BOGUDGIVELSE: ALTING SKER SÅ MEGET

Efter mange måneders intens arbejdsproces og sparring, samt timevis af telefonsamtaler og Skypemøder, kunne vi i fredags ånde stolte og lettede op og fejre udgivelsen af Esben Weile Kjær‘s andet bogværk Alting sker så meget. Tusind tak til alle jer der kiggede forbi til receptionen på Gl. Strand og oplæsningen på Statens Museum for Kunst.

Aftenen startede ud på Kunstforeningen Gl. Strand, der satte rammerne for udgivelsesreceptionen med deres smukke spejlsal, udsmykket af Erik A. Frandsen, samt gårdhave. Esben læste en håndfuld digte op fra Alting sker så meget og afslørede også et helt nyt digt, som var blevet til under lydprøverne tidligere på dagen. Efterfølgende overtog Tomas Lagermand Lundme mikrofonen og læste op fra Jeg er ikke dig (2013). Efter oplæsningerne fortsatte receptionen frem til kl. 20, med live musik af First Hate, Synd & Skam samt dj-optrædener af Gustav Berntsen og Djuna Barnes.

Ved SMK Fridays på Statens Museum for Kunst var aftenens tema “hjemlig hygge”, og i samme anledning var Esben inviteret til at stå for et oplæsningsarrangement i ét af museets mange rum. Sammen med Victor Boy Lindholm, Maria Gerhardt og Amalie Smith indtog Esben den største af salene for Nordisk Kunst og fyldte galleriet med lyrik. I små grupper sad museets aftengæster på gulvet og lyttede til oplæsningerne, omgivet af Niels Hansen Jacobsens skulpturer og malerier af Johan Ludwig Lund, Ejnar Nielsen og Joakim Skovgaard. De gamle danske mestre satte en opløftende scene for den unge poesi og skabte en smuk afslutning på en lang udgivelsesdag. Endnu engang tak til alle jer der gjorde dagen fantastisk.

Alting sker så meget kan nu købes i Politikens Boghal, Arnold Busck, Den Frie Udstillingsbygning og på www.idoart.dk/shop.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.