Debat, Foredrag/Talks, OrdRIKKE LUNA & MATIASMarch 07, 2023Louisiana, ICOM, Pernille Lystlund Matzen, Documenta, Nora Sternfeld, ruangrupa, Dana Schutz, Hannah Black, Anna Kærsgaard Gregersen, Glyptoteket, Paul Gauguin, Dorthe Aagesen, Ernst Ludwig Kirchner, Emil Nolde, Statens Museum for Kunst, Munch Museet, Edvard Munch, Laboratoriet for Æstetik og Økologi, Laboratory for Aesthetics and Ecology, Hosting Lands, Ida Bencke, Dea Antonsen, Emily Fahlén, Mint, Awa Konaté, CAS, Yvette Mutumba, Contemporary &, The Stedelijk Museum, Dekolonisering, Black Lives Matter, Karen Archey, Hito Steyerl, Clara Ianni, Mierle Laderman Ukeles, Frances Morris, Tate, Zdenka Badovinac, Museum of Contemporary Art Zagreb, Ann Demeester, Kunsthaus Zürich, Sam Bardaouil, Till Fellrath, Hamburger Bahnhof, Louise Steiwer, Freeze Magazine, Cem A., Astrup & Bordorff, Kirsten Astrup, Maria Bordorff, Rikke Luna & Matias, I DO ART Agency, Etnisk repræsentation, Krænkende adfærd, BIPOC, Humlebæk, SjællandComment

ENDELIG TALER MUSEERNE MED OM TIDENS NØDVENDIGE FORANDRINGER

Over to dage i slutningen af februar 2023 afholdes konferencen The Politics & Poetics of Exhibiting på Louisiana i Humlebæk. Museumsfolk, kuratorer, kunstnere m.fl. er samlet i Louisianas koncertsal med udsigt over et tågeindhyllet Øresund for at blive klogere på museernes position i et globalt samfund, der i disse år ændrer sig en hel del.

I sommers vedtog det internationale museumsråd ICOM en ny museumsdefinition og tilføjede bl.a., at museer skal være tilgængelige og inkluderende, fremme diversitet og bæredygtighed samt agere og kommunikere etisk med inddragelse af fællesskaber (communities).

ICOM er dannet i 1946 og tæller i dag mere end 30.000 museer og museumsansatte i 141 lande, så når de ændrer på en definition, der stort set har været uændret siden 70’erne, har det en stor betydning.

2007: Den tidligere museumsdefinition
“A museum is a non-profit, permanent institution in the service of society and its development, open to the public, which acquires, conserves, researches, communicates and exhibits the tangible and intangible heritage of humanity and its environment for the purposes of education, study and enjoyment.”

August, 2022: Den nye museumsdefinition
“A museum is a not-for-profit, permanent institution in the service of society that researches, collects, conserves, interprets and exhibits tangible and intangible heritage. Open to the public, accessible and inclusive, museums foster diversity and sustainability. They operate and communicate ethically, professionally and with the participation of communities, offering varied experiences for education, enjoyment, reflection and knowledge sharing.”

Konferencen er arrangeret af Pernille Lystlund Matzen som en del af hendes forskningsprojekt Whose ‘Bildung’?, og blandt talerne er en lang række museumsfolk fra hovedsageligt danske og europæiske museer, bl.a. Nora Sternfeld (professor), Yvette Mutumba (kurator, Stedelijk), Frances Morris (direktør, Tate Modern) repræsentanter fra Glyptoteket, SMK, Munch Museet og Hamburger Bahnhof samt kunstnerne Cem A (memeprofilen Freeze Magazine) og Astrup & Bordoff (se hele programmet her).

I sin introduktion peger Pernille på institutionskritikkens lange tradition, hvor kunstnere i hvert fald siden 1960’erne har synliggjort og udfordret de undertrykkende strukturer, problematiske arbejdsvilkår, koloniale forbindelser og eksklusion som de “vestlige” museer også rummer. Hun ser det til gengæld som relativt nyt, at museerne inviterer kritikken inden for og laver udstillinger, der genforhandler deres egen autoritet, men hun spørger også, om de kritiske udstillinger og gode intentioner på den lange bane formår at ændre noget ved museernes grundlæggende praksisser.

Pernille Lystlund Matzen. Foto: I DO ART Agency.

Vi er fulde af forventninger, fordi denne konference på mange måder virker til at lande på det helt rigtige tidspunkt. Over de seneste fem år har vi beskæftiget os med og skrevet om mange af de bevægelser og debatter, som konferencen bygger på; fra #metoo til dekolonisering, arbejdsvilkår, etisk museumsdrift samt kønsmæssig og etnisk repræsentation. Det har i høj grad været kunstnere og aktivister, der har ført ordet, så det er forfriskende og tiltrængt at starte 2023 med, at museerne nu træder op på talerstolen.

Udstillinger skal ikke bare vise noget. De må gerne ændre noget!
Konferencens første taler er underviser og kurator Nora Sternfeld (f. 1976), der bl.a. arbejder som professor ved Hochschule für bildende Künste i Hamburg. I hendes oplæg reflekterer hun over en forandring i tiden, hvor udstillinger har potentiale til at gå fra at vise problematikker i samfundet, til selv at blive en del af løsningerne – fra repræsentation til infrastruktur, som hun udtrykker det. Som eksempel bruger hun Documenta 15 der, i stedet for at centrere sig omkring et fast defineret kuratorisk tema, gjorde brug af begrebet lumbung som en måde at organisere sig på.

For ruangrupa, der kuraterede Documenta 15, handlede det bl.a. om at dele og omfordele ressourcer, om at støtte og styrke allerede eksisterende communities og om at foreslå nye infrastrukturer ved selv at implementere dem i deres arbejde – f.eks. gennem et omfattende fokus på tilgængelighed og inklusion, ved at give store dele af den kuratoriske magt fra sig og dermed inddrage flere perspektiver, ved at udvikle systemer for solidarisk honorering og genanvendelse af materialer samt meget mere.

Har du læst vores serie i 3 afsnit om Documenta 15, hvor vi kommer meget mere ind på alle disse aspekter? Ellers får du et link her.

Som en midlertidig “institution” lykkedes det for Documenta 15 at agere efter disse værdier, men Nora stiller spørgsmålstegn ved, om alle de nye tiltag også påvirker organisationen bag Documenta på længere sigt. Nora ser nemlig en tendens blandt “vestlige” institutioner til, at det modsatte i langt højere grad gør sig gældende: “This conference is about how critical exhibitions can change the institutions – it often seems like the more critical exhibitions there are, the more exploitation is going on.”

De kritiske og nytænkende udstillingsprojekter er altså ikke ensbetydende med, at institutionerne ændrer sig – og heller ikke at de engagerer sig i selv at blive en del af løsningen på de problemstillinger, som de udstiller. “There’s a lot of critical exhibitions and discussions on ethics, but at the same time we have borders around Europe where many people die everyday.”

Museerne bør være mere ærlige og turde blive i konflikterne
Nora Sternfeld understreger, at museer er institutioner fulde af modsætningsforhold: “I see history as a history of struggles. That’s why museums are important,” både fordi de rummer aftryk af historiens oprør og protester, men også fordi de minder os om, hvordan de samme kampe er blevet fortiet (eller silenced) gennem tiden. Hun kalder museerne for “institutions of violence” bl.a. med reference til de koloniale “indsamlingspraksisser,” som mange museumssamlinger bygger på. “Every museum is deeply embedded in colonialism, and we have to take responsibility for our complicity – That’s what museums should be all about.”

På vej til Louisianas koncertsal går vi alle sammen forbi museets aktuelle udstilling med den amerikanske maler Dana Schutz, som i 2017 deltog på Whitney Biennalen med værket Open Casket. Maleriet forestiller den 14-årige Emmett Till i sin kiste, efter at være blevet tortureret og myrdet af hvide mænd, og værket blev kritiseret for dets manglende sensitivitet og det problematiske i, at en hvid kunstner portrætterede en sort lidelseshistorie: “The painting should not be acceptable to anyone who cares or pretends to care about Black people because it is not acceptable for a white person to transmute Black suffering into profit and fun,” som kunstner Hannah Black skrev i et åbent brev til museet. Open Casket er ikke udstillet her på Louisiana, og så vidt vi ved, er det heller ikke noget museet har valgt at belyse, men selv i sit fysiske fravær fylder det i vores bevidsthed. Fra publikum kommer et spørgsmål om, hvorvidt et dansk museum kan udstille en kunstner som Dana Schutz, og hvordan de mere åbent kan forholde sig til sagen om Open Casket frem for som nu at udviske et vigtigt perspektiv.

Fra Nora Sternfelds oplæg. Foto: I DO ART Agency.

For Nora er det ikke et spørgsmål om etik og moral, men om at tilbyde rum hvor der er plads til debatterne. Det handler om ikke at forstumme de problematiske sider af en kunstners virke og dermed underkende ofrenes perspektiver – for det er præcis hvad institutionerne altid har gjort. I stedet argumenterer Nora for, at museerne tager ansvar og bliver i konflikterne. ”I propose to stay in the conflict. Without conflict there is no democracy.”

Forandring er muligt, men det går meget langsomt
Noras oplæg bliver fulgt op af tre eksempler på skandinaviske museer, der inden for de seneste år har lavet udstillinger, som satte mandlige, modernistiske kunstnere ind i den koloniale kontekst, de skabte deres værker i. Alle udstillingerne gjorde forsøg på at gå ind i konfliktfyldte samtaler, og efter præsentationerne stiller moderator Johanne Løgstrup det relevante spørgsmål: Hvordan har udstillingerne ændret på museernes praksisser?

Anna Kærsgaard Gregersen (Glyptoteket). Foto: I DO ART Agency.

Først præsenterer Glyptotekets kurator Anna Kærsgaard Gregersen arbejdet med udstillingen Paul Gauguin – Hvorfor er du vred? (2020), som satte fokus på Gauguins eksotisering af særligt kvinder i Tahiti. Udover Gauguins malerier præsenterede udstillingen værker af internationale samtidskunstnere som Angela Tiatia, Nashashibi/Skaer, Selina Tusitala Marsh, Yuki Kihara og Henri Hiro – “counternarratives that me as a white curator and Glyptoteket as a white institution can not offer.” Anna fortæller bl.a. om, hvordan Gauguin skrev tahitianske titler på bagsiden af sine malerier. Med hjælp fra oversættere fandt museet flere sproglige fejl i Gauguins titler, som afslørede at han nok alligevel ikke var helt så integreret i lokalsamfundet, som han ellers forsøgte at foregive overfor sine europæiske købere. Ifølge Anna har arbejdet med udstillingen ændret den måde, de på museet tænker om at lave udstillinger, og det har vækket en erkendelse af, at forandringer på et strukturelt og organisatorisk niveau er nødvendige.

Dorte Aagesen (Statens Museum for Kunst). Foto: I DO ART Agency.

Seniorkurator og -forsker Dorthe Aagesen fortæller om udstillingen Kirchner og Nolde til diskussion (2021) på Statens Museum for Kunst. Udstillingen tog udgangspunkt i de to tyske kunstnere og deres måde at finde inspiration i kulturer fra Afrika og Oceanien – områder, som Tyskland i samme periode havde kolonier i. Oplæggets titel A Museum of Guilt and Shame? er inspireret af den konservative kritik, som udstillingen modtog, og Dorthe beskriver bl.a. de personligt rettede angreb, som hun og andre af museets ansatte modtog (det kender vi efterhånden også flere eksempler på). “It was painful for a lot of people,” udtrykker Dorthe og foreslår til fremtiden, at udstillinger som denne bliver kurateret af større kollektiver, og at man i det hele taget forbereder sig bedre på at håndtere personlige angreb.

Mohamed Abdi og Lars Toft-Eriksen (Munch Museet). Foto: I DO ART Agency.

Sidste præsentation handler om Call me by my name (2021) på Munch Museet i Oslo, kurateret af Mohamed Abdi (lærer, debattør og skribent) og Lars Toft-Eriksen (programchef). Udstillingen tog udgangspunkt i en række malerier af en sort mand, som Munch efter sigende mødte i et cirkus i 1916. I cirkusset hed manden “Sultan Abdul Karem” men i Munchs værktitler beskrives han som n-ordet og slave. Intentionen med udstillingen var, bl.a. gennem fokusgrupper og publikumsinddragelse, at give værkerne nye og mere respektfulde titler, men seks måneder efter åbningen stod titlerne stadig som “under consideration”. Yderligere et halvt år gik der, før museet endeligt besluttede at ændre værket N[-ordet] with Green Scarf til Model with Green Scarf. Der er en tragikomisk, let nervøs latter i Lars’ stemme, da han fortæller, at selvom der nu er gået yderligere 6 måneder (altså i alt næsten to år), så står titlerne stadig uændrede på museumsvæggene.

De tre eksempler viser, at viljen til forandring findes – også på de store institutioner, men som det er nu foregår det med små og forsigtige skridt.

Dea Antonsen og Ida Bencke (Laboratoriet for Æstetik og Økologi). Foto: I DO ART Agency.

Store museer har en hel del at lære af mindre initiativer
Måske for at vise en anderledes fleksibilitet, bliver museumsoplæggene fulgt op af tre korte præsentationer fra yngre, kuratordrevne initiativer. Først fortæller Ida Bencke og Dea Antonsen fra det forbilledlige Laboratoriet for Æstetik og Økologi (LABAE) om Hosting Lands, som er et decentraliseret udstillingsprojekt, der udfolder sig mellem ruinen, marken og skoven på forskellige lokaliteter rundt omkring i Danmark fra 2023-2025. Hosting Lands er sidste års vinder af Bikubenfondens udstillingspris Vision, og projektet har dermed modtaget 5 mio. kr., som selvfølgelig er en kæmpe ære men også bringer nye spørgsmål om ansvarlighed med sig, som kuratorerne udtrykker det. Ida og Dea beskriver fordele og ulemper ved at arbejde i en mindre organisation: “We are able to stay with the same questions for a very long time. This has been one of the greatest advantages. The challenge is when it comes to funding, because foundations prioritize new ideas.”

I deres projekter prioriterer LABAE omsorgsfulde samarbejdspraksisser og gør brug af care- og access riders, men under oplægget er de også ærlige om, at omsorg ikke er ukompliceret. “The art world isn't always the most caring place. We often work from a place of exhaustion and lack of funding, so we cannot always be the most caring curators.”

Emily Fahlén (Mint). Foto: I DO ART Agency.

Næste præsentation kommer fra Emily Fahlén, som har stiftet udstillingsstedet Mint, der holder til i ABF’s (Arbetarnas bildningsförbund) bygning i Stockholm og dermed både benytter den svenske arbejderbevægelse som fysisk og kuratorisk ramme.

Korte produktionstider og spontane idéer er vigtige elementer i Mints kuratoriske metode fortæller Emily, og til spørgsmålet om hvordan udstillingsstedet påvirker sine omgivelser, understreger hun deres fokus på community building. Samme budskab går igen hos Awa Konaté, som præsenterer CAS – Culture Art Society, der bl.a. benytter Instagram til at styrke fællesskaber og udvide repræsentationen af afrikansk kultur og diaspora, særligt i en europæisk kontekst. Der hvor Awa ser de største styrker ved at arbejde udenfor de store institutioner er bl.a. i det at “we are working on the ground, closer to communities.”

Awa Konaté (CAS – Culture Art Society). Foto: I DO ART Agency.

Det er tydeligt, at mange nye tanker opstår i de mindre organisationer, at der er kortere fra idé til udførelse og en mindre afstand mellem de forskellige led fra afsender til modtager (og den anden vej). Derfor rummer initiativer som disse tre også vigtige erfaringer fra det praktiske arbejde med f.eks. omsorg, community building, inklusion, tilgængelighed og repræsentation. Erfaringer, som de større institutioner kan og bør lære en hel del af.

Museer er ikke neutrale
Som afslutning på konferencens første dag fastslår Yvette Mutumba én gang for alle, at #MuseumsAreNotNeutral. Yvette er bl.a. direktør på kunstmediet Contemporary &, hun var medkurator af den 10. Berlin Biennale og så arbejder hun som curator-at-large på Stedelijk Museum i Amsterdam. Hun fremhæver en undersøgelse foretaget af American Alliance of Museums (2021), der viser, at museer er blandt de allermest tillidsvækkende samfundsaktører – over f.eks. forskere og nyhedsmedier.

“That’s a big deal” understreger Yvette. “How did museums get there, and do they still deserve to be trusted?” Tillid til vidensproduktion og -formidling har ofte været forbundet med en forpligtelse til objektivitet eller neutralitet, men ”how can collecting and exhibiting ever be neutral?”, spørger Yvette.

Der hviler en stor grad af subjektivitet i det arbejde, særligt når man tænker på museernes koloniale forbindelser, hvor kunst og andre genstande fra koloniserede dele af verden er blevet indsamlet af hvide europæerere og udstillet på europæiske museer for at opretholde et eksotiserende blik og en forfalsket selvfortælling om hvid overlegenhed.

Yvette Mutumba (Stedelijk Museum og Contemporary &). Foto: I DO ART Agency.

Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvem museerne vækker tillid hos, og hvem der overses. “All of us here, are sitting in a bubble,” pointerer Yvette direkte foran de mange museumsfolk, der er til stede i salen. Boblen repræsenterer den membran, der synes at holde museerne adskilte fra den omkringliggende verden, og selvom Yvette så tegn på små brist under Black Lives Matter-demonstrationerne i 2020, så afslørede dén tid i lige så høj grad museernes modvilje i at engagere sig i det, der betyder noget for deres lokalmiljøer. Yvette foreslår, at museerne tør være mere ærlige og stå ved, at de ikke bærer den ultimative sandhed. Som eksempel nævner hun den nye dokumentarfilm White Balls on Walls, hvor et filmhold har fulgt arbejdet med at øge diversiteten på Stedelijk, som i 2019 stort set havde ingen værker af kvindelige og BIPOC kunstnere i deres samling eller udstillingsprogram. Filmen kan ses på udvalgte museer rundt omkring i landet under CPH:DOX.

Yvette taler for at tænke inkluderende på alle organisatoriske niveauer og ikke bare ansætte en midlertidig “diversitetskonsulent” og regne med, at det fikser alle problemerne. Hun taler for at omfordele den kuratoriske magt, hvis ikke at opgive den fuldstændigt. “Diasporic communities in the museums nearness is often ignored,” konstaterer hun og opfordrer museerne til at række ud og støtte lokale miljøer, som findes lige uden for dørene, i stedet for mest at hente kunstnere langvejs fra til udstillingsprogrammerne. Og så taler hun for at blive i det ukomfortable: “It’s when you feel uncomfortable you are getting started. You want to feel better, so you start working. I see discomfort as a tool to move into more sustainable ways.”

Overakademisering er stadig unødvendigt
Fredag morgen er der desværre lange udsigter til bristede bobler med dagens første oplæg af James Voorhies, kurator ved The Bass Museum of Art i Florida. Med et meget akademisk og internt sprog fortæller han om sit nyopfundne begreb – Postsensualism eller Postsensual Aesthetics – som beskriver en type researchbaseret kunst der “kræver”, at publikum sætter sig ind i værket enten før eller efter selve udstillingsoplevelsen.

James Voorhies (The Bass Museum of Art). Foto: I DO ART Agency.

“How are visitors to exhibitions expected to understand its complexities and depth? How are curators expected to exhibit and mediate it? How do museums acquire it? How do markets value it? How do critics respond to it?” står der i hans slideshow, som om at kunsten nu bliver lige lovlig besværlig, og vi kan ikke rigtig finde ud af, om han i virkeligheden bare drømmer sig tilbage til en “simplere” tid, hvor beskuerens møde med en glinsende ballonhund var mere end rigeligt. Vi tænker, at komplicerede tider også kalder på komplicerede og nuancerede kunstpraksisser, og at det giver mening at tænke mere over, hvordan publikum tages i hånden. Hvis det også er dét, James argumenterer for, så fremstår han lidt som sin egen antitese, for i stedet for at gøre sine observationer tilgængelige, pakker han dem ind i så mange akademiske lag, at de for os ender med at miste betydning.

(I øvrigt en lille opfordring til alle der laver foredrag: Husk at spørg inden I bruger andres fotos, og nævn de kunstnere I viser værker af. I James’ oplæg dukkede der desværre et foto op, som vi tog under Documenta 14, og Marta Minujíns Parthenon of Books blev forvekslet med værker af Maria Eichhorn).

Institutionskritik handler om rigtige menneskeliv
Heldigvis fortsætter fredagen med spændende oplæg, bl.a fra Karen Archey der arbejder som kurator i samtidskunst på Stedelijk Museum, og som fortæller om sit seneste bogprojekt After Institutions (2022).

Projektet handler om institutionel kritik og hvordan kunstnere gennem tiden har udfordret og kritiseret museernes strukturer indefra. Det er et interessant oplæg, der bl.a. præsenterer os for Hito Steyerls Guards (2012) om museumsvagters arbejde med at beskytte værker, og om Clara Iannis Labor Drawings (2021), der kortlægger hvor langt forskellige museumsarbejdere har til arbejde og viser, at jo længere nede i hierarkiet en ansat er, desto længere er deres rejsetid også. Karen nævner desuden Mierle Laderman Ukeles, der helt tilbage i 1969 skrev manifestet Maintenance Art Manifesto 1969!, hvor hun som kunstner og mor definerede omsorgsarbejde som kunst og sig selv som “maintenance artist”.

Karen Archey (Stedelijk Museum). Foto: I DO ART Agency.

Det giver mening, at kunstnere til alle tider har interesseret sig for og relateret til vagterne og rengøringspersonalet på kunstmuseerne, fordi deres arbejdsvilkår har mange lighedspunkter (prekære ansættelsesforhold, lav løn etc.) og fordi mange kunstnere har eller tidligere har haft bijobs i samme stillinger (f.eks. under uddannelse). Men når Karen kan fremlægge en 50-60 år lang historie af kunstnere, der igen og igen har kritiseret arbejdsforholdene på museerne, betyder det så at kritikken aldrig får konsekvenser? Hvad er der f.eks. helt konkret sket af forbedringer for vagterne og rengøringspersonalet på Stedelijk siden After Institutions? spørger vi, da der bliver åbnet op for spørgsmål fra salen. Der er ikke sket noget konkret, forklarer Karen med henvisning til at rengøringen på museet er privatiseret, og dermed er arbejdsvilkårene nogle andres ansvar.

“My role as a curator is one of allyship” bemærker hun, og vi kommer til at tænke på noget, Nora Sternfeld sagde tidligere i sit oplæg: “Institutional critique has become institutionalized – You can show institutional critique, without changing at all.” Det store spørgsmål er altså: Hvad skal der til, for at museumsansvarlige indser, at institutionskritik handler om rigtige menneskeliv, og at det ikke bare er en kunstnerisk genre?

Alle synes enige i udfordringerne, men der mangler idéer til løsninger
På flere måder understreger konferencen en museumsverden fuld af udfordringer, hvilket yderligere bliver bekræftet i en panelsamtale mellem museumsdirektører fra fire prominente, europæiske kunstinstitutioner: Frances Morris (Tate Modern, London), Zdenka Badovinac (Museum of Contemporary Art Zagreb), Ann Demeester (Kunsthaus Zürich) og Sam Bardaouil & Till Fellrath (Hamburger Bahnhof, Berlin).

Zdenka Badovinac (Museum of Contemporary Art Zagreb), Frances Morris (Tate Modern, London), Ann Demeester (Kunsthaus Zürich) og Sam Bardaouil & Till Fellrath (Hamburger Bahnhof, Berlin). Foto: I DO ART Agency.

Moderator Louise Steiwer spørger til museernes største udfordringer og potentialer, og Zdenka svarer, at museer helt generelt bør tænke mere over etik end æstetik. Ann følger op og beskriver museer som dinosaurer, der skal lære at praktisere mere retfærdighed, både når det kommer til publikum og personale, men også politisk, samfundsmæssigt og i forhold til bæredygtighed. Den økologiske krise står øverst på listen ifølge Frances, og hun foreslår en klimabevidsthed i tre stadier: 1) “Us with agency can do alot with reducing our CO2.” 2) Der skal tænkes bæredygtigt ift. museumssamlingerne, som kræver mange ressourcer at vedligeholde. Og 3) Man bør droppe de store omrejsende blockbuster-udstillinger og skrue ned for transporten af kunstværker generelt. I stedet bør man fokusere på de fantastiske værker, der f.eks. allerede findes i museets samling.

Ifølge Sam og Till er museernes største udfordring, at de altid halser 30 år bagefter samfundsudviklingen. For at bryde med idéen om det egodrevne museum, deler de to direktørposten og håber, at det kan hjælpe til at skabe en mindre hierarkisk organisation. Her tilføjer Frances meget rørende, at hendes største fortrydelse er, at hun ikke har haft en meddirektør på Tate Modern. “It's cold at the top,” bemærker hun og fortæller, at hun glæder sig til at indgå i mere ligeværdige samtaler og kuratoriske samarbejder, når hun stopper som direktør på museet til april.

Zdenka Badovinac (Museum of Contemporary Art Zagreb), Frances Morris (Tate) og Ann Demeester (Kunsthaus Zürich). Foto: I DO ART Agency.

Zdenka Badovinac (Museum of Contemporary Art Zagreb), Frances Morris (Tate Modern, London), Ann Demeester (Kunsthaus Zürich) og Sam Bardaouil (Hamburger Bahnhof, Berlin). Foto: I DO ART Agency.

“How can art institutions look like the communities they serve?” er et af de spørgsmål, Sam fremhæver og han forklarer, hvordan at de på Hamburger Bahnhof gør meget for at række ud til det diverse lokalmiljø, der omgiver institutionen. F.eks. ved at de to direktører jævnligt spiser måltider med deres forskellige naboer. “There’s no way an institution can hold all the knowledge and voices in the world. Let ideas come from the outside and in through the museum,” tilføjer Till. Alle synes at være enige om, at udfordringerne fokuserer sig omkring social ansvarlighed, bæredygtighed, diversitet og lokalt engagement, men løsningsforslagene er stadig få og i en forholdsvis lille skala. Det leder os videre til en sidste pointe fra konferencen.

Kunstnerne holder nålen, der kan briste boblen
“The only true reason that we are in a time of change, is because artists and activists don't give up and won't give up,” sagde Nora Sternfeld i sit indledende oplæg, og i en kunstnerisk sammenhæng skylder vi i høj grad den nye bevidsthed til kunstnerne. Kunstnere er en overvældende ressource i vores samfund, fordi de ofte dedikerer deres tid og arbejde til at fordybe sig i verdens komplekse og uhåndgribelige problemstillinger, og de udtrykker dem på måder, der både kan forstås, mærkes og føles. Kunstnere taler ofte fra positioner, der bryder med konventionelle samfundsnormer og måske er det også derfor, at deres værker rykker os nye steder hen, udfordrer vante tænkemåder og udvider vores forestillingsrum.

Plakater af Freeze Magazine. Foto: I DO ART Agency.

På konferencen er der desværre kun to oplæg med billedkunstnere, men begge beviser netop dette potentiale. Tyrkisk-fødte Cem A. startede memeprofilen Freeze Magazine efter at have uddannet sig som antropolog og kurator og oplevede, hvor svært det var at klare sig på en kunstscene, præget af indviklede og ekskluderende strukturer. Gennem memes konfronterer han bl.a. kunstscenens privilegieblindhed, hykleri og tendens til at formulere komplet uforståelige udstillingstekster, på en måde der resonerer med hans 150.000 følgere. “I'm uncomfortable with describing memes as institutional critique. It takes away from their role as agents of change,” forklarer Cem, der under konferencen desuden udstiller otte plakater i caféen, der til forveksling ligner Louisianas egne udstillingsplakater, men med samme kritiske og humoristiske budskaber som i hans memes. Ved at bruge Louisianas velkendte identitet taler han på vegne af museet, men kommunikerer holdninger som institutionen aldrig selv ville udtrykke.

Plakat af Freeze Magazine. Foto: I DO ART Agency.

Kunstnerduoen Astrup & Bordorff slutter konferencen af med et oplæg, der let berører deres forskellige filmprojekter, hvor de dykker dybt ind i velfærdsstatens institutioner og undersøger disses historier, udfordringer og potentialer med et blik, der er lige dele nostalgi og queer. Deres hovedfokus er værket Kunstmuseet (2021), som undersøger Statens Museums for Kunst og stiller spørgsmål til den gamle institutions rolle i nutidens samfund.

Kirsten Astrup og Maria Bordoff (Astrup & Bordorff). Foto: I DO ART Agency.

Astrup & Bordorff. Foto: I DO ART Agency.

Den enorme viden og erfaring, som kunstnere akkumulerer, ender ofte ud i værker, som museerne så kan udstille, men forstår institutionerne helt, at kritikken er ægte, og at idéerne til forandring findes i kunstnernes arbejde? Det er ikke bare memes, man kan grine ad, og videokunst man kan fundere lidt over, inden man kategoriserer den som “institutionskritik” og fortsætter sine vante gøremål. Kunstnerne er allerede bindeleddet mellem museernes lukkede kredsløb og den virkelighed, der udspiller sig på den anden side af murene – med andre ord; de holder nålen, der kan briste boblen.

På baggrund af en tankevækkende konference er vores opfordring derfor: Hvis løsningerne mangler, så lyt ordentligt til kunstnerne – og særligt til dem der ikke tidligere har været plads til i den “vestlige” kunstforståelse, for de har masser af svar. Og hvis du sidder på et museum, et universitet eller et tredje sted og har svært ved at finde kunstnere at inddrage – eller bare svært ved at formulere håndgribelige løsninger, så er du altid velkommen til at række ud til os. Vi har efterhånden brugt 16 år på at tale med og lytte til kunstnere og har beskæftiget os indgående med netop disse problematikker. Derfor har vi også et ret godt overblik over, hvad der foregår i kunstscenens forskellige lag, og hvem der har noget på hjerte lige nu.

Under The Politics & Poetics of Exhibiting har det været befriende endelig at høre så mange museumsfolk tale åbent og sige højt, at de ikke har alle svarene. Udfordringerne er én gang for alle blevet gjort til nogle, vi kan være enige om, så nu er det tid til at se på løsninger.

RIKKE LUNA & MATIAS

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.