KUNSTNERBOGSSKRIVELSER #1: NIVEAUER AF USIKKERHED

Minus 1 er en boghandel og udstillingsplatform for kunstnerbøger og uafhængige udgivelsesstrukturer. Her hylder vi bøger om kunst og bøger som kunst. Kunstnerbogsskrivelser #1 er den første i rækken af artikler om ukonventionelle kunstneriske bøger og objekter fra boghandlens hylder.

Marie Bonfils’ Niveauer af usikkerhed fra 2016 er et taktilt, kropsligt, puddersart bud på en kunstnerbog, der lægger sig i spændingsfeltet mellem kunst og lyrik. Bogen er blevet til i forbindelse med en udstilling af samme navn på Forlaget Gestus, men den bærer absolut intet præg af formatet ’udstillingskatalog’. Tværtimod synes den at fungere som en selvstændig afgrening af udstillingen, et lille kuriøst artefakt i sig selv.

Marie Bonfils "Niveauer af usikkerhed" | Fotos af bogen © I DO ART Agency.

Marie Bonfils "Niveauer af usikkerhed" | Fotos af bogen © I DO ART Agency.

Forlaget Gestus som er drevet af de to kunstnere Karin Hald og Cecilie Meng, er et nyopstartet udstillingskoncept, der trækker tråde mellem kunst- og forlagspraksis. Tidligere havde de til huse i den gamle pornobiograf på Vesterbrogade hos trykkeriet Officin, hvor Bonfils’ udstilling også fandt sted, men de er nu rykket til nye lokaler på Frederiksberg, der giver plads til både udstillingsrum, forlag og atelierpladser. Forlaget udfordrer kunstnere til at arbejde med sproget og deres bildende kunst på lige fod, idet hver udstilling også udmønter sig i en publikation eller et bogobjekt. Det er et slags kreativt benspænd, som med Hald og Mengs egne ord kulminerer i et samspil, ”der skaber et nyt og abstrakt sprog.”  

Marie Bonfils "Niveauer af usikkerhed" | Fotos af bogen © I DO ART Agency.

Marie Bonfils "Niveauer af usikkerhed" | Fotos af bogen © I DO ART Agency.

Abstrakt er måske netop det ord, der bedst beskriver Niveauer af usikkerhed's lyrik. Det er stærkt billedfremkaldende, fragmentarisk, svært at udsige eller læse op i en harmonisk rytme og måske netop dét peger på mødet mellem kunst og litteratur. Teksternes opsætning på siderne og omslagets flapper vækker samtidig mindelser om konkretismens grafiske og billedlige strukturering af tekst. Gemt væk blandt siderne ligger flere løsark med tekst, herunder et sammenfoldet ark betitlet ’dialog’, der lader til at kommentere de historiske lokaler, som udstillingen har udspillet sig i, gennem en stringent grafisk opsætning af ordet fuck.

Marie Bonfils "Niveauer af usikkerhed" | Fotos af bogen © I DO ART Agency.

Marie Bonfils "Niveauer af usikkerhed" | Fotos af bogen © I DO ART Agency.

Værket på godt og vel 70 sider er håndsyet i ryggen, og de tynde tråde fra syningerne sitrer i luften, mens et stykke hudfarvet latex er placeret horisontalt på tværs af siderne og stikker ud af værket på en lettere insisterende, uhåndterlig måde. Værkets billedindhold udgøres af en række riso-printede nærbilleder af pudevår i farverne cyan, magenta og gul.

Marie Bonfils "Niveauer af usikkerhed" | Fotos af bogen © I DO ART Agency.

Marie Bonfils "Niveauer af usikkerhed" | Fotos af bogen © I DO ART Agency.

Gemt væk under det hvide bogomslag er et opslag af imiteret læder, eller rettere: en slags imiteret hud. Værket virker i det hele taget til at arbejde med og forholde sig til materialitet og krop og den usikkerhed, som er forbundet hermed. På den måde trækker værket tråde til Bonfils’ øvrige kunstneriske praksis, hvori hun arbejder med skulpturer, installationer og objekter, der tager udgangspunkt i en poetisk tilgang til kroppen. Niveauer af usikkerhed er på mange måder et hudligt objekt, som man tilgår med en udpræget forsigtighed og ja, usikkerhed.

Marie Bonfils "Niveauer af usikkerhed" | Fotos af bogen © I DO ART Agency.

Marie Bonfils "Niveauer af usikkerhed" | Fotos af bogen © I DO ART Agency.

Stine Friis Møller (f. 1987) driver sammen med Linus Carlsen (f. 1983) boghandlen Minus 1, som er placeret i Den Frie Udstillingsbygnings underetage på Østerbro.