NOAH UMUR KANBER: ALLE DE TING SOM ER EN DEL AF MIG

På en gråvejrsdag i oktober finder vi os selv på den monotone Store Kongensgade i København (hvor selv 7-Elevens velkendte logofarver er skiftet ud med bronze) på vej ind for at se udstillingen Grey Gardens på galleriet Outpost. Det kan næsten kun lyde som en udstilling, der er temmelig trist – eller måske det diametralt modsatte – men i Noah Umur Kanbers (f. 1991) have er der noget helt andet på spil. Smukke blomster vikler sig sammen med slimede orme, og glade sommerfugle lever side om side med store, stygge monstre. I Noahs univers bliver ting, vi ofte opfatter som modsætninger til hinandens styrker, og netop det giver plads til nye, blomstrende livsformer.

I en fortryllet have med syntetisk rullegræs, kalejdoskopiske glastårne, keramiske plantevækster og håndmalede monstre langs væggene, møder Noah os i et stort kram. Hendes vej ind i kunsten er gået ad snørklede stier gennem modeverdenen, hvor hun i flere år har arbejdet som fotograf, men da nogle af hendes venner åbnede en café på Nørrebro og tilbød en atelierplads i baglokalet, besluttede hun sig for at prøve billedkunsten af.

Noah Umur Kanber, Grey Gardens. Foto © I DO ART Agency.

Et af hendes første projekter er fotoserien Gender Bender – Dissolve The Categories, hvor hun portrætterer andre queerpersoner og manipulerer billederne, så baggrunden bliver opløst og fyldt med flydende væsner. Hun har deltaget på flere gruppeudstillinger, bl.a. Elitism Sucks på Art Hub Copenhagen (2021), men Grey Gardens her på Outpost er hendes første solopræsentation. “Jeg kan godt lide at have gang i tusind ting på én gang,” bemærker Noah, der netop er begyndt på sit andet år på Det Kgl. Danske Kunstakademi. “Før jeg startede på skolen, havde jeg aldrig arbejdet med keramik, så alt hvad I ser her, er blevet til over det sidste halve år. Jeg arbejder virkelig effektivt, når jeg har travlt – så er det 110 kilometer i timen, og så tager jeg en god pause bagefter. Men lige nu er der fart på!”

At blomstre som en mælkebøtte
Længe inden Noah havde en aftale med et udstillingssted, vidste hun, at hun havde lyst til at lave en stor serie værker, der sammen kunne danne et altopslugende univers. “Et helt univers hvor jeg kunne udtrykke mig selv og min egen historie,” som Noah beskriver det. “Som barn blev jeg altid kaldt mælkebøtte, fordi jeg var lidt af et problembarn. Som treårig kom jeg på børnehjem sammen med mine to storebrødre, og jeg havde svært ved at finde fodfæste nogle steder. Da jeg blev 12, kom jeg tilbage til min mor og skulle pludselig bo i et tyrkisk hjem igen efter at have været så langt væk fra min egen kultur og stort set havde mistet sproget. Jeg forsøgte, så godt jeg kunne, men jeg havde jo boet ni år på et dansk børnehjem med danske værdier, og de havde nok prøvet at gøre mig så dansk som overhovedet muligt. Jeg sagde til min mor, at jeg var dansker, og at vi skulle tale dansk, så på en måde havde jeg givet afkald på min kultur, fordi det var det, jeg fik at vide, at jeg skulle. De plantede danskheden i mig, kan man sige,” fortæller Noah, der flyttede hjemmefra igen som 13-årig.

“Jeg sagde til min mor, at jeg var dansker, og at vi skulle tale dansk, så på en måde havde jeg givet afkald på min kultur, fordi det var det, jeg fik at vide, at jeg skulle. De plantede danskheden i mig, kan man sige.”

Noah fortæller, at hun havde en kontaktperson, som hjalp hende med at komme fra en specialskole og over i folkeskolen. Alle vegne hørte hun ordet ‘mælkebøttebarn’ blive brugt om sig, dog uden rigtigt selv at forstå, hvad det betød. “Altså er jeg ukrudt, eller hvad mener de? Men det er jo nok fordi, jeg er brudt igennem nogle mønstre, har fået en gymnasial uddannelse og er kommet til et sted, hvor jeg kan tage vare på mig selv.“

“Jeg føler, at jeg har set rigtig mange ting, som er meget traumatiske, men jeg har det også sådan, at jeg ikke ville være det foruden. Det har givet mig en masse erfaringer og energi til dér, hvor jeg står i dag. Uden det ville jeg ikke kunne præsentere de ting, der f.eks. er her på udstillingen – alle de ting som er en del af mig. Det virker måske mærkeligt, men jeg griner altid, når jeg fortæller min historie. Nogle sidder bare med åben mund og tænker, at jeg ikke har bearbejdet det. Jeg tror også, at hvis der kom en ung person til mig og fortalte de her ting, ville jeg være sådan: ‘Shit omg, det er jeg virkelig ked af,’ men hvordan kan jeg gøre andet end at grine? Det er jo sket, og nu er jeg her – og så kan jeg bruge og bearbejde det i min kunst.”

Det må godt gøre lidt ondt engang imellem
Noah leder vores opmærksomhed over i gallerirummets vinduer, hvor der står seks høje glasskulpturer og forvrænger bevægelserne fra de mange biler og fodgængere. Hun fortæller, at alle værkerne udspringer af hendes egne erfaringer i verden, og at inspirationen til serien Gennemsigtig I-VI kommer fra hendes tyrkiske hjem – som små erindringer fra hendes mor, moster og mormor. “Vi havde de her glitrende importvarer, for at udvise en form for status, når der kom gæster. Det signalerer, at man er lavet af penge, men vi havde ingen penge derhjemme, så det var i virkeligheden en slags illusion. Jeg tænker også på de krystalglas og -platter de havde på børnehjemmet, som kun kom frem til juleaften og ved andre særlige lejligheder.”

“Vi havde de her glitrende importvarer for at udvise en form for status, når der kom gæster. Det signalerer, at man er lavet af penge, men vi havde ingen penge derhjemme, så det var i virkeligheden en slags illusion.”

Værkerne er opbygget af forskellige glaselementer, som Noah finder på loppemarkeder og i genbrugsbutikker rundt omkring i landet. “Jeg er jo jyde, så jeg elsker at tage ud på landet og snakke med de lokale om det glas, de sælger. Jubilæumsskåle, bryllupsgaver, en eller anden kande med nogens navn graveret ind i. De fortællinger vil jeg gerne bringe sammen og bevare i værkerne.” Noah sammensætter de forskellige dele til ornamenterede søjler, men et enkelt af værkerne er mere som en port: “Mit lille prinsessetårn,” som Noah kalder det. ”Jeg føler, at man kan rigtig meget med glas, for det er så skrøbeligt og skarpt på samme tid. Jeg har fået opereret min tommelfinger og mistet en nerve, fordi jeg skar mig, men sådan er det, når man er lidt kluntet. Jeg kommer tit til skade, men det er nok bare en del af min praksis. Det må godt gøre lidt ondt engang imellem,” smiler hun.

Noah Umur Kanber, Gennemsigtig I-VI, 2022. Foto © I DO ART Agency.

At spire, blomstre, krydsbestøve og gå i forrådnelse
Samtidig med at Noah har arbejdet på de mere end 50 keramiske værker, som udstillingen præsenterer, har hun skabt det to meter høje keramiktræ, The Forbidden Tree, som her i sensommeren har været med på haveudstillingen Sweet to Tongue – Sound to Eye ved Augustiana Kunsthal på Als. “Ligesom med de mindre planter er træet en form for væsen, der kravler op af jorden og skyder sine grene i alle mulige retninger,” fortæller hun og beskriver, hvordan hendes hidtil største værk blev til. “Det var over sommerferien og mine undervisere kunne ikke hjælpe mig, så det var virkelig intenst og svært. Jeg var nødt til at lave den i to dele, da skolens ovne ikke er store nok, men det var helt sikkert det hele værd.”

“Processen med The Forbidden Tree blev en vigtig tid for min egen transition – det at give mig selv lov til at acceptere min transness. At sidde i tre måneder helt fordybet, alene i et værksted og forme leret om til et kæmpestort træ, satte gang i en masse tanker og en erkendelse af at det er okay – at jeg er okay.”

“Processen med The Forbidden Tree blev en vigtig tid for min egen transition – det at give mig selv lov til at acceptere min transness. At sidde i tre måneder helt fordybet, alene i et værksted og forme leret om til et kæmpestort træ, satte gang i en masse tanker og en erkendelse af at det er okay – at jeg er okay. Jeg fik mod til bare at springe ud i det, ligesom at træet også springer ud og blomstrer på sin helt egen, lidt groteske måde,” griner Noah, og fortæller at tiden i værkstedet åbnede hendes blik op for noget, hun før havde lagt lidt skjul på. “Jeg kan mærke, at jo mere jeg har dyrket min queerness, jo mere har jeg også rykket mine egne grænser, men jeg var bare ikke rigtigt glad. Der var noget, der holdte mig tilbage, men som transkvinde kan jeg være hele mit sande jeg.”

Noahs vildtvoksende have rummer vidt forskellige plantevæsner, der lever side om side og indgår i forskellige processer med hinanden. De spirer, blomstrer, krydsbestøves, går i forrådnelse og giver næring til nye livsformer. Her er der ingen grænser eller adskillelse mellem arter, køn og andre menneskeskabte, rigide definitioner.

“Der er orme overalt, planter der dør og bliver spist af dyrene, svampe der spreder sig. Det ser måske voldsomt ud, når en sommerfugl sidder fast på en torn, men sådan er naturen også. Der er en mening med, at nogle dyr eller insekter bliver tiltrukket af en plante, der kan slå dem ihjel. Det er en del af naturens økosystem. Det er ikke fordi, jeg ved en hel masse om det, men det fascinerer mig, hvordan forskellige livsformer, blomstrings- og forrådnelsesprocesser kan sameksistere – og at det hele har en mening.”

Obsessed med sommerfugle
Noah ser sig omkring og samler en blomst op. “Der er f.eks. min rose herovre, som er meget kødædende og drabelig, men som har en lille, sød smiley på bagsiden.” Noah drejer rosen 180 grader og forklarer, hvordan humor er en stor del af hendes praksis. ”Det har også noget med min opvækst at gøre, hvor min største styrke var, at jeg altid så positivt på tingene. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg nok blive alt for ked af det, tror jeg.”

I seks-syv år har Noah arbejdet i børnehaver, både i Aarhus og København, og hun forklarer, at hun længe havde et ønske om at arbejde fast med børn, evt. i en form for omsorgsarbejde for udsatte børn og unge.

“Jeg er stadig mega inspireret af min tid i børnehaver – den her livsglæde som børn har – lysten til at lege og skabe deres egne universer. Det synes jeg er helt vildt befriende. Jeg vil faktisk sige, at det var et af de fedeste jobs, jeg nogensinde har haft. At følge børn i tre til seks års alderen og se, hvordan de formes ift. hvem de bliver som mennesker, hvordan man kan hjælpe dem med at udvikle sig selv og give dem selvtillid. Sådan: ‘Hey, der er ikke nogen der bider her, hvis du vil tegne et monster på den der måde, så gør du bare det. Det er din lille verden.’ Det har været vigtigt for mig altid at bibeholde en form for humor og barnlighed i min kunst, også selvom værkerne rummer noget lidt dystert eller skræmmende.”

Vi lægger mærke til et gennemgående element i Noahs kunstneriske univers, som vi bl.a. så i The Forbidden Tree og som også er malet i forskellige afskygninger på væggene omkring os. “Min allerstørste ting er jo sommerfugle. Jeg er obsessed med sommerfugle!” udbryder Noah og fortæller os, at hun har de flyvende insekter tatoveret flere steder på kroppen. F.eks. en glad og en trist på hver håndryg.

Noah Umur Kanber. Foto © I DO ART Agency.

“Det var faktisk også mit første kæledyr, selvom vi jo slet ikke måtte have dyr på børnehjemmet. På et tidspunkt tog de os med på en rollespilstur, hvor jeg fandt de her sjove, gule orme som jeg tog i lommen og bragte med hjem. Så lavede jeg en lille æske til dem og gav dem græs og alt muligt. Pludselig blev de til pupper og senere til sommerfugle, og så slap jeg dem løs igen. Jeg vidste slet ikke, at sommerfugle bliver til på den måde, så processen gjorde et stort indtryk på mig. Der er noget smukt og metaforisk over sommerfuglens transformation, synes jeg.”

Nogle gange handler alt om Maj
Imens vi taler er der flere fodgængere, der stopper op på den travle gade og betragter Noahs værker gennem ruderne. Da Outpost ikke har faste åbningstider, kan man kun komme inden for, hvis man laver en aftale med galleriet, og af samme grund vil langt de fleste udelukkende se udstillingen fra gadeplan. På ferniseringsaftenen var der åbent for publikum, men afslutningsvist blev dørene lukket og lyset slukket, så de mange selvlysende stjerner prydede rummet med deres fluorescerende, grønne skær. Mens ferniseringsgæsterne stod der på gaden, trådte Maj Mokaj ind i lokalet i en rød Dannebrogskjole – “så tog hun kjolen af og stod nøgen, kun dækket til med et keramisk blad, lidt ligesom Adam og Eva i Paradisets have.”

“Jeg vil ikke kalde Maj Mokaj en dragpersona, hun er bare en anden side af mig. Hun har det sådan, at alle andre bare er biroller i hendes liv, og hendes tagline er jo også: ‘Alt handler om Maj’. Hun har været en stor hjælp i min egen transition, og så kan jeg godt lide at inddrage hende i mine performanceværker,” forklarer Noah, som også samarbejdede med Maj om et værk til Rundgang på kunstakademiet i sommers.

“Hun havde sin pallietkjole på og satte sig foran den sokkel, hvor der engang stod en buste af Frederik den femte. Under teksten ‘Academiets stifter’ skrev jeg ‘Maj Mokaj’ som en måde at anerkende den oprindelige busteaktion, men også for at foreslå en ny dagsorden på institutionen. For hvordan ville skolen f.eks. se ud, hvis den havde en brun transkvinde som stifter?”

“Hun havde sin pallietkjole på og satte sig foran den sokkel, hvor der engang stod en buste af Frederik den femte. Under teksten ‘Academiets stifter’ skrev jeg ‘Maj Mokaj’ som en måde at anerkende den oprindelige busteaktion, men også for at foreslå en ny dagsorden på institutionen. For hvordan ville skolen f.eks. se ud, hvis den havde en brun transkvinde som stifter?”

Når hun ikke performer i Noahs værker, laver Maj f.eks. bingo på Søpavillonen eller i Nørrebrohallen sammen med Proxy Server (vi anbefaler Bingo 4 Pakistan 26. november). Sidste år var hun med til at lave en fotokalender, hvor overskuddet gik til FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn. “Jeg tror, vi samlede 30.000 kroner ind. Jeg vil virkelig gerne støtte deres arbejde, fordi det netop er sådan en forening, jeg godt kunne have brugt, da jeg selv var barn. Hvis jeg kan gøre noget for, at det bliver nemmere for transkønnede børn at være til i den her verden, så vil jeg gøre det.”

Fri som en sommerfugl
Inden vi igen forlader Noahs fortryllende have, fortæller hun lidt om det at samarbejde med et galleri. “Alt er faktisk gået rigtig fint. Jeg er glad for, at Fafaya Mogensen hookede mig op med Anna Clarisse Holck Wæhrens og Amanda Færk, der har kurateret udstillingen sammen med mig.” Alligevel har Noah ikke lyst til at være fast knyttet til et galleri, som det ser ud nu. “For mig handler det om at samarbejde og ikke om at være fastlåst hos et enkelt sted. Jeg har lyst til at prøve flere forskellige steder af og se, hvem der virkelig vil mig – ikke bare som kunstner men også som person. Det giver mig en frihed i at eksperimentere med mine tanker og ideer, uden at det har et bestemt formål. Hvis jeg vidste, at hver gang jeg begyndte på et nyt projekt – og det skulle ende på et galleri – ville min kreativitet dø helt ud.”

“Gallerierne er også interesserede i at sætte priserne op for at kunne dække deres udgifter til f.eks. husleje på dyre adresser som her, hvor dem der har penge færdes. Jeg kunne godt tænke mig at holde mit prisniveau nede, men det er svært, når man arbejder med gallerier, som også tager halvdelen af ens cut, og du også er nød til at tænke på dine egne udgifter. Jeg ønsker, at mine værker skal være mere tilgængelige for flere og ligge på et prisniveau, som mange kan være med på. Det hele handler om kompromisser, og det kan ofte være svært at navigere rundt i, hvornår man skal og ikke skal gå på kompromis. Man kan jo sige, at der ikke ville være en kunstbranche uden os kunstnere, så er det helt fair, at gallerier tager 50% for vores arbejde?”

Selvom Noah har bevæget sig meget i modeverdenen, som hun synes minder en del om kunstverdenen, oplever hun at det er en svær branche at navigere i. “F.eks. føler jeg mig meget akavet til VIP-arrangementer med alle de rige, hvide samlere. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv – jeg plejer ellers at være meget åben og nysgerrig på alle slags mennesker. Hører man hjemme, hører man ikke hjemme? Jeg kan jo mærke, at jeg hører hjemme i min kunst, men i branchen føler jeg mig ofte lidt som en outsider.”

“Men jeg har ikke travlt, jeg går jo kun på andet år på kunstakademiet, og jeg vil gerne prøve alt muligt af. Jeg skal bare være en fri sommerfugl og sprede min fucking pollen ud over det hele. Og så må vi se, hvor jeg lander,” griner Noah og runder af. “Det kan også være, at jeg åbner mit eget galleri en dag, hvor jeg kan gøre tingene på min egen måde. Et sted hvor ingen tager 50% og ingen bestemmer over min kunst. Det er bare; velkommen til Noahs ark!”

Noah Umur Kanber “Grey Gardens“
30. september - 29. oktober, 2022.
Finissage: Lørdag d. 29. oktober, kl. 11-15.
Outpost, Store Kongensgade 75, Kbh.