RF16 | REFLEKSIONER OM KUNSTEN PÅ ROSKILDE

Dette sidste indlæg i vores dækning af Roskilde Festivals kunstprogram 2016 vil fungere som en dialog. Igennem en samtale vil vi forsøge at komme tættere på, hvad vi synes, der bør være endnu mere af i 2017.

Esben (E): Jeg synes stadig, at kunsten fylder alt for lidt på Roskilde Festival, men det er nu alligevel som om, at den fik lov til at fylde lidt mere i år i forhold til de forrige år. Det værk som Superflex har lavet er eksempelvis meget omfattende. Det er et strukturelt indgreb i Roskildes form, hvilket kræver meget af organisationen at lade praktisere. Hvis kunsten skal være vedkommende, så er det altafgørende, at Roskilde Festival som institution er villige til at imødekomme de behov, som kunsten har, hvilket f.eks. er at skabe rum for at ændre på elementer af festivalen eller helt praktisk at få ting til at kunne lade sig gøre. Det virker som om, at det er en indstilling, som er ved at manifestere sig hos festivalen.

Ottilie (O): Jeg tror, at det er vigtigt, at Roskilde Festival er åben over for flere initiativer, som strækker sig ud over hele festivalen, så det hele ikke kun sker i Art Zone. Kunsten bliver i mine øjne vedkommende, hvis den er relevant i sine omgivelser. Desuden synes jeg, at der er et enormt potentiale på campingområdet, hvor man konfronteres lidt mere med virkeligheden. Det kunne f.eks. være interessant at se, hvordan Superflex’ VIP lounges til flaskesamlere, ville have fungeret derude.

E: Jeg er meget enig. Hele den der klassiske opdeling af kunst er kedelig. Kunst kan jo alt. Og det som er rigtig spændende lægger sig ofte i det interdisciplinære. Jeg forstår f.eks. ikke, hvorfor man opdeler hele talk-programmet fra kunstprogrammet. Jeg tror sagtens, at man kunne få det til at flyde mere sammen. Edward Snowden-projektet var jo virkelig ambitiøst. Det var størstedelen af talk-programmet faktisk, men det manglede bare plads! Hvordan tænker du, at man vil kunne gøre det bedre? Tænk hvis scenerne f.eks. også kunne bruges til performance og talks, eller tænk hvis kunstnerne var nævnt i lineuppet for festivalen. Det kunne altså være fedt, at de blev anerkendt på lige fod med musikerne!

O: Ja! Kunstnerne burde blive nævnt langt tydeligere. Roskilde Festival kunne med fordel implementere kunstnerne bedre i deres program, uden at det ville tage opmærksomhed fra musikken. Når man læser programmet under “Art and Events” på hjemmesiden, bliver man meget i tvivl om, hvad der hører ind under hvad, og sådan burde det ikke være. Måske man kunne lave en folder, der giver et overblik? Der skal i hvert fald som minimum være et overskueligt program på hjemmesiden. Det ville gøre, at kunsten blev bedre integreret på festivalen.

Jeg tænker faktisk, at man kunne lave en scene som udelukkende fokuserer på talks og performance. Det ville give plads til, at mange flere kunstnere kunne optræde, og der ville dermed blive skabt et udfoldelsesrum, som ville højne diversiteten og inklusionen på Roskilde Festival. Måske vi skulle foreslå dem det?

E: Jeg er nu mere tændt på idéen om, at det hele kan flyde sammen. At det hele ikke skal være så opdelt. Jeg tror altså godt, at det kan lade sig gøre. Kan du komme med nogle eksempler på de kunst-projekter, du synes fungerede bedst?

O: Performancegruppen Mwangi Hutter gav mig en fantastisk oplevelse på Roskilde Festival 2016, da de fredag eftermiddag opførte deres performance foran Orange Scene med hjælp fra 200 frivillige. Jeg synes, at deres performance sammensmeltede den positive festivalstemning med et alvorligt tema om ulighed, som de fik folk til at engagere sig i.

E: Jeg kunne virkelig også godt lide Line Hvidbjergs værk Du roder i min fold. Det var virkelig skønt med et værk, som igennem sprog og materialer på subtil vis bearbejder festivaldeltagernes jagt på kropslige oplevelser.

O: Ja! Jeg kunne rigtig godt lide, at hendes værk var så stedspecifikt. Helt praktisk var det en fold mellem Gloria og Food Court. På et mere symbolsk niveau er Roskilde Festival jo et sted, hvor vi overskrider hinandens grænser konstant, og jeg synes, at Hvidbjergs værk formidler dette ret poetisk.

E: Og den engelske kunstner Darren Cullen’s værk Pocket Money Loans. Jeg er helt sikker på, at det er de færreste der forstod, at det var et kunstprojekt. Jeg tror heller ikke selv, at jeg havde opdaget det, hvis jeg ikke havde vidst det. Værket var perfekt placeret blandt de andre boder. Pocket Money Loans giver børn mulighed for at låne penge til præcis det legetøj, de ønsker sig – de skal ikke stoppes i deres hungren, blot fordi de ikke har råd. Opsætningen af en fake-shop med disse målsætninger skulle få festivaldeltagerne til at tænke over, hvordan at deres egen forbrugskultur ikke adskiller sig så meget fra bodens præmis. Gad vide hvor mange der benyttede sig af den?

O: Det er så rart, når man bliver overrasket af et kunstprojekt. Når man ikke har nogle forventninger og pludselig opdager, at man har taget fejl. Det var sådan, jeg oplevede Darren Cullens værk. Roskilde Festival er et stort konsumentparadis, og jeg synes bestemt ikke, at den adskiller sig så meget fra andre forbrugskulturer. ‘Forbrugskultur’ er også relevant i Superflex’ værk, hvor de jo nedskalerede kopier af modehusenes flagshipstores, og henviser til den overflod af luksusvarer der købes over alt i verden. Når kopierne sættes i en kontekst på Roskilde Festival, hvor de benyttes som lounges for flaskesamlere, så bliver kontrasten mellem disse to parallelsamfund tydeliggjort.

Et værk som jeg bestemt også mener skal nævnes er Aman Mojadidis værk What They Fear, som fandt sted i Bycenter Øst. I klinikken kunne festivaldeltagerne komme ind og blive “vaccineret” mod nationalisme, ekstremisme, religioner og racer.

E&O: Der har været mange spændende værker i år, og det er skønt, at mange af dem har været stedspecifikke og super relevante i forhold til Roskilde Festivals tema om lighed. Det er så mange spændende steder, materialer og situationer på en festival. Og der er så meget performativitet i alt det, vi fortager os, at der ofte ikke skal mere til, end at kaste situationen igennem kunstens prisme for at få resonans. Roskilde Festival er jo ét stort moderne ritual.