ER DESIGNSKOLEN BERETTIGET SIN PLADS PÅ PIEDESTALEN?

Dette er en personlig beretning om min oplevelse af og mine tanker omkring at stoppe på Kommunikationsdesign på Designskolen Kolding og skifte til min nuværende uddannelse, Interaktionsdesign på Aalborg Universitet.

Den igangværende debat om designskolerne og kritikken heraf har inspireret mig til at skrive indlægget her, både fordi jeg er ked af at se, at så mange er utilfredse på samme måde, som jeg var, og fordi jeg gerne så mere variation i debatten i forhold til, hvad forskellige andre designuddannelser i Danmark har at byde på.

For 2 1/2 år siden trådte jeg ind på Designskolen i Kolding og satte mig mellem de andre nye studerende i skolens kantine for at høre rektors velkomsttale. Jeg var så stolt og lykkelig over at være kommet ind på skolen, og min stolthed ville ingen ende tage, da der i talen blev lagt stor vægt på at fortælle os, hvor dygtige vi var; for hver og én af os, der var kommet ind, var der 11 andre, der ikke klarede det. Vi havde vist, at vi havde kreativitet og potentiale udover det sædvanlige, og vi var kommet igennem nåleøjet. Vi var “de udvalgte”. Jeg var 19 år gammel og følte ikke rigtig, at jeg kunne noget som helst særligt godt endnu.

Jeg tror ikke på, at nogen er født til at gøre eller blive noget, men derimod at stort set alle evner, også kreative, kan tilegnes gennem læring og erfaring. Nogle er utvivlsomt bedre disponeret til at lære eller udvikle sig på bestemte måder i forhold til andre, men jeg tror på, at man primært bliver dygtig ved hjælp af de rigtige midler og gennem hårdt arbejde. Dét, konstant at blive fodret med forestillingen om, at jeg skulle være noget helt specielt, et slags potentielt kreativt geni, i forhold til alle mulige andre der havde søgt ind på Designskolen, det steg mig simpelthen til hovedet. Som beskeden nordjyde var jeg ikke vant til at tænke så høje tanker om mig selv – i mit hoved hed remsen “jeg vil gerne BLIVE dygtig”.

Det begyndte at ødelægge mig fuldstændigt, hver eneste gang jeg lavede noget, jeg ikke selv var tilfreds med, som ikke var fantastisk, genialt eller som jeg ikke udelukkende fik ros for; hvis jeg virkelig var så god allerede, som jeg fik fortalt, da jeg startede på skolen, hvorfor kom det så ikke til udtryk i mit arbejde? Samtidig stod jeg mellem en masse andre studerende, der højst sandsynligt alle tænkte det samme; men vi kunne vel ikke alle sammen være noget helt specielt? Kendetegnet ved min tid på skolen blev, at jeg oplevede min studietid som én lang jagt på at bevise over for mig selv og dem, der havde lukket mig ind, at jeg virkelig fortjente at være der. Ligegyldigt hvor meget jeg end må have oppisket dén følelse i mig selv til det overdrevne, så har jeg nu indset, at den slet ikke burde have været så meget i fokus. Jeg ved, at den ikke var helt selvforskyldt, men avlet ud af en bestemt kultur i et meget lukket miljø, som efter min opfattelse allerede starter på højskolerne, hvor Designskolerne er tildelt deres plads på piedestalen som de mest prestigefyldte læreanstalter inden for design; det er ganske enkelt dém, man skal ind på. Realiteten var, at jeg mistede min selvtillid frem for at få den styrket. Og et år efter så jeg, hvordan rektor brugte den selv samme tale over for en hel årgang af nye studerende, mens jeg selv ikke længere kunne føle den magi, jeg nu så i deres øjne.

For et halvt år siden trådte jeg ind i et lokale på en afdeling af Aalborg Universitet og satte mig sammen med de andre nye studerende på Interaktionsdesign for at høre uddannelseskoordinatorerne byde os velkommen. “Vi er simpelthen så glade for at se jer alle sammen, og vi er beærede over, at I har søgt ind på den her nye uddannelse,” lød det. “Vi går ikke ud fra at nogle af jer kan særligt meget endnu, men vi skal vi nok sørge for at lære jer, hvordan man gør. Vi håber I glæder jer, ligeså meget, som vi gør!” Jeg var en glad og rolig nordjyde den dag.

Interaktionsdesign er en helt ny uddannelse, der startede op i september 2014, og den fandtes dermed ikke dengang, jeg søgte ind på Designskolen, bevares – men det var der til gengæld andre mere eller mindre lignende alternativer til grafisk design eller interaktionsdesign, der gjorde, og det væsentligste er, at jeg ærlig talt ikke overvejede en eneste af dem; dén fejl tager jeg dog gerne på mig. Jeg var fuldstændig determineret på, at Designskolen var det eneste rigtige – men jeg kom til at indse, at sætningen måske lige manglede den lille krølle “for mig” bagpå.

De problemer, jeg personligt oplevede på Kommunikationsdesign, og som blev årsag til at jeg valgte at forlade Designskolen, bundede generelt i, at uddannelsens faglige niveau og undervisningsform viste sig ikke at leve op til mine forventninger. Derudover fandt jeg ud af, at jeg ønskede en mere specialiseret uddannelse, end Designskolen kunne give mig; jeg ønskede ganske enkelt at tage en uddannelse, hvor jeg kunne føle, at jeg blev rigtig god til én ting, og den følelse eller tillid til uddannelsen nåede jeg aldrig at opnå i det halvandet år, jeg gik på skolen. Dette var der to væsentlige årsager til: Kommunikationsdesign prøvede at gabe over for meget; kombinationen af at tage en uddannelse i både illustration, grafisk design og interaktionsdesign på én gang viste sig simpelthen at være for stor en mundfuld til at give mig følelsen af, at jeg blev god til noget af det. Den anden grund var, at jeg havde nogle forventninger til undervisningsformen, som viste sig at blive uindfriede; jeg var udmærket klar over, at undervisningen på skolen er meget praktisk, men da Designskolen jo trods alt har universitetsstatus, forventede jeg, at det praktiske ville være bygget på et vist teoretisk grundlag – denne teori viste sig dog, efter min opfattelse, at være nærmest ikke-eksisterende.

I det halvandet år, jeg gik på skolen, blev jeg ikke bedt om at købe en eneste bog, og jeg fik i alt udleveret tre korte artikler, som ikke blev behandlet yderligere i undervisningen. De to, meget korte, skriftlige opgaver, jeg nåede at aflevere, fik jeg rigtig gode karakterer for, til trods for at de var fyldt med postulater, og til trods for at min litterære veninde, der har læst alt, hvad jeg har skrevet siden folkeskolen, bekymret fortalte mig, at hun syntes, at jeg skrev langt bedre opgaver og formulerede mig mere sagligt tilbage i gymnasiet. På et tidspunkt afleverede et gruppemedlem en obligatorisk, grundig skriftlig refleksion over vores fælles arbejde, hvorpå vi fik at vide, at det faktisk slet ikke var nødvendigt, at vi skrev så meget om projektet; det eneste det blev bedømt på viste sig at være de fem minutter, vi havde til at fortælle om det til eksamen. Vi indså begge til sidst, efter lange samtaler om vores uindfriede forventninger til uddannelsen og vores syn på, hvordan vi personligt ville kunne opnå den bedste faglighed, at vi ville få mere ud af at tage en uddannelse et andet sted.

Det er sjovt nok først efter, jeg er stoppet på Designskolen, at det er gået op for mig, at der findes mange forskellige måder at blive grafisk designer eller interaktionsdesigner på, og ikke mindst at den ene måde kan være lige så god som den anden, hvis bare man forstår, hvordan man selv lærer og arbejder bedst, hvad man vil prioritere højest i sin uddannelse, og hvordan man udnytter sit eget potentiale på den bedst mulige måde.

Jeg elsker at læse tykke bøger og sætte mig ind i, hvordan ting hænger sammen. Jeg er ikke typen, der bare springer ud i noget med det samme med hovedet først; jeg foretrækker at forberede mig, før jeg går igang med noget. Jeg opfatter mig selv som et meget visuelt orienteret menneske, men jeg kan ikke udtrykke alt ved at lade det løbe ud gennem hænderne og ned på et stykke papir – medmindre jeg også får lov at skrive en stor del af det med ord.

Den bedst mulige måde for mig at lære noget på er, at få lov at fordybe mig i det over længere tid uden at skulle levere resultater med det samme, og uden at blive kigget over skulderen hele tiden. På Designskolen opfattede jeg mig selv som sart, fordi der herskede en anden agenda der – nu opfatter jeg mig selv som selvstændig.

På Designskolen oplevede jeg en stemning af, at det ikke rigtigt forventedes, at jeg interesserede mig for andet end skolen; det skulle ikke blot være en uddannelse for mig, men en livsstil. Jeg havde svært ved at placere, hvor den forventning kom fra, men jeg havde en følelse af, at det simpelthen bare var kulturen på skolen. Jeg fik dårlig samvittighed, hvis ikke jeg sad på skolen og arbejdede hver dag til sent ud på aftenen, og hvis ikke jeg klarede en opgave så godt, som jeg havde ønsket, så bebrejdede jeg mig selv, at jeg ikke havde brugt mere af min elskede nattesøvn på at arbejde på projektet indtil sidste øjeblik, frem for at gå hjem, fordi jeg var fysisk og psykisk udmattet.

Det værste var, at til trods for at jeg brugte så meget tid på at tænke på projekterne, så havde jeg en stærk, underbevidst følelse af, at jeg ikke blev særligt meget klogere eller dygtigere. Jeg kunne ærlig talt ikke lade være med at tænke: er Designskolen egentlig berettiget sin plads på piedestalen som den ypperste designuddannelse i Danmark, og skyldes dette, i virkeligheden, kvaliteten af uddannelserne eller alene det faktum, at det er svært at blive optaget på skolen?

På Designskolen blev jeg – som en meget positiv del af uddannelsen – sindssygt god til at tænke kreativt og få og udvikle idéer. Men denne evne viste sig at avle ekstremt meget frustration i takt med, at jeg i højere grad følte, at jeg manglede de tekniske færdigheder og det teoretiske grundlag til at bakke mine idéer op, udføre dem og evaluere dem – alt sammen yderligere frustrerende i forhold til den enorme præstationsangst, jeg udviklede på min tid på skolen.

Præstationsangsten var jeg ikke alene med (Runi Guld beskriver kort og godt lidt af den her), og jeg er sikker på at den i høj grad udsprang fra den attitude, vi som nye studerende blev mødt med fra skolens side, men måske ligeså meget fra de studerende selv, der – ubevidst eller ej – efter min opfattelse opretholdt den her ekstreme kultur, hvor man var bange for at blive stemplet som uengageret, hvis ikke man sad og arbejdede på skolen til langt ud på aftenen og lavede 200 skitser til det samme formål. Forskellen på mig og alle mulige andre viste sig dog at være, at nogle blev stærkere og dygtigere og trivedes i kraft af konkurrencementaliteten og præstationsangsten, mens jeg blev ødelagt af den.

Det her indlæg er ikke ment som en reklameannonce for mit nuværende studie. Men det jeg personligt synes har været rigtigt interessant ved at starte på Interaktionsdesign, især når jeg ser det i forhold til den debat, der er opstået om Designskolerne, har været at se, hvordan man på en anden form for uddannelsesinstitution har valgt at gribe konstrueringen af en designuddannelse an, og hvordan design kan ses i lyset af forskellige udgangspunkter.

Jeg har spurgt studiets koordinatorer, Jesper Kjeldskov og Mikael Skov, ind til deres tanker bag det – ikke set i forhold til Designskolens undervisningsform, men blot omkring hvilke overvejelser, der lå til grund for konstruktionen af Interaktionsdesign alene, hvilket jeg altså synes er særligt interessant i kraft af, at studiet er helt nytænkt. De forklarer: “I vores design af uddannelsen i Interaktionsdesign har vi været meget fokuserede på at udbyde kurser, der er dybdegående mere end breddegivende. Vi har set andre steder, at uddannelser med elementer af interaktionsdesign har en del kurser, der fagligt er meget brede og introducerende, og som konsekvens ikke kommer tilstrækkeligt i dybden.”

På AAU sættes Interaktionsdesign i forbindelse med datalogi (hvilket studienævn det også hører indenfor) og industrielt design; derudover må der selvfølgelig indgå elementer af grafisk design i forhold til design af eksempelvis interfaces. Det forklares ved, at i takt med at interaktionsdesign har udviklet sig fra primært at være relevant i forhold til systemer som f.eks. desktop computere til også at være relevant i forhold til en lang række interaktive, fysiske produkter, hvori der sidder små computere, er forskningsfremdriften inden for området begyndt at blive præget af arbejde inden for industrielt design. Til sammenligning følges interaktionsdesign på Designskolen ad med grafisk design og illustration, og hele linjen Kommunikationsdesign udspringer altså af en mere eller mindre kunstnerisk eller grafisk baggrund.

Noget, der har været meget tydeligt for mig, er hvordan Designskolen fortsat kæmper med at udvikle sin identitet tilbage fra dengang det hed Kunsthåndværkerskolen. Der holdes stadig fast i traditioner som grundlæggende farvelære og komposition, emner jeg synes er ekstremt vigtige i forhold til nogle studieretninger og måske mindre vigtige i forhold til andre – men ikke desto mindre, så er der altså noget galt i prioriteringen af tiden og fokusområderne i kurser som disse, når et flere uger langt kompositionskursus, af de studerende selv, ender med at gå under navnet “skravering”. På Kommunikationsdesign oplevede jeg det igen og igen som om, at de mere “gammeldags” og praktisk håndgribelige fag blev højere prioriteret end mindst ligeså vigtige færdigheder som eksempelvis mestring af grafikprogrammer og konstruktion af webbaserede produkter.

På et tidspunkt skulle vi eksempelvis lave en app på et par uger. Vi havde et grundlæggende kursus i at kode, men som det forholdt sig i størstedelen af de andre projekter, endte det på grund af tidspres med, at det var den person i gruppen, der i forvejen kunne finde ud af konstruere en app, der endte med at lave alt arbejdet, mens vi andre sørgede for at udvikle konceptet og få lavet en lækker præsentation af produktet og ikke rigtig lærte noget specifikt om apps.

På mit nye studie oplever jeg nu, hvordan det er anderledes; her er de tekniske og teoretiske færdigheder det, der skal danne grundlaget for hele den kreative proces. Kjeldskov forklarer: “Det har fra starten været vigtigt for uddannelsen i Interaktionsdesign, at vi gav de studerende en god balance mellem viden om teknologi, design og interaktion. Vores indtryk fra industrien er, at man har brug for interaktionsdesignere, der kan konstruere fungerende designs og prototyper, og ikke blot tegne dem. Dette er ofte et problem på de humanistiske eller kunstneriske uddannelser, der har elementer af interaktionsdesign. Vores forskningstilgang til området har derimod altid været konstruktionsorienteret. Dvs. at vi bygger interaktive systemer, som kan testes i brug. Det giver nogle helt andre muligheder for at arbejde iterativt med interaktionen mellem mennesker og systemer, og det giver bedre evidens for kvaliteten af, og problemerne med, et interaktionsdesign, ifht. hvis man blot arbejder med skitser og papirdesigns. Skitser og papirdesigns er vigtige elementer i processen, men det er vigtigt hurtigt at kunne komme hen til noget, der virker.”

Jeg har naturligvis tænkt en del over alle de frustrationer, jeg havde på Designskolen, og i forlængelse deraf; hvorfor jeg synes mit nuværende studie er skruet godt sammen og hvorfor det appellerer til mig. Konklusionen er egentlig meget klar: ikke blot lærer jeg nu at udvikle koncepter og få idéer til løsninger på konkrete problemer, at tænke kreativt. Men med de rette tekniske færdigheder, får jeg mulighed for at rent faktisk at udføre idéerne og være kreativ. Min kreativitet udfolder sig pludselig inden for nogle helt andre rammer end dem, jeg oprindeligt havde regnet med, ville give mig den bedste uddannelse og gøre mig til den dygtigste designer. For mig går teori, bøger, ord, programmering, datalogiens matematiske grundlag, kreativitet og design ganske enkelt alle sammen hånd i hånd – selve kunsten har jeg nu i højere grad valgt at dyrke som et sideprojekt.

Et argument for at tilrettelægge undervisningen af et designstudie på en måde, der i højere grad prioriterer andre tekniske færdigheder end blot tegning, kunne fra mit synspunkt lyde på, at det trods alt er nemmere at øve sig på at tegne udover undervisningen, end det er at lære at programmere eller anvende grafik- og renderingsprogrammer. Begge dele læres uden tvivl gennem øvelse, men jeg vil nu engang tale for, at det giver et samlet større udbytte at få undervisning i de mere komplicerede discipliner (uden at fornærme nogen), som måske er sværere at lære og forstå på egen hånd. Derudover synes jeg, at det er en vigtig del af det at konstruere et designkoncept, at man er i stand til at reflektere over konceptet og baggrunden for det med ord og kunne forklare det konkret på et niveau, der går ud over en visuel præsentation af processen og det endelige produkt.

Afslutningsvis er der en ting, der er vigtig for mig at få understreget: jeg ønsker ikke konkret, at Designskolen skal efterleve det teoretiske niveau eller undervisningsformen på universiteterne; det er ikke nødvendigvis det, der er løsningen på de problemer, som institutionen gennemlever. Jeg ønsker ganske enkelt for Designskolen, at de forventninger, den skaber hos kommende studerende om undervisningsformen og kvaliteten af uddannelserne, vil stemme overens med den virkelighed, de studerende bliver mødt af, når de starter på skolen.

Jeg er af den overbevisning, at for mange er Designskolens undervisningsform netop langt bedre og styrkende end universitets, præcis ligesom det forholder sig omvendt, og jeg så mange brillierende eksempler herpå blandt mine venner på studiet. Men hvis ikke Designskolen akademisk vil leve op til sin formelle status, men ligesom nu forholde sig midtimellem forskellige former i et underligt limbo, der ikke rigtigt fungerer, så synes jeg, at skolen i stedet bør stå ved, at deres undervisningsform netop ikke ligner universiteternes. Jeg prøver ikke at sige, at det er den meget kunstneriske tilgang, der nødvendigvis er en ulempe; for mig at se opstår problemet, når institutionen prøver at have et ben i hver lejr uden at være i stand til at samle sig og melde klart ud over for de studerende, hvad de kan forvente af skolen. For at citere en artikel om samme emne: “I dag er de (Designskolerne, red.) både funderet i det videnskabelige ligesom universiteterne, det praksisbaserede a la erhvervsskolerne og professionshøjskolerne, samtidig med at de er kunstneriske.” Dette betyder at de studerende vil have vidt forskellige, men alle sammen lige høje, forventninger til det teoretiske og praktiske undervisningsgrundlag, og dermed at nogle altid vil blive skuffede.

Jeg synes, at kvaliteten af den form for undervisning, der praktiseres, ligegyldigt af hvilken art, burde være langt vigtigere end det faktum, at man på papiret kan kalde sig bachelor eller kandidat, når man er færdig på skolen. Forskellige slags uddannelser skaber forskellige slags designere med hver deres kompetencer, og det kan jeg kun se som en positiv ting. Men man må som uddannelsesinstitution tage sin opgave og de studerende alvorligt ved at skræddersy uddannelsen til de studerende, så de bliver så dygtige som muligt, frem for at fylde en stor del af deres tid ud med halvhjertede, ligegyldige eller uddaterede forløb eller opgaver alene for at ære gamle traditioner eller lefle for de højere magter i systemet; for mig at se er dette den eneste rigtige og ærlige måde at opretholde sit gode ry på. Det, jeg oplevede, var en uddannelsesinstitution med identitetskrise.

Men det er selvfølgelig bare min ydmyge mening. Jeg er meget taknemmelig for nu at have fundet den uddannelse og den undervisningsform, der passer bedst til mig, inspirerer mig til at lære mere og blive bedre og som giver mig en faglig tilfredshed. Jeg håber at alle andre kan opnå det samme, og at denne debat, der er opstået på det seneste, kan være med til at skabe nogle forandringer, der giver de, der måtte være utilfredse, tilliden til kvaliteten af deres uddannelse på Designskolen tilbage.

Julie Torpegaard (f. 1993) er illustrator og har studeret interaktionsdesign på Aalborg Universitet. Julie har bidraget til idoart.dk siden 2014.