INGVAR CRONHAMMAR | H I CISTERNERNE

Efter Politikens ord om, at udstillingen i Cisternerne var lige ved at transformere en anmelder til et religiøst menneske, var det svært ikke at blive en lille, bitte smule nysgerrig efter selv at se, om den følelse ville kunne ramme mig. Altså, jeg er helt med på, at kunst kan røre helt ind i hjertet og knoglerne, men at gøre én religiøs ligefrem?

Derfor kom jeg nok til at anskue udstillingen som en religionstransformator, og det virkede ikke for mig. Men pænt var det. Og det lød så godt, at jeg fik lyst til at tie stille, mens jeg var der. Der er noget meget meditativt over lyden af rindende vand, og det var nok også netop dét, der ramte ovennævnte anmelders indre. H af Ingvar Cronhammar er en installation, hvortil komponist Martin Hall har komponeret musik. To dygtige herrer samarbejder altså her om visuelle og auditive sanseindtryk, der er tænkt til at gå op i en højere enhed. Cronhammar har arbejdet med vand, der rinder og rinder og rinder som i en ikke tidslig verden. Det rinder bare fra oven og ned, og er gennemstrømmet af lyskegler, som danner  søjlelignende skulpturer i rummet. Men så er det alligevel ikke helt skulpturer, for vand og lys er jo transparent, og man kan hverken holde om det eller læne sig op ad det. Og netop det er der noget på én gang frustrerende og meget fascinerende over.

Det var vildt flot at se direkte ind i de monumentale søjler og få fornemmelsen af, at mit blik flimrede, mens jeg lyttede til vandet. Da jeg var lille, forstod jeg aldrig når voksne talte om “vand”. Altså, når de sagde, at de åh-så-ih-så gerne ville bo ved havet. Men jeg forstår det nu. Jeg forstår det, fordi det er rart at kigge på det uendelige hav, men jeg forstår det ligesåvel, fordi vand er rart at lytte til. Det er simpelthen den rareste lyd i verden, og ligesom at jeg altid falder i søvn på sådan en behagelig måde, når jeg kører i tog, ja så bliver jeg simpelthen så træt ved lyden af vand. Træt på den gode måde, hvor man i søvnen bliver taget gode steder hen.

Installationen er bygget op således, at man kan gå rundt på gangbroer, så det er muligt at se installationen fra flest mulige vinkler, og det giver en rigtig fin oplevelse. Jeg ville ønske, at jeg havde haft rummet alene, for så tror jeg virkelig, at kombinationen af at være under jorden i et rum, kun oplyst af installationen selv med lyden af rindende vand, kunne have givet mig kuldegysninger.

Martin Halls lyd var dog på en måde placeret for langt væk i rummet, til at jeg fik fornemmelsen af et samspil med Cronhammars installation. Til gengæld fik jeg lyttet til det, da jeg senere gik og kiggede på de flotte drypsten i resten af det underjordiske rum, og det var meget stemningsfuldt. Jeg synes helt klart, at H er et besøg værd, og hvis du ikke har været i Cisternerne før, så giver denne anledning en rigtig god helhedsoplevelse. Og prøv lige at se billederne – det er jo pænt. Et tip fra mig til dig.

Udstillingen løber til 15. november 2015, så der er rig mulighed for at nå forbi. Se mere information her.

 Ingvar Cronhammer | Fotos: Christina Capetillo, Cisternerne 2015.

Ingvar Cronhammer | Fotos: Christina Capetillo, Cisternerne 2015.

Ditte Rasmussen (f. 1987) er cand.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling med en bachelor i Kunsthistorie. Ditte har bidraget til idoart.dk siden 2013.