PORØSE VENER, BRÆNDT AF SOLEN

Hvor renæssancens kunstnere – med da Vinci’s vitruvianske mand i front – illustrerede menneskets herskende plads igennem centralperspektivet, udviser mange af samtidens kunstnere derimod en langt større ydmyghed i forhold til andre arters mere-end-menneskelige perspektiver. I en kolonihave, beliggende bag Grøndal station i udkanten af Frederiksberg, består efterårets gruppeudstilling hos Perelin af poetiske billeder på forskellige ’coping’ processer i en ellers hidtil, logisk, rationel og faktuel domineret verdensorden, hvor konsekvenserne af menneskets higen efter viden og vækst nu bl.a. viser sig i jordens sårbarhed i form af pandemier, mutationer, et voldsomt vejr og stigende vandstande.

Rolf Nowotnys små figurer er de første værker, der fanger min opmærksomhed, da jeg træder ind i haven. De er placeret meget casual rundt omkring i krattet, og jeg elsker denne “skattejagt-kuratering”, som lykkes på de små kvadratmeter takket være miniature-størrelserne på Nowotnys væsner. I et interview med kunstneren i Weekendavisen har jeg læst om hans dystre syn på menneskeheden og skammen over at have sat sin datter i verden. Modsat mange af de klimabevidste kunstnere, jeg gennem tiden har oplevet, er Nowotnys værker relativt udramatiske og – tværtimod – poetiske, humoristiske og uskyldige.

Et tog er kørt af sporet, men det smiler stadig, og min barndoms’ stemme visker til mig fra hukommelsen, at toget vist nok hedder Thomas. I en håndvask er et par kæmpe bænkebidere flyttet ind, og de går næsten i ét med tapetet, da både de og vasken ser ud til at være fremstillet i zink.

I førnævnte interview bringer Rolf Nowotny endnu et af mine egne barndomsminder til live; den ugentlige begivenhed når jeg stod tidligt, tidligt op og ud af vinduet fik øje på rumskibet, der landede, bippede og blinkede i morgengryets mørke. Kunstnerens datter elsker åbenbart også skraldebilerne, men den bekymrede far noterer sig, at vores kroppe har samme endestation som skraldet; ”vi skal også selv forgå og blive smidt i jorden, det er måske derfor, at skraldebilen kommer tidligt om morgenen, så vi ikke når at se det. Der er mange ting, vi ikke har lyst til at se.”

Rolf Nowotny. Perelin, Nattens Skov, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Kuratorerne og drivkræfterne bag Perelin, Biba Fibiger og Veronica Rigét deltager selv på udstillingen med små fine keramikkonkylier, som huser lydværker af 3 forfattere (Frøydis Sollid Simonsen, Kristian Byskov og Andreas Eckhardt-Læssøe). Det første jeg lytter til er Kristian Byskovs uddrag af sin prisvindende debut MITOSE – en science-fiction roman udgivet på forlaget Emancipa(t/ss)ionsfrugten, iværksat af kunstneren Kasper Hesselbjerg. Alene dette lille økosystem af kunstnere, der støtter, publicerer og udstiller hinanden, mimer i min optik tankegangen om nytænkende coping-mekanismer i en verden, der er ved at falde fra hinanden.

Byskov beretter om besvær med at sluge sin kæbe, øjenlåg tynget af huden fra panden og et hoved, der glider langsomt ned langs rygsøjlen. Fra sine billedlige beskrivelser af kroppens sammensmeltning, tager han os med videre til boligblokkens indre gård, hvor huset har fået sit eget tarmsystem, blodbaner og nerver. Der er vist også noget med en tudse, men jeg har mistet fokus og svæver nu blot rundt i historien, der tager mig ind i stuen, fyldt med store tanke med grønligt vand i. Gulvet er dækket af plastikslanger. Rundt om dem, står pumper og summer. Slanger løber ind i tankene, løber ind i tankerne, tænker jeg. Jeg citerer her frit fra lydværket:

”Vi befinder os stadig i en klynge, når vi delvist vågner. Vi kigger ud på solstrålerne. Fragmenter af bygningen vi boede i flyder rundt – efter et jordskred. Vores system har taget en ny form – algerne bevæger sig rundt i søerne. Tankene giver lyd fra sig, som om de lige har fordøjet et måltid. Grønlig, slimet membran omgiver os alle som hud.

Vi kommunikerer lydløst. Tunge åndedræt, hele baggården summer. Dybe ekkoer af rungende pulsslag tager til”.

I en anden konkylie lytter jeg til den norske forfatter Frøydis Sollid Simonsens poesi:  ”Der er sket noget. Noget der spreder sig. En tåge i tingene. En kvalme i hænderne. En genlyd i kraniet. Havet som bruser. Bliver jeg et sneglehus, når jeg dør?”

Skulpturer af Nina Nowak og Anna Samsøe samt lyd af Andreas Amdy Eckhardt-Læssøe fuldender udstillingen, i kolonihaven der er opkaldt efter ”Den uendelige historie”. Eckhardt-Læssøes oversættelse af The Life of Plants – en britisk dokumentarfilm – berører planters evne til at føle sorg og empati. Jeg husker kun fragmenter:

“Min bevidsthed skal ikke smitte […] Planten mærker rejerne dø, den langsomme rejedød i kogende vand […] Planten reagerer krampagtigt på billeder af atombombesprængninger […] Planter taler, skriger, bærer deres smerte i stilhed […] et menneske river blad efter blad af et kålhoved – naboplanten der overværer torturen, hader kvinden, der udsætter hans kammerat for unødvendig testsmerte…”

Fortællingen minder mig om Amalie Smiths Elektriciteten taler, Internettet taler samt svampedykkerne fra Marble og sammenvævninger i Thread Ripper og i høj grad giver det mig lyst til at læse Sofie Isager Ahls Naboplanter.

Brændt af Solen er et tiltrængt pusterum i den til tider ensartede københavnske kunstscene. Kurateret i overensstemmelse med haven, imponerer udstillingen yderligere med sit ambitiøse og generøse line-up af dygtige kunstnere og forfattere. Jeg glæder mig til at komme tilbage.

Om Perelin (med skabernes egne ord): Perelin er en udstillingsplatform for samtidskunst på det ufriserede haveareal i kolonihaven på Finsensvej 263, H/F Grænsen i have nr. 18. Kunstværker vil kunne findes i forskellige stadier af forvitring, samt på anden måde i gang med at gå i et med havens økologi.

Udstillingerne mimer naturens gang, ophobning af energi og materiale i en organiseret sammensætning og et system af nedbrydning.

Nogle værker er nye, andre er gamle og endnu nogle er måske ikke længere der, fordi de er taget af dyr eller af kunstneren med hjem igen. Vi ønsker, at Perelin er et sted, der ånder i takt med årstider, og at udstillingerne ånder som en have; noget gror mens andet forgår og genopstår.

Det er ønsket at nå et publikum, der ikke nødvendigvis i deres dagligdag har berøring med samtidskunst, og derfor er Perelin skabt med betingelsen om at være et alternativt bud til de “normale” udstillingssteder. Den meget almene kolonihave-ramme giver nemlig den måske ellers svært-tilgængelige samtidskunst en mere uforpligtende ramme, hvor bl.a. forbipasserende kan tage kunsten med på vejen fremfor aktivt at skulle opsøge den i et galleri.

Porøse Vener

I en nedlagt råstofgrav i Sorø, Sognefogedvej 24, besøgte jeg i søndags udstillingen Porøse Vener af de to billedhuggere Regitze Engelsborg Karlsen & Freja Niemann Lundrup. Da vi ankommer lidt for tidligt, diskuterer min far og jeg om vi kan tillade os at gå ind på området inden udstillingen officielt åbner kl. 13. Jeg mener ikke, at det er noget problem, men min noget mere regelrette far tøver en kende, indtil han får øje på Astrida Neimanis’ citat i pressemeddelelsen og kommer i tanke om den kvantemekaniske hydrofeminisme, jeg har lært ham om: ”Hvis nogen stopper os, siger vi bare at ligesom vandet transcenderer vi tid og rum” siger han stolt. Og ganske rigtigt er det første, vi får øje på helt nede i grusgravens sø, Regitzes værk Jeg er allerede flydende, som hun oprindeligt skabte til stormflodshøringen ved Vejle Fjord i 2020.

Det er et imponerende landskab at vandre rundt i, og snart møder vi Ole, som begejstret hilser os velkommen på sin jord og fortæller os alt om grusgraven og det flerårige samarbejde med Regitze, som åbenbart er lokalt bosiddende kunstner i Sorø. ”Hun er ikke soraner, altså, men hun bor her” forklarer han. Det føles næsten som at være på Bornholm, hvor man for evigt vil være tilflytter, medmindre der udelukkende løber bornholmsk blod i årene gennem de sidste tre generationer. Anderledes inkluderende er hydrofeminismen til gengæld, der i bund grund vægter vores slægtskab med svømmende artsfæller, og ser vandet som et forbindende medium, der ikke diskriminerer på baggrund af arter, køn, hudfarve, religion osv.

“Not only does water connect us, gestate us, sustain us – more than this, water disturbs the very categories that ground the domains of social, political, philosophical, and environmental thought […]”

Regitze Engelsborg Karlsen, Jeg er allerede flydende. Foto: Malou Solfjeld.

“Water connects the human scale to other scales of life, both unfathomable and imperceptible. We are all bodies of water, in the constitutional, the genealogical, and the geographical sense.”

Således skriver Neimanis i sin tekst Hydrofeminism – or on becoming a body of water, mens Regitze og Freja har valgt at bringe et andet citat som del af deres udstilling, oversat til dansk af Laboratoriet for Æstetik og Økologi:

”Som en alkymist, der på én gang er dybt forunderlig og fuldstændig banal, guider vand kroppen fra ung til gammel, fra hér til dér, fra potentialitet til aktualitet.”

Da jeg rejste rundt i Danmark tidligere på sommeren besøgte jeg bl.a. Socle du Monde biennalen, hvor jeg straks faldt for et land-art lignende værk af netop Regitze Egelsborg Karlsen på Herning Højskole, der bar titlen Untitled (we are all compost). Jeg føler lidt, at det er det samme værk, der her er flyttet ud på marken og er blevet vært for et par små snegle.

Udstillingen er opdelt i zoner, og hver zone har en titel: ALTID, AFLEJRING og ANKOMST. Det er sjovt, hvordan denne zoneinddeling, som jeg efterhånden mest af alt forbinder med ’social distancing’, rent faktisk er kurateret med henblik på at opløse det enkelte værk, for i stedet at lade dem alle smelte sammen til tre samhørige installationer i landskabet.

Brændt af Solen-lydværkerne i konkylierne i Perelins kolonihave kunne være et godt soundtrack til denne udstilling, tænker jeg, mens jeg hilser på sneglene og frøerne, der kravler rundt overalt i grusgraven.

”Der er sket noget. Noget der spreder sig.
En tåge i tingene. En kvalme i hænderne.
En genlyd i kraniet. Havet som bruser.
Bliver jeg et sneglehus, når jeg dør?”
– Frøydis Sollid Simonsen.

Her bruser havet ikke, men til gengæld fascineres jeg af min fars vandede refleksioner, da han som vandværks-mand lettere sørgmodigt beskriver:

”For mig at se, er en grusgrav jo et landskab, hvor man har skrællet huden af (mulden) og skåret kødet frit helt ind til benet (fjernet grus og sand), så jordens bankende blodårer er blotlagt (grundvandet).

Man efterlader landskabet åbent og sårbart, som havde man fundet ind til jordens porøse vener, der kan briste når som helst.”

Vi spørger Ole ind til hans tidligere grusgravs-forretning, og især forhører jeg mig omkring hvilke restriktioner der følger med, når man sådan blotlægger grundvandet, der tidligere befandt sig 15 meter under jordens overflade.

”Vi skal ikke gøre noget” siger han. Dvs. beskyttelseskravet består i ikke at gøre noget. Ikke gøde, ikke så, ikke forurene med benzindrevne havetraktorer og andre køretøjer (lidt ligesom at planeten i det hele taget ville have godt af, at vi mennesker ikke gjorde noget af alt det, vi gør hele tiden og alle vegne; forurener, udvinder og udmatter naturens ressourcer). Søen i grusgraven skal altså bare have lov at passe sig selv og sit eget økosystem.

Regitze Engelsborg Karlsen & Freja Niemann Lundrup, Porøse Vener. Foto: Malou Solfjeld.

Også plantevæksterne her bringer minder om Nina Nowaks flotte algeindeholdende skulptur hos Perelin, og Kristian Byskovs digt, der i denne kontekst ganske vel kunne være skrevet af områdets sten, som har overværet landskabets transformation fra mark til grusgrav:

”Vi befinder os stadig i en klynge, når vi delvist vågner. Vi kigger ud på solstrålerne. Fragmenter af bygningen vi boede i flyder rundt – efter et jordskred. Vores system har taget en ny form – algerne bevæger sig rundt i søerne. Tankene giver lyd fra sig, som om de lige har fordøjet et måltid. Grønlig, slimet membran omgiver os alle som hud. Vi kommunikerer lydløst. Tunge åndedræt, hele baggården summer. Dybe ekkoer af rungende pulsslag tar’ til”. (Frit citeret fra Byskovs MITOSE)

“Det som kun er et øjeblik for den sten, jeg holder i hånden, er hele mit liv.” Således skriver Freja og Regitze i udstillingsteksten, og fascinationen af den dybe geologiske tid som modstykke til vores high-pace menneske-tempo i dagligdagen er gennemgående i begge kunstneres værker. Kroppen i stenen er en ældgammel billedhugger-tradition, og der er ingen tvivl om, at Freja kender sine forfædre; især den lille fine, blålige skulptur tættest ved vandet minder mig i hvert fald straks om Rodin’s Kysset. Men gad vide hvilke kvindelige skulptører Freja Niemann Lundrup har set op til? Måske har hun, ligesom Ida Retz Wessberg været nysgerrig på Camille Claudel? Lige om lidt er hun aktuel med en duo-udstilling på Ringsted Galleriet, hvor hun udstiller side om side med Tove Storch, og ih hvor jeg glæder mig!

Ole forklarer min far om sit arbejde med grusgraven. Foto: Malou Solfjeld.

”Sognefogedvej 24 findes slet ikke, det er bare noget vi har fundet på” siger Ole, da vi, efter at have vandret rundt i udstillingen en god times tid, møder ham og hans kone, Tora. Så far fik altså ret; ligesom vandet transcenderer vi tid og sted. Hvem skulle have troet det, på en helt almindelig søndag i Sorø? Jo det er vel i og for sig ikke så underligt, nu hvor vi efterhånden har vænnet os til, at vi alle er kroppe af vand og allerede flydende.

Udstillingen er desværre lukket her pr. 19. september, men Ole og Tora satser på en gentagelse af succesen igen til næste år. Så, hvis man får lyst til at komme forbi Sognefogedvej 24, skal man holde sig for øje, at adressen ikke findes. Til gengæld er det et af de smukkeste udflugtsmål på disse kanter, og jeg kan anbefale at sætte god tid af til frokost, kaffe og kage på den lille stationscafé efterfølgende. Deres citron-mandelkage er himmelsk!

Om Porøse Vener (med skabernes egne ord): Ejerne af den gamle råstofgrav i Sorø – Ole og Tora – kontaktede for et par år tilbage Regitze Engelsborg Karlsen efter at have læst om hendes praksis i Politiken. De spurgte om hun kunne være interesseret i at udstille i deres baghave, hvilket hun gjorde for første gang i 2020. I 2021 har hun inviteret Freja Niemann Lundrup med til en duo-udstilling, og de skriver herom:

Udstillingen smelter de to praksisser sammen i en symbiose med de rå omgivelser; Sten, jord, krop og vand. Freja og Regitze arbejder på hver deres måde med geologisk materiale og skulpturer, udstillingen udfolder herved helt nye forbindelser, sammenhænge og stofligheder. Udstillingen undersøger og udforsker de store globale fælleskaber i det lokale landskabs materialer. Udstillingen arbejder med det cirkulære og forbundne i landskabet og vores kroppe. For en kort stund åbnes et ellers lukket landskab op og publikum inviteres med ind i landskabet, og i mødet med værkerne.