PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 7 & 8

Mine sidste dage på sporet af kunsten tilbringer jeg i Silkeborg, hvor jeg er blevet inviteret til at bo i gæstehuset på Museum Jorn. Gæstehuset er indrettet i den gamle vandværksmesters bolig, hvis 1. sal i dag er tiltænkt overnattende kunstnere, kunsthistorikere og forskere, der beskæftiger sig med Asger Jorn, mens stueetagen fungerer som en lille ekstra café i tillæg til museets egen Café Cobra.

Læs tidligere afsnit af På sporet af kunsten her.

Museum Jorn er bygget op omkring Jorns samling, som udover egne værker tæller internationale stjerner som Max Ernst, Francis Picabia, Fernand Léger og Pablo Picasso (alle de gode gamle hvide mænd 😉).

Gæstehuseet, Museum Jorn, Silkeborg. Foto: Malou Solfjeld.

Katalog og morgenmad, Museum Jorn. Foto: Malou Solfjeld.

Mit soveværelse i gæstehuset på Museum Jorn, Silkeborg. Foto: Malou Solfjeld.

Da jeg mandag formiddag vandrer gennem samlingen med museumsinspektør Christian Kortegaard Madsen, ser jeg yderligere værker af Lucio Fontana, Georg Baselitz og ikke mindst Per Kirkeby, som museet råder over 3000 værker af samt titusindvis af arkivalier; fotografier, notesbøger, skitser, dagbøger, breve etc. Disse befinder sig i det transparente Kirkeby Arkiv, hvor forskere arbejder til åbent skue for museets gæster; ønsker man til gengæld selv at få fysisk tilgang til arkivet, kræver dette en aftale på forhånd.

Wilhelm Freddie, Psyko-fotografisk fænomen: Verdenskrigens faldne, 1936. Fra samlingen på Museum Jorn. Foto: Malou Solfjeld.

Museumsinspektør og kurator Christian Kortegaard Madsen viser rundt i samlingen på Museum Jorn. Foto: Malou Solfjeld.

Asger Jorn & Pierre Wemäere. Fra samlingen på Museum Jorn. Foto: Malou Solfjeld.

Asger Jorn & Pierre Wemäere. Fra samlingen på Museum Jorn. Foto: Malou Solfjeld.

Inde i udstillingen er der interaktive rum, hvor børn og kreative sjæle kan prøve kræfter med lystegninger og grafik – udenfor museets indgang findes en sekskantet fodboldbane, hvor man kan spille Jorns berømte triolektiske fodbold med tre hold og tre mål. Tankegangen her er inspireret af den kolde krig, og spillet går derfor ud på at indgå alliancer frem for at angribe. Vinderen af kampen er derfor også det hold, der lukker færrest mål ind og altså ikke det hold, der scorer flest mål, som vi ellers kender det fra almindelig fodbold. Det er bestemt en interessant filosofi at anskue samarbejdsmuligheder i samfundet ud fra; til ingen overraskelse opfandt Jorn spillet i 1960’erne, men hvad om verdens nationer tog triolektiske briller på i dag anno 2021 og stod sammen om at lægge en strategi for klimakrisen frem for at angribe hinanden i kampen om BNP-vækst, markedsandele og territoriemarkeringer i rummet såvel som på havbunden?

Per Kirkeby. Fra samlingen på Museum Jorn. Foto: Malou Solfjeld.

Picasso. Fra samlingen på Museum Jorn. Foto: Malou Solfjeld.

Asger Jorn. Fra samlingen på Museum Jorn. Foto: Malou Solfjeld.

Christian fortæller, at han med udstillingen Miró & Jorn (21. april - 29. august) ønskede at vise verden, at man trods en global nedlukning fortsat kunne skabe en international udstilling af højeste kvalitet, i stedet for som så mange andre museer; at forsøge sig med en ny samlingsophængning.

Sidstnævnte har været en nødvendig strategi for mange museer, der pga. restriktioner, manglende økonomi, faldende besøgstal og useriøse støttepakker, lukkede grænser og alle de andre forhindringer, pandemien har medført for kulturen. Christian insisterede på at gennemføre planerne om en Miró & Jorn udstilling, og med hjælp fra Mirós familie – især fra barnebarnet Joan Punyet Miró på Mallorca – lykkedes det over al forventning.

Miró, 1929. Fra udstillingen Miró & Jorn, Museum Jorn, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Asger Jorn, Modifikation. Fra udstillingen Miró & Jorn, Museum Jorn, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Joan Miró. Fra udstillingen Miró & Jorn, Museum Jorn, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

”I 1936 rejste Jorn til Paris på motorcykel for at studere hos den kendte franske kunstner Fernand Léger. Miró var en af hovedaktørerne på den sprudlende parisiske kunstscene, og Jorn fik snart øjnene op for spanieren. Udstillingen MIRÓ & JORN afslører hidtil ukendte forbindelser mellem de to kunstnere. Hvor Jorn i sin kunst forholdt sig til menneskelivet på godt og ondt, var Mirós blik rettet mod det universelle, kosmiske og magiske.”

Således introducerer pressemeddelelsen udstillingen, der uden besvær kvalificerer sig til et show i verdensklasse – også hvis man spørger anmelderne, der enstemmigt har givet 6 stjerner. Ophængningen gør det nemt for beskueren at drage paralleller mellem de to kunstnere, og hvis man kigger efter på årstallene, står det klart at ikke kun Jorn kiggede på Miró, men at formentlig var det også tilfældet den anden vej rundt.

Fra udstillingen Miró & Jorn, Museum Jorn, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Miró. Fra udstillingen Miró & Jorn, Museum Jorn, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Asger Jorn & Pierre Wemäere, Den lange rejse (detalje). Fra Miró & Jorn, Museum Jorn, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

I samlingen af Jorns egne værker, er der især to billeder, der falder mig i øjnene. Uden titel (Susanne Jorns billede) fra 1950 er det første. Heri kan man ane en havfrue, et par fisk og andre undersøiske fabeldyr. Men jeg må indrømme, at det nok mest af alt fanger mig pga. titlen, fordi jeg aldrig før har hørt om en kvindelig Jorn. Susanne, finder jeg ud af, er Jorns datter, født i 1944. Hun er forfatter og har i mange år boet i Japan. I 1988 udgav hun ”Det dansende æsel og andre eventyr”, hvori bl.a. hendes Krigsdans indgår:

Det dansende æsel, 1988
Krigsdans

En dag bød Tilgivelsen Kærligheden op til dans. Det kunne Kærligheden ikke sige ja til sådan lige på en studs.
 Den måtte skam først ruste sig til tænderne. Nej, hvor var det 
ubehageligt med al den krigsmaling. For Kærligheden var
 rigtignok kun vant til den nøgne krop.

Med hele brynjen på pustede Kærligheden sig op og pustede sig 
op, så at den lige netop vidste, hvem den var. Men da 
Kærligheden begyndte at gå på tåspidserne, fik den desværre
 overbalance.

Det opfattede Tilgivelsen strax som de første udfordrende 
intime trin. Derfor rakte Tilgivelsen Kærligheden både fødderne
 og hænderne. Samtidig – og med den allerstørste elegance.

Da de nåede hinanden, var de så opladede, at de ikke bare
 smeltede sammen. De dannede en fuldkommen cirkel. Blev til
 et hjul, der kører rundt og rundt den dag i dag.

Jeg håber at I, der læser med her, ligesom mig, fremover vil tænke på netop dette digt, når nogen refererer til krigsbilleder i kunsten. Hidtil er det vel værker som Asger Jorns Stalingrad, Picassos Guernica, Rodins Helvedesport og stort set alt af Anselm Kiefer, der har hersket ”on top of my head”; men på den danske samtidskunstscene findes især også en kunstner, hvis arbejde med krigens konsekvenser, har gjort et stort indtryk på mig.

Asger Jorn, Stalingrad (detalje). Foto: Malou Solfjeld.

I foråret købte jeg et pas – et ”fremmedpas” – skabt af Samara Sallam. Passet er en imitation af hendes eget, på forsiden er Alienation modificeret til at hedde ”A[lie][nation]” og underrubrikken fortæller, hvad man kan forvente af indholdet, netop kunstnerens egen historie om statsløshed og robotter med kunstig intelligens. Samara Sallam er født i Syrien som palæstinensisk flygtning, kom til Danmark i 2016, og har studeret på hhv. Det Fynske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi. Lige nu er hun aktuel på Rønnebæksholm. Man kan se hendes film Climatime Shadow her.

Da jeg så Sallams udstilling ”This is why we cried” på Museet for Samtidskunst (kurateret af Nanna Balslev Strøjer), så jeg også ”Soup over Betlehem” af Larissa Sansour (som for to år siden repræsenterede Danmark ved Venedig Biennalen). Sansours videoværk var på trods af sin korte varighed en stor oplevelse, og jeg har lige siden ledt efter et sted i København, hvor man kan smage den palæstinensiske nationalret mloukhieh. Sansour formår virkelig at flette kulinariske stimuli og historie sammen med den aktuelle konflikt og politik på Vestbredden.

Asger Jorn, Susanne Jorns billede, 1950. Detalje (Del af samlingen på Museum Jorn). Foto: Malou Solfjeld.

Asger Jorn, Menneskedyret (del af samlingen på Museum Jorn). Foto: Malou Solfjeld.

Hvis vi lige vender tilbage til Museum Jorn et kort øjeblik, var det andet billede, der fangede min opmærksomhed Menneskedyret, som Jorn malede i løbet af den tid, han var syg med tuberkulose; i 1951 blev han indlagt på Sanatoriet i Silkeborg og var i behandling i 18 måneder – bl.a. sammen med sin CoBrA-kollega Christian Dotremont.

CoBrA-bevægelsen, kendetegnet ved sin ekspressionistiske og naive abstraktion, opstod som en kritik af den kolde krig. Det var faktisk Dotremont, som kom på navnet CoBrA ved at sammensætte de tre byer, som de seks stiftende kunstnere kom fra; Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam. Men sjovt nok var det i Paris, d. 8. november 1948 på Hotel Notré Dames café, at han selv og Asger Jorn mødtes med de resterende fire kunstnere for at underskrive en erklæring eller et manifest, som forenede politik og kunst i et mytologisk inspireret, uskyldigt barnligt og farverigt univers af fabeldyr og andre tilsyneladende legesyge, dog dybt alvorlige abstraktioner over den samtid, som de alle kæmpede med at være en del af.

Kvindelige CoBrA-kunstnere og samtids-dada
Jeg har igennem de sidste par år med pandemi og klimakrise kigget mig omkring efter nye bud på kunstnere, der reagerer tilsvarende dadaismen, surrealismen og CoBrA-kunstnerne. Med andre ord; søgt efter kunstnere, der i ren og skær afmagt, oprør eller protest, laver ”nonsens-kunst”.

På den danske scene er det den politiske kunst, der dominerer, og jeg er med på at CoBrA også i den grad var politisk motiveret, ligesom vi i dag ser forskellige behandlinger af økologier på kryds og tværs af miljø, køn og kolonihistorie katalyseret af globalisering og klimakrise. Men det bedste bud jeg har på en dansk kunstner, der arbejder ud fra en dada-lignende tilgang til livet og kunsten, er Elisabeth Molin. I sin mors ikoniske ”wellies” gummistøvler har hun installeret en dampmaskine, og kaldt værket for Leaks. I sit armbåndsur har hun udskiftet urværket – altså hele mekanikken, der fortæller os hvad klokken er – med et spejl. Titel? Echo naturligvis.

Elisabeth Molin, Flamingos, 2010 (Pigment print). Foto: Elisabeth Molin.

Det har altid mindet mig om Michael Endes børnebog ’Momo og tidstyvene’ samtidig med at det er svært ikke at drage paralleller til Narcissus og Echo, apropos Susanne Jorns Krigsdans-digt om kærligheden og tilgivelsen. Endelig hænger der hjemme på min væg et fotoværk fra byggeriet af (endnu) et hotel i Københavns Indre By, som var under nedrivning og opførsel tilbage i 00’erne. Det surreelle element består af en håndfuld flamingoer, som tilsyneladende er flyttet ind på byggepladsen. Da den globale nedlukning i 2020 medførte delfiner i Venedig, vildsvin i Haifa og pumaer i Santiago, kiggede Elisabeth og jeg på hinanden og tænkte ”Flamingoer i Borgergade? Why not!” Men årstallet – 2010 – var lidt på forkant med resten af verdens storbyers invasion af vilde dyr. Derfor; dada. Det er måske stadig den dag i dag mest kunstnere som Marcel Duchamp og baronesse Elsa von Freytag-Loringhoven, vi husker som ”dada”, mens Jorn tilhørte Situationisterne og CoBrA. Men også her sker der nye tiltag mere end 60 år senere.

Elisabeth Molin, Echo, 2020 (Clock, Mirror, 20x5x0.5 cm). Foto: Elisabeth Molin.

Elisabeth Molin, Leaks, 2019 (rubber boots, humidifiers, ventilators, dimensions variable). Foto: Elisabeth Molin.

Elisabeth Molin, Leaks, 2019 (rubber boots, humidifiers, ventilators, dimensions variable). Foto: Elisabeth Molin.

D. 11. september åbner Museum Jorn udstillingen COBRA – De kvindelige kunstnere. Ligesom Louisianas ”Fantastiske kvinder” og ”Efter stilheden” der netop er åbnet på SMK, forsøger også Museum Jorn at gøre op for alt for mange års særbehandling af mandlige kunstnere.

Da jeg arbejdede på udstillingen Eventyrlig Dialog med HKH Prins Henrik og Carl-Henning Pedersen på Mallorca, introducerede jeg altid Carl-Henning ved at fortælle historien om hans kone, Else Alfelt. Ingen af de to var nemlig uddannede kunstnere, begge autodidakte, men Else Alfelt havde en bagvej ind på akademiet; hun sad model for de mandlige kunstnere og havde dermed en naturlig indgangsvinkel til miljøet. Således indtog både hun og Carl-Henning den danske kunstscene ved ikke blot at spille efter spillets regler men også ved selv at opfinde dem. Damerne først, som man siger. Og bag enhver succesfuld mand, stod engang en stærk kvinde; nu står vi heldigvis ikke længere bag men side om side 😊 Sådan næsten da…

På Radio4 kan man møde kuratoren bag COBRA – De kvindelige kunstnere og høre, hvordan kunstner Maria Wæhrens er inspireret af CoBrA i sine egne malerier. Hun er lige nu aktuel i Rundetårn på en udstilling, der handler om overgange i kvindelivet – her viser hun værket med den bibelske titel: “En dag skal træet og barnet mødes. Barnet er blevet mand og træet kors”.

Skoven ved Silkeborgsøerne. Foto: Malou Solfjeld.

Om heste og kvinder
Museum Jorn, misforstå mig ej, var trods alle de hvide mænd en rigtig god oplevelse – især takket være Christian, som viste rundt og begejstret fortalte om alt fra Miró og Jorn over de gamle tegninger af et underjordisk museum foreslået af Jørn Utzon, til de nye planer om at bygge et større hus, der lige nu er på tegnebrættet hos Arkitema i samarbejde med byudviklere fra Silkeborg Kommune. Det nye museum skal opstå som et Ministerium for Forstyrrelser i Jorns ånd og vision, som trods sine rødder i det forrige århundrede, måske alligevel er lige præcis dén slags nytænkende måde at drive museum på, som kan give plads til alt det ulogiske og kaotiske i en verden, hvor orden og optimering hersker som dominerende kræfter…

Et kunstværk skal være frugtbart. Det skal føde en verden. Om man ser det i blomster, mennesker eller heste, betyder ikke så meget, så længe det viser en verden, noget levende. – Joan Miró, 1958.

Og lad os endelig slutte af med at klappe hesten; på selvsamme sanatorium som Jorn og Dotremont var indlagt, møder jeg nemlig en hest; eller rettere sagt 31 meter hestetarm, installeret af min nye favoritkunstner, Freja Niemann Lundrup. ”Ind-hold, Ud-hold, Ind-vold, Ud-fold” hedder værket, som er en del af Sculpture Experiment Silkeborg og som præsenteres ifm. Kunstcentret Silkeborg Bads udstilling om heste igennem kunsthistorien.

Silkeborg Bad. Foto: Malou Solfjeld.

Klap lige hesten. Udstilling på Silkeborg Bad (her med tarminstallation af Freja Niemann Lundrup). Foto: Malou Solfjeld.

Klap lige hesten. Udstilling på Silkeborg Bad (her med tarminstallation af Freja Niemann Lundrup, detalje). Foto: Malou Solfjeld.

Jeg er kæmpe fan, Freja, men synes ærlig talt godt ”din hest” kunne have fortjent lidt bedre selskab. F.eks. Tania Brugueras Tatlin’s Whisper #5 eller Elmgreen & Dragsets lille dreng på gyngehesten, Powerless Structures, Fig. 101 (tidligere opstillet på Den Fjerde Plint på Trafalgar Square i London, og nu foran Arken i Ishøj). Mon ikke Bjørn Nørgaards hesteofring også har figureret et sted i baghovedet på dit arbejde? Dengang var det blodsudgydelserne i Vietnam, kunstneren ville skabe opmærksomhed omkring, ved at udstille folks harme over parteringen af en hest, mens man blot lod stå til ift. krigen langt væk fra Danmark. I mellemtiden har vi haft et par interessante tilfælde af dyr og politik på menuen i Københavns Zoologiske Have. Giraffen Marius nåede hurtigt udover scenekanten til danskernes store forargelse, mens ikke mange hævede et øjenbryn, da Kina fik Zoo til at fjerne Taiwan fra verdenskortet som tak for de bambus-ædende pandaer…

Grunden til at jeg besøgte Silkeborg Bad var faktisk, at jeg var ærgerlig over ikke at have set deres udstilling sidste år med Nana Francisca Schottländer; Vandlegeme, som var inspireret af min store heltinde Astrida Neimanis’ Hydrofeministiske filosofi. Jeg kender ikke Nanna, men kan se på hendes hjemmeside, at hun lige om lidt (oktober, 2021) er aktuel med en solo på Gæsteværelset i Valby. Hvis man imidlertid er mere interesseret i vand og hydrofeminisme, vil jeg igen foreslå, at man holder øje med Laboratoriet for Æstetik og Økologis arbejde, især Elena Ortiz Lundquist, samt Sissel Marie Tonn hvis online multi-channel story Plastic Hypersea er tilgængelig her.

Skoven ved Silkeborgsøerne. Foto: Malou Solfjeld.

Badested ved Silkeborg søerne. Foto: Malou Solfjeld.

Badested ved Silkeborg søerne. Foto: Malou Solfjeld.

Efterord om krig og kunst, frugtbarhed og fødsel
D. 2. september 2021, vågner jeg op til følgende overskrift:
 ”Kineserne vil prøve at rydde op efter USA i Afghanistan”. Det er så meget i den sætning, der får mine alarmklokker til at ringe. Tilbagetrækningen af de militære styrker fra Afghanistan er som bekendt blevet sammenlignet med evakueringen af amerikanere og sydvietnamesere fra Vietnam i 1970.

Jeg tvivler på, at Freja Niemann Lundrup har haft til hensigt at råbe op om Afghanistan via sine hestetarme, ligesom Bjørn Nørgaard gjorde det med sin performance for 50 år siden. Til gengæld beskæftigede Simone Aaberg Kærn sig med netop Afghanistan, da hun tilbage i 2005 købte et 40 år gammelt fly og fløj til Kabul for at undervise lokale kvinder i at sidde bag styrepinden og flyve egne veje. Man kan se dokumentaren om hendes airtrip her. Flyet er lige nu udstillet på SMK i ”Efter stilheden – Kunstens kvinder tager ordet” side om side med Mona Hatoum, Shirin Neshat, Jeanette Ehlers, La Vaughn Belle og Tabita Rezaire m.fl. Sidstnævnte er jeg kæmpe fan af, og jeg vil derfor slutte min rejse af med at citere hendes fantastiske essay ”On Birth”.

Hvor Miró var optaget af kunstens frugtbarhed, har Rezaire implementeret fødslen som et bærende element i sin praksis, ud fra det hun kalder ”womb ecology”. Når du læser følgende, håber jeg, at du både vil have Frejas ”Ind-hold, Ud-hold, Ind-vold, Ud-fold” i tankerne samt dine egne companion-species bakterier; dem din krop er vært for, og dem du lever hos og iblandt, i dit hjem og hvor ellers du befinder dig i verden:

(..) The womb of the earth is where we all come from. The earth gave us our body. The earth nourishes us, feeds us, cares for us, as does a mother.

We have become a civilization that do not know how to birth. Neither do we know how to die. Both extremities of life are neglected and feared yet these thresholds of existence are powerful potentials.

We have more bacteria within us than we have human cells – 10 to 1. We could say we are more bacteria than human. Yet we don’t know much about the microbiological world – maybe we never had the humility to make ourselves small enough to see the significance of life at that scale.

We have mainly developed a fearful relationship towards micro-organisms: bacteria, viruses, fungi, algae… and labelled them as a threat. Some definitely are, yet the war on microbes – encouraging a billion $ industries of antibiotics and household products harmful to our lungs, lands, and water systems, depriving our environments of bacterial life – could well also contribute to our ill-health. (…) Today, there is much discussions about the gut microbiota, the bacterial ecosystem inhabiting our intestinal track.

The composition of this microbiome has been shown to affect our digestion, immune responses, predisposition to stress and other diseases, as well certain cerebral functions. Their influence is so profound. The types of microbes inhabiting our inner lands either benefit our health or impact on it, so it’s central that we nurture this ecology. The gut is the second brain, has been on the tongue of many cultures throughout time.

Many indigenous cultures and countless spiritual paths have always insisted on food being medicine, which in other words may also mean the practice of feeding your community of micro-organisms properly so the interspecies cohabitation of our beingness is harmonious and conductive to our well-being. If you serve them, they serve you.

We first acquire our microbiome from our mother at birth, during delivery in the birth canal and through breast milk.

The mother has a key role to play in the development of the child’s microbiome. This is crucial to understand that parental transmission goes beyond genetic memory. The mother shares an extra layer of bacteriological memory. How beautiful it is that we potentially carry within ourselves a long lineage of microbes from our distant maternal ancestors.

The placenta came into existence, marking the shift from laying eggs, following the contamination of a protomammal with an ancient virus, whose DNA merged with the host’s to give new genetical potentials.

It is time we treat our ecosystems, both within ourselves and the ones we inhabit with respect and honour the diversity of existence. This is in no way incompatible with our survival. The colonial matrix and its legacies have distorted our worldview, placing the human life (the white human life) above all other life forms, legitimizing the extermination and domination of many lives – microorganisms included.

Yet, we are but one life expressing itself in different forms. Our survival depends on our collaboration and cohabitation.