Maleri, UdstillingerSTENSE ANDREA LIND-VALDANNovember 22, 2023Orsolya Bagala, Odense, M100, Stense Andrea Lind-Valdan, FynComment

ORSOLYA BAGALA – YOUR SKIN IS SOFT MUD

Maleri, UdstillingerSTENSE ANDREA LIND-VALDANNovember 22, 2023Orsolya Bagala, Odense, M100, Stense Andrea Lind-Valdan, FynComment

Man kan godt kalde ungarsk-danske Orsolya Bagala for en konventionel maler. Hendes primære malemedie er akrylmaling og hendes malegrund er papir eller lærred. Men Orsolya Bagala er også en ukonventionel maler, når papiret, hun maler på, mere præcist er en brun indkøbspose, en brugt pizzabakke eller en udfoldet morgenmadskartonæske. Værkerne befinder sig i grænselandet mellem skrald, brugsgenstande, relikvie og kunstværk, for i Bagalas hænder transformerer materialer sig, de skifter funktion og karakter, næsten som bliver de besjælede.

Bagala er en procesorienteret kunstner – både i atelieret og med hensyn til udstillinger. Det er aldrig helt til at vide, hvilke værker, der ender med at blive vist frem. Derfor blev jeg ikke overrasket, da hun fortalte mig, at hun til udstillingen Your skin is soft mud på M100 i Odense ville udvide den procesorienterede praksis til også at være en slags performance, hvor udstillingsopbygningen i sig selv bliver en del af værket.

Her vil jeg beskrive min oplevelse af Orsolya Bagalas kunst generelt, og hvad der i mine øjne gør hende til en bemærkelsesværdig kunstner.

Orsolya Bagala, Your skin is soft mud. M100, 2023. Foto: Tine Oksbjerg.

Træder man ind i en Bagala-udstilling, træder man ind i en sfære af personlig mytologi blandet sammen med kulturhistoriske symboler og koder. De forskellige værker hænger ofte i en art salon-ophængning, dvs placeret fra gulv til loft, men med irregulære mellemrum og nogle gange i en kollageagtige stil, hvor værker overlapper hinanden og skaber nye billeder og fortællinger sammen. Beder du kunstneren om en nærmere forklaring på et enkelt motiv, vil en hel verden omkring det højst sandsynligt blive præsenteret, for til hver kvinde, Bagala har malet, hører en historie, ofte forankret i hendes interesse for psykologi og eksistentielle betingelser. Samlet set har hendes arbejde en kønnet memento mori-karakter: Kvinders længsler, kvinders sorg, kvinders relationer til andre kvinder og børn, den politisk betingede kvinde og det faktum, at livet altid bærer døden i sig.

Kunstnere som amerikanske Mary Kelly og danske Kirsten Justesen (og mange flere) har siden 70’erne beskæftiget sig med kvinders vilkår og ambivalente forhold til hjemmets domæne i deres kunst. De har arbejdet med de udfordringer, der ligger i konstant at være omgivet af børn og huslige forpligtelser: Måltider skal serveres, bleer skal skiftes og vasketøjet vaskes, alt imens kunsten også er en eksistentiel nødvendighed, men altid den mindst prioriterede. I mine øjne passer Bagalas arbejde ganske fint ind i en eksplicit feministisk kunsthistorie, når hun maler kvinder med slangeagtige lemmer på brune LIDL-poser, kvinder der udsender pulserende energi fra pandebenet på pizzabakker, eller når hun i det helt nye værk Babe you came from future, your skin is soft mud, på et håndskåret stykke akvarelpapir maler en kvinde, der har besmykket sig med slavegjorte kroppe, fodlænkede og fastboltrede til ørerne som ørenringe. Bagalas metabillede, summen af alle hendes værker til sammen, er en kvinde der står i køkkenet i den prosaiske hverdag og samtidig i sit indre er en anden, befinder sig et andet sted.

Ud over den feministiske tradition glider Orsolya Bagalas arbejde også ubesværet ind i en aktuel strømning af psykologisk symbolsk maleri, der givetvis finder sin årsag i de voldsomme overgreb på både folkefærd, biodiversitet og klima, der udspiller sig med særlig stor styrke i disse år. Antikkens mytologi, middelalderens heksebesættelse, og mellemkrigstidens surrealisme er kildemateriale, Bagala ligesom mange andre samtidskunstnere dykker ned i. Selvom Orsolya Bagalas arbejde kan placeres i kunstneriske fællesskaber, er hun udtryksmæssigt helt sin egen. Det, som i mine øjne særligt kendetegner hendes kunstneriske metode, er den frigjorte tilgang til, hvordan et billede udformes, kombineret med en høj grad af klassisk, maleteknisk præcision og en stærk haptisk sensibilitet.

Styrken og selvsikkerheden i selve de malede strøg, uanset om de er stregførende eller mere flydende, gør, at de fragile og porøse, næsten skitseagtige, punkede og rastløst skævtskårne værker stadig føles fuldendte.

Kvindens ulykkelige øjne i Babe you came from the future, your skin is soft mud flyder ud og multiplicerer sig, som kan de ikke tro det, de ser, et sted hinsides beskueren. Henover øjnene ligger der enkle strøg af tynd, gul maling. Den gule farve er kvindens palet – hendes hår og læber har samme farve – men den er også en følelse. Hvilken følelse skal jeg ikke kunne sige for andre end mig selv, en grumset følelse af disassociation. Hvad ser kvinden og hvis hud er det, der er mudder?

Jeg betragter kvinden som en af gorgonerne, de græske mytologiske, af Athena hæsliggjorte kvindefigurer, hvoraf Medusa er den mest kendte, her prydet med sine ofre (sine egne opgivede håb og drømme?) omkranset af lokkende, svajende bryster i stedet for slangesnoende hår. Kvinden kommer måske fra fremtiden, men hun bærer sin fortid med sig. I antikken udsmykkede man ofte bygninger med gorgonmasker for at holde onde ånder ude. Måske er Bagalas værker også en slags spejlskjold både mod omverdens storpolitiske ulykker og vores personlige sorger. Måske kan de skærme lidt og tillade et større perspektiv på tilværelsen, når livet skal stå sine prøver.

Denne tekst indgår også i udstillingens katalog.