ALBERTE SKRONSKI OG HUMORENS AKTIVISTISKE POTENTIALE

Gennem farverige videoværker opbygger billedkunstner Alberte Skronski (f. 1995) parallelle virkeligheder, hvor normer og naturlove kan bøjes og bliver flydende. Selv mener hun, at humor kan spille en vigtig rolle i en verden, hvor der ikke synes at være særlig meget at grine af – måske endda som en form for aktivisme? Vi møder hende i København til en snak om kunstverdenens mere eller mindre skjulte hierarkier, om at klæde sig ud og klæde sig på, om egenomsorg og latterens helbredende kræfter.

På en kold og grå vintermorgen træder vi ind i en baggård på Peder Skrams Gade i det indre København. Inde bag de hvidmalede mursten holder Det Kgl. Danske Kunstakademis bachelorstuderende til, og det er netop én af dem, vi er kommet for at besøge. Egentlig er Alberte Skronski i gang med at uddanne sig på Kungliga Konsthögskolan i Stockholm, men i øjeblikket er hun hjemme for at tage et udvekslingssemester på skolen i København. “Der er måske ikke så atelier-agtigt, for jeg er her jo kun midlertidigt, og de fleste af mine ting er enten derhjemme eller i Sverige,” fortæller Alberte i elevatoren på vej op til femte etage. Vi passerer et lille køkken, hvor en philodendron læner sig op ad en skrå træbjælke og finder Albertes atelier, helt oppe under taget.

Alberte Skronski i sit midlertidige atelier på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Foto © I DO ART Agency.

Siden vi første gang mødte Alberte og hendes værker på Kunstnernes Efterårsudstilling i 2019, har vi haft et blødt punkt for hendes måde at arbejde meget seriøst med papkulisser, udklædning, stærke farver og ikke mindst en absurd – til tider direkte fjollet – humor i sin kunst. Hendes tilgang får os til at tænke på Nathalie Djurbergs intermistiske stopmotion animationer, men også på hvor lille en rolle humor spiller i samtidskunsten. Selv nævner hun kunstnere som Pipilotti Rist og Pauline Curnier Jardin som store inspirationskilder, nok særligt fordi hun er begyndt at tænke sine videoværker ind i mere rummelige og performative sammenhænge.

Alberte Skronskis midlertidige atelier på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Foto © I DO ART Agency.

10-12 cm hæle, extensions og falske øjenvipper
I hjørnet af Albertes atelier står en lyserød paptelefon på en sitrende grøn, romersk søjle, som også er lavet af pap. Objekterne er fra værket Telephone (2020), hvor Alberte spiller to karakterer i flamboyante kjoler og højt hår, der udveksler vrøvleord med hinanden gennem paprør.

“Hvis den udgave af mig, som jeg præsenterer i hverdagen – med f.eks. grønt hår, et blomstrede outfit og glimmersokker – er 100% mig, så er karaktererne i mine værker 150% mig. Det er på en måde en forstærkelse af mig, hvor jeg kan være endnu mere weird og endnu mere mig selv.”

— Alberte Skronski

“Hvis den udgave af mig, som jeg præsenterer i hverdagen – med f.eks. grønt hår, et blomstrede outfit og glimmersokker – er 100% mig, så er karaktererne i mine værker 150% mig. Det er på en måde en forstærkelse af mig, hvor jeg kan være endnu mere weird og endnu mere mig selv.”

I vores samtale bliver det hurtigt klart, at Albertes forkærlighed for tøj går langt tilbage og væver sig ud og ind af hendes hverdagsudtryk og kunstneriske virke. “Siden jeg var helt lille, har jeg altid elsket at klæde mig ud. Jeg har altid syet med min mor, og min far havde sit eget tøjmærke i 80’erne, så kærligheden til tøj har altid fyldt meget i min opvækst.” Det hørte ikke til sjældenhederne, at Alberte blev taget med på modeudstillinger og selv mener hun, at den smittende kærlighed til tøj gjorde, at hun som 12-13 årig begyndte at eksperimentere med sin påklædning.

“I slutningen af folkeskolen havde jeg sådan 10-12 cm hæle på hver dag, extensions, falske øjenvipper og jeg brugte nok halvanden time på at gøre mig klar hver morgen. Jeg elskede virkelig at stå op kl. 6 for at lægge makeup, krølle mit hår og så cykle i skole med kæmpe hæle. Dengang var jeg sikker på, at jeg skulle være designer eller makeup-artist.”

Det var også på det tidspunkt, at Alberte begyndte at sy sit eget tøj “fordi jeg tit har lyst til at gå i noget, som enten slet ikke findes, eller som man kun kan få i mega dyre butikker. På den måde er modeverdenen jo vildt ekskluderende og fremmedgørende. Det er kun de færreste, der har råd, og i mange mærker er jeg f.eks. den største størrelse, hvis det overhovedet passer mig. Det tror jeg også er en af grundene til, at jeg syer.”

Alberte Skronski. Foto © I DO ART Agency.

For Alberte var der dog ikke en glidende overgang fra tøjinteressen til den kunst, hun laver i dag. I tre år vendte hendes udtryksform sig væk fra alt det farverige og eksperimenterende, og var overraskende nok fyldt med oliemaling, klassisk realisme og en disciplin, der allermest hører 1800-tallets europæiske kunstakademier til.

Fra naturtro oliemaleri til virkelighedsbøjende scenarier
Inden vi fortsætter samtalen, tager vi hen til Albertes lejlighed, hvor hun bor sammen med sin kæreste og som for tiden desuden deles med et andet par, imens Alberte mest er i Stockholm. Hun sætter sig på en amorf stol, som hun har bygget til et videoværk, og rundt omkring hende spotter vi flere objekter fra hendes kunstneriske univers. Der ligger en krebs, to røde pølser og en paptukan, men i hjørnet står også en kvindefigur i gips og på væggen hænger et vellignende selvportræt – værker der vidner om en anden æra i Albertes liv, selvom de kun er få år gamle.

Gipsfigur fra Albertes tid i Firenze. Foto © I DO ART Agency.

Hjemme hos Alberte. Foto © I DO ART Agency.

“Jeg havde en idé om, at jeg skulle blive ægte god til et håndværk, fordi jeg altid har været jack of all trades, master of none.” På gymnasiet var Alberte begyndt at male, men hun blev ofte frustreret over ikke at kunne få idéerne, der opstod i hendes hoved, ned på papir eller lærred på en tilfredsstillende måde. “Jeg havde det lidt sådan: ‘folk der laver contemporary kunst, kan de overhovedet noget?’ – totalt langt ude, men sådan havde jeg det dengang.” Efter gymnasiet tog Alberte til Firenze for at lære klassisk maleri på Florence Academy of Art. Hun var lige blevet 19 år og kom først hjem tre år senere.

“Jeg kan faktisk rigtig godt lide at male. Det er sjovt, ligesom det kan være sjovt at løse sudoku eller krydsord, men på skolen i Italien fandt jeg bare ud af, at det på ingen måde interesserer mig at male efter virkelige ting.”

— Alberte Skronski

“Jeg kan faktisk rigtig godt lide at male. Det er sjovt, ligesom det kan være sjovt at løse sudoku eller krydsord, men på skolen i Italien fandt jeg bare ud af, at det på ingen måde interesserer mig at male efter virkelige ting – og så får jeg sjældent idéer til malerier. Da jeg stoppede på skolen og fik mit diplom, vidste jeg, at jeg nok aldrig ville komme til at male igen. I hvert fald ikke på dén måde.” I tiden efter Italien kæmpede Alberte med at få lysten til at skabe tilbage. Hun kunne ikke som før bare sætte sig og tegne i sin skitsebog, “for hvis det ikke så godt ud fra starten, gav jeg op. Jeg vidste, at jeg ikke havde lyst til at lave klassisk kunst, men samtidig følte jeg ikke, at jeg kunne finde ud af noget andet. Til sidst stoppede jeg helt med at tegne og begyndte i stedet at arbejde med tekstil, udklædning, drag, og så syede jeg en masse hatte.” I 2018 søgte hun ind på kunstskolen Spektrum, og her begyndte idéerne virkelig at udvikle sig – ikke i form af naturtro oliemalerier, men som virkelighedsbøjende scenarier af pap og papir.

En virkelighed der ikke er styret af normer og naturlove
“Jeg kan huske, at jeg lavede et helt middagsselskab, hvor jeg brugte to-tre uger på at bygge 20 retter i papmaché. Der følte jeg for alvor, at jeg rykkede ud af virkeligheden og ind i en parallel virkelighed, som jeg selv skabte. Hvis jeg skulle bruge en strand, så tog jeg ikke ud på en strand, jeg byggede én selv. Det ene tog det næste, og mine scenografier blev mere og mere omfattende og fjernede sig fra det realistiske og virkelighedsnære.”

For Alberte findes der noget afgørende i grænsefeltet mellem virkelighed og fantasi. En mulighed for at forestille sig en verden, der ikke er styret af de naturlove og normer, som hverdagen ellers dikteres af. Hun mindes de mange søndag morgener i sin barndom foran fjernsynet, helt opslugt af de alternative logikker, som tegnefilmene præsenterede hende for.

“Når virkeligheden er tegnet, kan den konstrueres sådan, at man kan flyve – eller klassikeren hvor man løber ud over en kløft, men først falder, når man opdager, at man ikke længere har fast grund under fødderne. Det er den form for ophævet – eller flyvende – virkelighed som interesserer mig. F.eks. kan jeg tænde for en vandhane i en af mine videoer, og så kan jeg vælge at vandet er pink eller lavet af plastikstrimler, eller at det flyder opad i stedet for ned.”

Albertes selvportræt fra tiden i Firenze. Foto © I DO ART Agency.

“Det groteske i overraskelsen er én af de ting, jeg bliver ved med at vende tilbage til,” bemærker Alberte, da vi igen forlader lejligheden. Vi følger efter hende ud i trappeopgangen og op på loftet, hvor hun har omformet sit kolde loftsrum til et velfungerende atelier og systue. Faktisk føles det lidt som at træde ind i et af Albertes værker, for rummet er fyldt op med rekvisitter og kostumer fra tidligere projekter. En kæmpesnegl, chipsposer, tennisketchere og en overdådig tronstol, lange stofarme fra det værk hun viste på KE21 og en to meter høj standerlampe fra hendes seneste soloudstilling på Magenta gallery. Udstillingen hed At Home og omformede galleriet til en dagligstue, hvor gulve og vægge var beklædt med pink pap, billedrammerne var lavet af fugeskum og på flamingobordet stod snacks og sodavand lavet af papmaché. Hjemmet tilhørte et stort, blåt monster med pels af gummihandsker og en hang til at se sine artsfæller spille tennis i papfjernsynet.

Humorens aktivistiske potentiale
Et helt centralt omdrejningspunkt i Albertes kunst er humor. Selv siger hun, at der er to ting, hun særligt stræber efter at opnå med sine værker: 1) At få sig selv til at grine og have det godt, og 2) At få andre til at grine og have det godt. “Jeg bruger meget aktivt humor, latter og glæde, nærmest som et aktivistisk greb.” Humor kan naturligvis være et lidt besværligt udgangspunkt, fordi dét der er sjovt for én kan være tåkrummende eller direkte stødende for en anden. I vores egne refleksioner omkring humorens natur støder vi på en australsk undersøgelse, der i 2009 definerede to kategorier af, hvad forskerne kalder latterens ydre funktion: En negativ og en positiv latter. Den førstnævnte fungerer typisk på bekostning af andre – man griner ad nogen – hvorimod en positiv sans for humor kan virke samlende – man griner med nogen. Den negative humor kommer ofte til udtryk i vittigheder, der har til formål at latterliggøre kvinder og minoriteter, og ofte opstiller de scenarier, hvor vold og overgreb normaliseres.

“Det kan måske lyde naivt i en verden, hvor der ikke synes at være specielt meget at grine af, men det er videnskabeligt bevist, at latter er smertestillende og stressnedsættende.”

— Alberte Skronski

Over de seneste år er der dog opstået en modvægt til den form for jokes – vi har set det i svenske Liv Strömquists feministiske tegneserier, og i Danmark er det særligt tydeligt på Instagram, hvor en række meme-profiler som, igen med feministisk fortegn, i den grad har taget humoren tilbage.

Et par gode eksempler er @kraenkelseskulturellememes og @waginapineapple, som bl.a. bruger humor til at udpege sexistiske og racistiske strukturer, til at undervise om køn og seksualitet, og til at kæmpe for minoritetsgruppers rettigheder. Blandt meget, meget andet. Det er en form for aktivistisk humor, der handler meget om direkte magtkritik, men i Albertes arbejde ligger det aktivistiske et lidt andet sted – tættere på latterens healende effekt og egenomsorg. “Det kan måske lyde naivt i en verden, hvor der ikke synes at være specielt meget at grine af, men det er videnskabeligt bevist, at latter er smertestillende og stressnedsættende.”

Albertes atelier. Foto © I DO ART Agency.

“Det er ikke fordi, jeg forsøger at stikke af fra virkeligheden og ignorere den, for det tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af. Jeg ser ikke mig selv som et ukritisk menneske, men jeg tror på, at man godt kan behandle alvorlige emner uden at reproducere vold og destruktion. Jeg har selv oplevet, hvordan latter kan hjælpe med at løsne op for traumer, fordi det på en måde afvæbner de ubehagelige følelser. Med humor kan det bliver nemmere at komme ind i alvorlige eller svære emner, synes jeg. Jeg prøver ikke at lukke øjnene og gemme mig bag humor, tværtimod forsøger jeg med min kunst at tilbyde et frirum – et sted, hvor man kan lade op, så man kan klare at gå ud i verden igen og kæmpe for at gøre den til et bedre sted. Hvis vi alle sammen er helt brændt ud, fordi vi aldrig giver os selv lov til at restituere, så er der en risiko for, at vi mister energien og troen på forandring.”

Særligt i kunstens kontekst oplever Alberte, at der bliver set ned på humor, og vi må indrømme at det også virker overraskende befriende for os, når Alberte omfavner det der er sjovt i sine værker. Men hvorfor er det mon sådan? “Jeg synes, der er en tendens til at se noget, der er sjovt, som mindre intelligent. Derfor har humoren også et kæmpestort, uudforsket potentiale i kunsten. Et potentiale, jeg på ingen måde er færdig med at dykke ned i.”

“Jeg prøver ikke at lukke øjnene og gemme mig bag humor, tværtimod forsøger jeg med min kunst at tilbyde et frirum – et sted, hvor man kan lade op, så man kan klare at gå ud i verden igen og kæmpe for at gøre den til et bedre sted.”

— Alberte Skronski

Perler, parykker og pailletbånd
På trods af loftrummets beskedne størrelse er der masser af dimser og detaljer, der kæmper om vores opmærksomhed. I en skuffe mærket “Kæder + smykketing” rasler hvide og changerende perler, rundt omkring stikker parykker og stofrester ud af kasser og poser, og på en særlig hylde finder Alberte nogle glimrende pailletbånd frem, som hun fik billigt fra en lukningstruet tekstilforretning i Stockholm.

“Ligesom med humor, kan vi godt have en tendens til at se ned på udtryk, der f.eks. er meget farverige eller direkte fjollede, med en masse glimmer og kostumer. Det er ting, der måske anses som lavkulturelle, men det er en vigtig pointe for mig at behandle alt det som ligeværdigt.”

Pailletbånd fra Stockholm. Foto © I DO ART Agency.

Skuffe med “Kæder + smykke ting”. Foto © I DO ART Agency.

Når man ser Albertes værker, er der særligt to materialer, der går igen: Tekstil, som kommer fra hendes livslange interesse for tøj og kostumer, og pap, som hun i første omgang begyndte at arbejde med af praktiske og økonomiske årsager. Med tiden er det dog blevet lidt af en præmis for hende at udfordre det materialehierarki, som hun stadig ser som styrende på kunstscenen. “Jeg bliver virkelig irriteret, når jeg oplever, at der stadig fra kunstens side bliver lavet en skillelinje mellem kunst og kunsthåndværk. Bare fordi noget er keramik eller tekstil – ting man historisk set har forbundet til laverestående erhverv eller kvindedrevne erhverv – kan det være lige så vigtigt. Tekstil og keramik er håndværk, som er udviklet og forfinet af kvinder og oprindelige folk, så når de fagligheder afskrives som kunst, er det samtidig en måde at nedgøre en meget bestemt gruppe mennesker, der laver kunst. Jeg ved godt, at det ikke kun er oliemaling og marmor vi ophøjer længere, men jeg ser stadig opdelingerne overalt i kunstverdenen.”

Det er lidt den samme tendens, Alberte ser, når det kommer til brugen af stærke farver i samtidskunsten. “På mange af mine galleribesøg møder jeg nedtonede farver, og det er generelt et næsten farveforskrækket udtryk, der dominerer. Jeg ved ikke, hvorfor folk er så bange for farver – jeg kan slet ikke relatere,” griner Alberte og understreger sin forvirring med et eksempel: “Har i nogensinde mødt et menneske, der har kigget på en brændende orange-lyserød solnedgang og haft det sådan der: ‘Argh, grimt, kedeligt? Nej, vel? Jeg tror egentligt, at vi som mennesker er fascinerede af stærke farver.”

Hvis man kunne se en majs strippe
Inden vi igen forlader Albertes loft, snor samtalen sig om de projekter og udstillinger, hun arbejder på for tiden. Hun nævner sin bachelorudstilling til sommer og nogle mere eller mindre sikre udstillingsprojekter i løbet af 2022, bl.a. en solopræsentation på Supermarket Art Fair og en udstilling på Galleri Toll – en kunstnerdrevet udstillingsmontre på en metrostation i Stockholm. Derudover arbejder Alberte i øjeblikket på en karakter som forbinder to ting, der umiddelbart ligger ret langt fra hinanden: Seksualitet og majs.

“Menneskelig seksualitet er noget, der interesserer mig rigtig meget. Seksuelt helbred er også helbred, og der er mange undertrykkende strukturer i det her felt, som bl.a. går meget udover kvinder. Verden ser stadig ned på seksuelt frigjorte kvinder, og rigtig mange steder er det decideret farligt at være kvindelig eller queer sexarbejder, fordi det er så tabubelagt. Du bliver ikke taget alvorligt, hvis du er sexet påklædt, men hvorfor er det sådan?” spørger Alberte og finder sin telefon frem. Hendes værk er ikke færdigt endnu, men hun har lagt nogle af sine indledende undersøgelser på de sociale medier, hvor hun bl.a. poserer som en sexet majskolbe.

“Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men jeg fik bare den her idé om, at det kunne være sjovt at være en majs. Allerede det at besjæle og forstørre en majs er grotesk, og jeg synes, det er en sjov øvelse at tænke over, hvordan ikke-menneskelige ting ville opføre sig i forskellige situationer. Hvis en majs var levende, ville den jo også have en seksualitet – og så ville der nok også være majs-strippere. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt med et burlesque majs-stripshow, fordi majs jo faktisk har en slags tøj på, med de der blade rundt om sig. Forhåbentligt kan jeg få folk til at synes, at det er lidt lækkert og måske få det sådan: ‘Er jeg alligevel lidt seksuelt tiltrukket af den her majs?’ Det synes jeg kunne være ret morsomt. Det må godt være lidt frækt samtidig med, at det er helt vildt åndssvagt. Jeg synes, at der er for lidt åndssvagt kunst. Jeg kan selv godt lide at have det dumt. Og så tror jeg bare, at verden ville være et bedre sted, hvis man kunne se en majs strippe.”

“Forhåbentligt kan jeg få folk til at synes, at det er lidt lækkert og måske få det sådan: ‘Er jeg alligevel lidt seksuelt tiltrukket af den her majs?’ Det synes jeg kunne være ret morsomt.”

— Alberte Skronski

Alberte interesserer sig for de områder, hvor seksualitet og humor krydser hinanden, fordi hun mener, at sex ofte bliver behandlet med alt for meget alvor og distance. “Både i medierne og i kunsten bliver sex ofte behandlet gennem et perspektiv, der handler om traumebearbejdning eller om magt. Det er meget sjældent at se kunst, der behandler seksualitet, hvor det ikke bliver lidt freak-agtigt, fordi vi er så fremmedgjorte fra det. Jeg synes, det er interessant at blande sex og humor, fordi jeg forestiller mig, at det kan afvæbne det tense forhold, mange har til seksualitet.”

Ingen latter er universel
“Jeg er meget seriøs omkring at være useriøs,” sagde Alberte som noget af det sidste i vores samtale, og det er som om, at de ord følger med os, da vi igen forlader det lille loftsatelier. Måske særligt i en anspændt verden har vi brug for et comic relief, en afvæbnende vittighed eller et ukompliceret rum for at hvile og lade op. Ifølge Alberte har vi i hvert fald brug for at være useriøse engang imellem, for at kunne rumme virkelighedens alvor og stress. Humor kan netop være sådan en kilde til restitution – udfordringen er bare, at humorens rum længe har bygget på ydmygelse og undertrykkelse. Man har fortalt jokes om mennesker i periferien af patriarkatets hierarki, og i den “vestlige” verden er der blevet grinet ukritisk af krænkelser, vold og kvinder med lyst hår. Men heldigvis er noget i gang med at ændre sig markant.

I lyset af øjenåbnende, globale bevægelser som #MeToo og Black Lives Matter er det tydeligt, at idéen om konsensus og universelle sandheder ikke er andet end en illusion. Og det samme gælder idéen om en universel humor. Men hvad skal vi så grine af? Hvor skal vi finde den healing, som latteren også kan tilbyde? Og findes der en form for humor, der både er inkluderende og omsorgsfuld? Måske er det netop nogle af disse spørgsmål, Alberte forsøger at besvare med sin kunst. Hun er under alle omstændigheder i fuld gang med at udvikle et nyt sprog og udforske humorens aktivistiske potentialer. Lige dér mellem virkelighed og fantasi, mellem alvor og latter.

I 2021/22 har idoart.dk fået en bevilling fra puljen Viden, dialog og debat under Statens Kunstfond. Over hele perioden vil midlerne gå til produktion af artikler med et særligt fokus på at give plads til nuancer og nye stemmer. Den artikel du lige har læst er blevet til takket være denne bevilling.

RIKKE LUNA & MATIAS

Rikke Luna (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt I DO ART Books.