MADS HOLM: CIVIL WAR

Lørdag d. 4. april 2015 udkommer publikationen Civil War, som er resultatet af et fireårigt forløb, der undersøger fotografiets evne til at afsløre virkelighedens utroligheder og abstraktioner. Civil War er skudt, sammensat, redigeret og udgivet af fotograf Mads Holm (f. 1990) og illustrerer på én og samme tid et menneske og en verden i konflikt.

Første gang vi stødte på Mads Holm’s arbejde, var da vi sidste år lavede en udstilling med otte tidligere og nuværende danske studerende ved Glasgow School of Art. Udstillingen fandt sted i vores midlertidige udstillingssted I DO ART LAB, og den fik titlen "Eksil", som en reference til de mange danskere, der søger til udlandet for at tage deres kunstneriske uddannelse. Dengang studerede Mads fotografisk billedkunst på første år. Før han startede på Glasgow, var Mads tre år i New York, hvor han studerede dokumentarfotografi og fotojournalistik på International Center of Photography, og endnu før det beskæftigede han sig med det kunstneriske fotografi på højskolen Fatamorgana i “hjembyen” København.

I sit nye projekt, Civil War, afsøger Mads fotografiets potentiale og evne til at manipulere det virkelige. Måske netop i kraft af hans vekslende interesse for det kunstneriske og dokumentariske, formår han at skabe scener, der narrer vores opfattelsesevne. Vi har taget en snak med Mads om hans fotografiske arbejde, tankerne bag Civil War og hvordan det har været at udgive sin helt egen bog. Læs vores interview herunder og husk at smutte forbi udgivelsesreceptionen i Politikens Boghal, lørdag d. 4. april 2015.

Hvornår og hvordan startede din interesse for fotografiet?
Min far var amatørfotograf hele min barndom, så jeg er vokset op med kameraer, men jeg fik først rigtig interessen for fotografi efter et praktikophold på Frederiksberg Bladet i 8. klasse. Jeg skulle egentlig have været sammen med journalisterne på bladet, men den eneste som rigtig gad tage mig under sin vinge var fotografen Klaus Sletting. Jeg kan tydeligt huske, at Klaus lod mig låne et af de første Canon digitale spejlreflekskameraer, og vi tog i Frederiksberg Have og fotograferede kælkende børn. Vi havde også en opgave på det klassiske musikkonservatorium, hvor jeg kan huske, at der dryppede ekstremt meget spyt fra en af elevernes trompet, mens Klaus fotograferede ham.

Efter det fotograferede jeg næsten udelukkende skateboarding. Jeg havde altid mit 5 megapixels Konica Minolta med, når vi var ude at skate, og jeg brugte efterfølgende mange aftener på MSN Messenger på at sende mine venner billeder af dem. Da jeg var i Indien første gang, som 18-årig, slog det mig, at jeg ville arbejde med fotografi for alvor. Det gik op for mig, hvor stærkt et værktøj, jeg havde lært at bruge. Mest rent teknisk. Min far havde lært mig alt om eksponering, lys, skygger, blænde og lukkertid. Og i Indien begyndte jeg at fotografere mennesker, jeg ikke kendte. Fotografi blev min direkte adgang til virkeligheden. Jeg var samtidig ufatteligt træt af karaktersnak på gymnasiet, så jeg skyndte mig at søge ind på Fatamorgana, så jeg roligt kunne sige, at det ikke var et karaktergennemsnit, jeg skulle sejle videre på, men mine evner som visuel skaber. Det betød meget for mig. Nu betyder fotografi alt for mig. Det er stadig min direkte adgang til virkeligheden, og det er også mit enestående værktøj som historiefortæller. Jeg har, siden jeg var barn, elsket at overdrive virkeligheden, når jeg genfortalte den. Det er præcis det, som fotografi kan for mig.

Hvordan vil du beskrive dit fotografiske arbejde?
Mine fotografier har en tendens til at være ret mørke. Jeg er besat af mystik i billeder. Fotografi er ligesom en tryllekunst; den skal ikke afsløres, blot pirre vores nysgerrighed og sætte gang i vores fantasi. Jeg bestræber mig på at lave billeder, der foreslår, at noget utroligt eksisterer i det virkelige. På trods af al den tekniske manipulation, som fotografi bliver udsat for i dag, har vi alle stadig en vis tiltro til fotografiet. Fordi et fotografi, manipuleret eller ej, kun kan eksistere som følge af fysisk tilstedeværende lys. Det kan altså ikke skabes udelukkende fra kunstnerens egen fantasi, ligesom med maleri eller tegning. Der skal være en vis virkelighed til stede. Og det er spændende! Jeg arbejder konstant på nye måder, hvorpå jeg med et kamera kan forvrænge det virkelige, det troværdige. En løgnehistorie er mest effektiv, hvis den også er lidt sand.

Fortæl os om de fotografier, der præsenteres i din nye bog Civil War.
Fotografierne i Civil War er netop eksempler på mit evige forsøg på at forvandle en virkelighed til abstrakte scenarier. Mennesker, objekter og steder antager nye former, og foreslår at det måske ikke handler om, hvad det er, men hvad det kan være. At den virkelighed, jeg har fotograferet, kan have symbolsk værdi på et højere plan. Jeg ser det udspringe af fotografiets natur – et medie som både beskriver men også opfinder. Det er en konflikt, som opstår hos læseren, hvorfor fotografierne i Civil War meget ofte mødes med spørgsmålet “hvad sker der her?”. Et medie som er i konflikt med sig selv. Jeg er selv i konstant intern konflikt med mig selv, og jeg har fotograferet en verden i konflikt med sig selv. Jeg tror, det er derfor, at værket har fået titlen CIVIL WAR. Der er også en reference til traditionelt konfliktfotografi, som nogle af billedernes æstetisk kan sammenlignes med.

Hvordan har processen med at samle dit arbejde i en publikation været?
Processen har været virkelig lang. Da jeg startede med at lave de første fotografier for knapt 4 år siden, havde jeg ingen idé om, at den færdige bog ville se ud, som den gør nu. Den har set meget forskellig ud gennem årene, og jeg har også haft det, at lave den færdig, på pause mange gange. Dog har jeg konstant fotograferet til den, nogle gange uden at vide det. Mit råmateriale er enormt. Jeg har tusindvis af negativer og digitale filer, som jeg har kigget igennem igen og igen og igen. Jeg har haft så mange kompetente mennesker til at kigge på det. Dog var jeg først i stand til at sætte bogen sammen, da jeg besluttede mig for at gøre det helt selv. Mit hoved var fyldt med tonsvis af stemmer, som alle mente noget, og dem lod jeg ligge bagerst, mens jeg begyndte at vælge ud og sætte sammen på den måde, som kun jeg ville have det. Først da begyndte det at give mening for mig. Og nu kan den ikke være anderledes. Det er de eneste rigtige billeder, den eneste rigtige rækkefølge og den eneste rigtige præsentation af dem.

Hvad håber du, at folk vil få ud af at have Civil War i hænderne?
Jeg håber faktisk, at folk vil få den samme åbenbaring, som min 78-årige mormor fik, da hun så billederne for første gang. Hun sagde: “jeg vidste ikke, at fotografi kunne være så meget”.

All photos by Mads Holm.

All photos by Mads Holm.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.