DE FØRSTE ORD I EN VIGTIG SAMTALE

Onsdag d. 21. februar 2018 dannede Overgaden - Institut for Samtidskunst rammen for en samtale, der har ladet vente på sig. De første ord om krænkelser i det danske kunstliv blev formuleret i et rum præget af tillid, empati og ikke mindst handlekraft. Af hjertet tak til alle jer der mødte op – nu er samtalen i gang.

I lyset af #MeToo og det svenske #konstnärligfrihet, har vi undret os over, at historier om krænkende adfærd, chikane, magtmisbrug og tavshedskultur har fyldt så forsvindende lidt på den danske kunstscene. Derfor arrangerede vi i samarbejde med Billedkunstnernes Forbund (BKF) en aften, som kunne sætte samtalen i gang, være med til at afdække problemets omfang og skabe grobund for nye møder og initiativer. Af hjertet tak til alle jer der trodsede februarkulden og var med til at sætte ord på en tavs kultur. Sammen kan vi skabe et sprog for det svære og komme krænkelseskulturen til livs, så vores fælles kunstscene kan blive et tryggere og friere sted for alle.

Stedet hvor #MeToo tog hen for at dø
Hvorfor har vi mon så svært ved at tale om krænkelseskulturen på den danske kunstscene – og i Danmark generelt? I en artikel på Klassekampen.no, fra d. 30. januar, peger den svenske journalist Malin Waak på, at den danske humor og angsten for det “politisk korrekte” er skyld i, at #MeToo stort set ikke er blevet taget imod i Danmark.

Man skal ikke forstyrre det, som er morsomt. Der er en national angst for, at hvis man prikker ved noget, så forsvinder alt,” siger Waak, som har boet i København siden 1994, og nævner den norske kvindeforsker Berit Ås' 5 herskerteknikker. I 1979 beskrev Ås fem overordnede herskerstrategier som: usynliggørelse, latterliggørelse, tilbageholdelse af information, dobbeltafstraffelse (damned if you do, damned if you don’t) samt påføring af skyld og skam. “Den som er mest brugt i Danmark er latterliggørelse. Det er et utroligt effektivt middel til at få folk til at holde kæft,” siger Waak og konkluderer, at Danmark er stedet, hvor #MeToo tog hen for at dø.

Angsten for at det hele ramler, hvis vi prikker til status quo var mere end tydelig i Debatten på DR2, som d. 15. februar 2018 satte fokus på #MeToo, og en hel fløj af #MeToo skeptikere advarede stærkt imod den internationale kampagne, langt inden samtalen om krænkelseskultur og ligestilling for alvor var kommet i gang herhjemme. For denne gruppe ligger sympatien hos den hypotetiske mand, som risikerer at blive falsk anklaget, sat for folkedomstolen og mister alt. Men skal vi ikke i stedet lytte til de tusindvis af reelt krænkede, der allerede har fået ødelagt deres liv, og tage problemet alvorligt, inden vi tager hensyn til det hypotetiske?

 En ny samtale: Debatmøde om #MeToo i dansk kunstliv. Overgaden, d. 21. februar 2018. Foto © I DO ART Agency.

En ny samtale: Debatmøde om #MeToo i dansk kunstliv. Overgaden, d. 21. februar 2018. Foto © I DO ART Agency.

Krænkelser inden for magtstrukturer
Aftenens fokus var krænkelseskulturen på den danske kunstscene og havde til hensigt at undersøge problemets omfang, mulige løsningsforslag og i høj grad at tage ved lære fra vores svenske naboer. Panelet bestod udover os selv af den svenske kunstner Snövit Snow Hedstierna, den danske kunstner Bettina Camilla H. Vestergaard, Hanna Una Holmquist, EvaMarie Lindahl og Lisa Nyberg fra det svenske initiativ #Konstnärligfrihet samt studerende Mads Hyldgaard Nielsen og lektor Karen Harsbo fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Samtalen blev modereret af Nis Rømer og Miriam Katz fra BKF.

Efter en kort præsentation af aftenens spørgsmål og en introduktion af panelet fra Nis og Miriam, brugte vi ti minutter på at fremlægge de foreløbige resultater fra vores undersøgelse om krænkende adfærd på den danske kunstscene. Ud af de 73 besvarelser, vi havde modtaget på daværende tidspunkt, svarede 47,9% at de selv har oplevet chikane, magtmisbrug eller krænkende adfærd og 71,2% bekræftede, at de kender til problemet gennem andre. Ifølge vores undersøgelse finder denne type adfærd oftest sted inden for magtstrukturer; i forholdet mellem studerende og underviser eller kunstner og person-med-økonomisk-indflydelse (gallerist eller kunstsamler). Typisk er krænkeren den overordnede og den krænkede længere nede i hierarkiet. Diagrammer og vidnesbyrd fra vores undersøgelse kan findes i artiklen “Vi spurgte jer om krænkende adfærd på den danske kunstscene. Det her er hvad vi ved nu…” fra den 2. februar.

En større kollektiv empati
Efterfølgende tog den svenske kunstner Snövit Snow Hedstierna mikrofonen. Ved offentliggørelsen af den svenske erklæring #konstnäligfrihet i december skrev Snövit artiklen “#MeToo, men #NotSuprised” på Konstnärernas Riksorganisations hjemmeside. Her berettede hun om de voldsomme og nedværdigende kommentarer, som hun fik fra anerkendte personligheder på den internationale kunstscene i tiden efter hendes performance Source of Values (2016). Snövit beskæftiger sig med køn, ligestilling og ligeværd, og siden 2014 har hun indsamlet vidnesbyrd om oplevelsen af ligestilling blandt kvinder, transpersoner, ikke-binære- og queerpersoner i Norden (Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark). I alt har hun lavet 250 interviews og mere end 6.000 timers lydoptagelser – altså et reelt forskningsprojekt som danner vidensgrundlag for hendes igangværende projekt An Issue of Structure. Du kan høre hendes oplæg i fuld længde her:

Før debatmødet mødtes Snövit med Iben Maria Zeuthen fra #MeToo-podcasten Stille før optagelse på Radio24syv og talte om projektet An Issue of Structure, de rørende, voldsomme og frastødende historier, som Snövit har indsamlet og hendes status på ligestilling og omfanget af seksuelle overgreb i de nordiske lande. På et tidspunkt i samtalen spørger Zeuthen: ”Hører jeg dig sige, at de voldsomste fortællinger kommer fra Danmark?”Ja, der er virkelig meget vold i de danske fortællinger. Det har været svært at finde deltagere til mine gruppeinterviews i Danmark, fordi der er mange, der ikke har lyst til at tale om det,” svarer Snövit og fortsætter: “Det gælder for både Finland og Danmark, at der er meget få, der har lyst til at fortælle om det, men når de gør det, så er deres historier meget voldsomme.

En af inspirationskilderne til An Issue of Structure er The Global Gender Gap Report fra World Economic Forum, som hvert år rangerer verdens lande efter de mest ligestillede. De fem nordiske lande har ligget fast i toppen, men i de seneste år er der sket noget foruroligende. Sverige blev sidste år overhalet af Rwanda, og Danmark er nede på en 14. plads – efter lande som Nicaragua, Filippinerne og Namibia. Det er altså afgørende, at vi tør at tale om ligestilling og krænkelseskultur, hvis vi ikke skal risikere langsomt at dale endnu længere ned af listen. For “hvornår bliver man nogensinde begrænset af at tale om tingene og forsøge at blive bedre?” spørger Snövit, som ikke mener, at vi skal bruge #MeToo til at tillægge mænd kollektiv skam, men at vi kan bruge kampagnen til at opnå en større kollektiv empati. Du kan lytte til den 54 minutter lange samtale mellem Snövit og Zeuthen her. Inden debatmødet gik igang talte Zeuthen desuden med BKF's formand Nis Rømer. Deres samtale blev ligeledes til et afsnit i Stille før optagelse.

 En ny samtale: Debatmøde om #MeToo i dansk kunstliv. Overgaden, d. 21. februar 2018. Foto © I DO ART Agency.

En ny samtale: Debatmøde om #MeToo i dansk kunstliv. Overgaden, d. 21. februar 2018. Foto © I DO ART Agency.

Snerten af et rum for erfaringsudveksling
Den næste oplægsholder var den danske billedkunstner Bettina Camilla H. Vestergaard, som ikke direkte har beskæftiget sig med #MeToo i sin kunstneriske praksis, men “jeg har, ligesom alle andre, læst hvad der har været i medierne,” indledte hun sit oplæg og fortsatte: “Jeg havde en vis ængstelighed ved at stille op, men da jeg fik at vide, at det havde været svært at finde en dansk kunstner til at stille op, så tænkte jeg: Det skal jeg!” I sine forberedelser til aftenen har Bettina Camilla oprettet en ‘consciousness raising group’ med kvindelige kollegaer på Facebook og rejst spørgsmål omkring tavshedskulturen på den danske kunstscene. “Det har sat en masse tanker i gang, men det har også skabt snerten af et kollektivt rum for erfaringsudveksling. Det har været helt fantastisk, og jeg håber at det kan vokse og fortsætte efter i dag,” fortalte hun. Bettina Camilla fremførte sit oplæg som en tale, som du kan høre i sin fulde længde her:

This is the time. This is the moment. This is the movement!
Det første store #MeToo-initiativ på den nordiske kunstscene kom fra vores svenske naboer i starten af december. Under #konstnärligfrihet skrev 1.625 kunstnere og kunstarbejdere under på en erklæring, som kræver at seksuelle overgreb og chikane på kunstscenen hører op. De Malmö-baserede kunstnere Hanna Una Holmquist, EvaMarie Lindahl og Lisa Nyberg var alle engagerede i initiativet, som på rekordtid (kun 10 dage) fik indsamlet vigtige vidnesbyrd og mobiliseret en stærk bevægelse. De indledte deres oplæg med et stykke fra deres oprindelige erklæring og slog efterfølgende over i en performativ tale som en refleksion over processen med #konstnärligfrihet.

“We need you to let things fall apart. These structures need rebuilding from the ground up,” lød et af budskaberne, og på et lydtapet af brusende bølger afrundede de deres oplæg: “Next time someone breaks the surface, I will have an oceanic wave in my back. I will summon every teardrop, I will raise a tsunami that will crush all structures, turn to rubble. Total cleanse. This is the time. This is the moment. This is the movement!” Hør hele Hanna Una, EvaMarie og Lisas kraftfulde oplæg her:

De næste vigtige skridt
Ved aftenens sidste oplæg fortalte studerende Mads Hyldgaard Nielsen og lektor Karen Harsbo fra Det Kgl. Danske Kunstakademi om de tanker, som netop nu florerer inden for institutionens mure. Begge er engagerede i en arbejdsgruppe, som skal opstille en række konkrete retningslinjer imod sexchikane, chikane og mobning, og gøre det nemmere for de studerende at håndtere denne type adfærd. Gruppen er nedsat af akademiets samarbejdsudvalg og består af repræsentanter fra de studerende, personalet, en driftsmedarbejder samt en sekretær som også er jurist. “Ledelsen tager det meget alvorligt, at vi får gjort det her ordentligt, så det er vigtigt, at det ikke er en hastesag,” forklarede Mads og fremlagde nogle af de emner, som gruppen har snakket om. Hør oplægget her:

Efter de fem oplæg var ordet frit og BKFs formand Nis Rømer styrede aftenens debat, som fandt lige så meget sted blandt publikum som i panelet. Der blev stillet spørgsmål som “Hvordan skaber vi et trygt rum for erfaringsudveksling?”, og mange var nysgerrige på, hvordan det svenske initiativ helt konkret blev stablet på benene. Mange konstruktive refleksioner blev delt på den lille times tid, der var sat af til åben debat, og da Nis lukkede for kommentarer og afrundede aftenen var der endnu hænder i vejret. “Men inden folk rejser sig, skal vi så ikke finde en ny dato?!” lød det fra publikum, som et ønske om at fortsætte dialogen snarest muligt.

 En ny samtale: Debatmøde om #MeToo i dansk kunstliv. Overgaden, d. 21. februar 2018. Foto © I DO ART Agency.

En ny samtale: Debatmøde om #MeToo i dansk kunstliv. Overgaden, d. 21. februar 2018. Foto © I DO ART Agency.

Samtalen er i gang!
Det var helt utroligt opløftende at opleve en så konstruktiv og initiativrig stemning, som prægede aftenen, og vi vil gerne sige alle jer, der kom, tak for jeres engagement og åbne sind. Zeuthen bemærkede på et tidspunkt i sin radio-samtale med Snövit: “Det er mit indtryk, at folk ikke er klar over, hvor voldsomme sager der ligger bag behovet for at tale om alt det her,” og vi tænker, at hun har fat noget rigtigt. Hvis vi ikke får talt om de her ting, så risikerer vi status quo – og status quo er ikke godt nok. Vi må ikke frygte, at strukturerne ramler, når strukturerne ikke engang fungerer. Hvis vi taler sammen, kan vi få en kunstscene, hvor ingen behøver at være bange for den næste upassende bemærkning, uønskede berøring eller et ødelæggende overgreb. Hvis vi bruger og udvikler vores empati, behøver ingen føle sig begrænsede på grund af deres køn, etnicitet, udseende eller baggrund. Så risikerer vi ikke, at dygtige kunstnere forlader scenen som resultatet af at føle sig udstødt, frastødt og alene. Hvis vi taler sammen kan vi bryde med de usynlige, patriarkalske strukturer, som stadig har alt for meget magt i vores samfund, og hvis vi tør at tale om dét, kan vores højt elskede kunstscene blive et meget tryggere sted for alle. Og det gør vi! Samtalen er i gang!

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.