EN SAMTALE OM MASKULINITET, PARFORHOLD OG KÆRLIGHED MED RASMUS NICLAS ROSE NIELSEN

“Jeg laver kunst, fordi der er spørgsmål, jeg ikke kan finde svar på,” forklarer billedkunstner Rasmus Niclas Rose Nielsen (f. 1992), hvis værker forsøger at finde sprog for det usagte og vanskelige i vores menneskelige relationer. Hans univers er fyldt med langlemmede monstre, Batman-masker, 90’er nostalgi og romantiske klichéer, men lige under overfladen gemmer der sig vigtige samtaler om sorg og smerte og en begyndende genforhandling af mandens* forhold til kærlighed og følsomhed.

På en frysende kold vinterdag besøger vi Rasmus i hans atelier på Aldersrogade i København i den gamle, orangerøde fabriksbygning, hvor Hellesens tigerbatterier engang blev produceret. Han tager imod os i gården, og sammen bevæger vi os op gennem en industriel trappeopgang til førstesalen, hvor en gruppe kunstnere på tværs af generationer har indrettet et atelierfællesskab. Indrammet af rå spånplader finder vi Rasmus’ plads, på væggene hænger malerier i proces, og i vindueskarmen genkender vi en hvid bamse og en ituslået platte fra hans afgangsværk sidste år.

Første gang vi møder Rasmus er kun få uger inden hans afgang på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor vi er hyret til at lave en række korte videoportrætter med nogle af afgængerne. Vi møder et rart, åbent og tydeligvis talentfuldt menneske, men det står også klart for os, at vi er snublet ind i et visuelt sprog, som vi ikke føler os helt vante i.

Selvom udtrykket er figurativt og eksplicit, får vi en fornemmelse af, at der ligger mere bag de monstrøse væsner med lange næser og de kitschede kærlighedserklæringer, end hvad øjet umiddelbart ser. Dengang forærer Rasmus os en lille skitse af en kat, som har hængt hos os lige siden som en påmindelse om et fint møde. Cirka et halvt år senere aftaler vi at mødes igen, og over timevis af gode og bevægende samtaler vikler vi os gennem tanker om kærlighed og maskulinitet, kunstverdenens besværlige blik på god og dårlig smag, 90’er nostalgi og parforholdets skyggesider. Og dermed bevæger vi os også tættere på Rasmus og hans kunst.

Rasmus Niclas Rose Nielsen. Foto: I DO ART Agency.

De første møder med tegningens verden
“Min interesse for kunst kommer fra mine forældre, som ofte tog os med i teatret og til ferniseringer, og introduktionen til tegning kom særligt igennem min morfar. Han var en ivrig tegner og så arbejdede han i trykkeriet i en bank, hvor han sneg sig til at lave i omegnen af 30-40 malebøger med sine egne tegninger, særligt til mig og min storebror,” fortæller Rasmus, da vi har fundet os til rette i det lille atelier på ca. otte kvm.

Da han i første klasse får konstateret astma, kommer han bagud med at læse og skrive, og her opdager han tegneserier som en mere tilgængelig adgang til det skrevne sprog. “Senere opdagede jeg også tegneseriemesser, hvor jeg bl.a. mødte skaberne af Den Lille Splint, én af dem der tegnede Spongebob, en norsk tegneserieskaber der hedder Jason, britiske Warren Ellis samt amerikanske Jeff Smith og Daniel Clowes. Gennem tegneseriemesserne fik jeg også kontakt med Teddy Kristiansen, da jeg var 14, og det var en kæmpe oplevelse for mig. Jeg faldt også over manga og var med i alle mulige tegnekonkurrencer. Engang vandt jeg en Bjarne Riis cykeltrøje, men altså min bror vandt en cykel, for han var bare bedre til at tegne efter end mig.”

Rasmus er kun fem-seks år gammel, da hans morfar dør meget pludseligt og uden at han får mulighed for at sige farvel. “På mange måder var det mit idol og en slags faderfigur, der forsvandt, og det fyldte vores hjem med en enorm tristhed,” husker Rasmus, der i en meget tidlig alder får en depression. Han isolerer sig på sit værelse og i de svære perioder bruger han tegning til at forsøge at begribe en omverden, der virker ond.

”Første gang jeg rigtigt begyndte at male var i ottende klasse, fordi jeg var gået ned med stress og blødende mavesår efter terminprøverne. Jeg kom ikke tilbage til den skole igen, for jeg kunne ikke håndtere det. Jeg kunne kun håndtere at være i min egen lille verden og bare male. Jeg har ofte brugt det at male og tegne som en meditativ og helbredende proces.”

Han husker at være helt opslugt af 90’ernes Cartoon Network (Dexters Laboratorium, Powerpuff Pigerne, Johnny Bravo, Ed, Edd og Eddy, Frygtløs den frygtsomme hund, 2 Stupid Dogs, Stop den brevdue, Top Cat, Flintstones, Familien Jetson, Scooby-Doo m.fl.) eller nissefigurerne på Rice Krispies-pakkerne, imens hans forældres skænderier lægger sig som et sløret bagtæppe under morgenmaden. Han husker at køre i S-tog og kigge efter muntre karakterer i graffitien. Han husker at tegne figurer på sidekammeratens penalhus og skynde sig at gemme det væk, når læreren vender sig om. Han husker hele tiden at føle sig ved siden af. “Jeg har befundet mig i alle mulige forskellige miljøer; fra tegneserienørderi til heavy rock, fra Gentofte-overklasse til aktivistiske miljøer på Nørrebro, men jeg har aldrig rigtigt følt mig hjemme. Jeg tror altid, jeg har været nysgerrig på andre mennesker, og på den måde er jeg ofte blevet en form for observatør.”

Splittet mellem omverdenens holdninger og kritik
Rasmus’ introduktion til kunsten går naturligt fra tegneserierne over graffiti-kultur og skateboardmærker med karakterbaserede logoer som Blind og World Industries, til billedkunstnere som Gary Baseman, Barry McGee, Margaret Kilgallen og Ed Templeton. “Samtidig opdagede jeg, at den type kunst jeg elskede, ikke altid var lige velset. Jeg var f.eks. til optagelsessamtale på Goldsmiths i London, hvor de var sådan: “Nå, du kan godt lide tegneserier?” og det var ikke positivt ment. At folk altid ville putte mig i den kasse og betvivle, om det jeg lavede overhovedet var kunst gjorde, at jeg i lang tid søgte i andre retninger med mit udtryk.”

I 2014 starter Rasmus på Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, hvor han eksperimenterer med skulptur, video, performance og konceptkunst, og hans malerier bliver mere klassisk drømmende. Det gør dog ikke, at fordømmelsen går væk. “Nu fik jeg bare at vide, at mine værker var for pæne, for salgbare og uden indhold. Jeg forsøgte at være mere melankolsk og mytologisk og gik meget op i at referere til kunstnere som Mamma Andersson, Peter Doig, Luc Tuyman og lidt Gerhard Richter. De værker var en vigtig del af min proces, men det gjorde mig bare ikke glad at arbejde på den måde,” fortæller Rasmus, der søger ind på kunstakademiet i København i 2017. Han føler sig splittet mellem omverdenens holdninger og kritik, som han tager meget ind, men i 2020 sker der noget, der ændrer hans arbejde markant.

Få uger inde i 2020 bliver Rasmus ramt af en sygdom, som ikke ligner noget, han har prøvet før. “Hele mit system lukkede ned, og det eneste jeg kunne, var at ligge derhjemme i isolation i tre måneder. Over halvandet år blev jeg kastet rundt i hospitalsvæsenet og var hele tiden på nippet til at få stillet nogle virkelig skræmmende diagnoser, der potentielt kunne have forkortet mit liv. Hele mit 2020 er et stort, sløret virvar, hvor jeg også blev ramt af hukommelsestab, og jeg følte mig akavet i sociale sammenhænge. Lægerne fandt aldrig ud af hvad det var, men mente, at det nok var en infektion, der havde kørt hele min krop rundt og givet alle de her forskellige symptomer.”

“Jeg tror bare, at jeg var træt – bl.a. efter at have forholdt mig så meget til folks skiftende meninger om mine skiftende udtryk. Sygdomsforløbet gjorde, at jeg begyndte at følge, hvad jeg selv synes er spændende.”

Om kærlighedsklichéer og det usagte i parforholdet
Da Rasmus kommer tilbage til akademiet, skifter han fra billedhuggerskolen til malerskolen og finder de tegninger frem, som han ellers har holdt i smug. Han opdager aqua-grund, som gør det muligt at male med akvarel på lærreder på en helt ny måde, og sammen med de “hemmelige” tegninger bliver det grundlaget for hans afgangsprojekt.

“Jeg har længe arbejdet med relationer, og i mit afgangsværk ville jeg gerne arbejde med noget af det usagte i det heteroseksuelle parforhold. Hele idéen med Closing the call of the void together var at skabe en lejlighedsfølelse med malerier, skulpturer og installatoriske greb, så jeg var rigtig glad for at få mit eget rum på Charlottenborg. Jeg tænkte om det som en mikserpult, hvor jeg skruede op for alle knapperne i stedet for at tænke på at afbalancere elementerne,” fortæller Rasmus, imens han bakser rundt med de to meter høje malerier i det snævre atelier.

Rasmus Niclas Rose Nielsen, Closing the Call of the Void Together. Afgang 2022. Foto: David Stjernholm.

De skulpturelle readymades i installationen var fulde af kærlighedsklichéer. En bamse skudt med amors pil skulle symbolisere idéen om kærlighed ved første blik. En lerplatte med to duer var splintret, men forsøgt klistret sammen igen – som et febrilsk forsøg på at redde skårene efter et brud. Der var røde gardiner for vinduerne, et perlearmbånd med påskriften ‘I Love You’ i en musefælde, Nyboder-porcelænshunde, syntetiske rosenblade strøget ud over gulvet og masser af piktogramiske hjertesymboler. Det er et kærlighedssprog, vi kender fra f.eks. film, hvor “ægte” kærlighed er pakket ind i glitrende papir som fyldte chokolader, og hvor en buket røde roser er lige dele romantik og et tegn på utroskab og bedrag.

“Jeg ville gerne gøre det så amerikaniseret og rom-com-agtigt som muligt. Jeg tænker det egentligt ikke som kitsch, for det er en æstetisk, jeg er vokset op med som barn af 90’erne. Jeg elsker oppustelige, gennemsigtige sofaer, Trash Bag Bunch, Monster in My Pocket og Caps, perleforhæng, lavalamper og de der plasmakugler, der kaster lilla lyn efter dine fingre, når du rører ved dem. Jeg har også gået meget op i B-film, punkplakater fra 1980’erne og Bjørn Wiinblad – det er ikke fordi, jeg forsøger at have en aparte smag, det er bare ting, jeg godt kan lide. Jeg synes generelt, at kunstverdenen har en underlig, begrænsende tilgang til, hvad der er god og dårlig smag. Hvis der er noget, du kan lide, så slå dig løs,” smågriner Rasmus.

Den komplekse rolle som trøstende forsørger
De rumlige elementer i værket kan ses som en repræsentation af et konventionelt og konsensuspræget kærlighedssprog, som popkulturen har fået os til at forbinde med kærlighed og romantik, men som i sig selv har forsvindende lidt med kærlighed at gøre. I sine malerier forsøger Rasmus på en anden måde at undersøge alt det, som kærlighed i parforhold rummer. Alt det usagte der ligger bag klichéerne. Værkets todelte karakter peger på én gang på vores forsimplede forhold til romantik og vil samtidig have os til at gå ind i de svære samtaler, hvor der er plads til skam, smerte og usikkerhed.

Han stiller værket To whom is not with us frem, som forestiller et par i en dyb emotionel krise. “Det er et værk, der handler om barnløshed og de problematikker, der ligger i at få børn i dag. Der er flere af mine venner, der begynder at få børn, men der er også mange, der har svært ved det.”

Værket er meget personligt, da Rasmus selv har gennemlevet en abort med en daværende partner. “Kranie-babyen er ikke døden, men en måde at tænke over, hvad vores barn kunne have været. Vi havde næsten lige mødt hinanden, så det var en virkelig kompleks overvejelse, når vi samtidig vidste, hvor svært det er for mange. Og man ved jo ikke, om man får en chance til.” Manden i billedet skjuler sit ansigt, så vi ikke kan se, hvordan han har det, og i stedet for at stille sig ved siden af sin partner, ligeværdigt i sorgen, indtager han en rolle som den trøstende forsørger.

“Den tid var virkelig hård for os begge, men jeg talte ikke rigtig om det – det kunne jeg ikke. Det er svært at formulere, synes jeg, men jeg føler også, at kvinden skal være hovedpersonen i de her fortællinger, fordi det er hende, der bærer barnet. Samtidig manglede jeg selv et sprog, fordi vi sjældent hører mandens perspektiv i fortællinger om abort eller barnløshed. Maleriet viser faderrollen som den, der står bagved, men jeg tror også, han risikerer at skubbe nogle følelser væk, som så bliver forlænget eller rammer hårdt på andre måder senere i livet. Og intentionen om at give plads og beskytte risikerer i værste fald at blive det, der skiller parret, fordi de to ikke har mulighed for at spejle deres fælles sorg i hinanden, så de kan hele sammen.”

Den maskuline maskes privilegie og forbandelse
I flere af Rasmus’ malerier skjuler mændene deres ansigter, enten ved at vende sig væk fra vores blik eller ved at iklæde sig masker. De lange næser er også inspireret af den maskebærende joker-karakter Zanni, som Rasmus bruger til at udtrykke indre følelsesliv.

“Jeg tror, at vi alle sammen render rundt med masker på til en vis grad. Det er svært at være 100% sig selv. Jeg ved, at jeg har taget roller på, der ikke er mig, jeg ved at mine forældre har påtaget sig roller, når vi var ude og skulle spille happy family. Jeg har også selv performet glæde, selvom jeg havde det rigtig dårligt, så jeg er meget opmærksom på, at mennesker har et indre og et ydre liv, som ikke altid afspejler hinanden.”

Med udgangspunkt i sine egne erfaringer taler Rasmus især om mænds manglende evne til at udtrykke kærlige følelser, og i den forbindelse finder vi et interessant citat fra bell hooks’ The Will to Change: Men, Masculinity, and Love (2004): “Learning to wear a mask (that word already embedded in the term “masculinity”) is the first lesson in patriarchal masculinity that a boy learns. He learns that his core feelings cannot be expressed if they do not conform to the acceptable behaviors sexism defines as male. Asked to give up the true self in order to realize the patriarchal ideal, boys learn self-betrayal early and are rewarded for these acts of soul murder.”

Mænd belønnes altså for at begrænse deres følelsesliv og for at forråde deres egne indre behov. Det er den klassiske “boys don’t cry,“ men giver også mening ift. at “forberede” mænd på et patriarkalsk system, der hverken værdsætter mentalt helbred eller omsorgsarbejde i særlig høj grad. Lidt firkantet kan man sige, at mænd opdrages til at gå i krig (beskytte) og tjene penge (forsørge), og her er emotionelle kompetencer anset som unødvendige eller direkte forstyrrende. Man kan også kalde det (endnu) et privilegie, at mænd ikke behøver at konfrontere deres følelsesliv, ikke behøver at forstå kroppens signaler, ikke behøver at være hensynsfulde i deres relationer, ikke behøver at udtrykke kærlighed – alt det arbejde som har været forventet, at kvinder udfører i heteroseksuelle parforhold og familiekonstruktioner.

Et privilegie måske, men samtidig medfører masken også et utal af manglende kompetencer, der ofte resulterer i dårligt mentalt helbred, manglende evne til at række ud og spørge om hjælp, utilstrækkelighed ift. at sætte ord på følelser, overfladiske relationer og ensomhed.

Ulighed, dominans og uforenelige drømme
Rasmus flytter rundt på de store lærreder, imens vi taler videre om hans undersøgelse af mandens rolle i parforholdet. Både historisk og kulturelt er det hvide, heteroseksuelle forhold en konstruktion præget af en hel del ulighed og dominans, men hvor det tidligere var manden der tog magten, er Rasmus vokset op i en tid, hvor rollerne blev mere flydende.

I værket Why did we go for a new kitchen, when we were just looking for a new beginning skildres en situation, hvor to kvinder henholdsvis kærtegner og kvæler en maskeklædt mand i hjertemønstrede underbukser. I hjørnet kigger et øje ind på scenen gennem et stakit, som en nysgerrig, dømmende eller jaloux nabo. Titlen er inspireret af en sætning, som Rasmus overhørte i TV i sine tidlige teenageår, hvor der blev joket med, at der findes to typer parforhold; dem der får et samtalekøkken eller dem der går i swingerklub.

“Jeg tror, det er fordi, det dominerende ligger så fjernt fra mig. Jeg vil gerne bruge tid på ting, jeg ikke forstår, og så prøver jeg at begribe det gennem kunsten. Jeg blev f.eks. ret overrasket, da man for nogle år siden begyndte at tale om kvælning i forbindelse med sex – og at det skulle være normalt.” Værket får os til at tænke over, hvornår spørgsmål om dominans og vold i det hele taget blev “normalt” i skildringer af heteroseksuel sex? Har det været sådan altid, og hvorfor har vi – selv fem år efter #metoo – stadig svært ved at finde eksempler i den “vestlige” popkultur (ikke engang i nye kæmpehits som Euphoria og The White Lotus), der viser noget andet?

Rasmus har også arbejdet med mere eksplicitte udtryk, men har oplevet at det er svært at tale om i malerier. Efter at have læst anmeldelser af sine værker har han følt sig som en “klam stodder”, fordi det altid kommer til at handle om lummerhed og anmelderens eget forhold til begær. For Rasmus handler det mere om at bearbejde noget af alt det usagte og besværlige som f.eks. sex i parforholdet også rummer. Hvordan finder man tryghed til at dele sine behov, og hvad gør man, hvis man ikke kan leve op til den andens fantasier og forventninger. Kan man f.eks. fortsætte et forhold, hvis man ikke er enige om præferencer eller graden af voldsomhed, og hvad gør man ved den frustration og skam, som uenigheden bærer med sig? Særligt som mand kan der være usikkerhed forbundet med ikke at ville leve op til rollen som den dominerende i soveværelset. For Rasmus begrænser det sig ikke til det seksuelle rum, men er i højere grad et billede på, hvad der sker med vores relationer, når vi ikke kan forene vores forventninger, ønsker og drømme.

Lave forventninger i populære fortællinger
Vi taler videre om, hvordan omverdenens indflydelser og forventninger spiller ind i alle dele af parforholdet, og hvordan at popkulturen i høj grad har været med til at forme vores kærlighedsforståelse.

Hvilke kærlighedssange har vi hørt, hvilke film har vi set? Findes der popsange af mænd, som ikke er sexistiske, selvcentrerede eller objektiviserende? Og hvad med de film vi husker som allermest romantiske fra vores opvækst? Vi forsøger at lave en liste med sidstnævnte og finder ud af, at de lidt groft sagt kan inddeles under fire tematikker:

“Lady og Vagabonden-tematikken”
(kærlighed på tværs af klasseskel):
f.eks: Grease (1978, genudgivet i 2002)
Aladdin (1992)
Romeo + Julie (1996)
og Titanic (1997)
“Skønheden og udyret-tematikken”
(kærlighed på tværs af skønhedsideal):
f.eks: Skønheden og Udyret (1992)
og The Phantom of the Opera (2004)
“Middelmådig/akavet fyr falder for mysterious girl”:
f.eks: Evigt solskin i et pletfrit sind (2004)
The Science of Sleep (2006)
og 500 Days of Summer (2009)
Manden er død:
f.eks: Ghost (1990)
What Dreams May Come (1998)
City of Angels (1998)
og P.S. I Love You (2007)

Hvis 90’erne og 00’ernes film lærte os én ting, er det at vi på mange måder har sat utroligt lave forventninger til mænd i den tid, når det kom til kærlighed. Det betød ikke rigtigt noget, om du som mand var en vagabond, tyvagtig, arrogant, sexistisk, et uhyre, aggressiv, en stalker, manipulerende, følelseskold eller død. Var du insisterende nok, skulle du nok få din kloge, smukke, mystiske eller kreative drømmekvinde.

Håbet om en mere ligeværdig forbindelse
I et forsøg på at fremmale en mere ligeværdig og spirituel forbindelse har Rasmus skabt værket Wished we skipped to here, der forestiller to personer, der måske lige har gennemgået et skænderi og nu sidder tilbage sårede, men stadig forbundne, imens to fæle monstre forsøger at rive dem fra hinanden.

“Værket handler om soulmates og er inspireret af den græske fortælling om, at mennesker oprindeligt var væsner med to hoveder, fire arme og fire ben. Zeus splittede os i to som en straf for vores stolthed, og rejsen gennem livet handler derfor om at finde sin sjæleven, så man kan vokse sammen igen.”

I sin bog All About Love: New Visions (1999) refererer bell hooks til M. Scott Peck, der definerer kærlighed som “the will to extend one’s self for the purpose of nurturing one’s own or another’s spiritual growth.” Kærlighed kan altså også ses som en vilje til at understøtte sin egen og sin partners fortsatte personlige, spirituelle udvikling – en beslutning om at vokse sammen. Ofte bliver kærlighed forvekslet med cathexis; en stærk følelse af tiltrækning eller emotionel investering i en anden person, eller med omsorg; en tilfredshed ved at opfylde en anden persons behov. “Affection is only one ingredient of love. To truly love we must learn to mix various ingredients – care, affection, recognition, respect, commitment, and trust, as well as honest and open communication,” skriver bell hooks meget smukt.

Wished we skipped to here (detalje). Foto: I DO ART Agency.

I en tid hvor mandens rolle i den grad er til forhandling, og hvor patriarkatets dominerende og voldelige træk afsløres og aflæres, har vi brug for nye forbilleder. Man kan sagtens argumentere for, at den hvide mand bør sætte sig ned, lytte og ikke stille sig i vejen for alle de historisk overhørte stemmer, og det er også helt på sin plads. Samtidig tror vi på, at der er brug for nye mandeidealer og skildringer af mænd, der modigt udtrykker følelser åbent og inspirerer andre mænd, elsker gensidigt og stiller sig ligeværdigt i tider med sorg og smerte. I sine værker forsøger Rasmus netop dét, for som han siger, da aftenen falder på og vi igen skal til at sige farvel: “Mit mål er at give en gave – både til andre, men også til mig selv. Ikke en af dem i glitrende papir, men en der skaber rum for de ting, der er så uendeligt svære at tale om.”

*Mand/mænd: Når vi bruger “mand” eller “mænd” i denne tekst er det med udgangspunkt i den hvide, heteroseksuelle, “vestlige” cis-mand, der igennem opvæksten er socialiseret efter et maskulint mandeideal fra i hvert fald sidste del af forrige århundrede, og som også har påvirket den tid, vi selv og Rasmus er vokset op i.

VIDEO: Tanker om tegning med
Rasmus Niclas Rose Nielsen

Se Rasmus Niclas Rose Nielsen arbejde på en skitse der måske på et tidspunkt bliver et stort maleri. Filmen er tilgængelig på I DO ART Community, som er vores nye medlemssite. Læs mere her.