0
0
Back to All Events

NOUR FOG "BODY OBJECTS"


  • Overgaden. Institut for Samtidskunst, København Overgaden Neden Vandet 17 København, 1414 Denmark (map)
Nour Fog, 2019.

Nour Fog, 2019.

Pressemeddelelse, maj 2019

På sin første store udstilling – Body Objects, på Overgaden – skaber danske Nour Fog et sanseligt landskab af objekter i keramik, papmaché og skulpturler, hvor det organiske og geometriske spiller sammen med resonans, klangflader og en let tåge.

Nour Fog har siden sin afgang fra Det Jyske Kunstakademi i 2016 været optaget af samspillet mellem skulpturelle objekter og lyd. Til Overgaden præsenterer Nour tre nye installationer, som på forskellig vis integrerer formgivning, teknik og lyd. Værkerne leder tankerne hen på en sårbar, følsom og sansende krop og balancerer i sit formsprog mellem et modernistisk formsprog og et udsagn fra en fremmed science-fiction-fortælling. De tre installationer bærer titlerne Non Binary Objects, Siren og Organs, og er skabt i henholdsvis keramik, i papmaché pulp samt i skulpturler. Skulpturerne varierer i størrelse og udtryk – en er gigantisk og indtager rummet med sin overdimensionerede kropslighed, mens andre fremstår som mindre familier af keramiske objekter eller måske små grupperinger af vækster fra et fjernt univers. Værkerne rummer en verden af associationer og trækker på så forskellige referencer som den menneskelige anatomi, horninstrumenter, Venus fra Willendorf og klassiske grundformer fra vaser og krukker.

Centralt i udstilling står lydskulpturen Siren, som er inspireret af alarmsireners tragtformede lydforstærkere. Værkets lyd både lokker og skræmmer med sin menneskelige, dog mekaniske, kalden. Som en alarmsirene går den med jævne mellemrum igang og skaber en foruroligende usikkerhed om, hvorvidt den vil advare os om noget faretruende eller blot synge os en intergalaktisk serenade. Fra Organs vil en fin røg langsomt bevæge sig ud af skulpturenes åbninger og lægge sig som en let tåge i udstillingsrummet. Og på gulvet vil det metalliske keramikværk Non Binary Objects, der består af organiske og geometriske former imitere en elastisk og transformativ kropslig organisme med refererer til kroppens åbninger, hårdhed, blødhed, aktive og passive tilstande. Med Body Objects skaber Nour Fog et sanseligt og vibrerende rum, der sætter fokus på kroppen som en sensuel, dragende og længselsfuld størrelse.

Nour Fog (f. 1981) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2016, har udstillet på bl.a. Sydhavn Station og Galleri Image og performet adskillige steder med sit og Maj Kjærsigs lydprojekt Duo Demona.

Fernisering: D. 14. juni, 2019. Kl. 17-20.
Udstillingsperiode: D. 15. juni - 25. august 2019.