SOFIE BURGAARD OG HAVENS MAGISKE VÆSNER 🧚🏻

Over sommeren har kunstner Sofie Burgaard (f. 1997) flyttet sit atelier fra København til et drivhus i sin blomstrende barndomshave midt på Fyn. Blandt figentræer og vinranker, sommerfugle og undulater har hun skabt en værkserie, der nysgerrigt undersøger vores komplicerede forhold til plastik og natur, omfavner pastelfarver og femininitet, og husker os på feer og andre mystiske væsners transformerende potentialer. Få dage inden Sofie åbnede udstillingen Siden Sommerfuglene, besøgte vi hende i den magiske have i landsbyen Davinde.

Vejen til Davinde er omgivet af dybe søer som engang var grusgrave, nyligt høstede kornmarker og solbeskinnede haver – et landskab skabt af mennesker, men alligevel ret idyllisk. Asfalten bugter sig langs hække og læhegn, gennem midtfynske landsbyer, til vi ankommer til det hus, hvor Sofie Burgaard er vokset op, og hvor hun i år har tilbragt sin sommer.

“Min mormor og morfar flyttede ind i vinteren 1970, så min mor er vokset op her og det samme er jeg,” fortæller Sofie, mens hun viser os rundt i haven. Hendes bedsteforældre var egentlig landskabsarkitekt (mormor) og tandlæge (morfar), men med deres nye grund voksede drømmen om at starte eget gartneri, og med årene byggede de otte industrielle drivhuse, som de fyldte med tomater og agurker, Cyperus papyrus og blomster.

Sofies hund, Ebbe ledsager os på havevandringen og følger ivrigt med, da vi træder ind i et af de to drivhuse, der endnu står tilbage på grunden. Her slynger grønne vinplanter sig langs stålkonstruktionen over os og marsvin løber rundt i små indhegninger, ved siden af den rislende fiskedam med koi karper og guldfisk. Længst inde finder vi Sofies midlertidige atelier, hvor hun har tilbragt sommermånederne de sidste tre år.

“Sidste år havde jeg virkelig travlt med at blive færdig med tre store malerier på 2 x 2,5 meter til den udstilling, jeg lavede med kunstnerne Emil Krog og Cecilia Fiona på Lolland. Det er lidt anderledes i år, hvor jeg har givet mig selv mere luft og tid til at udforske nye idéer.” Resultatet af årets arbejde bliver udstillet rundt omkring i haven, under titlen Siden Sommerfuglene, som fra 26. august til 1. oktober er åben lørdage og søndage, kl. 12-17.

Sommerfugl med sommerfugl på
Sofie er primært maler, men tænker næsten altid sine værker ind i rumlige dimensioner. Tidligere har hun ledsaget sine malerier med store kirsebær, appelsinbåde og juicebrikker i papmaché, og til sin bachelorudstilling ved Det Kgl. Danske Kunstakademi sidste år begyndte hun at eksperimentere med at gøre rammerne mere skulpturelle. “Siden min bachelor har jeg holdt pause fra skolen og har derfor ikke adgang til værkstedsfaciliteterne. Og jeg kan ikke rigtigt arbejde med epoxy i min lejlighed i København, så det er virkelig uundværligt, at jeg kan fortsætte mine eksperimenter her”.

Sofie viser os over i et værksted, der ligger bag drivhuset, hvor hun er i gang med at støbe sin hidtil største, skulpturelle ramme. “Jeg starter med at modellere formen i selvhærdende ler, så lægger jeg silikone og gips omkring og støber rammerne i epoxy.” For en sikkerheds skyld får den nye ramme lidt ekstra tid til at størkne, så Sofie er helt sikker på, at sommerfuglevingerne ikke knækker, når hun tager dem ud af formen. Maleriet i midten bliver et sommerfuglemotiv med glinsende rhinsten, “så det bliver sommerfugl med sommerfugl på. Jeg tror det bliver sådan overgjort på en ret skør måde.”

Sofie eksperimenterer bl.a. med at tilføje forskellige pigmenter og glimmer til epoxyen, så udtrykket bliver så lækkert som muligt. “Epoxy er en hærdeplast, og jeg oplever nogle gange, at folk bliver lidt sure på det materiale, fordi plastik er blevet koblet så meget sammen med klimakrisen. Men det handler jo i høj grad om plastik til engangsbrug, der f.eks. ender i havet og i naturen, og ikke når man indkapsler den i et værdifuldt objekt, som et kunstværk er.” For Sofie er det særligt vores ambivalente forhold til plastik, der fascinerer hende – på den ene side er plastik blevet et symbol på en ustyrlig forbrugskultur, men på den anden side er der noget uimodståeligt dragende over de syntetisk glatte overflader. “Jeg har flere gange oplevet, at folk ikke tøver med at røre ved rammerne, selv når værkerne hænger på en udstilling,” griner Sofie. “Det er helt tydeligt, at vi er mange der har en emotionel forbindelse til plastik og det synes jeg, vi skal anerkende og ikke udskamme.”

“Det er helt tydeligt, at vi er mange der har en emotionel forbindelse til plastik og det synes jeg, vi skal anerkende og ikke udskamme.”

“Det interesserer mig at arbejde med plastik og naturmotiver i samme værker, fordi de ting ofte bliver sat overfor hinanden. Det syntetiske og det naturlige. For mig er det ikke så binært – jeg tænker meget mere i nuancer og at de to ting også kan sameksistere eller være inden i hinanden, hvis det giver mening? Plastik og natur rummer bare en dejlig ambivalens og jeg prøver at undersøge, om de virkelig er hinandens modsætninger.”

Det allermest tragiske kan ske om sommeren
Falske modsætningsforhold findes overalt i vores opfattelse af kunst og billeder generelt. Mørke farver læses af mange som mere dybe og alvorlige, mens mange lyse farver opfattes som useriøse, lette og overfladiske. Det er nok lidt af en kliché, men vores forventninger til forskellige udtryk har stadig en stor betydning for, hvordan vi forstår kunst.

“Jeg synes, der er noget spændende i at blive forbigået,” indskyder Sofie, da vi spørger ind til hendes billedsprog. “Der er en risiko for, at folk afskriver mine værker som pæne overflader og ikke opdager den til tider ubehagelige fortælling, der gemmer sig under. Jeg tænker, at der er mange problemer i verden, som vi som samfund kun forholder os meget overfladisk til – måske fordi det er mere behageligt og mindre kompliceret at blive på overfladen?”

“Der er en risiko for, at folk afskriver mine værker som pæne overflader og ikke opdager den til tider ubehagelige fortælling, der gemmer sig under.”

Der ligger altid noget foruroligende på lur i Sofies værker. Hun får en tanke og forsvinder bag nogle stablede flyttekasser i et hjørne af værkstedet, hvor hun finder noget vigtigt frem. Ud af en gennemsigtig plastpose hiver hun et af de værker, som hun søgte ind på kunstakademiet med for fire år siden.

På en baggrund af nedtonede blomster svæver en menneskehjerne med, hvad Sofie fortæller, er en blødende tumor. “Hele min ansøgning handlede om sygdom. Det er noget, der har fyldt meget i min familie, men først noget jeg begyndte at bearbejde i min kunst, da jeg startede på kunstskolen Spektrum.” Med korte mellemrum fik både hendes yngste lillesøster og mormor konstateret kræft og Sofie beskriver, hvordan frygten og magtesløsheden gnavede sig ind i deres familie.

“Jeg kan huske at gå rundt i haven, og selvom solen skinnede, var alt bare håbløst. Tænk at det allermest tragiske kan ske om sommeren.” Sofies mormor overlevede desværre ikke sygdommen, men hendes lillesøster er i dag rask. Hele forløbet har haft en stor betydning for familien, og meningsløsheden er stadig noget, Sofie forsøger at begribe i sin kunst. “Hvordan rummer man noget, der føles så meningsløst? Omvendt, hvis der alligevel ikke behøver at være en mening med alt, så kan man vel også godt male tre frøer og sætte tre ører over.”

Pastelfarver, rhinsten og glimmer
Inden vi vender tilbage til drivhuset, er der lige en anden ting, Sofie skal vise os. Hun henleder vores opmærksomhed på en del af et plastik legetøjs-sminkebord – mere præcist rammen fra spejlet, som er dekoreret med ornamenter og et glitrende, lyserødt hjerte i toppen.

Sofie fortæller, at objektet virkelig taler til hende, og at hun har brugt det meget direkte som inspiration i et af de værker, hun netop arbejder på, Jeg savner dig/Porten til sommerfuglenes tid.

Vi går tilbage til Sofies atelier i drivhuset og taler videre om den æstetik, som præger hendes værker – en æstetik hun selv kalder “tøset”, og som hun er meget bevidst om ofte bliver set ned på. “Jeg har lagt mærke til, at folk har nogle meget bestemte forestillinger om min kunst pga. de farver, materialer og motiver, jeg benytter. Jeg føler et større krav til at retfærdiggøre min kunst med ord,” forklarer Sofie og beskriver en oplevelse på akademiet, hvor en ekstern underviser skulle give kritik på nogle af hendes værker. “Han sagde, at de var lækre som en Magasin-reklame, hvilket jeg blev ret ked af. En af mine medstuderende brød ind og var bare sådan: ‘Jeg er så fucking træt af, at hver gang noget er feminint, så bliver det sammenlignet med en reklame’. Det synes jeg virkelig, hun har ret i.”

Sofies værker er, hvad man kan kalde unapologetically feminine. Der er sommerfugle og feer over alt, pastelfarver, rhinsten, hårspænder, glimmer og magiske frøer, men som hun selv siger: “Man kan sagtens både arbejde med noget, der er sart og sødt, og alligevel få et seriøst budskab igennem.”

Så hvad er det mon der gør, at femininitet og “feminin æstetik” ofte ikke tages alvorligt i samme grad som udtryk der er mere, ja.. traditionelt maskuline? Al plastikken og de klare farver i Sofies værker får os til at tænke på vores egen barndom og særligt det legetøj, som på det tidspunkt var målrettet til piger. Vi tænker på Polly Pocket, Starcastle, Sky Dancer, My Little Pony – og et Magic Mirror med Skønheden og Udyret-tema (seriøst, se lige den her semi urovækkende reklame fra 1992) – og vi undrer os over, hvorfor samfundet på den ene side har målrettet det her udtryk til piger for senere at nedgøre den samme æstetik? Drenge, derimod, opmuntres i høj grad når de fortsætter deres interesse for biler, værktøj og krig som voksne – og det med en æstetik der ikke er fjern fra barndommens.

Den feministiske tegner og tænker Sofie Riise Nors beskriver femmefobi som “hadet mod ting og mennesker, der opfattes feminint – både gennem udseende og adfærd, uafhængigt af en persons kønsidentitet.” Og med det i tankerne ser vi Sofie Burgaards projekt som et, der forsøger at genvinde værdi til det feminine. I vores research er vi desuden faldet over den æstetiske bevægelse Soft girl, som også omfavner visuel femininitet, med det underliggende formål at udfordre samfundets nedværdigende blikke:

“Soft girl is an over-exaggeration of the things that teen girls have been trivialized and undermined for loving. The overt and extreme vulnerability of being soft and openly loving traditionally girly things is like a retaliation against the forces that make women feel ashamed. It mocks this by crafting different personas and performing different modes of womanhood.” (Fra artiklen The 'Soft Girl' aesthetic is so much more than you think it is. Let us explain af Allie Turner, 2022)

Hvis planten dør, dør feen også
Udover glimmer og farven lyserød er der noget andet, der meget ofte er tilstede i legetøj målrettet piger: Magi. Og netop det magiske og mystiske er også meget tilstedeværende i Sofies arbejde. For hende findes der et transformerende potentiale i feer og andre magiske væsner – måske fordi troen på magi også repræsenterer håbet for forandring?

“Jeg tænker meget over, at mange mennesker ikke har et forhold til naturen og ikke drager omsorg for den. Vi hører meget om natur og klima gennem videnskaben, men måske kan et narrativ om feer også påvirke vores blik i en god retning? Hvis alle tallene ikke gør det, hvorfor så ikke prøve med magi?”

“Feer bliver tit skildret som mini-mennesker med vinger og i mange fortællinger bor de på en plante, som de så passer på. De hænger sammen og hvis planten dør, så dør feen også. Det er jo virkelig en historie om omsorg for naturen, som vi fortæller børn, så hvor er det, at den omsorg går tabt?”

På sin opslagstavle har Sofie hængt en side fra én af den britiske illustrator Cicely Mary Barkers (1895-1973) febøger. Tegningen viser en fe, der bor på en rødkløver og får besøg af en kæmpestor brumbasse, men for Sofie rummer billedet mere end en romantisk fortælling. “Feer bliver tit skildret som mini-mennesker med vinger og i mange fortællinger bor de på en plante, som de så passer på. De hænger sammen og hvis planten dør, så dør feen også. Det er jo virkelig en historie om omsorg for naturen, som vi fortæller børn, så hvor er det, at den omsorg går tabt?” Hos Sofie følges feernes sødme ofte af en form for makaber uhygge, som i Født af haven, pyntet med plastik, hvor en fe stikker sin tryllestav i øjet, gennem kraniet og ud ad det andet øje. Tomheden er foruroligende, “men nogle gange når tankerne myldrer, kunne det være meget rart, at være helt tom indeni.”

Klokken begynder at nærme sig det tidspunkt, hvor Sofie normalt tager en pause – fornuftigt nok, for termometeret i drivhuset viser 35 grader. Vi går igen ud i haven, hvor Sofie inden længe skal installere sin udstilling.

“De fleste malerier kommer til at hænge på læhegnet, de snoede ginkgoblade i epoxy skal hænge på de fire store træer, og så finder jeg ud af, hvor resten skal være,” forklarer Sofie mens hun udpeger de forskellige placeringer i haverummet. “Nogle vil måske mene, at den domesticerede have ikke er det bedste sted at italesætte vores problematiske forhold til naturen, fordi den netop er kontrolleret af mennesker. Det er jo også sandt, men omvendt ser jeg, hvor mange timer særligt min mor bruger på at passe og pleje havens planter. For mig at se er det en omsorgshandling, som også har givet mig og mine søskende et særligt forhold til naturen omkring os.”

Som ved et trylleslag
Inden vi igen forlader den magiske have helt (😭) taler vi lidt om Sofies forhåbninger for udstillingen. Hun fortæller, at det helt sikkert har krævet mod at flytte væk fra København i 2-3 måneder, med risiko for at gå glip af alt muligt og uden en sikker plan. “At bruge så meget tid og penge – jeg har jo brugt omkring 10.000,- på materialer, og når man ikke ved, om det kommer tilbage, er det ret nervepirrende. Der er ikke noget galleri eller udstillingssted i den anden ende, kun en udstilling som jeg selv arrangerer i min families have midt på Fyn.” Sofie smiler skævt, men er samtidig selvsikker i stemmen, da hun fortsætter: “Hvis der er nogle ting, man gerne vil undersøge, og man har muligheden for det, så er man på en måde nødt til at gøre det.” “Er det ensomt eller egoistisk bare at lave noget for sig selv i sin families have? Måske lidt af begge dele, men jeg er også nødt til at tro på, at projektet forbinder mig til verden, mere end det isolerer mig.”

“Er det ensomt eller egoistisk bare at lave noget for sig selv i sin families have? Måske lidt af begge dele, men jeg er også nødt til at tro på, at projektet forbinder mig til verden, mere end det isolerer mig.”

For Sofie har det krævet mod at tro på, at sommeren i drivhuset ville bære frugt, men nu – kort tid før høsten – er vi slet ikke i tvivl. Sofies magiske univers har på flere måder udfordret os og fået os til at tænke. Hvorfor tillægger vi særlige udtryk mere eller mindre værdi, og hvad gør at vi så ihærdigt holder fast i begrænsende modsætningsforhold som kultur/natur, syntetisk/organisk, rationelt/magisk eller maskulint/feminint?

Sofie Burgaard, Den evige sommerfugl, 2022. Foto © I DO ART Agency.

Næsten som ved et trylleslag åbner Sofie Burgaard vores hjerter og viser os, at der i en verden som ellers sommetider kan føles lidt dyster og grå, sagtens også kan være plads til pastelfarver og glimmer – og at vi endnu har meget at lære af sommerfugle og feer.

Kalender: Sofie Burgaard “Siden Sommerfuglene“