogle, som godt “kan undværes”.”

  10. 

“Der er vilje til gratis arbejdskraft - vi underbyder simpelthen hinanden.”

  11. “Har oplevet at danske museer svarer, at de aldrig betaler kunstnerhonorar til danske kunstnere, fordi vi får visningsvederlag fra staten, men det svarer jo kun til 1% af prisen på et værk.”

  12. “Jeg ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre, at eksempelvis museerne og kunsthallerne ikke betaler løn til kunstnerne, men de vil nok undskylde sig med lille økonomi. Det er bare trist, at det ofte er kunstnerne, som er de eneste, der ikke får løn – alle andre; rengøring, sekretær, osv. får løn. Som kunstner kan man selvfølgelig takke nej til opgaven, hvis den ikke er lønnet, men der står altid 20-30 andre kunstnere i kø, som med glæde vil lave udstillingen uden løn, fordi det måske er karrierefremmende at udstille.”



  13. “Min opfattelse er, at arbejderne i branchen betragtes som en mærkelig blanding af andenrangsmennesker og mennesker der kan leve af kildevand og interesse for faget. Vi gør jo ikke rigtig nogen nytte, vel? Hvorfor skal vi så have løn? Og hvorfor betale nogen løn, når man kan få ydelsen gratis, hvis bare arbejderne er pressede nok? På den måde er der ikke det store incitament fra arbejdsgiverens side til rent faktisk at aflønne (eller aflønne på et passende niveau). Derudover synes jeg, der er en tendens til, at f.eks. omviserjobbet, som jo er et meget vigtigt møde med gæsten/brugeren af kunsten, nedprioteres. Det er ofte en usikker, dårligt lønnet stilling, som man ikke kan leve af.”

  14. “Jeg tror, der er mange årsager. Alt for mange institutioner bruger gratis arbejdskraft. Der er konstant nedskæringer på det kulturelle område. At kunstnerne (inkl. jeg selv) accepterer at arbejde gratis er vel også et problem - men det er utroligt svært at sige nej, fordi man håber, at det gratis arbejde er med til at bære ens arbejde frem, og at man dermed også på sigt kan skabe en bæredygtig økonomi.”

  15. “Branchen er økonomisk hårdt presset - alle forhandler om alting, og museerne slås om støtten. Det er dyrt at lave udstillinger; der er transport, forsikringer, publikationer, låneaftaler og så kommer drift og løn til medarbejdere og bidragsydere oveni. Det er nok et af de nemmeste steder at spare, og der er nok, der står i kø for at overtage ens opgave, hvis man er for utilfreds med sin løn. Uanset om den er rimelig eller ej.”

  16. “Kunstnere har ikke en overenskomst, hvilket kan være en del af problemet. Vores løn tænkes heller ikke ind i kulturinstitutionernes årsbudgetter, hvilket også er et problem. Dette burde sikres politisk – man kunne f.eks. lovgive om ikke at køre med gratis arbejdskraft på statsstøttede institutioner.”

  17. “Der er flere svar på dette. Et kunne være, at billedkunstnere ikke rustes til at forhandle og kræve ordentlig løn allerede under uddannelsen. Ikke fordi at ansvaret skal placeres hos billedkunstneren, men det ville sætte nogle andre krav til kulturinstitutioners retningslinjer på området, hvis billedkunstnerne blev rustet og forberedt bedre under uddannelsen - netop fordi det er sådan en væsentlig del af livet efter kunstakademiet. Et andet svar kunne være, at der ikke er fælles retningslinjer eller lovgivning på området for for eksempel kommuner ifbm. udsmykningsopgaver, byplanlægningsmæssige projekter o.lign., hvor billedkunstnere er en del af projektet.”

  18. “Kunst og kultur i Danmark er presset på alle leder og kanter - man ser ikke kunsten som en ressource men en udgift, der skal holdes nede.”

  19. “Institusjoner og organisasjoner i kunstfeltet er dårlig organisert. Og sparer inn på utgifter (kunstnerlønn etc) istedet for å synliggjøre hvor mye en utstilling elller annet kunstnerisk arbeid faktisk koster. Staten er ikke oppmerksom på hvor underfinansiert kunstfeltet er på grunn av underrapportering av gratis arbeid. Det foregår mye frivillig arbeid. Betalingsviljen i kunstfeltet er dårlig. Noe som lar seg opprettholde av at mange kunstnere er naive og tror at hvis man bare jobber gratis de første årene, og bygger karriere, så vil det bedre seg. De kan ikke fatte at det ikke er økonomi til lønn i det etablerte kunstlivet heller.”

  20. “Lønforholdene er ikke optimale, fordi vi ikke forstår, at vi står på skuldrene af hinanden alle sammen. Der er en form for rock-star idé i kunstens verden, som også er knyttet til håbet om, at der måske kommer hul igennem og penge i bøtten, men det er samtidig knyttet til noget egocentreret og den gammeldags idé om kunstneren som et geni. Jeg tror, at vi skal forstå, hvordan kunsten og kunstneren virker bredt og på mange planer i samfundet, og hvordan vi alle er afhængige af hinandens input og roller, og vi skal bakke hinanden op i det.”

  21. “På kulturinstitutionerne synes jeg tit, man lukker øjnene for spørgsmål om rimelighed i aflønningen til fordel for 'plejer'. Man har en standard for, hvad der er 'almindeligt' at betale for en opgave, og det niveau er bare tit for lavt, som jeg ser det. Man er vant til at kunne slippe med at betale halv- eller heldårligt, fordi det er arbejdsgivers marked - det er ofte let at finde en anden til jobbet.”

  22. “Føler at der generelt er en idé om, at "penge ikke er alt”, og at det forventes, at man arbejder for at "samle erfaringer" eller "lære nyt", men det er et meget privilegeret udgangspunkt, der for mange ikke er en mulighed. Derfor ender man med at "arbejde" gratis/freelance/frivilligt i kunstverdenen eller tjener sine penge udenfor den.”

  23. “Fordi der er for mange som arbejder gratis - inkl. mig selv! Der skal en helt ny kultur til - både hos kunstnerne og hos institutionerne.”

  24. “Det er en kultur, at kunstneren selv betaler sit honorar. Eksempelvis har jeg tre gange udført værker direkte på et dansk museums vægge uden at modtage honorar. Jeg spurgte heller ikke om det. Mest fordi jeg var usikker, da jeg vidste, at det ikke var normen. Jeg fik selv ansøgt støtte til materialer, men lønnen var arbejdet i sig selv.”

  25. “To ting: 1) mange er villige, inkl. mig selv til at arbejde gratis (og der er mange praktikanter) og 2) der er nedskæringer, og ofte ikke økonomi i kunst. Mine egne lønforhold handler ofte om, at jeg som kurator og initiator på projekter må skære mit eget honorar fra, hvis ikke jeg modtager den nødvendige fondsstøtte, så jeg kan aflønne kunstnerne.”

  26. “Det drejer sig bl.a. om, at det kunstneriske arbejdsfelt breder sig ud over utrolig mange forskellige praksisser. Som kunstner kan du blive hyret ind i en meget bred vifte af situationer og sammenhænge. Det er som udgangspunkt positivt, fordi det giver kunsten og dens aktører mulighed for at arbejde sig ud i alle mulige forgreninger af samfundet. Inderst inde tror jeg, at det er dér kunsten har det største potentiale. Fordi det fjerner fokus fra at tænke praksis som ren værkbaseret, kommercielt arbejde hvor gallerisystemet bliver den bærende faktor. Med det ikke sagt, at det er enten eller, men at snakke lønforhold i et kommercielt galleri er et meget anderledes regnestykke. Jeg ved ikke, om ovenstående er den danske kunstscene, men det er et sted, hvor rigtig mange kunstnere er eller kan være lønmodtagere, men rammerne/systemerne/institutionerne er absolut ikke altid gearet til at indoptage det kunstneriske potentiale. Og tit når de er, virker det for mig at se til, at kunstens rolle er at levere eks. et bud på en praktisk funktion, en forskønnelse, eller en integrationseffekt. Det må ikke gøre ondt, dvs. det er voldsomt styret. Og det må gerne IKKE koste noget.”

  27. “Det er selvfølgelig meget svævende at skrive om det hele på den her måde. Jeg vil ikke sige, at lønforholdene generelt er uoptimale. Der er i nogen grad systemer, der tilskriver muligheden for en eller anden form for overenskomst, eller i det mindste retningslinjer, som eksempelvis huskunstnerordningen. Jeg tænker, at det har betydning for det her spørgsmål, at vi ikke har en fagforening. Vi har fagforbund og interesseorganisationer, der kæmper den faglige kamp, og vi er tilmeldt forskellige a-kasser for at have noget at redde den i land på. Men en decideret fagforening der kan sikre en PL-reguleret lønsats, har vi ikke. Når det er sagt, ligger en stor del af "problemet" i en manglende forståelse af og interesse i billedkunstens potientielle rolle i samfundet. JO mere jeg tænker over det, jo mere er det underlagt det politiske klima, som dermed har en enormt stor indflydelse på spørgsmålet.”

  28. “Der er ikke tradition for, at kunstnere betales for deres arbejde - det prioriteres ikke politisk - de store institutioner tager ikke del i ansvaret - samfundet har ikke forståelse for kunstens værdi - og kunstnernes selvforståelse er generelt for lav. Derudover er der en mangelfuld evne til at forhandle og prissætte sig selv, og så er kvindelige kunstnere og deres værker underprioriteret i udstillinger/indkøb.”

  29. “Kunstnere er ikke tilstrækkeligt organiserede. Der bør findes en solidaritet mellem medlemmerne i en organisation! Er man som kunstner for eksempel medlem af KRO/BKF, bør en udstilling udløse en form for vederlag fra kunstforeninger, kulturhuse, kunsthaller og museer. BKF skal have beføjelse til at lukke kunstnere ude af sammenhængen, hvis ikke de opfylder de vilkår. Kunstinstitutionerne leverer ofte et gratis udstillingslokale til kunstneren, og så længere kunstnere producerer udstillinger uden anden kompensation, kan vi ikke ændre på de vilkår.”

  30. “1. Kunstnernes løn er ikke prioriteret fra institutionernes side. 
2. Kunstnerne er ikke gode nok til at forlange løn. Vi er taknemmelige, hvis vi får tilbud om en udstilling, som alene giver eksponering.”

  31. “1. Pengene i kunstverdenen er for få. 2. Flere fonde støtter ikke længere udøvende kunstneres virke og egne projekter – de støtter i stedet institutioner og projekter, som bliver lavet i fællesskab. 3. Det er et alvorligt problem, at dagpengesystemet fungerer så dårligt i forbindelse med det at være udøvende kunstner. Jeg har ikke indtægter eller vovemod nok til at blive selvstændig, og hvis jeg har indtægt på kunst via f.eks produktionsstøtte fra kunstfonden, bliver jeg anset for at være selvstændig i dagpengesystemet. Konsekvensen er, at jeg ikke kan søge f.eks produktionsstøtte! Jeg er tilknyttet KKArt, og det gør mange ting muligt. Det kunne være godt, hvis kunstneren selv kunne bestemme, hvor de støttede midler de får skulle gå hen.“

  32. “Kunst og kultur er samfundsmæssigt og politisk nedprioriteret. I forhold til andre brancher synes mange, at det er svært at prissætte værdien af et kulturelt projekt, hvorfor de samme folk heller ikke finder det lige så vigtigt at lønne de fagpersoner, som står for projekterne. Alt for ofte bliver jeg mødt med attituden om, at mit arbejde i virkeligheden er min hobby, at jeg og mine kollegaer i kunst- og kulturbranchen “synes at vores arbejde er sjovt”, at vi også selv får en masse ud af det personligt i stedet for at få løn. Det er uholdbart.”

  33. “Det har hverken politisk eller offentlig interesse. Med offentlig interesse menes, at ingen er interesserede i, hvordan kunst og penge hænger sammen. F.eks bliver der i artikler og interviews stort set aldrig spurgt om, hvordan den respektive kunstner klarer sig økonomisk. Det er et tabu, at de fleste kunstnere (også musikere, forfattere, skuespillere mm.) ofte må tage almindeligt lønarbejde, selv ansøge fondsmidler til at lave udstillinger, forestillinger, koncerter ol. og ofte underviser, laver foredrag mm. samt har væsentlige materiale- og lokaleudgifter. Til gengæld bliver det fremhævet, hvis et værk er uforholdsmæssigt dyrt, eller hvis/når kunstnere lever det vilde jet-set liv. Det hjælper alt sammen til at give et vrangbillede af kunstnere som forkælede individer, der lever af at lave det, de synes er allermest sjovt. Kunst er svært at værdisætte... og hvornår er noget kunst? Det betyder, at politikere ikke ved, hvordan de skal lave nogle rimelige og gældende lønrammer.”

  34. “Jeg forestiller mig, at det er en ond cirkel, der er opstået, fordi de kreative felter ofte involverer en masse hjerteblod, hvorfor de fleste er villige til at "strække sig" ved at arbejde gratis. Samtidig er der inden for de kreative brancher rigtig stor forskel på rig og fattig, fordi der sidder en lille kreds med rigtig mange penge og en stor gruppe, som knap kan brødføde sig selv. Det handler på den måde meget om prestige og succes, da det er den eneste måde måske/engang at komme til at sidde med ved de riges bord. Hvilket skaber unaturlige magtforhold i branchen. De fleste er ligeledes villige til at strække sig langt for prestige, omtale og synlighed, som igen gør, at folk arbejder gratis gang på gang, hvis projektet er "prestigefyldt" nok.”

  35. “Det er politisk underprioriteret, og jeg oplever BKF som passive i kampen for, at udstillingssteder/gallerier mm. betaler honorar. Tror mange er uopmærksomme på deres ansvar i den forbindelse, og det tror jeg BKF kunne ændre med en opsøgende indsats.”

  36. “Jeg savner en mere professionel tilgang til det forretningsmæssige. Jeg oplever, at venlige akademikere og andre i administrative positioner (som selv løber en meget begrænset økonomisk risiko) ofte ingen fornemmelse har af, hvor lang tid det tager at lave værker. Og at man først lægger kunstnerens honorar ind i budgettet, når alle andre udgifter til en udstilling er beregnet.”

  37. “At få løn og kræve højere løn indenfor kultursektoren kan blive set som at man ikke har de rigtige prioriteter og er grådig.”

  38. “Der er mange grunde til dette. Nogle er at kunst ikke i høj nok grad anerkendes og honoreres som forskning, at der generelt er mere fokus på (og prioritering af) publikumstal ved udstillinger og events samt at kunstnere med letsalgbare produkter prioriteres på udstillinger. Der er også en tendens til at falde for de gode og hurtigt fortalte historier. Fordybelse og værker der kræver mere tid for at blive aflæst har sværere kår. Er man så oveni købet kvinde eller kommer fra et fremmed land, så er det desværre stadig sværere at komme frem, blive set og få en plads at arbejde fra og dermed en mulighed for en løn at leve for. Vi er jo blevet et meget materielt og rationelt orienteret land, så irrationelle, flygtige, poetiske og åndfulde værker har trange kår på kunstscenen. Stat, kommune og samfund prioritere simpelthen ikke kunst og kunstarbejdet nok. Måske skulle vi kaste et blik ud i verden, og se om vi kunne gøre det bedre.”

  39. “Jeg mener ikke, at der er nok anerkendelse i samfundet for arbejdet med billedkunst, og kunstarbejdere er ikke gode nok til at organisere sig. Jeg tror, det hænger sammen med, at vi lever i et konkurrencesamfund, hvor vi opfordres til at kæmpe for vores egen overlevelse i stedet for at kæmpe for at forbedre vores fælles vilkår.”


Hvad ville du ønske, at dine arbejdsgivere gjorde for at sikre dig de bedste arbejdsvilkår?



  1. “Overenskomster. Ja tak! Respekt for kunstnerne. Kontrakter.”



  2. “Kunstinstitutionerne bør medtage et krav om rimelig aflønning af udstillende kunstnere i deres forhandlinger om finansiering og indskrive "best practice" i forhold til samarbejde med kunstnere i deres visionsgrundlag eller vedtægter.”

  3. 

“Jeg ville ønske, at gallerister og kulturinstitutioner stod for at finde løn til at lave eller bidrage til en udstilling, så man ikke også havde det job – oveni at skulle producere og finde på nye værker, samtidig med bijobbet ved siden af. Det bliver hurtigt til 3 jobs på samme tid.”

  4. 

“At de tænkte honorar ind fra starten. Honoraret skal ikke være et projekts overskud, men nærmere kerne.”



  5. “Jeg ville virkelig ønske, at der i det mindste fulgte rigtig god formidling og PR med, når man udstiller. Der er tit for travlt til selv små formidlingstiltag, og det bliver let glemt til fordel for næste projekt, så snart fernis er overstået.”

  6. “Jeg ville ønske, at der blev oprettet faste kuratorassistent/formidling/inspektør-stillinger på de danske kulturinstitutioner i stedet for de turnus løntilskudsstillinger, som hver institution har/er tvunget til at have, fordi der ikke er midler til andet. Der er reelle stillinger - men løntilskud er så billigt og ansættelser så dyre. Jeg er blevet tilbudt en løntilskudsstilling på en dansk kunstinstitution og har med det samme fået at vide, at der ikke er nogen stilling bagefter. Det betyder, at man bruger af sin dagpengeperiode, ikke får mere end dagpengesatsen (altså ikke løn tilsvarende uddannelse), hvortil man så ‘får noget på CV’et’. Det er ret dårlige kår for nyuddannede og ledige, samt (må man formode) videnskab og manglede kontinuitet for institutionerne.”

  7. 

“Generelt tror jeg, at der er behov for oplysning om, hvad kunst og kunstneres arbejde egentlig koster - hvad vi er værd. Både på uddannelserne, men også i den offentlige debat. Jeg kan knapt sælge et værk til 1000 kroner, uden at folk synes, det lyder af mange penge. Selvsamme værk kan have kostet det samme eller mere i produktionsudgifter, men folk har ingen anelse om, hvordan kunstnere arbejder. Materialer koster penge, og tid koster penge. De selvsamme folk/institutioner som ikke vil bruge penge på kunst, vil dog gladeligt bruge penge på lækkert design og håndværk - møbler, sofaer og tøj. Det er nemmere at forstå, hvorfor lækkert håndværk/design koster penge, for det har vi set og lært. Ingen aner, hvad kunstnere laver.”

  8. “Nogen burde forklare folk, der er utilfredse med de beløb, som Statens Kunstfond deler ud, at det er absolut småpenge i det store billede. At hele deres liv, fra de står op om morgenen og til de går i seng om aftenen, er designet af netop de folk, de vil tage (flere) penge fra. Tøjet de har på, sofaen de sidder i, skiltene de følger i trafikken på vej på arbejde og den film, de tager i biografen for at se, når de får fri. Folk forbruger gladeligt kultur i stor stil, men bliver de bedt om at yde aktiv støtte, bliver det ofte et nej tak. Vi har brugt tid og energi på at forklare befolkningen, at kødet i køledisken kommer fra ægte levende dyr, og de problematikker der følger med (koen har det skidt og hønen har ikke nok plads). Måske det er tid til at også at gøre opmærksom på, at skilte ikke maler sig selv, bøger ikke skriver sig selv, film ikke optager sig selv, og musik ikke opstår ud af den blå luft, når man trykker play på Spotify. Der er mennesker bag, og mange af dem har det lidt ligesom koen og hønen. Forbrugeren kan dog kun se produktet, og så sidder vi altså her.”

  9. 

“At man lavede kontrakter og inkluderede honorar og visningsvederlag, uden at det var noget, vi selv skulle gøre opmærksom på.”



  10. “Var ligefremme og fair og kunne stå inde for honoraret sat overfor arbejdsindsatsen; altså havde en beregningsmodel ala timebetaling.”



  11. “Åpne opp en fleksibel dialog der man bliver enige om en løsning som måske er tilnærmet lik for alle parter.”



  12. “Kunstværkerne skaber indholdet på institutionerne. Prioriter honorar og vær med til at sætte det på den politiske dagsorden som værdiskabende for samfundet.”

  13. “At man blev ansat til det antal timer, som stillingen reelt indeholder.”

  14. 
“Jeg ville ønske, der var mere transparens om, hvem der får hvad – på den måde ved man, hvornår man faktisk bliver totalt udnyttet. De kunne også hjælpe en til at søge penge. Stille underskudgaranti til rådighed. Tale mere åbent om det og være interesserede i problemet.”



  15. “Jeg ville ønske, at de stod op og talte åbent om problemet og på den måde samlede feltet til at kunne sætte en stopper for udnyttelsen af kunstnerne, som de er afhængige af.”



  16. “Tog ansvaret på sig og fik lagt kontrakter og lønsnak frem forrest i forbindelse med et projekt.”

  17. 


“At de alltid fremhevet kunstnerens arbeid som kjernen i deres institusjoner, og gjorde det klart at uten penger til å betale kunstneren så kan institusjonen legges ned.”

  18. 

“Jeg er min egen arbejdsgiver, men jeg arbejder også som kurator og er dermed også af og til andres. Jeg lægger rigtig meget arbejdstid på mine projekter, som er åbne for offentligheden. Jeg ville ønske, at jeg med mine aktiviteter kunne bevise, at jeg er aktiv og igang, og at jeg dermed bidrager til samfundet og kulturen, og at dette i sin natur ville kunne gøre mig berettiget til en kunstnerløn. Jeg ville altså ønske, at min arbejdsgiver var staten, at der fandtes en løn til kunstnere, som kunne påvise, at de var aktive kulturarbejdere!”



  19. “At de anerkendte faget som et regulært fagligt job, at vi også er mennesker, som har en sygedag af og til, at vi får børn og skal på barsel, og at vi også engang skal på pension. At vi opnår helt almindelige vilkår i en kontrakt, som alle andre lønmodtagere.”

  20. 

“Never make me ask about the money - its their job to be transparent!”

  21. 

“Alle burde have overenskomst. Det burde være et krav.”

  22. 

“Jeg ville ønske, at min arbejdsgiver ikke så mine ydelser som noget, der eventuelt kunne fås gratis et andet sted.”



  23. “At de respekterede, at performances og idéer også er værker, ligesom maleri og skulptur. At det ikke bare er sjove indslag i eventkalenderen. Alle institutioner er fortsat struktureret og indrettet efter værker med objektkarakter, og endnu har ingen udarbejdet en plan for at kunne håndtere de andre formater.”

  24. “Jeg ville ønske, at der var større forståelse for, at det at producere kunst til en institution er et reelt arbejde, såvel som alt andet arbejde, og at arbejdsgiverne derfor ALTID sikrede en løn, der svarer til de timer, man arbejder. Jeg ville også ønske, at flere institutioner var konsekvente med kontrakter - navnlig er det utroligt, at nogle af landets allerstørste og økonomisk velfungerende kunstinstitutioner ikke har styr på de kontraktuelle forhold ifht. aflønning for eksempelvis foredrag/artisttalks/udstillinger osv. Dette burde virkelig ikke være uklart.”



  25. “Jeg ville ønske, at man satte pris på det arbejde, som kunstnere laver, ved at være bevidste om at aflønne ALTID! Jeg er både kunstner og kurator og ser det som en fornem opgave at skaffe midler til at lønne kunstnere med, men pengene er svære at finde.”



  26. “Arbejdsgiverne bør med det samme nævne lønforholdene, når de inviterer kunstnere til at udstille, holde foredrag, etc. Så ved man som kunstner, hvad betingelserne er, og det er lettere fx at sige nej tak pga. manglende honorar. Som kunstner kan man godt føle, at det virker 'grådigt' eller aggressivt at spørge efter honorar - som om man kun udstiller for pengenes skyld - og man ender derfor ofte med at sige ja til at deltage, uden at vide om der er honorar. Man vil jo også gerne holde sig på god fod med kurator el. institution. I virkeligheden er det jo bare professionelt at spørge om honorar, men i kunstverdenen virker både arbejdsgiver og arbejdstager til at have berøringsangst overfor penge.”

  27. “Betale mig for udført arbejde – f.eks på timebasis med en realistisk lønsats i forhold til min uddannelse og status. Behandle mig som kunstner og ikke som kvindelig kunstner.”

  28. “Det er nok en større kulturændring, der skal til end lige på min arbejdsplads. Men generelt at man dropper de utallige praktikstillinger, løntilskudsstillinger og midlertidige kontrakter og fokuserer på at lande et godt team, hvor der er mere ligevægt mellem medarbejderne.”

  29. “Når jeg er honorarlønnet, ønsker jeg at man anerkender, hvad der egentlig ligger af timer i en opgave, og går med på at lønne efter det.”

  30. “At jeg fik løn, og at lønnen ikke (som oftest) er symbolsk.”

  31. “Jeg ville ønske, at kunstneres løn blev inkluderet i de budgetter, som kunsthaller og lign. laver i forbindelse med drift, hvor de lønner sig selv.”

  32. “Jeg savner en reel evne og VILJE til at reflektere selvkritisk over det faktiske magtforhold og graden af magtanvendelse, som finder sted fra den ene situation til den anden. Der hersker en tavshed omkring disse ting, som undertrykker kritik og fører til forskellige grader af overgreb, som aldrig påpeges eller undskyldes, fordi det finder sted inden for den gråzone, som tavshedeskulturen skaber.”

  33. “Skaffede penge (fx fra fonde) før de inviterede kunstnere, eller i hvert fald stillede det som en forudsætning for arbejdet, at der vil være honorar. Som det er nu, bliver man ofte spurgt, mens der er "ansøgninger ude”, men hvor der ikke kan "loves noget". Når man så har givet sit ord, og ansøgningerne evt. får afslag, er det svært ikke at føle sig presset ud i gratis arbejde. Kuratorerne er jo ofte lige så dårligt lønnet, og man har måske fået sympati med projektet.”

  34. “Tog ansvar og i det mindste modtog kursus i ledelse. Alt for mange ledere i kulturindustrien aner intet om ledelse eller lederansvar!”

  35. “At der blev opereret med kontrakter i galleriverdenen, i stedet for at galleristen forventer, at det er et 'tillidsbaseret' samarbejde. At Statens Kunstfond lever op til BKF's retningslinjer for honorarer indenfor udsmykningsopgaver og andre kunstneriske opgaver som de tildeler.”

  36. “At arbejdsgiver afholder lønforhandling med kontraktudformninger, FØR opgaven går i gang. At arbejdsgiver udbetaler honorar i faseindelinger fremfor 1 udbetaling, når opgaven er realiseret. At arbejdsgiver står for udlæg ifbm. opgaver fremfor efterfølgende refusion af udgifter. At arbejdsgiver kontakter BKF for at høre til vejledning om lønsatser og arbejdsvilkår for billedkunstnere. At arbejdsgiver sætter sig ind i og forstår, at billedkunstenere arbejder under urimelig stor egenrisiko. Egen risiko ifht. at bære økonomiske udlæg, vanskeligheder med at tegne forsikringer for sygdom, tabt arbejdsevne OG indkomstløse perioder uden supplerende dagpenge.”

  37. “Som udgangspunkt har vi ikke en fagforening for uddannede billedkunstnere, som går ind og og hjælper os i lønforhandlinger. Det er meget svært for en arbejdsgiver at give os fx. tillæg på baggrund af erfaring eller en lønforhøjelse, hvis vi ikke er organiserede. Nogle gange ville jeg ønske, at arbejdsgivere var mere åbne for forhandlinger - også selvom de måske ikke har erfaring med at ansætte kunstnere.”


Har du haft en dårlig oplevelse på en dansk kulturinstitution, som du har lyst til at dele med os?



  1. “Jeg har arbejdet med en mindre udsmykningsopgave relateret til en udstilling, hvor honoraret (der i forvejen var rimelig lavt sat) af to omgange blev sat ned til endnu mindre beløb, efter at arbejdet var gået igang. Et beløb der på ingen måde stemte overens med det arbejde, der var blevet lagt i projektet, ikke engang hvis man havde regnet sig selv for ufaglært med en timeløn på 120 kr.”

  2. 

“Der var en kunsthalleder, som inviterede mig til at organisere en udstilling og sagde, at jeg ville have masser af tid (fik 2 måneder til at producere et stedspecifikt værk i et nyt medie), og at jeg skulle være glad for overhovedet at få betaling (2000 kr. før skat).”

  3. 

“Jeg er blevet stillet et urimeligt lille honorar ifht. en kurateringsopgave, der svarede til et halv års deltidsjob. Der blev betalt 20.000 kr. FØR skat. Det var symbolsk, kontrakten havde ikke nogen formulering af antal arbejdstimer, og det vidste sig at være mange timer over lang tid. Dette var ved en dansk statstøttet institution.”

  4. “Jeg har ofte oplevet, at der indgås aftaler, før det endelige budget er kendt. Når det så i processen viser sig, at der ikke er fuld finansiering, er det kunstneren, der skal acceptere et lavere eller intet honorar, samt påtage sig yderligere selvfinansiering.”

  5. “En gallerist har solgt mine værker, uden at jeg har fået penge for det.”



  6. “Jeg fik for nyligt afslag på et honorar, selvom institutionen som statsanerkendt museum kan søge vederlagsrefusion.”

  7. 

“Ja. Jeg “tilgiver” dem, fordi de selv var pressede med flere nedskæringer på vej. Men, når dagen på museet er omme, er der nogen der kan betale huslejen, mens andre ikke kan. Og for nogle af os fortsætter arbejdsdagen til ud på aftenen.”

  8. “Ja. Mere af uorganiseret karakter. En episode hvor man har solgt et værk af mig og har glemt at fortælle det til mig, så jeg finder ud af det to år senere. Modtager først da de 50% af salget.”

  9. 

“Har måttet donere et større værk, da museet ikke fik penge via deres fondsansøgning til en privat fond. Da jeg er ny på kunstscenen, mente fonden ikke, at prisen var ok. Jeg havde allerede trukket min timepris fra og halveret prisen af materialerne sådan, at jeg reelt ville have betalt for at lave værket. Valgte at donere værket til museet, da det ser godt ud på cv’et at have et værk i deres samling. Men hvornår stopper det, hvis museerne ikke har penge til danske kunstnere?”

  10. 

“Der er for mange til at kunne vælge, men det der går igen er, at lønnen ikke kan forhandles, at den er meget lavere end overenskomsten, og at fagforeninger er et fy-ord. Og at man virkelig udnytter brugen af praktikanter og løntilskud. Et sted jeg var, sad vi fem virksomhedspraktikanter, mens der kun var én ansat. Han oprettede forskellige firmaer, som vi var registrerede under, men vi sad i virkeligheden kun og arbejdede for et. Han lovede deltidsjob etc. efterfølgende, men det var der ikke hold i. Efter at have set budgettet, havde han kun budgetteret med sin egen løn, så det var direkte løgn.”

  11. 

“Jeg har ikke en konkret dårlig oplevelse, men jeg har aldrig følt mig ordentligt behandlet, nogle af de steder, jeg har arbejdet.”

  12. 

“Generelt oplever jeg, at man som kunstner skal være "taknemmelig" for at være “med", og det gør det dermed endnu mere svært at kræve løn. Under et atelierophold på en af landets store kunstinstitutioner, skulle vi alle tre fra min kunstgruppe dele en persons løn på 20.000 DKK før skat. Institutionen havde tilmed skåret materialeudgifterne fra, så vi endte med at måtte bruge vores "fælles" løn på produktionen. Udover at institutionen krævede, at vi var på atelieret i alle åbningstiderne, skulle vi også stille op til en håndfuld talks, som de også forventede, at vi gjorde gratis. Vores værk, som vi producerede under opholdet, forventede de også at vi ville vise gratis hos dem. Min oplevelse var, at vi konstant skulle sige fra, og overbevise os selv om, at vi var mere værd, end hvad de fik os til at føle. Vi ville ikke vise dem taknemmelighed – vi følte tværtimod, at de skulle være taknemmelige for, at vi var hos dem og basically arbejdede gratis. Vi var indforstået med nogle af de overstående ting, da vi underskrev kontrakt i starten af samarbejdet, men set i bakspejlet var arbejdsforholdende uacceptable, når man tænker på, hvor mange penge de sidder på.”

  13. “Jeg har oplevet at deltage i en museumsudstilling, hvor der hverken blev støttet til produktionen af nye værker til denne - eller blev givet nogen form for honorar eller løn under installeringen.”

  14. “Jeg blev bedt om at lave et værk til en temaudstilling på et mindre dansk museum. Værket skulle kunne sendes i en a3 konvolut, men blev beskadiget under ophængningen. Museet fik penge hjem til at købe alle de andre værker til den permanente samling - hvilket var rigtig godt, men de kunne ikke give mig betaling for mit, da det jo var beskadiget. Jeg havde ikke mulighed for at producere et nyt, da det var et unikaværk, så jeg har ikke modtaget noget. Værket kostede 2.500 kr.”

  15. “Ja, jeg har oplevet, at et dansk kunstmuseum ikke ville betale sit visningsvederlag, men efter BKF kontaktede dem, valgte de at betale.”

  16. “Jeg har oplevet en censureret udstilling, der havde ødelagt mine værker, lavet en stor flænge i et maleri. Men man skriver jo selv under på, at det er på eget ansvar (som krav for at være med), så der var ikke engang en undskyldning til mig.”

  17. “Frivilligt arbejde for Chart Art Fair, som slår sig op på at være en nonprofit organisation, alt imens der afholdes VIP-middage og sælges kunst for mange hundredetusinder.”

  18. “Jeg gældsatte mig for at lave en stor soloudstilling, som kun blev reddet af, at jeg kunne bruge mit arbejdslegat til andres løn. Havde derfor ikke råd til husleje eller atelierleje og sov hos venner.”

  19. “Jeg ved, at det er almindelig praksis, men jeg har mit første værk med på en museumsudstilling og får vederlag, som er 1% af værkets værdi pr. måned. Jeg får altså intet honorar for, at mit værk udstilles. Det skal siges, at det ikke er et nyt værk, men det er et animationsværk, som jeg ikke fik produktionsstøtte til, da det i første omgang blev lavet. Og det er ikke specielt salgbart. Det er dejligt, at Esbjerg Kunstmuseum vil udstille det, men jeg fatter ikke, at jeg ikke får et honorar. Videoværker og produktioner med teknologi, føler jeg er specielt udsatte.”

  20. “Meget lavt honorar for stor soloudstilling på Tranen (5.000kr). Ellers gode oplevelser med Charlottenborg og SMK. I udlandet er det meget varierende ifht. aflønning v. udstillinger på institutioner.”

  21. “Da jeg i det katalog, som jeg lavede til min udstilling, ville skrive et kapitel om hvad de penge, som folk køber kunst for dækker; materialer, atelier, 40-50 % til udstillingsstedet samt 40 procent til skat, som forklaring på det prisniveau kunst er på, fik jeg besked fra museet om, at så kunne jeg ikke få lov at udstille. Det var ingen kritik af museet, men en viden jeg mener, folk bør have. Jeg solgte for 200.000 kr. ved en udstilling i London, det fik jeg 20.000 kr. ud af efter skat.”

  22. “Utallige dårlige oplevelser som kunstnerisk assistent, som i de værste tilfælde er endt med en honorering langt under mindsteløn. Overfald fra arbejdsgiver, trusler i stressede situationen, magtmisbrug.”

  23. “Jeg oplever generelt, at kunstnere er overladt til sig selv både økonomisk og praktisk, når det kommer til produktion og opsætning.”

  24. “Påskeudstillingen i Aarhus honorerer ikke de kunstnere, der kommer og holder foredrag. Jeg betalte alt selv inkl. transport og materialer, og jeg blev tilmed mødt med et: “Du skal betale ophængningsgebyr”, da jeg havde rejst langt for at holde foredrag gratis. Ikke engang efterfesten var gratis. Jeg har ikke udstillet der siden.”

  25. “Jeg har haft en oplevelse med en kunsthal, som ikke ville søge visningsvederlag til en gruppeudstilling, hvor honoraret i forvejen var utrolig lavt. De mente, at det var for meget besvær i forhold til hvor lidt vi ville få hver især. Men når honoraret er lavt eller ikke eksisterende, så kan selv et par tusinde kroner betyde, at man ikke går ud af arbejdssituationen med et underskud.”

  26. “Jeg har oplevet, at Roskilde Festival har sagt til mig, at de ikke aflønner kunstnere, da det er en non-profit festival, på trods af at alle musikere jo lønnes – jeg tror ikke på, at musikere på scenerne ikke får løn, så derfor må det jo betyde billedkunstnere. Jeg fik efter endt "udstilling" et mindre honorar, men det gjorde det slet ikke ud for mit arbejde. Jeg fik kun penge til realisering af værket. Da festivalen i slutningen af 2017 udmeldte, at de gav UKK penge til at arbejde for bedre vilkår for kunstnere, må jeg sige, at jeg følte, at det var rimelig mærkeligt, at man ikke valgte at give pengene til de kunstnere, der faktisk havde arbejdet gratis på det års festival. Det undrer mig, at man vælger den strategi som en stor kunst- og kulturinstitution i Danmark.”

  27. “I 2017 var jeg med på en udstilling på Vejle Kunstmuseum. De smed en del af mit værk væk, lavede huller i 66 tegninger uden at spørge mig om lov til det + betalte ikke visningsvederlag. Det viser sig, at de ikke havde betalt visningsvederlag til alle kunstnere på 3 udstillinger (i alt 46 kunstnere). Alle fik dog vederlag, efter at jeg havde kontaktet dem og Statens Kunstfond + BKF var inde over sagen. Jeg søgte om erstatning, men fik kun produktionsudgifter til den del af værket, de havde smidt væk. Jeg søgte også om penge til, at en konservator kunne udbedre skaderne samt det faktum, at jeg måtte ændre en udstilling, jeg skulle have i Paris. Men det fik jeg ikke. Jeg fik heller ikke en undskyldning.”

  28. “Jeg har arbejdet på et huskunstnerprojekt, hvor vores primære samarbejdspartner har været super træls at arbejde sammen med. Projektet er konstant blevet rykket, og da det endelig begynder at rulle, kræver de mængder af ligegyldige møder og små ændringer. Resultatet er, at vi står med et projekt, hvor der er blevet sendt invitationer til skoler for sent, og projektet har mistet al kærlighed fra os kunstnere. I dette virvar af dårlig kommunikation står vi en gruppe kunstnere – der stadig ikke har fået vores kontrakter, har lagt masser af gratis energi, og som i starten virkelig ville dette projekt – med et projekt der halvt er kørt af sporet og halvt er sat til at starte i morgen.”

  29. “Jeg har oplevet ikke at få løn for forberedelse til omvisninger på et stort, dansk museum. Dette var omvisninger som kostede ekstra for gæsterne at deltage i. At jeg som kunstformidler har siddet og forberedt mig i min fritid, synes jeg er uambitiøst fra institutionens side, men da mine kollegaer heller ikke fik betalt forberedelsestid til denne aktivitet, var det svært at argumentere for, at jeg skulle have det.”

  30. “Jeg har oplevet et klassisk eksempel på, at løn til kunstnerisk arbejde i en dansk offentlig institution på ingen måde er en selvfølge, men at man sagtens kan opleve at blive inviteret til at lave gratis arbejde her. Det skete sidste år i 2017, da jeg blev inviteret til en gruppeudstilling med en række velkendte samtidskunstnere på Vejle Kunstmuseum. Alle blev inviteret til at lave et nyt lille værk (en parafrase) i relation til et fastlagt tema, og der stod sammen med instruktionerne i invitationen, at der ikke var mulighed for at betale visningshonorar. Det er svært at forestille sig, at danske institutioner som en helt naturlig ting inviterer andre faggrupper end kunstnere til at lave nogle dages eller måske flere ugers gratis arbejde til eller hos dem.”


Hvis du er tilfreds med dine lønforhold: Hvordan er du kommet dertil, og har du lyst til at dele gode råd og erfaringer?



  1. “Jeg tror, at med tiden er efterspørgslen steget, og jeg kan tillade mig at sige nej til urimelige tilbud. Prisen på mit arbejde er også steget i takt med efterspørgslen.. men de første 1,5 år var hårde rent økonomisk. Håber ikke, at det bliver sådan igen.”

  2. 

“Jeg er ikke tilfreds, og udviklingen går i den gale retning. Kunstfonden er begyndt at dele flere men mindre midler ud til flere individer, og derfor gennemføres projekterne oftere og oftere på halve og kvarte budgetter, hvor lønnen er det første, der ryger.”



  3. “Det eneste positive jeg har oplevet er, at udstillingsaftalen mellem kunstnere og institutioner er kommet i omløb (udarbejdet af UKK og BKF) – den bruges indimellem, men det er slet ikke tilstrækkeligt med den. Som sagt skal vi have en overenskomst.”

  4. 

“Man skal insistere på sit værd og skrabe erfaring sammen til underpris. Sidste er ikke en anbefaling, men et nødvendigt onde.”

  5. 

“Altså, vil sige at jeg nogle gange er tilfreds og yderst tilfreds, men i andre tilfælde er jeg mega chokeret over institutionerne - og deres måde at italesætte tingene på - det er nogle gange mega pinligt!”

  6. “Jeg skiftede job fra en offentligt støttet museumsinstitution, hvor man ikke (eller sjældent) kunne forhandle løn som yngre ansat, til en privat virksomhed, der var villig til at give en ung en chance. Netværk er afgørende her - jeg blev primært ansat pga. mit netværk. Det lyder som noget, man har hørt før, men man skal ud og mingle, gøre en aktiv indsats for at få hilst på en masse mennesker i ens branche, og så er LinkedIn også ved at være et rimeligt etableret værktøj i kulturindustrien. Og så må man tænke ud af boksen og tage nogle alternative ruter frem mod målet.”

  7. “Jeg har en enkeltmandsvirksomhed på 8. måned og lever fuld tid af det fra start. Fordi jeg helst ikke laver opgaver/dagsworkshops for under 10.000 kr + moms med mindre de køber flere af gangen. Jeg sælger værdi og plads til et stort antal deltagere pr. workshop.”

  8. “Jeg har været på dagpenge et år nu, og det har været hårdt. Jeg har taget en projektlederuddannelse, mens jeg har været på dagpenge, og har lige fået et fast job på 25 timer om ugen som kulturkonsulent i en kommune, hvilket jeg er meget glad for. Jeg har mulighed for at arbejde med min faglighed i forbindelse med billedkunstneriske projekter som berører mange mennesker, og det giver mening for mig. Samtidig kan jeg strukturere min tid, så jeg har mulighed for at holde gang i min praksis som udøvende kunstner. Jeg fik to børn under min tid på akademiet, og derfor er jeg i en situation, hvor det er vigtigt for mig med en fast indtægt. Ud over dette arbejder jeg på et museum, hvor jeg har omvisninger og workshops for børn.”

  9. “Lige nu er jeg forholdsvis tilfreds, eftersom jeg sidder i en tidsbegrænset ansættelse med overenskomstmæssigt bestemt løn. Fordi jeg tidligt insisterede på at tale løn, har jeg sikret et individuelt forhandlet tillæg til min overenskomstmæssige løn. Jeg kører en strategi med at bringe lønspørgsmålet på banen med det samme – så har jeg på forhånd bestemt mig for, hvad jeg godt vil have, så jeg kan melde det ud. Det har jeg rimeligt gode erfaringer med.”

  10. “Jeg er mere tilfreds nu, end jeg var tidligere, da jeg er begyndt at tjene flere penge. Efter at have investeret i kunstprojekter indtil ca. 8 år efter endt uddannelse, har der de seneste år være overskud på balancen.”

  11. “Jeg er ikke tilfreds, men jeg er holdt op med at arbejde gratis og siger nej til utallige forespørgsler på deltagelse i projekter fx hos Kræftens Bekæmpelse, Politiken og Københavns kommune, hvor lønnen er, at man får promovering og lidt til cv’et.”

  12. “Jeg har periodisk været tilfreds. Midlerne (offentlige og kommunale) er kommet uden strenge krav, hvilket har givet mindre administration – der er balance mellem pengene der er til rådighed og mængden af arbejdstid der bliver lagt.”

  13. “Kristian Leth og Fridolin Nordsø har en god metode i deres bog Manualen; beslut dig for hvor meget du vil have i månedsløn og udregn, hvor meget tid du kan bruge på et projekt efter dette. Hvis jeg vil have 20.000 kr om måneden, og bliver tilbudt 10.000 kr. for et projekt, kan jeg altså bruge ca. en halv måned på projektet. Jeg er endnu ikke helt i mål med denne metode, men holder den for øje og arbejder på det.”

  14. “Jeg arbejder på 10. år som selvstændig, hvor jeg har bredt mig ud over 3 områder: billedkunst, grafisk arbejde og udsmykningsopgaver. Det sidste udelukkende for større private firmaer. Dette er blevet måden jeg kan få økonomien til at hænge rimeligt sammen på.”

  15. “Jeg er tilfreds, fordi jeg sælger godt som billedkunstner, og fordi jeg sælger selv og ikke gennem et galleri, som gerne tager 50-60 % i provision - foruden at kunden også ender med 25% moms i stedet for kunstnermomsen på 5%. På den måde kan jeg holde mine priser nede, hvilket igen er godt for mit salg. De fleste af de udstillinger, jeg tager, er i kunstforeninger med købsgaranti. Siger jeg ja til andre ubetalte udstillinger, er det nøje udvalgt efter chancen for at sælge på udstillingen eller andet. At jeg sælger godt, er pga. mit store arbejde med at være synlig på nettet med en SEO-optimeret hjemmeside og stor aktivitet på sociale medier. Samtidig med at jeg sørger for, at mine malerier er af en kvalitet, som er værd at vise frem. Min musikervirksomhed har jeg knyttet sammen med min billedkunst, så jeg har mere at byde på ved en udstilling end kun malerier og skulpturer.”

  16. “Jeg er langtfra tilfreds med mit lønforhold. Har levet i årevis, med børn, under et eksistensminimum. Billedkunstnere skal så vidt muligt undlade at afgive for meget magt og indflydelse til gallerister som er dårlige betalere og som begrænser kunstnernes bevægelsesfrihed.”

  17. “Det er nogle år siden, jeg blev færdiguddannet, og mine værkpriser stiger langsomt men stødt. Min gallerist er ok fair, og vi har et godt tillidsforhold, trods at han er købmand, og jeg er kunstner ;). I øvrigt tjente jeg ikke på min kunst de første 4 år og havde bijobs mm., men så tog det pludselig fart, så hæng i!”

  18. “Jeg har de seneste otte år levet af legater, og er derfor ikke afhængig af honorarer og lønforhandling. Jeg har kun haft gode oplevelser med større institutioner i Danmark – synes det virker som om, der er kommet fokus på at kunstnere skal betales for deres arbejde ifbm. fx installering og formidling af udstillinger. Så kan man selvfølgelig diskutere lønniveauet, og det at det kunstneriske arbejde forud for installeringen som oftest ikke i sig selv honoreres, hverken af institutionerne eller gennem produktionsansøgningen hos Statens Kunstfond, hvor man max kan søge om 20.000 kr. i honorar til sig selv, men de er som regel det første, der skæres fra, når man kun får halvdelen af det ansøgte beløb, hvilket synes at være standarden.”

  19. “At arbejde med kunst rummer altid en fælles dedikation til kunstens betydning og værdi for os som mennesker og samfund. Det er efter min mening et godt grundlag for samtalen om honorering at afklare dette. Derefter er det bare at tale om, hvad der er muligt, så alle føler, at de får noget ud af arbejdet.”

  20. “Jeg har selv været meget aktiv under min uddannelse, og har selv startet virksomhed op inden afgang. Jeg har været på CAKI's kursus "Forretning bag talentet", hvilket var rigtig godt for mig. Det afhænger helt og fuldstændigt af, at de studerende selv får lært de ting, som de gerne vil lære omkring løn, ansøgninger og virksomhed.”

  21. “Jeg har langsomt arbejdet mig op til en højere løn. Jeg tror, at det er noget man virkelig skal lære – altså at forhandle om sin løn. Personligt har jeg undersøgt forholdene for iværksættere og for konsulenter. Og jeg gør alt, hvad jeg kan, for at presse mine arbejdsgivere til en løn som giver mening. Lønnen er én ting, og så skal man sørge for at få kompenseret for ens udgifter; kontor, værksted, pension, feriepenge etc. Dette er noget, der virkelig lægges vægt på, når man læser om at starte virksomhed. Her handler det nemlig om cool cash og balancen på bunden og overskuddet, som til sidst ender som ens udbetalte løn. Jeg tror, at de fleste glemmer, at halvdelen af at få tingene til at løbe rundt er at få styr på netop ens egen administration.”

  22. “Når det er gået bedst, har institutionerne taget mit honorar for givet, og så har jeg forhandlet lidt ekstra oveni (indramning og materialer).”

  23. “Når man en sjælden gang oplever fair lønvilkår, er det vigtigt at understrege dette over for sin arbejdsgiver, og gøre opmærksom på den positive forskel det gør!”


Er der noget vi har glemt, eller andet du har lyst til at dele med os?



  1. “Kunststøttesystemer er blevet centraliseret og ændret kraftigt over de sidste 10 år, på måder der er uhensigtsmæssige for kunstnerne. Institutionerne har en forventning om, at kunstnerne kan søge produktionshonorar i Statens Kunstfond, men ofte får man kun delvis eller ingen finansiering og ender – selv når man får støtte – med at bruge hele støttebeløbet på produktionsudgifter. Når Statens Kunstfond støtter institutionerne 'opfordrer' de til, at man betaler kunstnerne honorar. Dette burde være et krav til kunstinstitutionerne. Derudover er det ikke muligt for kunstnerne at få fuldt skattefradrag for deres egentlige produktionsudgifter, hvis indtægterne ikke dækker udgifterne eller kun er marginalt højere end udgifterne. Derved bliver støtte, som er givet til og brugt på produktion, beskattet som indtægt.”

  2. 

“Jeg synes, at det er super problematisk, at der går statsstøtte til større udstillingsprojekter, men at det så stadig er et problem med økonomi til både akademikere og kunstnere. Kunstfonde burde sikre sig mod overforbrug af løntilskudsmedarbejdere i driftsstillinger som f.eks. kuratorassistenter og formidlere. Der burde være en ‘nøglehulsordning’ for kulturevents, som man kunne skilte med, når alle fik god løn.”



  3. “Danske kunstnere er opportunister og mangler solidaritet, hvilket forhindrer os i at få stablet et ordentligt samarbejde på benene, der kan føre til bedre arbejdsvilkår for os og større gennemsigtighed over for forbrugerne af den kultur, vi gerne vil formidle.”



  4. “Branchen mangler gennemsigtighed, og især mangler uddannelserne, at vi bliver klædt på til virkeligheden – uden at det skal gøre plat og a-kasse-agtigt at blive forberedt.”

  5. “Der bør være en overenskomst mellem brancheforeningerne og den danske stat på samme vilkår som for andre brancher. De danske kunstfagforeninger er for sløve!”

  6. 

“Der skal mere fokus på den mentalitetskultur, der er i branchen. Mange udnytter systemet og folk i det, men ingen siger noget højt. Nok fordi man er bange for, hvordan det kan skade ens ry i en branchen, hvor meget afhænger af netværk.”

  7. “BKF's udstillingsaftale blev jeg præsenteret for, lige da jeg tog afgang. Det var også det eneste tidspunkt under min uddannelse, at jeg fik en eller anden form for idé om, hvordan arbejdsforholdene er i DK for billedkunstnere. Men den har været effektiv for mig i flere samarbejdssituationer, fordi det ligesom synliggør, hvor meget gratis arbejde, man laver. Og at ens arbejdsgiver anerkender det også, gør at vi er et skridt tættere på nogle ordentlige forhold med en løn. Internationalt er der også Artist Get Paid, som er en mere uafhængig organisation for kunstnere, der bliver snydt af deres arbejdsgivere. Det kunne vi godt bruge i DK også – altså en fagforening som ligesom også tog sager op ifht. løn, forhandling, tyveri af værker, racisme, sexisme - måske ifht. samarbejder med institutioner især.”



  8. “Man burde øge budgetterne til kunsten, men øremærke pengene til honorar til kunstnerne. Måske en procentdel af et årsbudget eller en bestemt procentsats per år divideret med antal udstillende kunstnere.”

  9. “Tjek journalistforbundets løn-rettesnor kaldet “En streg i sandet” – den giver et fint overblik over, hvad noget skal koste. Jeg kunne godt tænke mig en tilsvarende guide for kultur, kulturevents, workshops mm.”

  10. “Alle former for pension, ferie og andre friperioder er stort set ikke noget, man taler om. Det ville være rart med en organisation, der varetog overenskomstlignende forhandlinger samt gik forrest for at skabe fondslignende vilkår, som selvstændige kunne være medlem af – f.eks. en barselsfond, pensionsfond osv som bredte et økonomisk sikkerhedsnet ud under branchen af “projektansættelserne”, en form for “fagforening” med særligt fokus på både at sikre gode aflønningsvilkår og økonomiske puljer, der som dagpenge udbetales, når der er behov.”

  11. “Det er super fedt, at I sætter fokus på problemstillingen. Jeg har arbejdet i udlandet, og der er der MEGET mere fokus på gratis arbejde i kunst- og kulturindustrien. Jeg synes, at det er forfærdeligt, at kæmpe kunstorganisationer kan slippe afsted med gratis arbejde.”

  12. “Tak for at indsamle viden, det er virkelig nødvendigt.”

  13. “Det er oftest, som kurator, mindst ligeså frustrerende at opleve ikke at kunne aflønne eller honorere sine deltagende kunstnere (for mit vedkommende på festival og udstillinger), som selv at være underlønnet eller få manglende honorar. Det er en balance mellem ikke at kunne anerkende et værk eller en generel praksis - og dét er frustrerende.”

  14. “Vi mangler virkelig en åben tværdisciplinær interessereorganisation, som kan skabe en modvægt til den statslige kulturpolitik.”

  15. “Jeg arbejder i et fængsel. Kriminalforsorgen kunne aldrig drømme om at hyre mig uden at betale mig løn. Det er et godt og vigtigt job, hvor jeg som kunstner forsøger at rykke grænser hos de indsatte på en lukket afdeling. De betaler godt, så hvorfor er det normen, at når jeg laver en museumsudsmykning forventes at gøre det totalt gratis? Eller at jeg ved invitation til en soloudstilling i et galleri selv skal lægge ud for arbejdstid og løn, som gerne tager et år? På de soloudstillinger jeg har deltaget i, er der solgt et værk, hvis ingen. Det er otte år siden, at jeg blev færdig på skolen, og i starten takkede jeg ja til invitationer, FORDI DET SER GODT UD PÅ MIT CV – giver mig erfaring, anerkendelse osv. Men det ryster mig BÅDE, at jeg selv er så skide dårlig til at bede om løn inden for kulturinstitutionens rammer, og at de ALDRIG har foreslået det som ellers er praksis i alle andre sammenhænge.”

  16. “Det skal være synligt, at vi som kunstnere faktisk laver rigtigt meget – folk (selv mine nærmeste) synes, at jeg laller, og “det er da klart, at jeg ikke har nogen pension, for jeg har jo ikke noget job”. At jeg laver det, der er min hobby er jo “et valg” – “jeg har selv valgt at være fattig”. Jeg tænker, at noget af det er, at folk ikke forstår, hvad det er for et arbejde, vi udfører som kunstnere, hvis vi ikke lige laver maleri eller en krukke, der kan sælges på et galleri. Vi bør fortælle, at når man f.eks. laver stedsspecifik kunst, så laver man research, inden man ansøger et galleri, et museum eller et kunstnerophold. At man på basis af denne research udarbejder et koncept/en idé og herefter skriver en udførlig ansøgning specifikt til det sted. Får man udstillingen, ansøger man om fondsmidler, man udfolder kunsten, man laver måske også et katalog, sender indbydelser, sørger for fotograf, udsender pressemeddelelse og laver plakater samt online præsentationer.

    Mange af os laver kunst som en undersøgelse, som en kommentar på eller noget helt andet, noget som ikke altid er forbundet med et ønske om salg. Det er en slags kunstforskning. Jeg har tidligere arbejdet som forsker, og det minder rigtigt meget om den form for arbejde – kunstens forskning er bare totalt ulønnet, undtagen hvis man er på et universitet eller får en udsmykningsopgave. Jeg har nu sagt ja til et adjungeret professorat for at kunne fortsætte med at brødføde min kunst - lade den være fri. Men jeg har som mange andre kunstnere dobbeltjobs, ingen pension og er ludfattig, når jeg skal betale mit værksted også. Jeg er dybt taknemlig for støtte fra Statens Kunstfond og andre fonde, samt for de muligheder vi indtil videre har haft på Statens Værksteder for Kunst. Disse institutioner er imidlertid også pressede disse år. Det er mit håb, at de får lov at forblive, for ellers er der snart ingen åndehuller for en fri eksperimenterende kunst. Jeg sidder i en kunstnerbolig med dertilhørende værksted, som lige nu er ved at blive solgt af staten til højest bydende – det samtidigt med at kulturmaskinen skal fodres. Nogle gange synes jeg, at det er fuldstændigt håbløst at være kunstner i dette land. Gør som på Færøerne: giv kunstnerløn.”

  17. “Jeg må sige, at jeg er ved at opgive at være kunstner. De fleste, jeg har studeret med på kunstakademiet, har samme oplevelser som jeg – kun få kan få det til at køre nogenlunde rundt med legater fra Statens Kunstfond, eller hvis de får kontakt med et godt galleri og får solgt nogle værker. Hvis man er heldig, får man Statens Kunstfonds arbejdslegat én gang hver 3. år (jeg har aldrig fået det) på 50.000 eller 100.000, og det er skattepligtigt. Det er jo meget lidt, så de fleste må arbejde med andre jobs end kunst det meste af tiden. Hvis man ikke kan få andet arbejde og så modtager dagpenge, må man slet ikke arbejde med kunst, udstille eller have kunstnerisk aktivitet overhovedet. Man må heller ikke have en hjemmeside og vise hvad man førhen har lavet, men det er altså svært at få gang i den kunstneriske aktivitet, få opgaver, udstillinger eller andet, når det er forbudt at lave noget. Jeg synes også, at det går ud over ytringsfriheden, at hvis man modtager dagpenge, må man ikke ytre sig med billedkunst. Når man samtidig ikke får løn for at arbejde med billedkunst, og det er svært at få andet arbejde, får man som kunstner et meget fattigt liv. Hvis jeg havde vidst, hvordan det var, havde jeg taget en anden uddannelse.”

  18. “Jeg synes, at det er ret problematisk, at vores fagforbund BKF deler opslag som fx dette, hvor der er tale om produktion af et offentligt og permanent værk til en virkelig dårlig løn. Jeg synes godt, at der kunne være en lidt mere kritisk vurdering af, hvad man deler på disse interne opslagstavler – det kommer til at se ud som om, at BKF synes, at det er en helt fair løn og et godt tilbud for medlemmerne.”

  19. “Vi synes generelt, at de honorarer man får for at lave en udstilling er for lave. For en stor soloudstilling med ren nyproduktion kan man fx nemt blive aflønnet med 20.000 - 40.000 i honorar for måske omkring et års arbejde. Hvis man ikke er en kunstner, der sælger ret meget, så er udstillingshonorarerne meget vigtige.”

  20. “Tak for jeres initiativ. Endnu en udfordring som selvstændig kunstner/kunstarbejder er den ensomhed/individualisme, der kan opleves - alt skal opfindes lige fra økonomisk ramme til indhold og til den videre formidling. Og med manglende indkomst rammes ens mulighed for at handle og skabe nye bæredygtige arbejdsrum. Man lammes simpelthen af den manglende indkomst, og det giver så dobbeltbagslag i et felt, hvor mange kæmper for at overleve. Der er derfor brug for organiserede stemmer og organisationer til at løfte i kampen for bedre arbejdsvilkår - alene er det for skrøbeligt.

    Til spørgsmålet ang. om der findes skriftlige aftaler med kulturinstitutioner, så burde mit svar være både ja og nej, da det svinger helt vildt. Det er ikke altid tydeligt, hvad der bedst kan betale sig - at underskrive aftale før start, eller lade den stå åben og måske kunne opnå bedre forhold (flere midler etc.), når først samarbejdet er startet og projektet begynder at tage form. Målet må være at lave skriftlige aftaler, så man hele vejen igennem kender fordelingen. Udfordringen kan være, at institutionerne ikke kan binde sig på f.eks. faste beløb, da de selv skal søge om støtte. Med skriftlige aftaler står vi stærkere (i teorien), da det kan være svært (igen) at kræve sin egen løn betalt, samtidig med man har brug for ro til arbejdet.

    Kunne man forstille sig en kampagne, hvor alle i feltet opfordres til aldrig at arbejde gratis? En del af problemet er det professionelle ræs, der gør at folk føler sig nødsaget til at arbejde gratis (for at opretholde en produktion, bygge videre på CV'et, for eksponering mv.). Men hvis ingen godtager det præmis, skal organisatorerne finde midler til aflønning for overhovedet at kunne tænke i nye udstillinger, seminarer etc. UKK lavede i 2015 "Mere end en overlevelsesguide" til feltet, som fortsat er relevant. Måske I kender den. Uanset, så er der både behov for ændringer indad i feltet (så vi ikke fanges i hinandens velvillige overlevelse), ligesom der er brug for et paradigmeskift: at kunsten og dens flydende produktion og komplekse værdi tages alvorligt, honoreres, tales op og værdsættes af den omkringliggende verden (medier, fonde, journalister, politikere, embedsmænd/kvinder mv.).”

  21. “Jeg synes tit, at man som billedkunstner skal forklare sig (og forsvare) sit valg af erhverv. Ofte spørger folk ind til, hvordan man kan leve af det. Nogle gange oplever jeg en vis mistro omkring, at man reelt arbejder eller er arbejdsom. Dette synes jeg er et kæmpe problem. Som nyuddannet kunstner prøver jeg at gøre alt hvad jeg kan for at klare mig selv, skaffe private sponsorer til udstillinger, tilbyde gratis omvisninger til skoleklasser i min udstilling. Jeg håber, at synet på kunst og kunstnere forandres - de fleste kunstnere, jeg kender, vil gerne gøre en forskel for andre mennesker med deres kunst.”

Claudine Zia (f. 1982) er kunstfaglig konsulent og freelance researcher og kritiker. Hun har en MA i Kunsthistorie fra Aarhus Universitet og har bidraget til idoart.dk siden 2018.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk.