DET HANDLER OM AT TAGE AUTONOMIEN TILBAGE

Engang var store, højloftede kunstneratelierer med smukke lysindfald og plads til flere assistenter en fast del af bybilledet i det centrale København, men det er snart fortid. Boligspekulanter, stødt stigende huslejepriser og manglende handling fra politikerne skubber kunstnerne længere og længere ud af byen. For langt de fleste kunstnere bliver det umuligt både at finde penge til huslejen og et atelier i hovedstaden, og særligt dem der har brug for mere end en skrivebordsplads er udfordrede. Så hvad gør man, hvis man f.eks. netop er blevet uddannet billedhugger fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og drømmer om at arbejde eksperimenterende i stor skala med materialer som gips, bronze, træ eller metal?

Støvregnen fylder den grå himmel, da vi drejer fra på Holbækmotorvejen lidt øst for Roskilde og svinger ind ad Industrivej. Vi passerer et utal af byggemarkeder – Jem & Fix, Silvan, Harald Nyborg, Stark – og lige inden det store, røde Bauhaus-skilt drejer vi til venstre ved nummer 51C.

Billedkunstner Marie Bonfils stikker hovedet ud af et vindue på første sal og guider os ind ad den rigtige dør, op ad trappen og ind i atelierfællesskabet 51CTHs fællesrum og frokoststue, hvor vi udover Marie mødes af kunstnerne Ida Retz Wessberg og Kirke Hundevad Meng. “I starten var det hele meget udefineret og reelt bare et lejemål,” begynder Ida, da vi bevæger os gennem nogle smalle gange og ind til kernen af 51CTH. Marie åbner en dør, og vi træder ud på et plateau og kigger ud over en stor, åben fabrikshal fyldt med materialer, industrimaskiner og kunstværker i proces. 

51CTH. Foto © I DO ART Agency.

51CTH. Foto © I DO ART Agency.

Kirke Hundevad Meng, Ida Retz Wessberg og Marie Bonfils. Foto © I DO ART Agency.

Kirke Hundevad Meng, Ida Retz Wessberg og Marie Bonfils. Foto © I DO ART Agency.

“Det er vildt at tænke på, at for et år siden var der ingenting. Der var en idé, og nu er der et indskudt dæk, 14 arbejdende kunstnere og endnu flere idéer og drømme,” fortsætter Kirke, som færdiggjorde sin Postgraduate ved Kungliga Konsthögskolan i Stockholm i 2016.

De bedste vilkår for uafhængighed og skulpturel praksis
Det hele begyndte for halvandet år siden, da lejemålet ved siden af bronzestøberen Peter Jensens værksted blev ledigt. “Jeg gik på Billedhuggerskolen på Det Kgl. Danske Kunstakademi sammen med Hans (F. Beck) og Viktor-Emil (Dupont Billund), hvor vi havde bronzestøbnings-kurser med Peter. Da Viktor og jeg tog afgang samme år, og ingen af os havde atelier, spurgte han om vi var interesserede i nogle lokaler, der var blevet ledige ved siden af hans værksted. Peter ville gerne være med til at starte et billedhuggerfællesskab” fortæller Ida, da vi spørger ind til, hvordan det hele startede. “Viktor og jeg var begyndt at lede efter lokaler i København, men det viste sig at være virkelig svært at finde et sted, hvor der var mulighed for at fortsætte en skulpturel praksis – både fordi kvadratmeterprisen er så høj, fordi det er svært at finde et sted med en port, så man kan fragte sine værker ind og ud, og fordi man sjældent kan tillade sig at larme inde i byen.”

Vi bevæger os ud på det indskudte dæk, hvor Jacob Alrø og Viktor-Emil Dupont Billund har deres atelierer. Fordi hallen var stort set tom, da kunstnerne rykkede ind, har de hver især haft mulighed for at konstruere deres arbejdspladser, så de bedst faciliterer den enkeltes behov.

Udsnit af Viktor-Emil Dupont Billunds værktøjssystem. Foto © I DO ART Agency.

Udsnit af Viktor-Emil Dupont Billunds værktøjssystem. Foto © I DO ART Agency.

Hjørne i Jacob Alrøs atelier med indbygget støvfrit rum. Foto © I DO ART Agency.

Hjørne i Jacob Alrøs atelier med indbygget støvfrit rum. Foto © I DO ART Agency.

Jacob har i det ene hjørne af sit værksted bygget et aflukket, støvfrit rum, og Viktor-Emil har et ordnet reolsystem samt et værktøjssystem og virker til at have prioriteret et fleksibelt arbejdsmiljø med godt lysindfald.

Skulpturel produktion har virkelig svære kår inde i byen, hvor nogle lejemål ikke engang tillader, at man arbejder med maskiner i dagtimerne. “Det har netop været noget af det vigtigste for os; at tage autonomien tilbage. At lave et sted, hvor man ikke hele tiden skal skrive ansøgninger og blive godkendt af andre for at kunne udføre sine projekter. Her kan vi selv tage hånd om hele produktionen, og det økonomiske er så barberet ned, at der virkelig er gode vilkår for at være uafhængige,” pointerer Marie, der tog afgang fra Konsthögskolan i Malmö i 2015.

Detalje fra Viktor-Emil Dupont Billunds atelier. Foto © I DO ART Agency.

Detalje fra Viktor-Emil Dupont Billunds atelier. Foto © I DO ART Agency.

Viktor-Emil Dupont Billunds atelier. Foto © I DO ART Agency.

Viktor-Emil Dupont Billunds atelier. Foto © I DO ART Agency.

Viktor-Emil Dupont Billunds atelier. Foto © I DO ART Agency.

Viktor-Emil Dupont Billunds atelier. Foto © I DO ART Agency.

Om pladsmangel og vigtigheden i at kunne eksperimentere
“Jeg kunne mærke, at da jeg flyttede tilbage til København, gik min praksis fra at være ret skulpturel til at blive mere og mere skrivebordsorienteret,” tilføjer Kirke. “Blandt andet på grund af pladsmangel blev jeg presset i en retning, og det føltes ret klaustrofobisk. Jeg arbejder bedst, når jeg kan indgå i samarbejder og løbende undersøgelser med materialerne, men jeg kunne ikke finde noget sted, hvor det kunne lade sig gøre.”

De tre er enige om, at hvis man skal kunne udvikle en skulpturel praksis er det vigtigt, at man har mulighed for at eksperimentere med materialer og teknikker uden konstant at skulle have det færdige værk for øje. På en kunstnerisk uddannelse har man oftest en ubesværet adgang til værksteder, men efter afgang kræver værkstedsadgangen enten, at man får et tidsbegrænset ophold hos f.eks. Statens Værksteder for Kunst, at man har råd til at etablere sit eget, eller at man vil betale fagpersoner for at udføre sine værker. Skulpturelle praksisser – som kræver meget plads, dyre materialer, maskiner og nogle gange flere hænder – er særligt udfordrede efter afgang. Det er ikke svært at forestille sig, at nogle kunstnere må opgive den store skala og lægge billedhuggeriet på hylden.

Ida Retz Wessbergs atelier. Foto © I DO ART Agency.

Ida Retz Wessbergs atelier. Foto © I DO ART Agency.

Ida Retz Wessbergs atelier. Foto © I DO ART Agency.

Ida Retz Wessbergs atelier. Foto © I DO ART Agency.

Ida Retz Wessbergs atelier. Foto © I DO ART Agency.

Ida Retz Wessbergs atelier. Foto © I DO ART Agency.

Nat Bloch Gregersen i sit atelier. Foto © I DO ART Agency.

Nat Bloch Gregersen i sit atelier. Foto © I DO ART Agency.

I sit arbejde med professionelle kunstnere på Broncestøberiet og gennem mødet med de studerende på akademiet så Peter, hvor vigtige årene efter afgang er for at sikre bæredygtige vilkår for billedhuggerne.

Idéen til et foreningsbaseret atelier med alle de væsentligste værkstedsfaciliteter var tændt, og gennem personlige netværk og et open call opstod en gruppe af 14 billedkunstnere, der var dedikerede nok til at udvikle og opbygge en helt ny type arbejdsfællesskab.

Malene Bangs atelier. Foto © I DO ART Agency.

Malene Bangs atelier. Foto © I DO ART Agency.

Silas Inoues atelier. Foto © I DO ART Agency.

Silas Inoues atelier. Foto © I DO ART Agency.

Et bæredygtigt fællesskab af individuelle kunstnere
De to fabrikshaller som huser 51CTH er ialt 750 kvadratmeter, og udover de 14 individuelle atelierer er der 300 kvadratmeter til fællesarealer. Gruppen har allerede indkøbt værktøj og maskiner til værksteder for træ, metal, gips, afstøbning (bronze og aluminium) samt keramik, og med tiden vil de også etablere et digitalt værksted med 3D-faciliteter og storformatprinter. “Det har været vigtigt for os at få meget for pengene, så vi har så vidt muligt forsøgt at finde brugte maskiner, som ikke er for digitale – så er de nemlig nemmere at reparere på og billigere i drift,” fortæller Kirke. Foreningen har desuden modtaget flere donationer fra folk, der tror på projektet – f.eks har de af den vej fået en trykpresse, smelteovne, en ler-ælter og en keramikovn.

Kirke Hundevad Meng i sit atelier. Foto © I DO ART Agency.

Kirke Hundevad Meng i sit atelier. Foto © I DO ART Agency.

Kirke Hundevad Meng i sit atelier. Foto © I DO ART Agency.

Kirke Hundevad Meng i sit atelier. Foto © I DO ART Agency.

Skulptur af Kirke Hundevad Meng. Foto © I DO ART Agency.

Skulptur af Kirke Hundevad Meng. Foto © I DO ART Agency.

Det første år hos 51CTH er gået med at finde engagerede medlemmer, udvikle en bæredygtig foreningsmodel, søge midler, opbygge værksteder og tænke stort. Generøs støtte og engagement fra særligt Det Obelske Familiefond (der over en 3-årig periode donerer 1.101.250 kr.) og Øernes Kunstfond (250.000 kr.) har gjort det muligt at få en stor del af de interne faciliteter på plads, men der er også et ønske om at række ud i verden, og Marie fortæller, at de med støtten både har kunnet initiere et residencyprogram og et symposium, der afholdes første gang til november.

“Vi vil gerne skabe de bedst mulige vilkår for at producere kunst,” forklarer Marie, “og med residencyet ønsker vi at give de her formidable muligheder videre. Når man er en forening med faste medlemmer, så tænker vi, at det er en god måde at få inspiration og ny viden udefra på, og derfor har vi også prioriteret, at programmet er internationalt rettet.”

Den daglige drift finansieres gennem medlemmernes atelierleje som indbefatter et månedligt beløb på 10 kr. pr. kvadratmeter. På den måde sikrer foreningen, at der altid er penge til vedligeholdelse og uforudsete udgifter.

Kirke og Ida arbejder på et fælles værk. Foto © I DO ART Agency.

Kirke og Ida arbejder på et fælles værk. Foto © I DO ART Agency.

Kirke og Ida arbejder på et fælles værk. Foto © I DO ART Agency.

Kirke og Ida arbejder på et fælles værk. Foto © I DO ART Agency.

Kirke og Ida arbejder på et fælles værk. Foto © I DO ART Agency.

Kirke og Ida arbejder på et fælles værk. Foto © I DO ART Agency.

Kirke og Ida arbejder på et fælles værk. Foto © I DO ART Agency.

Kirke og Ida arbejder på et fælles værk. Foto © I DO ART Agency.

Flere gange i vores samtale nævner de tre kunstnere vigtigheden af at kunne udveksle viden og erfaringer med kollegaer. “I Danmark er fællesskabet ofte institutionaliseret – som på et kunstakademi – og når man så tager afgang og træder ud af institutionen, og fællesskabet ikke længere er der af sig selv, så er man lidt lost,” bemærker Kirke. “Det er grundforudsætningen – både ideologisk, men også helt lavpraktisk. Skulpturelt arbejde er et arbejde for flere hænder.“ Vi får et indtryk af, at det kollektivistiske er en forudsætning for at arbejde skulpturelt, og selvom 51CTH ikke er et kunstnerkollektiv men et fællesskab af individuelle kunstnere, så er der da allerede opstået samarbejder. I den store hal er Ida og Kirke f.eks. igang med et fælles værk til den kunstnerdrevne udstilling Kolonien, som afholdes i en haveforening i Rødovre. Værket mimer en klassisk havefontæne, og Ida og Kirke er i gang med at formgive værkets dele i ler for senere at støbe dem i jesmonite.

Kirke og Ida arbejder på et fælles værk. Foto © I DO ART Agency.

Kirke og Ida arbejder på et fælles værk. Foto © I DO ART Agency.

Ida Retz Wessberg. Foto © I DO ART Agency.

Ida Retz Wessberg. Foto © I DO ART Agency.

Hvis man ikke prøver noget nyt, så lærer man heller ikke noget
Hver af de to gamle fabrikshaller har store porte, der åbner ud mod et stort udendørsareal, som kan bruges til arbejde med sten samt giftige og meget støvende materialer. En lille lastvogn trækker op foran den åbne port med ladet fyldt med støbeforme, bronzeskulpturer og indpakkede lærreder. Et af fællesskabets medlemmer Adam Fenton har netop taget afgang fra kunstakademiet i København, og han er nu igang med at flytte hele sit virke fra Kongens Nytorv til Trekroners industriområde.

Broncestøberiets lastvogn læsset med Adam Fentons støbeforme, bronzeskulpturer og indpakkede lærreder. Foto © I DO ART Agency.

Broncestøberiets lastvogn læsset med Adam Fentons støbeforme, bronzeskulpturer og indpakkede lærreder. Foto © I DO ART Agency.

Adam Fenton flytter ind. Foto © I DO ART Agency.

Adam Fenton flytter ind. Foto © I DO ART Agency.

Adam Fenton flytter ind. Foto © I DO ART Agency.

Adam Fenton flytter ind. Foto © I DO ART Agency.

Bronzestøberen Peter hjælper Adam med at komme på plads og bagefter fanger vi ham til en lille snak om, hvorfor han har engageret sig i et atelierfællesskab af unge kunstnere. “Hvis man ikke prøver noget nyt, så lærer man heller ikke noget,” udbryder Peter på en måde, så det næsten lyder som en leveregel. Peter forklarer, at hans støberi udelukkende arbejder med kunstprojekter, og at de aldrig siger nej til en opgave pga. tekniske udfordringer. “Hvis der er noget, vi ikke ved, hvordan vi skal gøre, så eksperimenterer vi os frem, indtil det lykkes.”

Peter Jensen hjælper Adam Fenton på plads i 51CTH. Foto © I DO ART Agency.

Peter Jensen hjælper Adam Fenton på plads i 51CTH. Foto © I DO ART Agency.

Peter Jensen i Broncestøberiet. Foto © I DO ART Agency.

Peter Jensen i Broncestøberiet. Foto © I DO ART Agency.

Peter giver os en omvisning i værkstedet, hvor væggene er sodet mørke af dampen fra den 1200 grader varme bronze. “I det her fag er vi nødt til at hjælpe hinanden og dele vores viden, erfaringer og håndværksmæssige kompetencer. Jeg lærer virkelig også meget af at have en dagligdag med de unge kunstnere,” fortæller Peter, som omtaler sig selv som 2. generations bronzestøber. Hans far arbejdede på Billedhuggernes Bronzestøberi, inden han startede sit eget værksted i 1971. I 1996 overtog Peter virksomheden, som har specialiseret sig i at løse opgaver i tæt samarbejde med kunstnere.

Broncestøberiet. Foto © I DO ART Agency.

Broncestøberiet. Foto © I DO ART Agency.

Hans F. Beck i Broncestøberiet. Foto © I DO ART Agency.

Hans F. Beck i Broncestøberiet. Foto © I DO ART Agency.

Broncestøberiet. Foto © I DO ART Agency.

Broncestøberiet. Foto © I DO ART Agency.

Skulpturkunst er et arbejde for flere hænder
Da vi kommer tilbage til 51CTH har Marie iført sig en svejsehjelm med flammer op ad siden og er igang med at konstruere skelettet til et endnu udefineret skulpturelt objekt. Vi går ind gennem porten til Hal 2, hvor atelierfællesskabet har deres egne faciliteter til mindre afstøbningsprojekter og en gigantisk pladeklipper, der mest af alt ligner en kampvogn. Langs den sydvendte væg har Marie atelier, og ved siden af holder Lydia Hauge Sølvberg, Regitze Engelsborg Karlsen og Christine Overvad Hansen til.

Gården bag Broncestøberiet og 51CTH. Foto © I DO ART Agency.

Gården bag Broncestøberiet og 51CTH. Foto © I DO ART Agency.

Marie Bonfils arbejder i gården bag 51CTH. Foto © I DO ART Agency.

Marie Bonfils arbejder i gården bag 51CTH. Foto © I DO ART Agency.

“Man finder hurtigt ud af, at man ikke kan stå alene med en skulpturel praksis,” forklarer Ida, da vi igen mødes med hende, Kirke og Marie. Ida er som billedhugger optaget af repræsentationen af et kvindeligt narrativ i skulpturtraditionen, og hun ser i høj grad 51CTH som et opgør med normer, vaner og mytiske forestillinger om billedhuggerfaget. “Historisk set har der altid været ‘studios’, hvor en enkelt (mandlig) skulptør har haft en masse assistenter til at udføre deres værker, men i kunsthistorien omtaler man ofte kunstneren som det “enlige geni”. Nu er tiden heldigvis en anden, og jeg ser også den måde vi organiserer os på som et modsvar til de forældede fortællinger, der er om vores fag. Der har selvfølgelig altid været kvindelige billedhuggere, men de har sjældent opnået anerkendelse i deres samtid.”

Marie Bonfils’ atelier. Foto © I DO ART Agency.

Marie Bonfils’ atelier. Foto © I DO ART Agency.

Ida mener, at det dels skyldes et tilbageskuende kunstmarked, som har været optaget af det mandlige kunstnergeni, personificeret i figurer som f.eks. Auguste Rodin og et nyere eksempel som Jeff Koons – kunstnere der er hyldet for deres enestående genialitet, men som alle er afhængige af et væld af assistenter og medarbejdere. “Meget sjældent udførte Rodin sine egne marmorskulpturer – det er der ikke så mange, der er klar over. Disse fortællinger er meget underrepræsenterede i den gængse kunsthistorie, og det er også derfor, at der er brug for et brud. Der er intet galt i at bruge assistenter eller håndværkere, men det er vigtigt i forståelsen af skulpturel produktion, at der ofte er flere sæt hænder involveret, og at kunstnerens sparring med håndværkere eller assistenter også kan have indflydelse på det endelige værk og dermed det kunstneriske indhold.” Hun ser dog nogle strømninger i tiden der gør, at vi begynder at se mere ærligt på kunsthistorien. “Det er i hvert fald sådan noget, der interesserer mig; at give et modsvar til en ofte meget ensidigt formidlet skulpturtradition.”

Regitze Engelsborg Karlsens atelier. Foto © I DO ART Agency.

Regitze Engelsborg Karlsens atelier. Foto © I DO ART Agency.

Regitze Engelsborg Karlsens atelier. Foto © I DO ART Agency.

Regitze Engelsborg Karlsens atelier. Foto © I DO ART Agency.

Regitze Engelsborg Karlsens atelier. Foto © I DO ART Agency.

Regitze Engelsborg Karlsens atelier. Foto © I DO ART Agency.

Regitze Engelsborg Karlsens atelier. Foto © I DO ART Agency.

Regitze Engelsborg Karlsens atelier. Foto © I DO ART Agency.

At organisere sig ud fra egne behov
Et af problemerne med snævre og entydige repræsentationer af kunstneriske praksisser og arbejdsformer er, at man som nyuddannet ikke har ret mange facetter at spejle sig i. “Der er nok en tendens til, at man kigger på, hvordan andre organiserer sig,” tilføjer Marie. “Bør jeg arbejde som handicaphjælper to dage om ugen? Skal jeg reducere min kunstpraksis til deltid? Skal jeg tage to måneder ud om året for at spare penge op? Man ser jo på, hvad andre gør og forsøger at finde forbilleder, men nogle gange er det virkelig godt bare at spørge sig selv; hvad kunne passe godt til mig? Det tror jeg også, at den her idé udspringer af – et fokus på vores egne vilkår og behov.“

Christine Overvad Hansen i sit atelier. Foto © I DO ART Agency.

Christine Overvad Hansen i sit atelier. Foto © I DO ART Agency.

I fællesskab har 14 kunstnere og en bronzestøber fundet ud af, at nogle af de vigtigste behov for dem er et solidarisk arbejdsmiljø, hvor viden- og erfaringsdeling prioriteres, og hvor der bliver gjort noget ud af hverdagen. “Den her stemning af at have en dagligdag med kollegaer er virkelig rar, efter at man er færdig på akademiet og skal til at definere sit arbejdsliv,” forklarer Ida og pointerer vigtigheden af et sundt arbejdsmiljø. “Vi har et krav om, at man skal have sikkerhedssko på, og vi skal også have installeret udsugning. Når man kigger på billedhuggeratelierer før i tiden, så er det sådan noget med masser af støv – det er en lidt nørdet ting at gå op i, men det er bare vigtigt at tænke på sit arbejdsmiljø, hvis man gerne vil kunne blive ved med at være aktiv,” fortsætter Ida. “Ja, og i live,” griner Kirke opbakkende.

Gården bag 51CTH og Broncestøberiet. Foto © I DO ART Agency.

Gården bag 51CTH og Broncestøberiet. Foto © I DO ART Agency.

Da vi igen forlader 51CTH kan vi ikke lade være med at tænke på noget, som Marie sagde: “Det handler om at tage autonomien tilbage.” Alt for ofte bestemmes kunstens rammer af eksterne kræfter, men hos 51CTH bliver det tydeligt, at man sagtens kan definere sine egne vilkår. Her danner kollektivisme, vidensdeling og solidaritet fundamentet for et sundt og bæredygtigt arbejdsmiljø, ikke med udgangspunkt i byens trange og styrende omstændigheder, men med kunstens bedste for øje.



Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.