EN UDFORSKNING AF BOGENS POTENTIALE I TEXAS

Tågede fodboldbaner, store motorcykler, reptiler, cheerleaders, læderstøvler og foldede hænder. Jacob Birch og Fryd Fydendahl’s nyeste projekt, They didn’t want to pierce the sun, er en smuk og poetisk undersøgelse af brugte symboler og fastfrosne vaner.

I 2015 rejste grafisk designer Jacob Birch og fotograf Fryd Frydendahl til Texas i ti dage for at udfordre fotobogens strukturer og deres egne arbejdsprocesser. Ud fra en række dogmer, benspænd og en intuitionsbåret tilgang, drog de igennem et fordomstungt og klichébetonet USA i forsøget på at se noget nyt. Et sted mellem analogfotografiets langsomme natur og mavefornemmelsens umiddelbarhed, er der nu opstået en poetisk fortælling i form af bogen They didn’t want to pierce the sun, som netop er udgivet på forlaget Roulette Russe. For at blive klogere på projektet har vi taget en snak med de to skabere, om vaner, forudindtagelser og afkræftede fordomme.

Lad os starte fra begyndelsen. Hvordan kender I hinanden, og hvad satte tankerne om et samarbejde i gang?

Jacob: Vi mødtes første gang i New York for et par år siden, hvor Fryd bor det meste af tiden. Jeg kendte ikke Fryd personligt, men vi havde så mange fælles venner, at jeg tænkte, at det var oplagt at hilse på. Derefter begyndte vi at snakke frem og tilbage, og Fryd blev involveret i magasinet ILLEGAL!, som jeg er tilrettelægger på. Jeg modtog sidste år et arbejdslegat fra Statens Kunstfond og havde lyst til at lave et projekt, hvor jeg kunne vende tingene på hovedet i forhold til mine normale arbejdsgange. Jeg spurgte Fryd, om ikke vi skulle lave en bog sammen, uden at vide om hvad, og det var hun heldigvis frisk på. Derefter gik vi i gang med at strukturere projektet.

Fryd: Jeg husker det som om, at den her glade, danske dreng poppede op, fuld af energi og med en iver for at lave bøger. Den begejstring deler vi, og det blev hurtigt klart for os, at det var ‘nemt’ at samarbejde. ILLEGAL! blev vores udgangspunkt, men samtalen om en bog kom hurtigt i spil.

Hvorfor valgte I Texas som omdrejningspunkt for bogprojektet?

Jacob: En af præmisserne for projektet var, at vi gerne ville flytte os fysisk og lave hele bogen, mens vi var undervejs. Både indhold og opsætning. Vi talte meget om, hvor det skulle være og kom frem til Texas.

Fryd: Vi var begge i gang med forskellige andre projekter, da samtalen startede, og derfor blev en af de fundamentale grundlag for projektet, at det skulle blive til over en tidsafgrænset periode. Det var vigtigt at finde et sted, der kunne udfordre os mere end blot visuelt.

Texas er så langt fra Norden på alle måder, og det er næsten for oplagt at sætte i kontrast – derfor var det tiltrækkende. Udover dét så var jeg kommet i kontakt med en ret vild teenager over Instagram. Hendes profil hed "Swollen Vagina," og hun så ud til at have et ret vildt liv i Dallas, hvilket for mig allerede havde sået en idé om at besøge stedet.

Jacob: Vi kunne godt lide, at det sted vi valgte, var et sted, vi havde nogle klare, forudindtagede holdninger til. Og Texas er jo, om noget, et sted man har fordomme om og holdninger til. Nogle af disse blev indfriet, andre blev skudt i små stykker undervejs.  

I skriver, at I ønskede at udfordre fotobogens format. Hvordan har I forsøgt at gøre dette, og mener I selv, at det er lykkedes?

Jacob: Normalt, når man som grafiker laver en fotobog, får man et færdigt materiale til opsætning og har kun sporadisk kontakt med fotograf og/eller redaktør. Her tog vi afsted sammen, grafiker og fotograf, og arbejdede ud fra den præmis, at bogen skulle være færdig, når vi kom hjem. Det vil sige, at vi lavede bogen, samtidig med at vi genrerede materialet. Vi var fælles om at lægge ruten og at opsøge situationer og personer. De situationer der opstod, var vi fælles om at opleve, og bogens form er defineret ud fra disse. Om det lykkedes, vil jeg lade være op til læseren, men jeg tror uanset hvad, at det er vigtigt, at man udfordrer sig selv fagligt, og tvinger sig selv ud i situationer og projekter, der rykker én steder hen, hvor man ikke har været før.

Fryd: Det er vigtigt at understrege, at i samme åndedrag som at vi ytrer, at vi ønsker at udfordre formatet, så formulerer vi det også som et poetisk projekt. Når man kommer udefra og laver et projekt om ‘et andet sted’, bliver det som regel forstået som en form for dokumentation. Dette er på ingen måde objektive observationer. Bogen er absolut styret af noget intuitivt, da vi ikke på forhånd havde en rute planlagt.

Et af grebene var at lade den ene situation føre os til den næste, men det er også en bog, der er blevet til på kort tid og ud fra en masse samtaler, som er foretaget i det specifikke tidsrum. Næsten som lavede man bogen, som om man postede på Instagram eller lignende – man tager én beslutning og så afsted. Samtidigt er dét, at den er fotograferet analogt, med til at give projektet ilt. Det tillod os at være i situationerne, og at vi kunne blive begejstrede over det, der var lige foran os, før vi blev forført af 'resultatet'.

Når vi bladrer igennem bogen, fornemmer vi et fokus på mennesker. Er dette et bevidst valg?

Jacob: Jeg mener egentlig ikke, at bogen har et specielt fokus på mennesker.

Fryd: Jeg er enig med Jacob. Menneskene i bogen fungere ofte som iagttagelser på lige fod med de billeder, hvor der ingen mennesker er.

Jacob: Men vi mødte selvfølgelig mange spændende mennesker undervejs. Bl.a. Bill Modawell, der ejer en genbrugsbutik i en lille, bitte flække, der hedder Santa Ana. Bill fortalte os en historie, ud fra et billede han havde hængende i butikken. Den handlede om en gruppe oprindelige folk, (der var født med dværgvækst og af den grund udstødte af deres stamme), som levede i deres eget lille samfund. Når man kæmpede mod dem, skulle man stille sig med solen i ryggen, for “They Didn't Want to Pierce The Sun.“  Efter turen skrev vi til Bill, og spurgte om han ville skrive historien som forord, og teksten kom to uger senere. Vi glæder os til at sende bogen til ham.

Fryd: Bill var et af de mennesker, der gjorde et stort indtryk – billedet af ham var faktisk et af dem, hvor jeg bagefter syntes, at det kom tættest på at være en dokumentation af ham og ikke en fortolkning. Hans historie blev et vigtigt led for os. Imens han fortalte den, havde vi, uden at hinanden vidste det, begge skrevet "They Didn’t Want To Pierce The Sun" ind i vores noter på telefonen. Det stod derfor helt klart, da vi forlod Bill’s forretning, hvad bogens identitet skulle være. Det var som om, at historien satte ord på en masse surrealistiske følelser, som indtil da havde været svære at få på plads.

Hvilke aspekter af projektet eller processen har I lært mest af? Og er der noget, som I vil tage med jer I jeres fremtidige arbejde?

Jacob: Det har været enormt lærerigt at vende hele arbejdsprocessen omkring produktionen af bogen på hovedet, og at arbejde ud fra andre præmisser end vi plejer. Det har betydet meget for mig at være en del af selve den skabende proces. Det var en vild fornemmelse at lave en bog på ti dage og så at vente et år med at udgive den. Det var vigtigt for processen, at vi ikke udgav den med det samme, men at vi gav oplevelserne tid til at bundfalde sig, så vi kunne beskue det hele mere objektivt. Bogen er jo ikke tænkt som en "road trip bog", hvor vi fortæller en lineær historie, men som en "book of poetry", der formidler nedslag fra vores tur, uden at overforklare eller belære. Jeg synes, at det er rart at tænke på, at læseren selv kan skabe historier ud fra billederne og deres rækkefølge. 

Fryd: Det har gjort et stort indtryk på mig, hvad der kan komme ud af sådan et vakuum rum. Vores (praktiske) process var på mange måder meget lig et traditionelt reporter/fotojournalist set-up, men vores resultatet er som sagt noget helt andet. Der var enormt meget styring, der blev taget fra på selve rejsen, hvilket var meget udfordrende og i øjeblikke nok især for mig, da jeg som regel har super meget kontrol, når jeg fotograferer.

Jacob: Vi tænker i øvrigt, at det med tiden skal blive en serie af rejsebøger fra forskellige, mærkelige steder rundt omkring i verden. Vi skal bare lige have vores forlægger med på idéen. :-)

Alle fotos af Fryd Frydendahl.