DET KGL. KUNSTAKADEMI’S AFGANGSUDSTILLING 2015

Hvert år på denne tid afrunder en gruppe kunstnere deres uddannelsesmæssige rejse, og traditionen tro fejres denne overgang med et ritual; afgangsudstillingen. Dette års dimittender fra Det Kgl. Kunstakademi har dog valgt at anskue ‘transformationen’ en smule anderledes, og det er der kommet en yderst dragende og engagerende udstilling ud af.

Vi træder ind i Charlottenborg‘s foyer og bliver mødt af kommunikationsassistent Rine Rodin, og Karen Vestergaard Andersen der arbejder som kunstfaglig medarbejder i kunsthallen. De fortæller os om nogle af de tiltag, der gør Afgang 2015 til noget særligt og leder vores opmærksomhed hen på det digitale katalog, hvori de studerende præsenterer både tekst- og billedmateriale, der understøtter deres projekter. “Flere af de studerende har valgt at supplere deres værker med indsigter i processen, hvilket giver beskueren en rigtig god forståelse for hensigten. Formidlingen er i år bedre en nogensinde,” forklarer Rine og rækker os en lille sort udstillingsguide, der både indeholder værkliste, samt en noget anderledes introduktion fra udstillingens kuratorer.

En anderledes afgangsudstilling
“Tilbage i 2015 blev afgangsudstillingen betragtet som ‘vejen’, der førte de studerende bort fra uddannelsessystemet og over i den professionelle ‘kunstverden’. Idet de studerende tog deres afgang, blev de ikke længere betragtet som studerende, men officielt anerkendt som kunstnere. Den gængse holdning i dag er, at de ikke forvandlede sig til kunstnere på deres afgangsdag; dén forvandling fandt sted længe forinden, på det tidspunkt hvor de først gav sig i kast med deres kunstneriske praksis – et tidspunkt der sagtens kunne gå forud for deres formelle kunstuddannelse.”

Således skriver kuratorduoen Francesca Astesani og Julia Rodrigues fra South into North i introduktionsteksten, som er dateret d. 4. juni 2115. Vi bliver dermed taget med ud i fremtiden og inviteres til at se tilbage på Afgang 2015, for på den måde at se de deltagende kunstnere som noget andet end blot studerende. Som en sjældenhed har de kun 29 studerende fået lov til at udfylde samtlige af Charlottenborg’s udstillingslokaler, hvilket giver plads til det enkelte værk og mulighed for virkeligt gennemførte installationer. De studerende har i samarbejde med South into North gjort en særlig formidlingsmæssig indsats, bl.a. i kraft af selve udstillingsforløbet og det omfattende digitale katalog, som markerer Afgang 2015 som en anderledes afgangsudstilling.

En kommentar på dagen og en ultradetaljeret affære
Inden vi bevæger os op af Charlottenborg’s trapper til udstillingslokalerne, fortæller Rine os om Bjarke Hvass Kure’s værk Dagen, som er lavet i samarbejde med grafisk designer Asger Behncke Jacobsen. Med en nedtonet fysisk tilstedeværelse kun bestående af en stak orange postkort og en opskrivningsliste er værket nemt at forbigå. Bjarke’s projekt består i udgivelsen af en ny udgave af avisen Dagen, som var et dagblad, der udkom første gang d. 22. oktober 2002, men som allerede knap to måneder senere måtte melde sin konkurs. På listen kan man skrive sig op til at modtage et eksemplar af Bjarke’s avis, når udstillingen slutter. På den måde rækker værket ud over institutionens rammer, og opskrivningshandlingen bliver næsten en performance i sig selv.

Bjarke Hvass Kure “Dagen” | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Bjarke Hvass Kure “Dagen” | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

I det nordligste hjørne, på Charlottenborgs 1. sal, har Malene Mathiasson overtaget et helt rum med sine sirligt udførte collager og illustrationer. De ultradetaljerede værker, der pryder væggene, fremstår på afstand som afbildinger af celler eller en anden form for menneskeligt organisk materiale, men når man bevæger sig tættere på, afslører værkerne noget helt andet. I de fleste tilfælde har Malene opbygget sine motiver af udklippede vejsystemer, utallige lag af fine udskæringer og tålmodighedstestende kuglepensskraveringer. Malene’s værker sætter gang i nogle interessante overvejelser omkring det menneskelige aftryk på, og afspejling i, naturen, og hun forundrer os ikke mindst med sin ticsfremkaldende tålmodighed og håndværksmæssige disciplin.

Malene Mathiasson.

Malene Mathiasson.

Arkæologiske fund og landskabsmalerier
I det næste af de nordvendte udstillingsrum møder vi værker af Emil Toldbod, Martin Aagaard Hansen og Kasper Holm Jensen, som er sidestillede med et yderst vellykket resultat. Emil’s projekt, Draget af den perfekte Pyrit, består af en række redskaber, som han har benyttet sig af på sin arkæologiske rejse, samt ler- og stenformationer der illustrerer hans fund. Redskaberne er lavet af Emil selv, og i kataloget kan man se en video, der viser en del af den arkæologiske proces. Draget af den perfekte Pyrit er både en konkret søgen efter det kubeformede mineral, men leder også vores tanker hen imod jagten på det ‘perfekte’ kunstneriske udtryk, som utvivlsomt har optaget de 29 kunstneres sidste 6 år.

Emil Toldbod “Draget af den perfekte Pyrit”.

Emil Toldbod “Draget af den perfekte Pyrit”.

På væggene hænger Martin’s stemningsfulde serie af akryl- og oliemalerier, der fortolker og fornyer en klassisk disciplin; landskabsmaleriet. Indimellem Emil og Martin’s værker står Kasper’s (…) ; a last and a first, som består af 3 aluminiumskasser, der ved hjælp af tynde, udskårede aluminiumsplader afslører tredimensionelle motiver, når man kigger ned i dem.

Martin Aagaard Hansen, og Kasper Holm Jensen “(…) ; a last and a first”.

Martin Aagaard Hansen, og Kasper Holm Jensen “(…) ; a last and a first”.

Videnskabelige og visuelle eksperimenter
Vi fortsætter til Claus Spangsberg’s biovidenskabelige oversættelse af en række stærkt komprimerede digitale fotografier. På en projektion præsenteres vi for grundmaterialet; et sort-hvidt billede opbygget af et utal af pixels, der hver især repræsenterer et fotografi fra Claus’ personlige arkiv, indskrænket til et visuelt minimum. I samarbejde med bioteknolog Hans Jasper Genee og bioinformatiker Lars Rønn Olsen har Claus oversat billedets binære data til 76 DNA-sekvenser.

Et laboratorium i Belgien syntetiserede prøverne, hvorefter Hans, Lars og Claus kombinerede dem for at opnå en samlet krystallisering af de 76 sekvenser. Den syntetiske DNA-krystallisering af et fotografi er virkelig en interessant krydsning mellem kunst og videnskab, og værket sætter den stadigt usikre dataopbevaring i perspektiv, da Claus’ syntetiske fossil, under de rette omstændigheder, ikke vil forgå før om en million år.

Claus Spangsberg.

Claus Spangsberg.

Da vi træder ind i kunsthallens nordligste lokale, begynder væggene omkring os at vibrere. Et væld af tynde, sorte streger fylder to af rummets hvide vægge, fra gulv til loft, og fungerer som et synsforstyrrende tapet, der tvinger os til enten at zoome helt ind eller at kigge væk. Julie Riis Andersen’s værk, Måske er man om tusind år noget kraftigere og mere uforstyrret, sætter én i bevægelse, og selvom grebet er ekstremt simpelt, så virker det vanvittigt godt.

Julie Riis Andersen “Måske er man om tusind år noget kraftigere og mere uforstyrret”.

Julie Riis Andersen “Måske er man om tusind år noget kraftigere og mere uforstyrret”.

Vi bevæger os tilbage igennem Charlottenborg’s lokaler, efter at have oplevet en samling af værker som både rummer traditionelle medier som olie på lærred, illustration og papirklip, men er særligt mærket af eksperimenterne. Flere steder bevæger den kunstneriske praksis sig udover sit eget felt og udfordrer eksempelvis videnskaben.

Det første værk der møder os, da vi ankommer til kunsthallens sydlige fløj, er Anna Sjöström’s Unmatter. Vi kender allerede lidt til Anna’s arbejde, da hun udstillede på vores I DO ART Festival tilbage i 2008, kort inden hun blev optaget på akademiet. I Unmatter har Anna, med notationer til tøjvask, arbejdet med tekstil indfarvning på en måde, der ligger sig et sted imellem maleri og skulptur. De luftige værker bevæger sig langsomt, i takt med at vi går rundt imellem dem, og indfarvningens dæmpede gradienter, samt smukke marmoreringer, skaber en poetisk scene, som er svær at forlade igen.

Anna Sjöström “Unmatter”.

Anna Sjöström “Unmatter”.

Hjerterytme, planter og tvetydighed
Bag Annas anderledes tag på maleriet står Michael Christensen “Stoffer”s værk, Galvaniseret jernkonstruktion med C-D, som en spinkel stilladsformation med påsatte slyngplanter. Karen fortæller os, at værket gerne må berøres, og idét at vi tager fat om jernrørene, kan vi mærke en tydelig hjerterytme, som pludselig forvandler den ellers døde konstruktion til et levende væsen. Planterne, som slynger sig op ad rørene, har “Stoffer” hjembragt fra en rejse til Uzbekistan.

Michael Christensen “Stoffer” “Galvaniseret jernkonstruktion med C-D”.

Michael Christensen “Stoffer” “Galvaniseret jernkonstruktion med C-D”.

Længere inde i udstillingsrummet finder vi endnu et værk, der sætter botanikken i centrum. I en undersøgelse af naturens og seksualitetens skæringspunkter har Viktoria Wendel Skousen opstillet eksempler på ord, der går igen i de to verdener, men som rummer vidt forskellige betydninger; f.eks. ordet ‘rape‘ der både betyder ‘raps‘ og ‘voldtægt.’ A Private Collection spiller på beskuerens egen forestillingsevne og benytter bevidst tvetydighed til at fremkalde forskellige associationer.

Viktoria Wendel Skousen “A Private Collection”.

Viktoria Wendel Skousen “A Private Collection”.

Kropslig disciplin og et jordkøleanlæg
I et hjørne har Lea Guldditte Hestelund skabt et stiliseret træningscenter, som danner scene for hendes projekt Körper 2.0. Lea har arbejdet med sin egen krop som materiale, og over en periode på et år forsøgt at transformere den til en idealkrop; en kopi af den græske statue Diskoskasteren. Som en reference til det gamle Grækenland har Lea hugget træningsredskaber ud i marmor, og på væggen hænger et billede, hvor hun selv, efter sin forvandling, poserer som Diskoskasteren. Den ekstreme, kropslige disciplin, som Lea må have udført igennem denne transformation, er næsten ikke til at forestille sig, og det er virkelig sjældent at opleve en kunstner så engageret i sit værk. Skabelsen af Körper 2.0 må nødvendigvis have været en altomsluttende process at have befundet sig i, og vi er ikke overraskede over, at Charlottenborg Legatet i år bl.a. er gået til hende.

Lea Guldditte Hestelund “Körper 2.0″.

Lea Guldditte Hestelund “Körper 2.0″.

I værket Aerotopo, af Margarita del Carmen, bliver naturen endnu en gang trukket ind i kunsthallen, denne gang med det formål at ændre på indeklimaet. Værket består bl.a. af et underjordisk rør, som strækker sig 24 meter langs kunsthallen og fortsætter op langs ydermuren for at ende midt i udstillingsrummet over et par bænke. Sammen med lyden af luft, som kommer fra et par højtalere, og et blåt net der hænger over os, har røret det formål at virke kølende. Måske er det ren indbildning, men det føles faktisk som om, at Margarita’s indgreb har en effekt på en ellers drivhuslignende hede, der fylder kunsthallen på en sommerdag.

Margarita del Carmen “Aerotopo”.

Margarita del Carmen “Aerotopo”.

Digitaliseret taktilitet
I et mørklagt rum afspilles Amalie Smith’s Eyes Touching, Fingers Seeing, som er en 15-minutter lang video, projekteret op på en buet skærm. Vi er heldige at ankomme til installationen, netop som filmen påbegyndes, og Amalie’s hypnotiserende oplæserstemme tager os gennem et lyrisk forløb, illustreret med levende billeder. “The world I perceive by touching has texture, weight and temperature, but lacks perspective and color. The world I perceive by seeing has perspective and color, but lacks texture, weight and temperature. The two worlds that touch and vision describe don’t seem to have much in common.” Amalie beskriver, hvordan at vi er afhængige af både vores syns- og følesans for at forstå verden omkring os, og hvordan at vi, frem til touchteknologiens fødsel, var afhængige af en avatar (musen) for at navigere i den digitale verden.

Værkets billedside består af svævende billedrammer, der konstant bevæger sig rundt og overlapper hinanden. Med en æstetik der minder os om 90’ernes læringsprogrammer, danser det der ligner en blanding af leksikonmateriale, youtube-klip og smukke egenproduktioner hen over skærmen og fuldender det oplæste forløb på den fineste måde. Igennem værket formår Amalie både at indfange en udvikling i tiden, der peger mod en sammensmeltning af mennesket og computeren, samt at gøre dette på en måde der er sensitiv og fremtidsoptimistisk. “By touching the screen, am I allowing it to touch me too?” Amalie’s værk er rørende, relevant og yderst nemt at relatere til, og da vi igen forlader det mørklagte rum er det med en følelse af meningsfuldhed og håb.

Amalie Smith “Eyes Touching, Fingers Seeing”.

Amalie Smith “Eyes Touching, Fingers Seeing”.

I Karl Isakson’s installatoriske samling af genstande, På radion talar de om ett hål i jorden, undersøges den moderne hverdagsteknologi, ligesom i Amalies værk, dog ud fra et noget anderledes perspektiv. I hans undersøgelse af teknologiens muligheder og anvendelses- og fremstillingsbetingelser har han bl.a. fragtet en iPhone til Mongoliet og til de miner, hvor de mineraler, der benyttes til at skabe kameraets ‘farvesprog’, udvindes. På en lille hylde ligger en iPhone, påmonteret en særlig konstruktion, der ved hjælp af vinklede spejle muliggør telefonens kamera at “se” skærmen. Dette resulterer i en konstant gengerende farveflade, der, famlende efter den ‘rigtige’ hvidbalance, leder vores tanker hen på en form for digitalt møbiusbånd.

På gulvet i samme rum har Emil Rønn Andersen installeret sit værk, Midlertidige tekniske indretninger, bestående af en gigantisk fladskærm, samt tilhørende indpakning og papkasse og hvad der ligner forskellige dele til opsætningen. Intet er dog samlet. På skærmen afspilles en video, hvori et udsnit af en korpusfigur bliver belyst af roterende, farveskiftende og hurtige lysblink, og sammen med den utraditionelle opstilling fungerer værket rigtig fint.

Karl Isakson “På radion talar de om ett hål i jorden”, og Emil Rønn Andersen “Midlertidige tekniske indretninger”.

Karl Isakson “På radion talar de om ett hål i jorden”, og Emil Rønn Andersen “Midlertidige tekniske indretninger”.

Massiv bronze, fine vævninger en krystalliseret flyttekasse
I udstillingens sidste store rum sidestilles værker af Mette Clausen, Frederik Tydén og Jean Marc Routhier. På den ene endevæg hænger Mette’s vægtæppe Selfmachine (pattern in resistance), som er udført i uld ved hjælp af digital jacquardvævning. Lidt på samme måde som i Julie Riis Andersen’s tapet virker mønstret i Mette’s tekstile værk næsten som i bevægelse, men da vi ser bedre efter, afsløres bogstaver, som langsomt bliver til ord og sætninger for øjnene af os. “Over anxious under anxious” står der, med sitrende all caps, gentagende gange skjult i tæppets fine vævninger.

Mette Clausen “Selfmachine (pattern in resistance)”, og Frederik Tydén “Palma”.

Mette Clausen “Selfmachine (pattern in resistance)”, og Frederik Tydén “Palma”.

Midt i rummet står en stor skulptur, gjort i et materiale som man kun sjældent ser brugt hos unge kunstnere. Bronzeskulpturen, som indgår i installationen Palma, har Emil skabt under et 2,5-måneder langt undervisningsforløb med bronzestøber Peter Jensen. Den fremstår som en dekonstrueret version af et klassisk emblem med engle, madonnafigurer og kroner.

Frederik Tydén “Palma”.

Frederik Tydén “Palma”.

Jean Marc’s værk spreder sig langs udstillingsrummets vægge og består bl.a. af maleri, forskellige optegninger, udprints fra Wikipedia og en igangværende krystallisering. De ophængte ark er taget fra Wikipedia på tidspunkter, hvor det online leksikons brugere har trodset den tilstræbte objektivitet og ladet følelsesmæssige udbrud overtage siderne. I hjørnet har Jean Marc optegnet en særlig lygtepæl, som går under navnet Reality Checkpoint, og som er placeret i Cambridge.

Lygtepælen markerer punktet mellem det anerkendte universitet og selve byen, og er derigennem blevet et symbol for overgangen fra den akademiske verden til virkeligheden. Denne optagethed af overlapninger og transformation går også igen i det lyserøde bassin, som i løbet af udstillingsperioden langsomt forvandles til krystaller. Som en form for afrunding på det installatoriske forløb står en mintgrøn flyttekasse, også mærket af den lyserøde krystallisering, og illustrerer måske det stadie, som de 29 kunstnere nu befinder sig på, idet de forlader den akademiske virkelighed.

Jean Marc Routhier | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Jean Marc Routhier | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

“Do, or do not. There is no try”
Afgang 2015 er en udstilling, som er svær at trække en overordnet tematik hen over. Det er naturligvis heller ikke meningen, da de 29 forskellige kunstnere jo ikke er udvalgt, som i en kurateret gruppeudstilling ud fra ønsket om en samlet fortælling, men derimod er sammensat af tilfældigheder. Oftest ved afgangsudstillinger er det nemt at genkende gennemgående interesser, da der jo er tale om kunstneriske praksisser, der er udviklet sideløbende, men Afgang 2015 kan noget helt andet. Måske er det de kuratoriske greb, måske ikke, men et eller andet gør i hvert fald, at man ikke blot ser en masse, men at den enkelte kunstner fremstår krystalklar.

I introduktionsteksten citeres Yoda fra Star Wars-filmen The Empire Strikes Back “Do, or do not. There is no try“, og netop dette citat indkapsler faktisk de 29 bidrag ret fint. På Afgang 2015 er der ingen halvgjorte projekter, og gennemgående har de udstillende kunstnere formået at finjustere deres udtryk og skabt værker, der både indholds- og materialemæssigt fungerer. 3 timer efter, at vi trådte indover dørtærsklen på Charlottenborg, er vi nu igen på vej ud på slotspladsen, med følelsen af netop at have oplevet 29 vanvittigt kompakte soloudstillinger. Vores hoveder summer af kunstneriske indtryk, og vi er fulde af forhåbninger og forventninger til, hvad der kun kan blive en lys fremtid for dansk samtidskunst.

Afgang 2015 kan opleves på Kunsthal Charlottenborg i København frem til d. 2. august 2015.

Rikke Luna (f. 1988) og Matias Albæk-Falk (f. 1988) er stiftere af idoart.dk, og driver derudover formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.