ER GRATIS KUNST GOD KUNST?

Kunst hjemsøges ofte af to forudindtagede forventninger; man må ikke røre ved den, og så er den frygtelig dyr, men i 1995 fik kurator Hans-Ulrich Obrist og kunstner Christian Boltanski den idé at udfordre de gængse fordomme, og sammen udviklede de udstillingskonceptet Take Me (I’m Yours), hvor værkerne helt bogstavligt kan tages med hjem.

Take Me (I’m Yours) blev afviklet første gang på Serpentine Gallery i London i 1995, og udstillingen blev igen opsat på Monnaie de Paris sidste år. Nu er stafetten givet videre til Kunsthal Charlottenborg, og frem til d. 7. august, 2016 kan kunsthallens gæster efter sigende tage værker af 28 internationalt anerkendte kunstnere med sig hjem. Idéen er i sig selv modig, markant og kompromisløs, men holder den stadig her mere end 20 år senere?

Vi besøger Take Me (I’m Yours) to gange på åbningsdagen, onsdag d. 4. maj 2016; til en særlig omvisning og senere til ferniseringen. Ved vores første besøg viser kunsthallens direktør Michael Thouber os rundt i en næsten færdiginstalleret udstilling og fortæller om de overordnede tematikker, samt de enkelte værkers historier og hensigter. Mange agendaer præsenteres i udstillingen, og langt den overvejende del er, ligesom udstillingens egen, politisk forankret. Det handler om store emner som økonomi, bæredygtighed, brug-og-smid-væk-kultur, død og forfald, og i særlige øjeblikke formår disse at gå i perfekt samspil med udstillingens præmis og skaber en poetisk og anderledes inddragende kunstoplevelse.

Når lyseblå bolsjer portrætterer døden Som eksempel kan man opleve et af den cubansk-fødte kunstner Félix González-Torres’ bolsjeværker, der på en simpel og fin måde arbejder med et af de absolut sværeste emner. I 1991 døde González-Torres’ kæreste, Ross Laycock, af AIDS, og som en måde at bearbejde sorgen på skabte han værket Untitled (Portrait of Ross in L.A.) bestående af knap 80 kilo farverige bolsjer, svarende til Ross’ idealvægt. Beskueren inviteres til at tage et bolsje fra bunken, og indsnævringen af værket bliver på den måde en rørende analogi over Ross’ sygdomsforløb. På Charlottenborg præsenteres værket Untitled (Revenge), som er fra samme “serie”, bestående af lyseblå bolsjer, men med samme indbydende, poetiske og rørende portrættering af døden.

Félix González-Torres | Untitled (Revenge) | Foto: I DO ART Agency.

Félix González-Torres | Untitled (Revenge) | Foto: I DO ART Agency.

Aktivistiske slagord på t-shirts og badges
I samme rum er Rirkrit Tiravanija’s værk Untitled (freedom cannot be simulated, south china morning post, september 26-27-28-29-30, 2014), som består af en væg med påklistrede avisopslag, samt bunker af hvide t-shirts (som man selvfølgelig må tage) begge med statementet “Freedom cannot be simulated.” Tiravanija er født i Buenos Aires, Argentina, og hans værker har ofte et socialt engagerende fokus – bl.a. har han lavet flere fællesspisninger eller inviteret helt fremmede på te.

Rirkrit Tiravanija | Untitled (freedom cannot be simulated, south china morning post, september 26-27-28-29-30, 2014) | Foto: I DO ART Agency.

Rirkrit Tiravanija | Untitled (freedom cannot be simulated, south china morning post, september 26-27-28-29-30, 2014) | Foto: I DO ART Agency.

I et lille, aflukket rum hænger den britiske kunstnerduo Gilbert & George’s The Banners, fra 2015, hvor store, spraymalede slogans taler et meget direkte sprog om alt muligt. “Fuck the planet,” “Ban religion,” og “Fuck him” er nogle af de slagord, som møder én, og som man kan tage med sig hjem i form af badges. De forskellige badges har et aktivistisk udtryk, og sammen med Gilbert & George’s anti-elitære mantra “Art for All” og det faktum at værkerne er næsten helt nye, er dette bidrag yderst vellykket.

Gilbert & George | The Banners | Foto: I DO ART Agency.

Gilbert & George | The Banners | Foto: I DO ART Agency.

Mere død og bunker af piller med hemmeligt indhold
I en montre svarende til dem man kender fra naturhistoriske museer, ligger der et menneskeskellet gjort i marcipan. Schweiziske Daniel Spoerri, som beskæftiger sig meget med, hvad han selv kalder “Eat Art,” har med hjælp fra en fransk konditor skabt det “livagtige” skellet, hvorfra der hver dag i udstillingsperioden bliver serveret én knogle for kunsthallens gæster.

Daniel Spoerri | Untitled (Eat Art happening) | Foto: I DO ART Agency.

Daniel Spoerri | Untitled (Eat Art happening) | Foto: I DO ART Agency.

Fra loftet ved kunsthallens nordligste vindue drypper blå-hvide piller og lander i en stor bunke på gulvet. Belgiske Carsten Höller bidrager til udstillingen med værket Pill Clock, hvor de besøgende inviteres til at indtage piller med et ukendt indhold, hvilket både tester éns tillid og villighed til at gå med på kunstens præmis. Höller har tidligere givet sit publikum tilbuddet om at indtage udefinerbare piller, senest som en del af sin enorme soloudstilling Decision på Hayward Gallery i London sidste år.

Carsten Höller | Pill Clock | Foto: I DO ART Agency.

Carsten Höller | Pill Clock | Foto: I DO ART Agency.

Når værk og kuratering går forbi hinanden
Take Me (I’m Yours) giver ubestrideligt en unik mulighed for at opleve nogle af vores tids største kunstnere, samlet på ét sted. Men med “vores tid” skal man dog lige trække 21 år fra, for det kuratoriske hold bag udstillingen har valgt udelukkende at præsentere kunstnere fra den oprindelige 1995-udstilling. Distancen i tid er naturligvis ikke enorm, men der er dog nogle værker, hvori historierne virker lidt gamle, og nogle hvor tiden direkte har umuliggjort den oprindelige hensigt.

Et af de mest problematiske eksempler er Franz West’s massagebænk, som dog ikke må benyttes til at give massage fra, som det ellers var tiltænkt. På et eller andet tidspunkt imellem 1995 og nu, har værkets økonomiske værdi nemlig tilsyneladende oversteget den kunstneriske intention, og det er svært at få øje på, hvorfor værket stadig er relevant på en udstilling, der netop handler om at nedbryde de økonomiske strukturer, der ellers fylder så meget på kunstscenen.

Franz West | Foto: I DO ART Agency.

Franz West | Foto: I DO ART Agency.

Andre steder skal man betale penge (som f.eks. i tilfældet med Franco Vaccari’s photobooth hvor man for en tyver kan tage seks portrætter, hvoraf man skal efterlade tre) for at “få noget med hjem,” og her konfronteres man igen med spørgsmålet om, om det så overhovedet giver mening at præsentere disse værker på udstillingen? I virkeligheden er det mest irriterende ved spørgsmålet, at det overhovedet opstår, fordi man tvinges til at forholde sig til en række kuratoriske beslutninger, der ikke lever op til konceptet. Dertil skal det nævnes, at man jo stadig betaler entré for i første omgang overhovedet at få adgang til kunsthallen.

Franco Vaccari | Exhibition in real time no. 44: Leave a photographic trace of your passing on the walls | Foto: I DO ART Agency.

Franco Vaccari | Exhibition in real time no. 44: Leave a photographic trace of your passing on the walls | Foto: I DO ART Agency.

Generøsitet og ophørsudsalg
En central del af Take Me (I’m Yours) er naturligvis de besøgendes interaktion med værkerne. Michael Thouber fortæller at folk, ved udstillingen i 1995 i London, opførte sig med en vis respekt overfor værkerne, hvor der derimod mere var en stemning af ophørsudsalg ved udstillingen sidste år i Paris. Han lægger vægt på den gensidige generøsitet, der er forbundet med udstillingskonceptet, og på hvordan at denne peger tilbage på de besøgende og deres ageren. Hvis man “tømmer” udstillingen, ødelægger man den i princippet for de næste, der kommer, og netop dette aspekt er et godt eksempel på noget, der måske kun er blevet mere relevant de seneste 20 år; vi må deles om de ressourcer, der er til rådighed.

Vi vender tilbage til udstillingen, da der er kommet godt gang i ferniseringen. Der bliver udleveret specielt designede poser til de besøgende, så de har noget at fylde alle de gratis sager i, og stemningen ligner den, som Michael beskrev i Paris. Carsten Höller’s blå-hvide piller kvases under ivrige skridt, så hvidt pulver spredes over gulvene, der graves i bunkerne af Rirkrit Tiravanija’s t-shirts efter den rigtige størrelse, og børn kaster sig i de ufattelige mængder af Félix Gonzáez-Torres’ lyseblå bolsjer, så installationens skarpe vinkler flyder ud. Det er en underlig blanding af tivoli-land og kaos, og på en eller anden måde er det ret befriende. Udstillingen bliver “brugt,” og der foregår en form for direkte interaktion, som ellers er sjælden i kunstsammenhænge.

Félix González-Torres’s Untitled (Revenge) efter publikums interaktion med værket | Foto: I DO ART Agency.

Félix González-Torres’s Untitled (Revenge) efter publikums interaktion med værket | Foto: I DO ART Agency.

Her støjer lidt som på et loppemarked, og en følelse af frygt-for-at-gå-glip-af-noget virker til at dominere, men et værk som man muligvis nemmest går glip af rummer samtidig en af de stærkeste oplevelser og største kontraster til udstillingens uro. I James Lee Byars’ performance Be Quiet står en kvinde klædt i sort og gemt i menneskemængden og uddeler lyserøde, runde stykker papir med påskriften “Be Quiet” til alle, der nærmer sig hende. Det er en simpel men effektiv performance, som dog desværre kun opføres tre gange i løbet af udstillingsperioden (til ferniseringen d. 4. maj, d. 3. juli og d. 7. august, kl. 15-17).

James Lee Byars | Be Quiet | Foto: I DO ART Agency.

James Lee Byars | Be Quiet | Foto: I DO ART Agency.

Er gratis kunst god kunst?
Tilbage udenfor på gaden igen finder vi os selv med en Take Me (I’m Yours) papirspose i hånden fyldt med gratis (og en smule næsten-gratis) kunst. Der er stencils, magneter, t-shirts, aviser og nede i bunden rasler et par piller, badges og bolsjer rundt – men hvor er alle historierne? Og har vi egentligt fået en bedre kunstoplevelse på grund af alle disse gratis “souvenirs”?

Blandt værkerne på Take Me (I’m Yours) finder man både fortællende, poetiske og politiske bud, men desværre er det kun få (vi fandt selv kun 6 ud af de i alt 28 værker), der samtidigt formår at spille godt sammen med udstillingens præmis. Det er et genialt kuratorisk projekt, som man her kan være vidne til på Charlottenborg, men vi synes dog, at man burde have holdt en skarpere linje og besluttet sig for, om man ville lave ‘en historisk samtidskunstudstilling’ eller ‘en samtidig udstilling med et historisk afsæt’.

Take Me (I’m Yours) er en anderledes udstilling, og det er forfriskende. Den er støjende, uhøjtidelig og af en eller anden grund får den os til at vakle mellem for og imod. Der er stærke alenestående værker, som får masser af plads, men samtidig er der alt for meget fokus på konceptet og kuratorerne. Den vil på én gang være historisk og samtidig, og det gør den svær overhovedet at placere nogle steder. Selvom der er mange ting, man kunne have gjort anderledes for at sikre et skarpere koncept eller en stærkere formidling af værkerne, så vækker Take Me (I’m Yours) stadig nogle vigtige tanker om generøsitet og fordeling af ressourcer – og det på en sjælden inddragende og legende måde. Uanset hvad synes vi, at det er en god idé at besøge Kunsthal Charlottenborg inden d. 7. august, hvor Take Me (I’m Yours) lukker, både fordi den sætter mange tanker i gang, fordi man kan opleve værker af nogle af de største, og fordi der er gratis kunst (når altså entréen er betalt).

Note: I forbindelse med Det Kgl. Kunstakademi’s afgangsudstilling, som åbnede d. 2. juni, inviterede kunsthallen de studerende til at tilføje egne værker til Take Me (I’m Yours). Flere af de studerende tog imod invitationen, og der er altså nu tilføjet en række nye værker til udstillingen. Denne del har vi dog ikke fokuseret på i vores artikel, da vi var forbi før denne del åbnede.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.