“MAN SKABER IKKE KUNST, NÅR MAN ER SULTEN”

Det er en solrig sommerdag, da jeg ankommer til huset i Birkerød. Joseph tager imod mig i indkørslen. Jeg har ikke gået mange skridt, før jeg står omgivet af billedhuggerens arbejde i marmor og basalt.

“Skulpturer skal ses med fingrene”
Fra det udendørs værksted går vi videre ind i haven, hvor jeg mødes af flere af Josephs værker i sten og bronze. Jeg begynder at stille spørgsmål om materialer, stilarter og betydningsaflæsning. Joseph kigger roligt på mig og spørger, om jeg har læst kunsthistorie. Det får mig til at holde en pause midt i min strøm af spørgsmål. Til dato har min erfaring med det spørgsmål været, at det aldrig er et kompliment, når det kommer fra en kunstner. Efter et kort øjebliks stilhed må jeg indrømme, at han har ret: Praktikeren har fået en teoretiker på besøg. Jeg er nødt til at høre, hvad der afslørede mig. “Du snakker meget”, siger Joseph. Guilty as charged. Lidt forlegen forsætter jeg med at tage billeder, imens jeg revurderer min lange liste af spørgsmål. “Skulpturer skal ses med fingrene”, fortæller Joseph. Jeg dropper for en stund mine spørgsmål og begynder at forstå, hvad han mener. I modsætning til et museumsbesøg, er det befriende faktisk at måtte ‘se’ kunst med fingrene. Joseph fortæller om nogle af sine værker; et af dem er til et bosted for blinde i Vejle, og det er et værk, der i den grad er skabt til at kunne ses med fingrene.

Joseph i Hannes atelier | Photos by Katrine Finnich (Edited by I DO ART Agency).

Joseph i Hannes atelier | Photos by Katrine Finnich (Edited by I DO ART Agency).

Et hjem fyldt med kunst
Inde i huset møder jeg Josephs kone, billedkunstneren Hanne Sie. Jeg træder i sandhed ind i et hjem fyldt med kunst. I husets ene ende har de to deres atelierer. To næsten identiske rum, der tydeligt rummer to meget forskellige kunstnere, både hvad angår stil-, materiale- og farvevalg. Jeg bliver lidt nysgerrig – hvordan er det at bo sammen med en anden kunstner? Hanne nævner, at der er en del fordele, blandt andet at der altid er fuld forståelse fra den anden, hvis en af dem arbejder intensivt med et værk eller projekt. Jalousi er der heller ikke at spore: “Vi er lige fattige”, bliver der sagt med et glimt i øjet.

Hanne med et pigmentprint. I baggrunden ses et selvportræt i olie.

Hanne med et pigmentprint. I baggrunden ses et selvportræt i olie.

Hannes skulpturer “Kalejdoskop ” i bemalet plexiglas og træ.

Hannes skulpturer “Kalejdoskop ” i bemalet plexiglas og træ.

Håndværk og kunst i det offentlige rum
Jeg sidder med en mappe fyldt med billeder af monumenter, som Joseph har udført. “Det her går igen i flere af dine værker, er der en betydning bag det?”, spørger jeg Joseph og peger på en form, jeg synes, jeg kan genkende. “Nej, skal jeg finde på en?”, siger Joseph og smiler overbærende til kunsthistorikeren med de dumme spørgsmål. 2-0 til praktikeren. Joseph fortæller om sin arbejdsproces. Hvis han eksempelvis skal lave et bronzemonument, så laver han også gerne en model i bronze. Det giver både ham selv og modtageren en bedre forståelse for, hvordan materialet vil tage sig ud. Vi taler lidt om, hvordan det er at have flere af sine værker i det offentlige rum. Joseph nævner en af sine fontæner, der står i Farum. Netop denne fontæne så han en del til under Brixtoftesagen. Det var nemlig ofte foran den, at nyhederne filmede deres interviews fra byen, fortæller Joseph og smiler.

Et lille udsnit af Hanne og Josephs’ kunstsamling med værker af andre kunstnere.

Et lille udsnit af Hanne og Josephs’ kunstsamling med værker af andre kunstnere.

Fordomme om den stereotype kunstner
Vi taler om Grønland, og de oplevelser jeg har haft deroppe. Jeg forklarer, hvor mange fordomme jeg møder, når jeg fortæller, at jeg bor på Grønland. At blive mødt af fordomme er også noget, som kunstnerparret kender til. Hanne tilføjer, at hun stadig møder folk med meget fastlåste forestillinger om, at kunstnere lever et ustruktureret og spontant bohemeliv og ser ud på en bestemt måde. Forestillinger om kunsterlivet er der mange af, og måske er der bare mere kød på historien om den stakkels kunstner, der sidder i sit atelier på et fugtigt tagloft og lever på en sten. Joseph nævner en artikel fra 60′erne af kunstkritikeren Gunnar Jespersen: “Man skaber ikke kunst, når man er sulten”. Man skaber heller ikke kunst med meget alkohol og dets lige. Nogle har dog formået at skabe kunst på trods af det, siger Hanne, som endnu en facet af stereotypen om den stakkels kunstner.

Josephs selvportræt i patineret bronze og nogle mindre skulpturer i metal og sten. I baggrunden et linoleumstryk.

Josephs selvportræt i patineret bronze og nogle mindre skulpturer i metal og sten. I baggrunden et linoleumstryk.

Intet kommer af intet
Vi taler videre om skaberglæde og udfordringerne i at leve af sin kunst: “Jeg synes, det er tåbeligt at være kunstner,” siger Joseph. Jeg skynder mig at grifle sætningen ned, inden jeg kigger undrende på ham. Joseph uddyber, at det jo langt fra er et erhverv, hvor man er sikret en fast indtægt. Det går op og ned, og er ikke altid lige let at leve af. Josephs tre sønner har alle valgt en karriere udenfor kunstens verden – et fornuftigt valg ifølge Joseph. Som kunstner har man brug for disciplin og skaberglæde. Det skal komme indefra, og så er det vigtigt at kunne sit håndværk, understreger Joseph. Engang var det nærmest fy at kunne tegne, men kvaliteten i godt håndværk er vigtig. Det kræver flid og teknisk kunnen, ligesom for en blikkenslager eller en tandlæge, så man bør kende til de materialer og redskaber, man bruger, tilføjer Joseph.

Det var ved et tilfælde, at jeg faldt over Josephs hjemmeside. På vej tilbage til København sidder jeg i S-toget og tænker over, hvor heldigt det var. Det har været en god og lærerig dag, og jeg er blevet et møde med to inspirerende mennesker rigere.

Bronzeskulpturer samt “liggende quinde” i grønlandsk marmor af Joseph | Photos by Katrine Finnich (Edited by I DO ART Agency).

Bronzeskulpturer samt “liggende quinde” i grønlandsk marmor af Joseph | Photos by Katrine Finnich (Edited by I DO ART Agency).

Katrine Finnich (f. 1989) er stud.mag. i dansk og kunsthistorie og bor nu på Grønland. Katrine har bidraget til idoart.dk siden 2014.