PÅ SPORET AF KUNSTEN: DAG 5

Fra John Kørners fabriksshelter går turen til den gamle skjortefabrikant og kunstmæcen Aage Damgaards Herning, hvor jeg besøger yderligere to Socle du Monde lokationer: HEART og Herning Højskole. Jeg kalder dette afsnit Fabrikken og Fabrikanten, Kunstneren og Mæcenen.

Læs tidligere afsnit af På sporet af kunsten her.

Jeg har læst mig til, at John Kørner elsker fabrikker, idet han betragter dem som en slags ”moderbygninger” eller grundsten for den moderne kultur; sammenlignet med kirkerummet som arkitektonisk fundament for den kristne civilisation og senest skyskraberne som billede på det postindustrielle samfund. ”Ifm. en udstilling i London blev det tydeligt for mig, hvor mange af nutidens store kunst- og kulturinstitutioner – for eksempel Tate Modern, London – der har til huse i tidligere, gamle fabrikker og kraftværker. De ligger centralt i de store byer, og de monumentale/modernistiske bygninger fremviser en stolthed over den værdi, de repræsenterede i samtiden. Det er også interessant, at mange nye kunsthaller – med deres hvide rum og kuber – er ”imitationer” af modernistiske fabriksbygninger” (1).

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan den danske kunstscene historisk set også er bygget op af især tre industrier; ost, tobak og øl. Osten stod Knud W. Jensen for, og dennes forretning ledte som bekendt til museet Louisiana i Humlebæk. Øllet henviser naturligvis til Carlsberg-bryggerne, som er ophavsmænd til bl.a. Glyptoteket. Tobakken var Hirschsprung familien, og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg helt skal synes om denne form for forudsætning for kunstens eksistens. Heldigvis, kan man sige, findes der i dag bl.a. Statens Kunstfond, som hjælper til at også de, der ikke er direkte forbundet med produktion, fabrik, industri eller anden form for kapitalistisk foretagende, kan indsamle, udstille og formidle kunst.

Meeeen, at the end of the day, kommer kunsten sjældent udenom, at den er og bliver en del af oplevelsesøkonomien, og så længe den er spundet ind i økonomiske interesser, er den vel ikke helt fri? Nå, det er en længere diskussion, men jeg kan som et positivt eksempel på ”gratis” tilgængelig kunst nævne, at Deep Forest Art Land kører med frivillig betaling på 25,- i entréen. Således har alle mulighed for at opleve Skovsnogen og alle de andre stedsspecifikke værker i skoven – ingen af dem ville dog være der, hvis ikke det var for den økonomiske støtte, som stedet modtager fra både fonde og det lokale erhvervsliv samt statslige og kommunale midler.

Hvis vi lader de finansielle aspekter ligge for en stund, vil jeg til gengæld slå et slag for, at man giver den ellers lidt gamle og støvede Hirschsprungske Samling en ny chance, da de igennem de seneste år har gjort sig bemærket ved nogle imponerende udstillinger, der både går i kritisk dialog med kunsthistoriske mesterværker og indkøber nye, men gamle og hidtil ukendte, perler af især kvindelige kunstnere (2). I forbindelse med udstillingen Kristian Zahrtmann. Queer, kunst og lidenskab (5. februar-30. august, 2020) udgav museet desuden en række interessante forskningsartikler, der kan tilgås digitalt her. Lige nu er Hirschsprungs samling aktuel med projektet Queering the Collection i samarbejde med Copenhagen 2021 WorldPride (3).

Kunstfabrikker, kirker og kapital
Ift. fabriksbygninger, kirkekonstruktioner og kunstinstitutioner kan jeg heller ikke lade være med at nævne Johann Königs St. Agnes i Berlin, et kommercielt galleri, der ofte betegnes som et produktionssted, hvor succesfulde kunstnere avles på samlebånd, mens dødelige gæster kan booke et timeslot til at besøge de populære udstillinger og købe en souvenir i giftshoppen. Königs seneste påfund er sin helt egen messe, hvor han primært sælger værker fra et sekundært marked; dvs. samlere kan gensælge deres ting via St. Agnes. På den måde pumpes priserne op, uden at kunstneren tjener yderligere (kunstneren får kun procenter første gang et værk sælges, enten direkte fra atelieret eller galleriet. Ved videresalg er det værkets ejer og formidleren af salget, dvs. ofte et auktionshus, i dette tilfælde Johann König, der deler profitten). Endelig kan selv de af os, der først er født i 90’erne, huske Andy Warhols The Factory, næsten som var vi der selv.

Af tilsvarende kunstneriske ”fabrikker” i dag, hvor det professionelle arbejde dog vejer væsentligt tungere end festen, er Olafur Eliassons Studio i Berlin og SUPERFLEX’ studio i København. Begge steder baseret på kunstnerisk forskning med fokus på grøn omstilling, bæredygtighed og fremtidige levevis med andre end blot ”os selv og dem vi kender”. Hvor SUPERFLEX for nylig har direkte integreret fisk og andre undervandsarter i deres brugerinddragende proces (4), er Olafurs studio ligeledes opmærksomme på de non-humane livsformer og menneskets hidtil manglende lydhørhed overfor disse;

”As Donna Haraway reminds us, to be a one, you must be a many. Future Assembly will need to recognize our status as assemblies […] ‘What are a tree’s interests? A puffin’s needs? What does a waterfall want? And what, in a world defined by humans and our tenacious belief in human exceptionalism, are their nonhuman rights?” (5).

I John Kørners fascination af fabrikker ligger tanken om konstruktion og produktion af noget nyt og bedre. Jeg kan godt forstå idéen bag overraskelsesmomentet, der ligger i at lade skovens gæster møde en fabrik blandt træer og mos, hvor man mindst forventer det.

Da jeg gik hjem fra middagen i går, sagde Søren Taaning, at jeg skulle huske at tænde op i brændeovnen, så andre kunne se på røgsøjlen i skorstenen, at shelteren var optaget. Jeg forestillede mig, at han talte om alle skovens dyr, da der ikke virkede til at være et eneste menneske i nærheden.

Mens jeg faldt i søvn til lyden af regn og duften af brændeovn og våd skovbund, gik det op for mig, at måske er produktet i Kørners skovfabrik i virkeligheden oplevelser som denne. En fabrik, der producerer oplevelsen af at være bare lidt mere i sync med naturen. I mit tilfælde faciliterede Produzione også en artikel, nemlig den du læser nu.

ELIA af Ingvar Cronhammar. Foto: Malou Solfjeld.

Socle du Monde på HEART
Det første syn, der møder mig i Herning, er ELIA af Ingvar Cronhammar. Et vulkankrater, et inkatempel, en fabrik eller et atomkraftværk.

Kært barn har mange navne, men denne her kæmpe installation, hvis tårne strækker sig 30 meter over jordens overflade, har trods sine mange tolkninger, fået tildelt navnet ELIA, opkaldt efter biblens fortælling om ildvogn, ildheste, tordenvejr og Elias’ himmelfart. I tilblivelseskapitlet på hjemmesiden om ELIA beskrives den ildspyende funktion således:

”Fra skaktens dyb vil en tilfældighedsgenerator med uberegnelige mellemrum spy en mange meter høj gasflamme op, som når en vulkan slynger lava op af sit krater, eller skærsilden afgiver sin hedeste ånde. Men der er mere til det end varmen og synet, idet bunden eller soklen i »Elia« er formet som en parabol af asfalt. I et uvejr skal parabolen opfange og koncentrere himlens torden og sende den tilbage, hvor den kom fra. Da vil man føle det, som om kræfter i jordens indre forbinder sig med himlens ild for at vise, at det hele hænger sammen over hovederne og under fødderne på os, og at vi kun tør betragte os selv som en meget lille del af den store helhed, vi kalder universet.”

Hvis man interesserer sig for elementerne og deres betydning, kan man måske, som jeg, se en form for rød tråd i ilden mellem Ida og Saras Burning Sphere in the Woods, John Kørners Produzione og Ingvar Cronhammars ELIA. Dét der adskiller ild fra vand, luft og jord, er at den ikke eksisterer alene, at den ikke kan opstå af sig selv. Nogen eller noget skal hjælpe den på vej. Det samme er tilfældet i de to værker, jeg falder for på HEART – begge kræver anden tilstedeværelse end kunstneren og leret selv.

Mens Antony Gormley har samarbejdet med mexicanske teglværksarbejdere og deres familier tilbage i 1990, er Kimsoojas interaktive værk ikke skabt på forhånd men kræver derimod, at biennalens gæster tager del heri.

Antony Gormleys American Field fra 1991. Socle du Monde, HEART 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Gormleys 35.000 små terracottafigurer, der har indtaget et stort udstillingsrum, står på gulvet og stirrer intenst op på mig med deres dybe øjne, nærmest spørgende. American Field er fra 1991, men det første af kunstnerens Field-værker blev skabt i 1989 og det seneste i 2003.

I rummet ved siden af er kunstneren Kimsoojas Archive of Mind udstillet som et deltagerbaseret skabelsesværk i kontinuerlig proces. Alle biennalens gæster er inviteret til at forme en lille kugle ler til bordet, der over tid vokser sammen til et kollektivt værk af mange menneskers nærvær i rummet.

Det er både lerets materielle forbindelse til naturen og det tidslige, meditative aspekt i at stoppe op og gøre noget et kort øjeblik med sine hænder, som her er på spil. Eftersom jeg ikke kender kunstneren på forhånd, kigger jeg lidt rundt på hendes hjemmeside og læser bl.a. følgende:

"A One-Word Name Is An Anarchist's Name."

When I decided to open a website using my name – which I hesitated to do for years because of its commercial aspect – I was hoping for an ideal society and relationship among people in the art world in which we could share real opinions with honesty, sincerity, dignity and love of art and life. I hope that my website project will not just introduce my activities but can bring more articulated discussions and criticism on art and the world.

[…]

One night, I suddenly discovered an important aspect in naming the website domain which keeps mostly one-word name – and it drove me to make up my decision to open a website for the public which I've been hesitating to do for years – like others, <www.kimsooja.com>. I was struck by the fact that it shows no reference of the name which has two or three words put together, with the first name and the family name, sometimes with a middle name.

A one word name refuses gender identity, marital status, socio-political or cultural and geographical identity by not separating the family name and the first name. Action One: "A One-Word Name Is An Anarchist's Name" is my first statement for opening my website project. You are invited to my station to share any concern or critical ideas and I will communicate with you one to one, posing questions, inviting significant artists, writers and thinkers, as well as curators in the near future.

Thanks very much for your concern and support for this project.  Please feel free to contact me if you have any questions or ideas to share.

I look forward to communicating with you soon.

Sincerely,
Kimsooja” (6)

Det her er godt nok skrevet i 2003, men man kan da stadig prøve at kontakte Kimsooja, hvis man har noget på hjerte? Jeg synes, det er et fint statement, som giver mening at dele i disse tider med pronomen-forvirring hos mange, der ikke kan sætte sig ind i, hvor meget det rent faktisk betyder at blive tituleret tilsvarende det og den, man føler sig som. Herudover er det for mig, altid fascinerende, når internettets sprog siver ind i menneskelige identitets- og relations-spørgsmål og så endda giver svar i form af et-navns-anarkisme.

Pier Paolo Calzolari, Senza Titolo, 1989. Socle du Monde, HEART, 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Er man til ler, vil jeg på det varmeste anbefale den østrigske kunstner Katrin Hornek, som under Riga Biennalen inviterede lokale teenagere til at arbejde med 80 tons lettisk rød ler og omdanne en gammel fabrik til et såkaldt clay-scape, eller måske lerskab på dansk. Efterfølgende indbød hun biennalens besøgende til – ligesom Kimsooja – at tage del i værkets fortsatte proces, via en meget smuk og researchmættet guidet meditation, der kan findes på soundcloud her. Hun fortæller bl.a. om, hvordan lerindustrien boomede under Sovjet, og hvordan at lerets mineraler forbinder os til vores forfædre:

“The audio journey starts from the mineral memories of human cells. From here, the Latvian soil is activated as a resonating archive, as a multifaceted, polymorphic sedimentation body.

The red clay acts as a subterranean vessel, a mineral membrane for hosting complex reactions, and a potential birthplace of life on this planet. Travelling through time, the journey follows clay-encapsulated materials like natural gas from their way out of massive underground gas storages to artificial fertilizer factories, and back into digesting bodies, which metabolize urinary stones as a reaction. A reaction to synthetically fertilized food, to synthetically grown membranes. The stones produced in bodies sediment as fertile soil for harmful industries to flourish, as future hosts for collective geo-bodies to come.

“Let your soft, malleable, membranes in your hand mineralize.

Let the cells in your hand remember its mineral membranes.

Your cell’s ancestor may have developed in such a mineral membrane. In a chemical dance. In fine clay pores. In an embrace of stone.

This clay in your hand and you might be relatives.” (7)

Regitze Engelsborg Karlsen, We are all compost. Herning Højskole, Socle du Monde 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Den høje skole
Grundlagt i 1961 er Herning Højskole formentlig bogstaveligt talt den højeste højskole, vi har i Danmark. Et imponerende modernistisk byggeri, opført af arkitekterne Tyge Arnfred og Viggo Møller-Jensen, for statsstøttede midler rejst af de tre Damgaard-brødre, som selv medfinansierede idéen om en højskole for industriarbejdere. På denne hjemmeside kan man læse og høre mange sjove historier om Aage Damgaard og hans families foretagende med at drive højskolen; her får I blot et lille uddrag:

“Det er meningen, at skolen skal være upolitisk og neutral, men samtidig besluttede vi at ansætte en forstander, der havde tilknytning til arbejderbevægelsen, fordi vi på denne måde regnede med at sikre højskolen et bredt antal elever rekrutteret fra industrien.

Mine brødres og min økonomiske indsats består i, at vi yder fem pct. af vort overskud i ti år til højskolens drift, samt en pct. til elever, som ønsker uddannelse i udlandet. Dette tilskud til den statsunderstøttede højskole er muligt, fordi det er skattefrit.

Da skolen blev opført, lod vi samtidig indrette to atelierer i øverste etage af elevbygningen, og det er tanken, at de skal anvendes af malere, billedhuggere, forfattere og komponister til gavn for unge kunstnere og til inspiration for højskolen.” (8)

I dette års Socle du Monde har HEART udbudt et Open Call, hvor kunstnere af enhver kaliber kunne indsende deres forslag til værker på Herning Højskole. Her er bl.a. Sophie Duponts ikoniske performancebaserede værk udstillet og minder mig om at trække vejret og holde tungen lige i munden.

Vibeke Nørgaard Rønbo, Tak for kaffe. Herning Højskole, Socle du Monde 2021. Foto: Malou Solfjeld.

Hvis man nogensinde får muligheden for at opleve en af Sophies live performances, skal man slå til med det samme. Hun giver ganske enkelt kuldegysninger fra start til slut. Jeg så hende sidst optræde med sin Blind Balance på Børsen ifm. Momentum, der gik i fodsporene på Lene Adler Petersens historiske happening Uddrivelsen af templet/Nøgen kvindelig Kristus I fra 1969. Der var også et par kunstnere på Højskolen, som jeg ikke kendte i forvejen, men som jeg klart vil følge fremover: Vibeke Nørgaard Rønsbo udstillede sit værk Tak for kaffe og Regitze Engelsborg Karlsen imponerede med sine skulpturer, der bar titlen We are all Compost.

Fra Deep Forest Art Land vil jeg også gøre opmærksom på en for mig hidtil ukendt kunstner Mette Borup Christensen som, ligesom Sara Kier og Ida Lundø er flyttet ind skoven ifm. Socle du Monde.

Mette Borup Christensen bidrog til Kulturo nr. 51 under tematikken ”Grund”, hvor hun viste fotos af begravelsesritualet af moderkagen (også kendt som Livets Træ). Lige nu er hun aktuel med en usædvanlig æstetisk forførende, gennemdesignet og interessant publikation and still it moves, som er sidste kapitel af udstillingen af samme navn på Antikmuseet i Aarhus, hvor Mette sammen med Ulla Eriksen og Maria Michailidou aktiverede museets afstøbningssamling af antikke skulpturer med fokus på bevægelse og kropslig erfaring. Jeg fik publikationen i hænderne forleden dag, og glæder mig til at læse den parallelt med en genlæsning af Amalie Smiths Marble.