PERSONLIGT MEN IKKE PRIVAT

Der findes ikke noget bedre. Kender I det?” udbryder Fryd, inden hun begraver sit ansigt i et tilfældigt opslag i sin nye bog. Hun tager en dyb indånding og klapper siderne sammen, så et højt smæld runger mellem galleriets hvide vægge.

Det er ikke svært at spore en stolthed hos fotograf Fryd Frydendahl (f. 1984), da hun står og betragter den sølvgrå bog, som er kulminationen af hendes fortløbende projekt Nephews. Projektet begyndte for ca. ti år siden og handler om tab, om liv, om relationer og om det at vokse op. Det er helt umiddelbart et af de mest rørende, relevante og poetiske fotoprojekter, som vi kender til, og netop derfor står vi nu på V1 Gallery i Kødbyen få dage inden ferniseringen på Fryds bog og ledsagende soloudstilling.

Nephews tager afsæt i en tragisk hændelse, som i 2003 vendte verden på hovedet for Fryd og hendes familie. Fryds søster døde i barselssengen og efterlod sin mand med deres nyfødte søn Andreas samt hans storebror Mads på 6 år. Den slags ufattelige ulykker er svære at sætte ord på. De sætter alting i stå og ændrer ved forhold, man ellers troede var stabile. Med ét havde Fryd ikke længere sin søster og hendes nevøer ikke længere en mor.

Fryd Frydendahl "Nephews" på V1 Gallery | Foto: I DO ART Agency.

Fryd Frydendahl "Nephews" på V1 Gallery | Foto: I DO ART Agency.

Flamingohoved, ærmeholdere og krystalglas
Fryd var 21 år og kun lige begyndt at fotografere, da hun tog det første billede af de to drenge. “Det var ikke nødvendigvis tænkt som et længerevarende projekt, men første gang jeg fotograferede en af dem til en opgave, var da jeg gik på Fatamorgana i 2005/06,” begynder Fryd, som stadig står med bogen i hænderne. Hun slår op på en af de sidste sider og peger på et lille analogt fotografi af den yngste nevø, der vender ryggen til linsen, og som på usikre ben er på vej ind i en mørk stue. I forgrunden ligger et hvidt flamingohoved, brændt ud af den hårde blitz, og Fryd bemærker, at det er ét af tre billeder i bogen, som ikke er tænkt som værker. De to andre fotografier er af nevøerne sammen med hhv. Fryd selv og hendes mor.

Vi er kun så tætte, som vi er, fordi vi har mistet. Der er nogle ting, vi har fået foræret midt i ulykken – det er smukt, og det synes jeg, at man skal huske at tale om.

Kort tid efter tog Fryd et af projektets nok mest ikoniske billeder. Nevøerne er klædt i fine jakkesæt på Fryds fars brune kontor i Hvide Sande, hvor de griber ud efter fyldte krystalglas. Andreas, som på det tidspunkt er fyldt 3 år, er klædt i hvid skjorte, slips, sorte ærmeholdere og under den ene arm holder han flamingohovedet fra førnævnte billede. På det tidspunkt var Fryds mor i kemobehandling, og hovedet brugte hun til at hænge sin paryk på, men for Andreas havde det en anden funktion. “Han gik rundt med det som en bamse – det var hans ting, og da vi skulle lave billedet, tog vi hovedet med, så han havde noget trygt,” fortæller Fryd. “Efter det blev det klart, at jeg skulle blive ved med at fotografere dem.

Fryd Frydendahl "Nephews".

Fryd Frydendahl "Nephews".

På de ti år, der er gået siden det første fotografi, har projektet udviklet sig og er groet dybt ind i livet og relationen mellem Fryd og nevøerne. Fryd beskriver, hvordan at billederne er gået fra at være meget koncept-prægede til at opstå mere umiddelbart. Hun lægger vægt på, at der altid er konsensus om, at et fotografi skal tages, og at der skal være energi til det. “For jeg går også virkelig meget op i at være moster,” tilføjer hun.

Der er et helt særligt bånd mellem moster og nevøer. Et bånd som følger med ind i gennem kameraets linse, og som kan mærkes gennem glas, selv mange år efter, at øjeblikket er svundet hen. De mange nøje udvalgte værker, som hænger på væggene omkring os, lægger en intim og nærværende stemning over det hvide gallerirum. Fryd har arrangeret, at vi kan Facetime med Andreas, men han skal lige have fri fra skole først, så vi forlader V1 og fortsætter snakken over en kop kaffe på en nærliggende café.

Fryd Frydendahl "Nephews" på V1 Gallery | Foto: I DO ART Agency.

Fryd Frydendahl "Nephews" på V1 Gallery | Foto: I DO ART Agency.

Fra Vestjylland til New York
Vi skruer tiden tilbage til Fryds tidligste erindringer om, at hun gerne ville bruge sit liv på at fotografere. Efter et ophold på efterskole startede hun på gymnasium i Ringkøbing, hvor hun, trods vedholdenhed, aldrig rigtig faldt til. På et tidspunkt blev hun sendt til en skolepsykolog, som bad hende om at skrive dagbog. “Jeg kan huske, at jeg syntes, at det var latterligt, men det var første gang, at jeg skrev, at jeg gerne ville være fotograf,” fortæller Fryd. Efter et par ophold på ungdomshøjskole, gøglerskole og medieskole stiftede Fryd bekendtskab med fotoskolen Fatamorgana, hvor hun for alvor fik mulighed for at udvikle sit fotografiske sprog.

Jeg samler på mennesker, fordi jeg har mistet mennesker.

Da Fryd flyttede til København, begyndte hun at komme meget i Ungdomshuset på Jagtvej. “Det var som mit andet hjem,” fortæller hun om det sted og de mennesker, der over en årrække blev en vigtig del af hendes liv og identitet. Det var i tiden umiddelbart efter, at hun havde mistet sin søster, og i en tid hvor både kunstneriske og relationelle forhold begyndte at forme sig. “Jeg samler på mennesker, fordi jeg har mistet mennesker. Mine venner er som familie for mig,” fortsætter hun, og måske var det netop disse bånd, der satte gang i arbejdet med fotobogen Familiealbum (2008).

Familiealbum sidestiller Fryd og Kajsa Gullbergs portrætter af en række brugere af Ungdomshuset, så de to fotografiske tilgange skaber en flersidet og menneskelig skildring af husets kultur. “Jeg er så glad for, at det eneste værk der kom ud fra Ungdomshuset på det tidspunkt, handlede om mennesker.” Da bogen udkom, omtrent et år efter rydningen af Ungdomshuset, blev den mødt med stor opmærksomhed, hvilket gav Fryd en tidlig succesoplevelse og mod på at satse 100 % på fotografiet.

Efterfølgende flyttede hun til New York, hvor hun studerede på ICP (International Center of Photography), og hvor hun nu har haft sin primære base de sidste ni år. I løbet af det sidste årti har Fryd udgivet en række bøger, deltaget i et utal af udstillinger og markeret sig som en af sin generations vigtigste fotografer. Hendes poetiske billedsprog formår at fortælle meget mere, end hvad man umiddelbart ser, og hendes tilgang til mennesker giver værkerne en følsomhed og intimitet, som er sjælden.

Fryd Frydendahl "Nephews".

Fryd Frydendahl "Nephews".

Et sprog for det usagte
Sideløbende med livet i New York har relationen til nevøerne spillet en fortsat vigtigt rolle for Fryd. Vi vender tilbage til arbejdet med Nephews og kommer ind på nogle af de eviggyldige emner, som projektet berører.

Det er min ambition med projektet at italesætte tab,” begynder Fryd og understreger det tabu, der knytter sig til at tale om det at miste. Over en kort periode mistede Fryd både sin søster og mor, og hun oplevede sine omgivelsers magtesløshed, som ofte kom til udtryk i tavse blikke og manglende ord. “Alle folk kigger på dig og siger; ‘jeg aner ikke hvad jeg skal sige’ – men det er faktisk det værste, du kan sige,” bemærker Fryd.

Ud fra de nedslåede blikke besluttede Fryd sig for at bruge sorgen til noget konstruktivt og for, ved hjælp af fotografiet, at forme et sprog, der kunne italesætte netop tabet. “Jeg håber, at det kan give folk en følelse af håb, og at det kan være med til at starte en samtale.

For Fryd er det vigtigt, at man ikke kigger på mennesker, der har mistet, som nogle det er synd for. “Det ER synd for os, det der skete, men det er ikke SYND for os som mennesker. Vi er stolte mennesker, der arbejder videre, og sådan er det for de fleste, der mister nogen” forklarer hun og understreger, at det er den slags mekanismer, der holder tabuet i live. Når frygten for at sige noget forkert resulterer i berøringsangst, bliver distancen og tabuet kun større. “Nogle gange, når jeg taler om det, bliver folk helt utilpasse, fordi ‘det taler man da ikke om. Det er sådan en samtale, du kan have én-til-én derhjemme’ – men sådan synes jeg ikke, at det behøver at være.

Nogle gange, når jeg taler om det, bliver folk helt utilpasse, fordi ‘det taler man da ikke om. Det er sådan en samtale, du kan have én-til-én derhjemme’ – men sådan synes jeg ikke, at det behøver at være.

Det er dog aldrig ovre. Du lever med det hver dag hele dit liv,” fortsætter Fryd. Men hun ønsker også at fokusere på de positive ting, som store ulykker kan føre med sig. For eksempel har tabet været skyld i, at familien er rykket tættere sammen. “Vi er kun så tætte, som vi er, fordi vi har mistet. Der er nogle ting, vi har fået foræret midt i ulykken – det er smukt, og det synes jeg, at man skal huske at tale om.

Fryd Frydendahl | Foto: I DO ART Agency.

Fryd Frydendahl | Foto: I DO ART Agency.

Andreas på Facetime | Foto: I DO ART Agency.

Andreas på Facetime | Foto: I DO ART Agency.

Facetime med den yngste nevø
Fryds telefon begynder at brumme og trækker vores opmærksomhed i retning af den lysende skærm. Det er Andreas, der ringer. “Hej Andreas, er du klar?” spørger Fryd. “Jeg Factimer dig lige, så du kan hilse på dem.” På skærmen toner et menneske frem, som vi allerede har set så mange billeder af, at vi har en følelse af allerede at kende ham.

Det første billede, jeg kan huske, vi tog, var det der ude i haven, hvor Victor (Andreas' bedste ven, red.) holdte noget ind foran,” fortæller Andreas og refererer til et fotografi, hvor hans ansigt er delvist gemt bag en bregne. “Der var også engang, hvor jeg skulle have en blå kjole på – det var lidt sjovt,” fortæller han om et andet fotografi, som også er med på udstillingen. Selvom Andreas netop på dét billede udtrykker en vis modvillighed, så har han altid været med på sin mosters idéer. “Jeg kunne jo bare sige nej,” bemærker han og fortæller, at mange af idéerne også er nogle, de får sammen. De ser projektet som et samarbejde, selvom det jo nok er “moster der er chef,” som Andreas formulerer det.

Som afslutning på det lille interview spørger vi Andreas, hvad Fryd betyder for ham, og lynhurtigt lyder det: “Meget! Hun betyder virkelig meget for mig.

De er jo ikke bare mine nevøer – de er jo alt muligt andet, som der ikke findes ord for.

Fryd er tydeligt berørt af snakken, da hun igen siger farvel til Andreas. “De er jo ikke bare mine nevøer – de er jo alt muligt andet, som der ikke findes ord for.” Der er en inderlig samhørighed imellem dem, som hverken er til at tage fejl af i værkerne eller i deres direkte interaktioner. Fryd sætter et par ord på, hvad der skyldes denne særlige relation: “Det er jo sådan med sorg, at vi alle sammen har vores eget individuelle udgangspunkt. Jeg har så fået skabt noget sammen med drengene, hvor vi har et fælles rum i den.”

Fryd Frydendahl "Nephews".

Fryd Frydendahl "Nephews".

Personligt, men ikke privat
Vi spørger til, om Fryd ser bogen som en afslutning på projektet, og hun forklarer, at hun nok nærmere ser den som et komma end som et punktum. “Jeg kan jo ikke holde op med at tage billeder af drengene, så der kommer nok en opfølgning en dag,” forklarer Fryd, men nævner også at der har været pres på op til lanceringen. Over et år har hun sammen med grafisk designer Jacob Birch arbejdet på at udvælge fotografier og sammensætte den 184 sider tykke bog. “Men jeg tog til Jylland i hele sidste uge, imens billederne blev rammet ind. Jeg kunne ikke gå en hel uge bare og vente, så jeg tog over og hjalp min far med en masse praktiske ting – for at glemme kunsten lidt og bare være datter og moster.”

Det er super godt for mig at komme hjem og snakke om fiskenet og blyliner og skrælle kartofler. Altså, det er en god pendant til det liv, jeg lever – så bliver man heller ikke for selvoptaget.

Der er ingen tvivl om, at familien betyder meget for Fryd, også som et rum hvor tempoet er et andet, og hvor kunsten ikke bliver for altomsluttende. “Det er super godt for mig at komme hjem og snakke om fiskenet og blyliner og skrælle kartofler. Altså, det er en god pendant til det liv, jeg lever – så bliver man heller ikke for selvoptaget.”

Fryd Frydendahl | Foto: I DO ART Agency.

Fryd Frydendahl | Foto: I DO ART Agency.

Vi går tilbage mod V1, og imens solen forsvinder bag de gamle slagteribygninger, fortæller Fryd en sidste historie. Den handler om Mads, engang hvor de skulle tage et billede i snevejr og minusgrader. Mads skulle sidde med armene begravet i snebunkerne, og det var helt tydeligt, at han gerne ville have skuddet hurtigt i kassen. På et tidspunkt udbryder han: “Der var den!” men Fryd er ikke overbevist og fotograferer videre. “Jeg troede bare, at han sagde det, fordi han ikke gad mere”. Da filmen blev fremkaldt viste det sig selvfølgelig, at Mads havde ret, “Den var der virkelig bare, det kunne han mærke,” fortæller Fryd, og får igen understreget det særlige bånd og den fælles forståelse af samarbejdet.

Fryd Frydendahl "Nephews". Courtesy of V1 Gallery.

Fryd Frydendahl "Nephews". Courtesy of V1 Gallery.

Over årene er Nephews blevet en del af livet for Fryd, nevøerne og familien i Hvide Sande. Fotografierne har cementeret en hel masse svære følelser og gjort dem til noget, man kan kigge på og tale om. Projektet har ført mennesker sammen og foræret Fryd og nevøerne et fælles ståsted og udgangspunkt midt i sorgen. “Billederne er personlige, men de er ikke private,” forklarer Fryd, og det er den fine balance, der gør, at de samtidig formår at åbne op, italesætte det eviggyldige og berøre det universelle.

Vi er tilbage i galleriet, hvor vi tager de sidste billeder af udstillingen, inden vi skal sige farvel. Fryd er et inspirerende og generøst menneske, og vi er beærede over at have lært hende og hendes arbejde lidt bedre at kende. Inden vi smutter, tager vi også lige et sidste billede af Fryd. Hun kaster et peace-tegn og griner: “Der var den – eller også gider jeg bare ikke mere.”

Fryd Frydendahl | Foto: I DO ART Agency.

Fryd Frydendahl | Foto: I DO ART Agency.


Fryd Frydendahl "Nephews"
D. 20. januar - 18. februar, 2017.
V1 Gallery, Flæsketorvet 69 (Kødbyen), 1711 Kbh V.
Læs mere om udstillingen her og køb bogen her.


Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books. Rikke og Matias bor og arbejder i København.