BURIDAN’S ASS

Det hele startede med, at Martin og jeg bestemte os for, ligesom vores venner, at prøve at dele et frimærke. Martin smuttede til Landskrona, og imens fordrev jeg tiden med at drikke folkeøl på Helsingborgs kirkegård. Vi tog bussen ud mod ødegården, delte frimærket midtover, og lagde det hver især på tungen.

Min bror havde et arsenal af tuscher liggende, og 8 timer senere sad jeg med en tegning, hvorpå der, lige meget hvor meget jeg vendte og drejede på den, opstod nye motiver. Med en ny måde at anskue verden på blev mine omgivelser skiftet ud, og jeg befandt mig, efter en lille krig med sproget, i Amsterdams gader indenfor murene af kunstakademiet.

Alt var nyt. Jeg havde aldrig åbnet en bog, der nærmede sig filosofi, teori eller lignende, og jeg havde stadig kun Erik Menneskesøn i baghovedet, når jeg skulle opremse bøger, jeg havde læst. Folk snakkede om Felini og Svankmajer, og jeg talte om Ringenes Herre og American Pie. For at sige det mildt stod jeg midt i et dilemma om at træde ind og tage imod de akademiske måder at anskue verden på – hvilket jeg til den dag i dag stadig gør. Det har været et opgør med mit jeg at anskue mine værker med mening. Der var pludselig valg, jeg tog, der skulle bakkes op af holdninger – jeg stod imellem løsninger og var ofte bundet fast uden stand til at tage den endelige beslutning. Jeg tegnede jo bare verden, og hvad den bød på, dissekerede motiver og skruede op for poesien i de offentlige eventyr, som jeg begav mig ud på sammen med alle de andre anonyme fodgængere.

Buridan’s Ass
Nu sidder jeg og er knap og nap blevet færdig med mit andet år på akademiet, og endelig har jeg fundet et nogenlunde stabilt grundlag at stå på (tror jeg nok). Det har taget mig to år at finde ud af, hvad fanden det er, der interessere mig. 22 år mener jeg. Min ældste bror fortalte mig for lidt siden om en professor, han havde haft, som slog plat og krone om vigtige beslutninger i livet, da han nødigt ville ende op som æslet imellem de to høstakke. Det gav genklang i mit hoved, for jeg stod og ledte efter en forklaring på mine følelser og tilstand – jeg er altså et æsel, fanget imellem to bunker af lige gode muligheder. Hver eneste dag står vi overfor valg, valg der kan være svære at træffe, eller ligegyldige at træffe, men et valg skal man tage, for ellers står man der og muler, til man sulter ihjel. Jeg ser rollen som æsel som en plads på midterrækken i samfundet, der hvor man bare er.

At være imellem ting
Maleriet er dødt skreg en overordnet.
Maleriet er dødt blev der sagt.

Sandt nok lå maleriet der på gulvet, stift.
Sværten fra mine fingre var bevis nok.

Jeg kunne ikke huske noget fra forrige aften,
blot det grønne skær fra flaskernes bund,
tilblivelsen af stemningen og så var der et vakuum.
En hukommelse der nok aldrig blev fundet igen.

Sådan vandrede jeg videre,
med et hoved som en afdanket detektiv,
på jagt efter mit arvede forstørrelsesglas.

Hvorfor gav mormor mig en bøtte med blæk ?
Jeg spiller jo bare basket og Playstation
Ryster gløden af fingrene
og så gør jeg det igen.

Se mere af mit arbejde her.